Først lagt op 13-04-2021; senest opdateret 14-04-2021 09:48

 

Af John Chr. Jørgensen

Indhold

Var Jane Aamund journalist?. 1

Uimodståelig skrivelyst 1

17 år på Berlingske. 1

Konkurrencestof 1

Vores kastesystem.. 1

Causerende og irriterende. 1

Frisk blik på redaktionelle processer 1

Lise Nørgaard som spejlfigur 1

Redaktører på stribe. 1

Story killers. 1

Redaktør som ridefoged. 1

I krig med Ejbøl 1

Hans Dams princip. 1

Jane er som humlebien. 1

Jens Kistrup klædt af 1

En fri fugl bundet til Jane. 1

Hvordan det fungerer 1

Luderrejser 1

Safiren koster 1

Kønsmoral og koketteri 1

Anmeldelser af restauranter 1

Helikopterperspektiv. 1

Resumé. 1

Litteratur 1

 

Var Jane Aamund journalist?

Journalist-erindringer? Jane Aamund (1936-2019)! Jamen, var hun journalist? Var hun ikke bare en forfatter, der også skrev i avisen?

Hvis man skal have en formel journalistuddannelse for at kunne kalde sig journalist, så var Jane Aamund ikke journalist.

Uimodståelig skrivelyst

Hun var datter af en fabrikant og stilede mod at blive noget inden for handel og kontor. I 1954 blev hun korrespondent i engelsk fra Købmandsskolen. Men hun havde en uimodståelig skrivelyst, som fik hende til at sende artikler til Berlingske Aftenavis, Aalborg Stiftstidende og Hendes Verden. I årene 1968-73 drev hun eget reklamebureau. Herefter var hun pr-chef i pelsfirmaet Birger Christensen og fra 1977 informationsmedarbejder i landbrugsministeriet.

Jane Aamund debuterede som forfatter i 1977 med en populærhistorisk bog, der byggede på en original ide.  Den handlede om alle de dronninger og elskerinder, der havde haft et kærlighedsforhold til en kong Christian, Bag damen stod en Christian.

17 år på Berlingske

Da hun i slutningen af 1970’erne var gift og bosat i USA sendte hun artikler hjem til Berlingske Tidende. Hjemkommet i 1980 hengav hun sig helt til skrivelysten.  Hun blev ansat som journalist på Berlingske Tidende. I 17 år bidrog hun kontinuerligt til avisens spalter. I 1997 tvang en kræftsygdom hende til at forlade stillingen. Hun koncentrerede sig herefter om det skønlitterære forfatterskab, hun havde udviklet parallelt med journalistikken (Klinkevals,1989 m.fl.).

Aamunds speciale var causerende, brevlignende feature-artikler om den måde, vi lever på. Så hun var altså heller ikke journalist, hvis man for at kvalificere sig til denne erhvervsbetegnelse, skal have skrevet kontante artikler om dagsaktuelle nyheder.

Konkurrencestof

Den avis, Jane Aamund, bidrog til, var imidlertid mere end et nyhedsorgan. En moderne avis, som henvender sig til et bredt publikum, skal også kunne levere stof af oplysende og underholdende karakter. I 1980’ernes morgenaviser, ikke mindst søndagsudgaverne, spillede den type artikler, Jane Aamund skrev, en vigtig rolle. En feature om festkulturen på Nordkysten eller et stort interview med Dirch Passer eller Simon Spies kunne være afgørende for, om det var Berlingske eller Politiken kunderne tog med sig fra avisstativet i kiosken eller bagerbutikken. Hvorfor skulle sådanne artikler ikke kunne indeholde nyheder og dermed kvalificere sig som journalistik?

Set fra avisledelsens synsvinkel var Jane Aamund en værdifuld - produktiv og idérig - medarbejder. Blandt de skrivende kolleger var meningerne delte. Nogle har utvivlsomt syntes, at hun kom let til sin position som en, der refererede direkte til cheferne, og at hun ikke var rigtig journalist, fordi hun ikke indgik i vagtplanerne. Aamund overskred traditionelle skillelinjer og nedbrød etablerede hierarkier.

