Først lagt op 19-04-2021; senest opdateret 19-04-2021 16:56

 

Af John Chr. Jørgensen

Indhold

“En vældig ekshibitionisme” 1

Hjerteblod. 1

Dessertgenerationen. 1

Distanceblænder 1

Gulddrengene. 1

Det fri Aktuelt 1

Naivitet og fejldispositioner 1

Slutstilling på TV 2. 1

Erindring og kunst 1

Eftermæle. 1

Litteratur 1

 

“En vældig ekshibitionisme”

Da Jørgen Flindt Pedersen (1940-2021) stoppede som direktør på TV 2, fik han tid og lyst til at kigge tilbage på sit hidtidige liv.

Med så beskedne ord motiverer han tilblivelsen af Hjerteblod. Erindringer, som udkom i år 2000.

Et er nu at nedskrive sine erindringer. Noget andet er at udgive dem. At tro, at ens liv i detaljer kan være af interesse for andre end den nærmeste familie, kræver, som Flindt Pedersen formulerer det, “en vældig ekshibitionisme.” Lige meget hvor beskedent, man fører sig frem, så er selve ærindet ubeskedent, mener han.

Flindt Pedersen kan ikke engang garantere for pålideligheden af det skrevne, kun for, at han har forsøgt at være ærlig. Han medgiver, at fristelsen til at være for rar ved sig selv er overvældende stor.

Så det med at kigge tilbage på sit hidtidige liv bliver hurtigt til noget meget større og sværere: et forsøg på at udlede og udsige noget sandt om det liv, man har levet. Og måske også et forsøg på at redigere lidt i fortiden, så den kommer til at se pænere ud, end den var.

Det levede liv er for Jørgen Flindt Pedersen både det professionelle liv og privatlivet. De to former for liv er sammenvævet. Afgørende valg truffet i arbejdslivet kræver ændringer i privatlivet og vice versa.

Hjerteblod

Flindt Pedersen bruger det ældgamle billede af livet, som en vej, man bevæger sig henad. Af og til møder man en korsvej, hvor man tvinges til at vælge. Og selv om han helt overordnet må betegne sit livsforløb som lykkeligt, så vil han ikke afvise, at han indimellem har valgt den mest bekvemme vej frem for den rigtige, forstået som den, der var i bedst overensstemmelse med hans principper.

Der er således lagt op til en moralsk selvdom, og her er det forfatterens opfattelse, at principperne hævner sig, hvis de bliver tilsidesat. “Det koster at leve op til sine principper. Men det koster endnu mere at lade være”, skriver han og tilføjer i en selvstændig linje: “Nemlig hjerteblod”.

Dermed er bogens titel indskrevet i tankegangen i forordet. Jørgen Flindt Pedersen havde angst- og hjerteproblemer. De tvang ham til at overveje, hvordan han levede. Efter en krise ville datteren Lotte støtte ham. Hun sagde: “Far, hvor var du dejlig nærværende, dengang du var syg”. “Den sved”, skriver han.

Det er ved sådanne lejligheder, at han har følt, at hans valg af arbejdsliv frem for privatliv har kostet hjerteblod. Og det er i sådanne øjeblikke, at hans erindringer løfter sig op over det pressehistoriske og får almen interesse.

Dessertgenerationen

Jørgen Flindt Pedersen tilhører dessertgenerationen af danske journalister. Generationen, der kunne tage for sig af retterne og gå direkte til det søde, hvis de foretrak det.

Han blev chefredaktør for en avis og direktør for en tv-station uden at have nogen journalistisk uddannelse overhovedet.

Flindt Pedersens baggrund var en studentereksamen fra Odense Katedralskole i 1958 og en cand.scient.pol.-uddannelse fra Århus Universitet i 1964.

Hans politiske engagement skaffede ham i 1962 en plads i Århus Byråd for Socialdemokratiet. Og kombinationen af akademisk viden og politisk engagement mente man kvalificerede ham til stillingen som udenrigsredaktør på den socialdemokratiske Århus-avis Demokraten 1964-66.

Herefter tog karrieren fart: freelance-korrespondent i London 1966-67; ansat i Danmarks Radio 1967; DR-korrespondent i London 1973, i New York 1974; medarbejder ved TV-Aktuelt 1975-87; ansvarshavende chefredaktør på Det Fri Aktuelt 1987-93; administrerende direktør for TV 2/Danmark 1993-99.

Distanceblænder

Dørene åbnede sig let for den kvikke Jørgen Flindt Pedersen med det vindende væsen. Han kunne være blevet politiker, måske udenrigsminister. Kunstnervejen var også en mulighed. Den betrådte han som tv-dokumentarist.

Men hvornår var han noget fuldt og helt? Hvornår var der indre dækning for den ydre stråleglans?

Hans fransklærer på Katedralskolen havde fundet et udtryk som ramte ham dybt i solar plexus: distanceblænder.

Flindt Pedersen havde en grundlæggende følelse af at give sig ud for noget, han ikke var - for så bagefter at frygte for afsløringen.

