|
Da Mette Fugl (f. 1949) i 2012 forlod
sin post som Bruxelles-korrespondent for DR-nyheder, fik hun en
fratrædelsesordning, som indebar, at hun skulle holde mund.
Det var svært for hende. Endnu to år
efter, da hun beskrev fratrædelsen i sin erindringsbog, måtte hun bide
læberne sammen for ikke at bryde ud i raseri.
DR-chefen havde været overraskende
skånselsløs i kritikken af hendes journalistik. Det holdkæftbolsje, som
hun havde modtaget, forhindrede hende desværre i at citere fra samtalen
og svare igen på kritikken.
“Men det stod klart, at jeg ikke
levede op til koncepterne”, skriver hun i bogen, som hun kalder Fra
koncepterne (2014).
I moderne virksomhedssprog er
koncepter ideer. Underforstået: nye ideer. Hvis man ikke er med på dem,
vil man kalde dem fikse ideer. I sin bog fortæller Mette Fugl historier
fra koncepternes verden. Det er én mulig udlægning af titlen.
En af de fikse ideer, Mette Fugl
skulle praktisere, kalder hun selfie-journalistik.
Den gik ud på, at reporteren selv skulle fylde mere end de mennesker
eller begivenheder, der blev fortalt om. Det koncept brød hun sig ikke
om, så det gik hun fra. Hun gik fra koncepterne. Det
er en anden mulig forståelse af titlen.
Men fra tiden før alle de moderne
fikse ideer, havde “fra koncepterne” en helt tredje betydning: Det
betød forvirret, forrykt, ude af fatning.
Denne tredje mulige betydning af
bogens titel relaterer sig til en gammel betydning af koncept
som plan. Den, der
går fra koncepterne, forlader sin plan og handler spontant,
på følelserne, måske rasende.
Man kan dog også bare være bragt lidt
fra koncepterne, dvs. have mistet overblikket.
Bogen lægger sig ikke fast på én
betydning af titlen. Der er ingen undertitel eller genrebetegnelse. Det
må være meningen, at læserne selv skal danne sig en opfattelse. Men på
bagsiden, som forlaget (Politikens) har ansvaret
for, hjælpes man på vej. Her tales som “nedslag” i “erindringer”, og
forfatteren omtales som “en af Danmarks skarpeste journalister …
frygtet af mange magtfulde politikere”, og læserne forberedes på, at
“hun uddeler drøje hug til feministhadere, fundamentalister og andre
røvhuller.” Med andre ord: en lidenskabelig og udfarende skribent.
Forfatteren Leonora Christina Skov
skrev i sin anmeldelse i Weekendavisen, at Mette
Fugl skider på ethvert kendt erindringsbogskoncept. Og dermed fik vi et
fjerde forslag til betydningen af bogens titel.
Fra koncepterne er ikke skrevet for med eftertankens
ro at danne sig et indtryk af livets gang og mening. Det er en stykvis
fortalt beretning om vigtige begivenheder og mærkelige episoder i Mette
Fugls liv. Selv om der er en vis kronologisk orden, opleves afsnittene
ikke som kapitler i en erindringsbog. Snarere som en Mette
Fugl-Læsebog med eksempler på, hvordan hendes lidenskab - fra
raseri til melankoli - finder udtryk i forskellige genrer.
Hun er stærk i de subjektive former.
Der er hårdtslående debatindlæg og kronikker om danskhed og retten til
fri abort og følelsesladede essays om at være besat
- og blive afvist - af Leonard Cohen og om at være forelsket i
Bruxelles. Fugl investerer noget af sig selv i alt, hvad hun skriver.