Vores kastesystem

Hendes erindringsbog, Dengang det var sjovt (2010), handler i vid udstrækning om Berlingske Tidende som arbejdsplads. Man mærker, at den er skrevet af en outsider med et skarpt blik for socialpsykologiske problemer. Jane Aamund kunne analysere skillelinjer og hierarkier i det moderne samfund. En serie artikler skrevet før hendes fastansættelse blev udgivet i bogform under titlen Det danske kastesystem (1979). Da hun stoppede som journalist, udkom en tilsvarende artikelsamling med titlen Danskernes lille verden (1997). Aamund satiriserede over super- og højrebskasten, flip- og kulturkasten og ølkasten. Begreberne var fabrikeret til lejligheden, men at danskerne lever i gruppefællesskaber kunne - og kan - næppe benægtes.

Causerende og irriterende

Jane Aamund er ikke teoretiker og hendes prosa er ikke analytisk. Den er causerende i en stil, som på et splitsekund kan skifte fra saglig til stikkende. Se f.eks. her, hvordan kvindesagsforkæmperne introduceres i erindringsbogen:

Da jeg begyndte som journalist på Berlingske, havde jeg ingen anelse om, at der var så stort skel mellem typografer og journalister, at kantinen var delt op: en afdeling for journalister og en for typografer. Jeg satte mig ind i typografernes afdeling, for dem kendte jeg bedre end journalisterne, hvor jeg var anderledes. Især var der kold luft fra mange af de kvindelige journalisters side. De unge, kvindelige journalister var kvindesagsforkæmpere med løsthængende bryster i lilla tunikaer og cowboybukser, altid i fuld gang med at manifestere sig og skræmme de mandlige journalister, der lod sig skræmme.

Aamund er bevidst om, at hun skiller sig ud med “med fuld krigsmaling, stiletter, spadseredragt og sløjfebluse”. Men samtidig er hun stolt af at være blevet fast ansat som journalist og optaget i Dansk Journalistforbund, som hun kalder “Journalistforeningen”. Nu var hun ud fra ét vigtigt kriterium blevet fuldgyldigt medlem af arbejdsfællesskabet. Hun ville aldrig kunne indhente den manglende journalistuddannelse. Til gengæld var hun fuld af skrivelyst og gode ideer. Det irriterede de andre:

Stemningen blev ikke bedre, da jeg fik stor succes med en artikelserie om “Det danske kastesystem”. Berlingske Tidende måtte udgive et særtryk, og telefonerne kimede.

Men da mine kvindelige kolleger lærte mig at kende og jeg lærte dem at kende bag vores uniformer, så blev vi efter en del kontroverser meget gode venner og kolleger alligevel. Men i tiden op til kunne det godt gå hårdt til.

Noget af det, Jane Aamund måtte lære, var, at man ikke må gå på strandhugst i kollegernes territorium. Modeskribenten Lotte Freddie lovede hende direkte røvfuld, hvis hun så meget som vovede.

Frisk blik på redaktionelle processer

Jane Aamund havde noget at lære, fordi hun var kommet sent og sidelæns ind i faget. Og de etablerede journalister kunne lære noget af hendes friske blik på de redaktionelle processer. Hun fortæller f.eks. om de møder, hvor medarbejderne skulle præsentere deres forslag til artikler til næste dags avis. Medarbejdernes redaktører benyttede nogle gange lejligheden til at udstille og kue journalisterne, som efterhånden kom til at føle sig som marionetter.

Her kom Jane Aamunds alder og erfaring hende til gavn:

Jeg kendte de psykologiske mekanismer. Det var svært at lave mig om til marionetdukke, for selv om nogle redaktører prøvede at genere mig og såre mig, så havde jeg altid mit eget private rum indeni, hvor de aldrig kunne røre mig.

Hun holdt fast i sin skriveglæde og i sin kontakt til læserne.

De medarbejdere, som ikke tålte mosten, blev ‘“stille eksistenser”, som sivede rundt i gangene, indtil de pludselig blev overflyttet til et fælleskontor. Hvis de var fyldt 50, var de klar over, at de næppe fandt en ny arbejdsplads. Deres forbrug af alkohol, cigaretter og piller steg.

Lise Nørgaard som spejlfigur

Enkelte medarbejdere nævnes ved navn:

Der var andre journalister, der havde rustning på ligesom jeg. Lise Nørgaard, f.eks., der allerede havde stor status, før hun kom til Berlingske Tidende.

Lise Nørgaard, som kom til Berlingske samme år som Lise Nørgaard, 1980, havde haft enestående succes som forfatter til Matador, som blev udsendt i årene 1978-81.

Jane Aamund bruger hende som spejlfigur:

Lise er en født deltager i livet. Hun kan aldrig blive til en betragter eller en stille eksistens på trods af, hvad livet byder og har budt hende af glæder og store sorger. Det har vi tilfælles.

Lise Nørgaard var fagligt set et stærkt forbillede. Hun beherskede hele repertoiret af journalistiske genrer og var som moraliserende klummeskribent fastere i kødet end Aamund.

Redaktører på stribe

Ud over kapitlet “Morgener på bladet”, som jeg har citeret fra i det foregående, bringer Jane Aamunds erindringsbog to kapitler om Berlingske som arbejdsplads: “Redaktørerne” og “Koryfæerne og de frie fugle”.

Som i en komedie lader Jane Aamund de skiftende redaktører træde frem på scenen med deres programerklæringer om mere dybdeborende journalistik, mere rejsestof, skarpere politisk profil, mere familiestof osv. For medarbejderne er det hen te’ kommoden og te’bavs igen. De synes, de har hørt det hele før.

Forløbet er som regel forudsigeligt, som da man med store armbevægelser introducerede Lise Nørgaards brevkasse. Den kørte nogle år med succes; “så begyndte kritiske røster at hviske i krogene, at det var noget værre møg”. Lise Nørgaard var også ved at være træt af brevbunken, og da hun en dag hørte en kollega sige “Nåh, der kommer vores fru Møhge”, blev hun træt af det hele og holdt op.

Story killers

Aamund afdækker en række desillusionerende lovmæssigheder. Gamle journalister ved, at kursen på det, de kan, går op og ned. Hvis de lader sig slå ud af de skiftende konjunkturer, står der en kollega klar til at dolke dem i ryggen. Man må spille med på spillet og være i stand til at gennemskue de såkaldte “storykillers”, redaktørerne, der hævner sig over et langt livs ydmygelser ved at skyde ideer ned: “Hende interviewede vi for et halvt år siden” og “Den har Politiken haft”.

Forfatterens kritik rammer også indendørsarkitektoniske modediller som det åbne kontorlandskab. Aamund slår fast, at skrivende medarbejdere skal have fred og ro til deres tanker.

Redaktør som ridefoged

Kritikken rammer også navngivne redaktører: “Jeg hadede ikke Erik Bistrup. Men jeg fandt mig ikke i hans ridefoged-manerer”, og så gengiver hun en situation, hvor han stillede et spørgsmål og vendte sig om og gik, før hun havde nået at svare. Hun løb efter ham, tog ham i jakken og sagde: “Du skal ikke bare gå din vej, inden jeg får svaret på dit spørgsmål. Jeg er træt af dine forkarlemanerer. Hvad fanden skal det til for?” Det er karakteristisk for Aamund, at hun typologiserer redaktørens adfærd ved at sammenligne ham med en forkarl, dvs. en karl, der er over de andre karle, men under forvalteren.

Episoden var lige ved at ende i et slagsmål, siger Aamund og tilføjer med sans for den sociale skandale: “Det havde ikke set pænt ud på Ekstra Bladets forside”.

I krig med Ejbøl

Med Jørgen Ejbøl som søndagsredaktør var der straks erklæret krig. Han udsøgte sig nogle personer som han kaldte “det beskidte dusin”. De var hans håndgangne folk og arbejdede som gale for ham. Jane Aamund var en af dem. “Mine artikler bevægede sig hen imod, hvad der virkelig interesserede læsere: dem selv.” Oplaget steg. Men så trådte den særlige Berlingske lov i kraft:

(…)  på Berlingske Tidende er der aldrig rigtig nogen ledere, der når deres mål. Lige før de tror, at nu er den hjemme, så er det ligesom i en partisankrig, enten laver typograferne, det tekniske personale eller de journalister, som er frie fugle, ballade og modstand, eller også er det lederen, der synker ned i mudderet.