Hendes rasende udfald mod andre er til
at holde ud, fordi de er ledsaget af forsøg på nøgtern og kritisk
selvanalyse. Om sin skilsmisse skriver hun: “Min mand fandt sig - ikke
en yngre - men en ældre og gladere model”. Hvilken indrømmelse! Og hun
tilstår, at det var mindre fikst at sende en taxa hen til børnehaven
lige før lukketid og bede taxachaufføren om at køre sønnen rundt om
blokken, til hun var færdig med at arbejde. Hun siger også, at hun
rødmer af skam over sin næsten forbryderiske naivitet, da hun som ung
journalist ved Information rejste rundt i Armenien
og Kazakhstan og fortalte kvinderne, at de ikke måtte gøre sig smukke
for mændene ved at bruge pudder og øjenskygge. Det var den rene
tingsliggørelse. Kvinderne måbede: “Vi har længe ventet på at få den
slags varer. Sminken pynter på os.”
Rejsen er dokumenteret i rækken af
fotografier til sidst i bogen. Billedteksterne har i øvrigt en
selvstændig kvalitet: Mette Fugl som selvironiker.
Men Mette Fugl behersker også de mere
objektivt beskrivende former. Der er f.eks. en skarpskåren reportage
fra Bagdad lige før angrebet fra USA og alliancen af såkaldt villige
nationer. Egentlig ville hun have interviewet Saddam. Men han havde
travlt, forklarede sikkerhedschefen. Så kaster Fugl og hendes
medhjælper sig over dagligdagen i Bagdad før stormen:
Vi fulgte i hælene på hverdagslivet.
Skræddernes symaskiner snurrede inde i de smalle gyder. Kobbersmedene
hamrede. Sælgerne var insisterende. Og duften af krydderier overdøvede
bilosen, her hvor en liter benzin kun kostede håndører.
Kort efter må de haste hjem til
Danmark. I lufthavnen siger en irakisk general: “Det bliver slemt for
os, men værst for Dem”.
De rejser hjem over Wien. Her løber
Fugl tilfældigvis på FN-våbeninspektør Hans Blix omgivet af
sikkerhedsvagter, der forsøger at spærre vejen for Fugl:
Men Blix og jeg kendte hinanden fra
Bruxelles. Han hilste og spurgte, om vi kom fra Bagdad.
Da vi bekræftede det, satte han vores
rejse i perspektiv:
“Saddam er begyndt at samarbejde for
alvor. Der er ikke masseødelæggelsesvåben. Den krig, der nu ikke kan
undgås, vil være ulovlig.”
Et scoop, der aldrig blev et scoop.
Dengang ville han ikke - eller kunne nok ikke - sige det til kameraet.
Det var bare til venlig orientering og altså uden for referat.
Dele af denne reportage blev trykt i Ekstra
Bladet 23.2.2003 og genoptrykt i De tålte mosten. Mette
Fugl kunne omsætte uløselige tv-opgaver til markant bladjournalistik.
Mette Fugl er født i Horsens og talte
jysk, før familien flyttede til Birkerød, hvor hun lærte sig at tale
københavnsk.
At hendes far var programdirektør og
hendes mor var skoleinspektør, synes i mindre grad at have præget
hendes sprog. Hun har taget ungdomsoprørets frisprog til sig og
fastholdt det.
Tonen i Fra koncepterne er
karsk med “pik” og “røvhuller” og “narrefisse” og den slags. Nogle
gange citerer Fugl bare, hvad andre har sagt, men det er hende, der
bringer udtrykkene til torvs.
Det er ikke småting, hun har været
udsat for.
Det er heldigt for Mette Fugl, at hun
har haft en robust humor at stå imod med. Det er hende selv, der
citerer denne vits fra Politikens bagsiderubrik “At
tænke sig”:
Hvad siger en fugl, der vejer 100 kilo?
Svaret:
Godaften. Det er søndagsavisen.
Hendes beretninger om sexchikanen i
elevtiden på Politiken (fra 1969) er hårrejsende:
Mit nej var ikke på skrømt, når en af
Politikens klamme redaktører tog mig på brysterne eller skubbede mig op
i et hjørne for at pille lidt mere, hvis vi var alene i elevatoren.
Hun nævner også “den ubehøvlede
stodder, der tog det som en selvfølge, at han kunne kneppe mig en
aften, da jeg sad mutters alene på mit kontor og arbejdede sent.”
Mette Fugls grove sprog bærer præg af
forståelig hævntørst. Hun benytter sine erindringer til at sige tak for
sidst til en række mandschauvinistiske idioter, som hun dog
undtagelsesvis afslører navnet på. Der vanker velfortjente offentlige
klø til Leif Blædel, som på et efterkritik-møde på Information
sagde: “Mette Fugl spreder jo bare sine journalistiske ben og lader alt
sive ukritisk ind.” Mette Fugl fortæller andetsteds, at hun efter den
bemærkning gik ud og brækkede sig (Utzon, 2009).
På Information handlede
det ikke bare om mandschauvinistiske bemærkninger og handlinger, men om
en nervekrig mellem kønnene: “bl.a. limede spøgefugle et
kvindetegnklistermærke fast i bunden af toilettet på indenrigsgangen”
(jf. Stage, 1998:116).
Der var 33 fuldtidsansatte
journalister på bladet, heraf 3 kvinder, hvoraf den ene var Mette Fugl.
Og hende ville et flertal af med. Da det på grund af Informations
demokratiske struktur næsten var umuligt at
afskedige folk, besluttede man at mobbe hende ud. Bente Hansen, som sad
i chefredaktionen, skriver i sine erindringer: “Grunden til mobningen
var muligvis af sexistisk karakter, men det lignede også et sexistisk raid.
I hvert fald forsvandt Mette “af sig selv”
efter nogen tid og gik tilbage til TV-avisen, hvor der så sandelig også
ventede en langt mere lovende karriere” (Hansen, 2004:190).
Selv siger Mette Fugl, at de to år på Information
1975-77 var rædselsfulde, og at det var med kolossal fornøjelse, hun
skrev sætningen “Jeg siger op”, da hun fik job på TV-Avisen.
Mette Fugl gjorde en spektakulær
karriere på tv. Som indenrigspolitisk medarbejder blev hun programvært
for Ugens Gæst og studievært for Søndagsmagasinet 1986. Alle kendte
hende. Men hun var ikke begejstret for at blive tiltalt af fremmede
mennesker på gaden.
At kunne færdes anonymt på gaden var
noget af det, hun nød ved at være udstationeret for DR i Bruxelles fra
1992. Det skuffede hende at blive hjemkaldt til andet arbejde i DR i
2012. Hun afslog som sagt og fik
tilbudt en fratrædelsesaftale. Herefter har hun arbejdet
freelance. Hun gennemførte en omfattende foredragsvirksomhed i
forbindelse med udgivelsen af Fra koncepterne. Hun
er tilknyttet Politiken som kommentator og kan
stadig sprutte ild. “Lidt bitter bliver man vel altid”, siger hun til
Sara Justesen i et interview til Ældre Sagens
medlemsblad for april 2021.
Mette Fugl har modtaget en række
priser, deriblandt Victor Prisen 1984, Publicistprisen 1986, Carl
Nielsen Legatet 1991, Den gyldne Havfrue, 2003, Hvass-Prisen 2003.
Blandt de priser, hun ikke har modtaget, er
Modersmål-Prisen.
Mette Fugl: Fra koncepterne,
2014
Jan Stage: Efter Tryk. Af en
opkomlings optegnelser 1968-98, 1998
Lone Kühlmann: Dansk Kvindebiografisk
Leksikon, 1, 2000
Bente Hansen: En køn
historie. Erindringer fra kvindebevægelsen, 2004
Mette Vibe Utzon: Ikon.
Journalistikkens førstedamer, 2009
John Chr. Jørgensen: Da
kvinderne blev journalister, 2012
John Chr. Jørgensen (red.): De
tålte mosten. 39 kvindelige journalister, 2013
Sara Justesen: “Mette Fugl bryder
overfladen”. Interview i Ældre Sagen. Medlemsbladet.
April 2021.
Lotte Kirkeby Hansen i Journalisten,
2014
Leonora Christina Skov i
Weekendavisen, 17.10.2014
Amalie Kestler i Politiken, 31.10.2014
Arne Mariager i Horsens
Folkeblad, 10.2.2015
|