Ejbøl skaffede sig fjender højere oppe i systemet. Han blev kaldt til en ny redningsaktion, denne gang på Jyllands-Posten. Ved afskeden sagde han: “Aamund, se mod vest hver aften”.

Hans Dams princip

En anden chef, Hans Dam, opstillede et princip, som han straks trak tilbage:

Han sagde, at jeg ikke måtte skrive bøger, når jeg samtidig arbejdede som journalist. Jeg svarede, at jeg havde det som de fynske piger, og at natten var min egen. Så sagde han med et grin: “Nåh, jamen så gå ud og skriv for helvede.”

Jane er som humlebien

Der var ord og replikker, hun aldrig glemte, fordi de balancerede på grænsen mellem ondskabsfuldhed og sandhed. Journalisten med kongehusstoffet, Annelise Bistrup, stod for et par stykker af dem:

Jane er som humlebien. Den kan ikke flyve, men den ved det ikke. Jane kan ikke skrive, men hun gør det alligevel.

Jane Aamund blev ked af den sammenligning, men trøstede sig straks efter ved, at hun aldrig havde set en humlebi virkelig dumme sig og gå på røven, men at hun til gengæld havde set mange redaktører gøre det.

På den måde er Jane Aamunds erindringer fra Det Berlingske Hus replikker i en fortsat meningsudveksling.

Jens Kistrup klædt af

I erindringsbogens tredje causeri om Berlingske Tidende som arbejdsplads nærmer vi os bundgrænsen for personlige trakasserier:

Berlingskes anmelderkoryfæ, Jens Kistrup, havde det med at se sig ond på kvindelige forfattere. Lise Nørgaard var et af hans prominente ofre. Da hun kom til Berlingske Tidende i 1980, måtte han ind på hendes kontor for at sige undskyld for en nedrig anmeldelse. Lise Nørgaard lod ham stege i sit eget fedt. Han var hinsides tilgivelse. Hun havde også hørt, at han sad og udsendte snorkelyde ved pressevisningerne af “Matador” i Tv-byen (jf. Jørgensen, 2014:145).

Senere så Kistrup sig ond på Mette Winge (“Skriverjomfruen”, 1988). Winge var ellers ifølge Aamund “et rigtigt litterært dydsmønster med en lang række udgivelser bag sig”. Men Kistrup lagde hende for had og fortalte vidt og bredt om, hvor meget han væmmedes ved hende. Han bragte det så vidt, at han rakte tunge ad hende, når han mødte hende på gaden. Mette Winge ringede til Jane Aamund og bad hende fortælle Kistrup, hvor meget det generede hende. Det gjorde hun, og Kistrup lo.

Senere da Aamund udsendte sine slægtsbøger (Klinkevals,1988), anmeldte Winge dem ifølge Aamund ret ondskabsfuldt. Hun sammenlignede dem med ungdomsårenes Sussi-bøger og gjorde derved ufrivilligt reklame for dem. Alt sammen stadig ifølge Jane Aamund, som fortæller, at Mette Winges anmeldelser prellede af på hende, fordi hun altid så Jens Kistrup for sig med tungen ud af munden.

Erindringsbogens portræt af Jens Kistrup ligner forstudier til en komediefigur. Han taber bukserne ned til anklerne ved en prisuddeling. Jane Aamund synes stærkt fascineret af hans kønslighed. Under en privat frokost spørger hun ham, hvad det er med ham og kvinderne. Han svarer, at de ikke vil det, som han vil. Da hun maser videre på og spørger, hvorfor han ikke siger, hvad han vil, klapper han i som en musling og vil med det næste tog hjem. Manden føler sig tydeligvis intimideret.

En dag møder han op på bladet med bukserne åbne, så man kan “titte” (Aamunds udtryk) ind til underbukserne, der i øvrigt også var på klem.

“Jens! Dine bukser er åbne!”

Kistrup tog sig til gylpen, prøvede at lukke den og sagde: “Hvorfor er det altid det første sted, du ser, Jane?”

Jeg svarede: “Fordi det er mit stofområde!”

Episoden har én tilskuer, og hans tilstedeværelse kan legitimere den som anekdote i en faglig sammenhæng. Tilskueren er Peter Wivel, chefredaktør fra 1998. Han er ved at falde om af grin. Frisproget blandt de prominente medarbejdere på den konservative avis gav ikke Wivels tidligere aviser, Studenterbladet og Information, noget efter.

Jane Aamund bemærker i øvrigt, at Peter Wivel havde haft lige så mange koner, som hun havde haft mænd!

En fri fugl bundet til Jane

Jane Aamund skelner mellem koryfæer og frie fugle. Koryfæerne identificerede sig med avisen og var på arbejde døgnet rundt. De havde som Jens Kistrup ikke noget privatliv af betydning. De frie fugle derimod kunne befinde sig på alle niveauer. De overlevede, fordi de havde en sikker base derhjemme. Som eksempel anfører hun redaktionssekretær Jørgen Gløët, som havde et hemmeligt liv i Paris, hvor hans datter var model hos Paco Rabanne. Da Aamund opdager det, er det, som om hun har set Clark Kent forvandle sig til Superman. Hun falder for ham, og han bliver hendes “Berlingske kæreste” (hendes eget udtryk) i et par år og derefter er de gode venner. Hans jalousi var et problem for den åbenlyst flirtende Jane Aamund.

Hvordan det fungerer

Erindringsbogens øvrige kapitler er udspringer af arbejdet med bestemte opgaver. De fleste af dem har et generelt perspektiv. Hun fortæller f.eks., hvor svært det var at få et bestemt interview med Dirch Passer i hus. Det viste sig at være det sidste interview, han gav. Han svedte og var synligt syg. Hun følte, at hun burde lade ham være i fred. “Men sådan fungerer det ikke. Man kommer ikke tilbage til sin søndagsredaktion, der har disponeret den store historie, med forklaringen: “Jeg syntes, han så dårlig ud, så jeg gik igen.”” Et etisk problem: Journalistikkens indbyggede kynisme.

Et interview med Simon Spies er lige ved at gå i fisk, fordi rejsekongen var så fuld eller syg, at han hele tiden falder i søvn, og hver gang han vågner op, er han et nyt sted i sin talestrøm. Han fremsiger visdomsord, som Jane Aamund alle har hørt før. Det var et eksempel på et interview, der skulle tages med tang - for nu at bruge et kynisk udtryk fra pressesproget.

Jane Aamunds professionalisme viste sig i hendes leveringsdygtighed, og en vigtig forudsætning for den var et omfattende personkendskab og en evne til at færdes i alle kredse.

Luderrejser

Andre attraktive opgaver var forbundet med rejser. Jane Aamund deltog gerne i udlandsrejser betalt af de forskellige landes turistorganisationer. Hun forsvarede sig ved et angreb: “Meget puritanske og hellige, venstreorienterede journalister kaldte det luderrejser, fordi man fik gaver og kun så det bedste, og det lå i luften, at man ikke kunne tillade sig at skrive dårligt om det land, der havde været så venlig at invitere. Men sådan fungerer det ikke i virkeligheden.”

Igen og igen henviser Jane Aamund til praksis, altså hvordan det fungerer i virkeligheden. Hendes presse-moral er i ekstrem grad pragmatisk. Hvis hun har et ideelt ærinde, er det at fremkalde smil.

Safiren koster

Aamund nægter at modtage en rejse til Seychellerne eller en diamantring af byggematadoren Bøje Nielsen i forbindelse med et interview. Hun siger til Bøje Nielsens kæreste, at bladet forbyder hende at modtage gaver. Den dybere forklaring er, at hun ved, “at det er rigtigt som Cleo sang på Bakken, at “mænd altid vil have noget for safiren”.

Kønsmoral og koketteri

Når det gælder kønsmoral, var hun meget liberal. Med sitrende interesse interviewede hun en mand, der var født som kvinde, men havde ladet sig operere om til en mand. Hun tøvede først et sekund, da hun opdagede at manden var datter af en af Berlingskes fotografer (som selvfølgelig ikke ville blande sig i datterens dispositioner).

Sammen med mænd i flokke er Jane Aamund koket, og det kommer der også journalistik ud af. En restauratør inviterer hende - som ene kvinde blandt 99 mænd - på en flyrejse til Glasgow for at bese Black & White- destillerierne. “Jeg var ædru, for det anede mig, at når man var sammen med 98 mænd, så skulle man være som en spidset blyant, dels for at iagttage deres adfærd som professionel journalist, dels for at omgive mig med en vis værdighed.”

Den spidsede blyant er en velanbragt metafor i denne sammenhæng. Den kan hjælpe hende med at holde arbejdsmoralen oppe.

I et andet afsnit, en society-reportage om “Den smukke guru og Zobel-familien”, bruges penalhuset med negativ valør om det dydsirede:

Der var ikke grænser for de myter, der gik om Sai Baba. En kvindelig journalist på Berlingske Tidende havde været ovre og besøge ham, og hun havde været så heldig at få noget helligt støv med hjem. Hun var en dygtig, stille pige, der altid havde orden i sit penalhus.

Anmeldelser af restauranter

Til den livstilsjournalistik, som Jane Aamund dyrkede, hørte restaurationsanmeldelserne. Her som på andre punkter lå Berlingske Tidende i hård konkurrence med Politiken. Jane Aamund profilerede sit madanmelderi ved at “beskrive hvem der spiste maden og hvilken adfærd de lagde for dagen”. Til den ende havde hun bladtegneren Erik Werner med som gæst. Kombinationen af Aamunds spidse satire og Werners artistiske vignetter blev populær hos læserne - og hos restauratørerne, som sendte kassevis af ædle vine til anmelderparret i håb om at få dem til at komme og lave gratis reklame. Aamund var klar over, at hun burde sige nej tak til den slags gaver. “Jeg vil dog tilstå, at mine eksmænd og indimellem kærester havde sværere ved at sige farvel til de mange dejlige flasker.”

Helikopterperspektiv

Ved en bestemt lejlighed fik hun en lærestreg i helikopterperspektiv. Det var, da en restaurant åbnede en ny filial, hvortil VIP-gæster kunne blive fløjet i helikopter. Jane Aamund deltog. Der var ingen skriftlig aftale om, hvem der skulle betale rejseudgifterne. Men både hun og hendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, fik et chok, da regningen dukkede op på Berlingske Tidende: 40.000 kr. Det lykkedes avisen at tørre regningen af på hoteldirektøren, som senere blev afskediget. Men historien blev en lærestreg for Jane Aamund. Ikke flere helikopterture.

Samarbejdet med Erik Werner førte til bogen Hvor man spiser og morer sig (1980).

Resumé

Jane Aamunds erindringsbog er koncentreret om hendes eneste faste tilknytning - til Berlingske Tidende 1980-97. Den skrevet i samme causerende stil som hendes avisartikler. Boger er ikke en bearbejdelse af artiklerne, men fortællinger om tilblivelsen af nogle af artiklerne, deres motivering og virkning. Der er, som undertitlen angiver, tale om erindringsglimt, ikke om en sammenhængende og fremadskridende beretning som f.eks. i Lise Nørgaards Kun en pige og De sendte en dame. Som bund under fremstillingen ligger beskrivelsen og analysen af Berlingske Tidende som arbejdsplads. Det kultursociologiske blik på journalistikken er bogens originale bidrag til den journalistiske erindringslitteratur. Bogen er usædvanlig ved at være næsten kemisk renset for overvejelser over genre, form og stil. Jane Aamund var midt i fyrrerne, da hun blev ansat på Berlingske Tidende. Hendes causerende stil lå fast. Den havde sine fejl og mangler i bund og top. Den knirkede i syntaks og kongruens, og den ville ikke løfte sig til original kunst i metaforikken. Den holdt sig i et morsomt snakkende mellemleje som breve fra et kært familiemedlem.

Litteratur

Jane Aamund: Dengang det var sjovt. Erindringsglimt, 2010

Jane Aamund: Det danske kastesystem, 1979

Jane Aamund: Hvor man spiser og morer sig, 1980

Jane Aamund: Danskernes lille verden, 1997

Carsten Berthelsen: “Jane Aamund”, i: Kvindebiografisk Leksikon, 3, 2001

John Chr. Jørgensen: Da kvinderne blev journalister, 2012

John Chr. Jørgensen (red.): De tålte mosten, 2013

John Chr. Jørgensen: Journalist af karsken bælg. En bog om Lise Nørgaards journalistik, 2014

 

©John Chr. Jørgensen