Gulddrengene

Derfor havde han det også dårligt med betegnelsen “gulddrengene”, som Ekstra Bladet opfandt til ham og Erik Stephensen, da de i 1980 fik overrakt Cavlingprisen for deres dybdeborende samfundskritiske tv-udsendelser. De var netop på det tidspunkt ved at lave et program om guldets betydning i den internationale økonomi.

Guld er en farlig metafor at få hæftet på brystkassen, ikke mindst for en mand, der er bange for at blive hængt ud som distanceblænder. De gamle ordsprog er fulde af advarsler: “Det er ikke alt guld som glimrer”, “Man kan også købe guld for dyrt” osv.

Jørgen Flindt Pedersen skriver, at han aldrig har brudt sig om udtrykket “gulddrengene”, “fordi det antyder, at vi enten personlig er født med en guldske i munden, eller at vi er blevet rige på vores journalistik”. Ingen af delene havde noget på sig. Men der var noget Aladdin-agtigt over ham. Han var ligesom designet til succes.

Udtrykket “gulddrengene” fik en kraftig optur i medierne, da Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensen i 1986 fik tilbudt at blive chefredaktører på Aktuelt.

Det fri Aktuelt

Det foregik på den måde, at Socialdemokratiets formand Anker Jørgensen, som på det tidspunkt var leder af oppositionen, ringede til hjem til Jørgen Flindt Pedersen i Birkerød og fortalte, at Aktuelt skulle have ny chefredaktør, og spurgte, om det ikke var noget for ham? Flindt Pedersen kunne godt ønske sig at få sin makker, Erik Stephensen, med. Det forslag ville Anker Jørgensen gå videre med til LO, som finansierede den underskudsgivende avis.

I erindringsbogen forsøger Flindt Pedersen at rekonstruere, hvordan han uden at have nogen som helst forstand på bladdrift overtalte sig selv til at sige ja til det fantastiske tilbud:

Skulle jeg vedblive at være reporter hele mit liv? Eller var der andre sider af mig, som også burde udnyttes? Min far havde været en udpræget ledertype - både på sit arbejde og inden for sportens verden - og jeg havde altid sagt til mig selv, at på et tidspunkt skulle jeg være den, som trænede andre.

Jeg havde lyst til at få mere ansvar. Ikke bare være den evindelige kritiker af andre.

Sådan fører en distanceblænder sig selv bag lyset. Smigret af, at nogen tiltror ham evnerne, opfinder han nogle ideelle grunde til at tage jobbet.

Han spørger ikke sig selv, om han duer til det. Om han har erfaring nok, viden nok. Når nogen lader sig dupere af distanceblænderen og tilbyder ham en stor opgave, så føler distanceblænderen sig bekræftet i sin almagt og takker ja.

Naivitet og fejldispositioner

Erindringsbogens mest inciterende kapitler, 12 og 14, beretter om Aktuelts befrielse og undergang, en fantastisk historie om fatal naivitet og fejldispositioner på stribe. Chefredaktørerne indhenter råd om kapitalbehov, men lytter ikke til dem. På et tidspunkt, hvor antallet af abonnenter stiger, har de ikke kapacitet til at distribuere avisen, og chefredaktøren må selv agere avisbud. De hyrer ny og dyr journalistisk arbejdskraft, så avisen får et A-hold og et B-hold. Nogle af de højt gagerede journalister finder det nødvendigt at demonstrere deres uafhængighed gennem vedholdende kritik af ledende kræfter i den bevægelse, som finansierer bladet.

Efterhånden som oplaget siver, fordamper også de prominente medarbejdere, inklusive Stephensen. Og de andre dagblade havde naturligvis svaret igen på konkurrencen, bl.a. ved at udsende søndagsudgaver af Ekstra Bladet og B.T. for at knuse Det fri Aktuelts eneste forgyldte æg, søndagsavisen.

Efter at have skildret disse kalamiteter erklærer Jørgen Flindt Pedersen, at årene på Det fri Aktuelt var nogle af de bedste i hans arbejdsliv!

Samtidig roser han fagbevægelsen for at have udvist dristighed, rummelighed og vilje til demokratisering.

Her er Flindt Pedersen nok for rar ved sig selv (jf. forordet). Det ville have været mere regulært at sige undskyld til fagbevægelsen, fordi han havde soldet 400 millioner kroner af medlemmernes sparepenge op på et herligt, men håbløst idealistisk projekt.

De seks år med faldende oplag og stigende desillusionering er skildret i en vittig, dramatiseret form. Udviklingsgangen er foregrebet i kapiteloverskrifterne: “Man kan ikke være venner med alle” (kapitel 12) og “Man kan ikke være fjender med alle” (kapitel 14). Flindt Pedersen skriver så detaljeret om forløbet, at læserne selv får mulighed for at fælde dom over hans ageren som chefredaktør for Det fri Aktuelt.

Pressehistoriens dom over Det fri Aktuelt fældede Niels Thomsen i 1991:

“publikumssigtet forblev uklart og grænseløst, konkurrencefladerne alt for mange, og skønt fremstødet ledsagedes af mægtig reklameindsats og vellykket PR i andre medier, nåede fremgangen på hverdage ikke varigt over 10.000 for siden at ebbe ud” (Thomsen, 1991:155)

Slutstilling på TV 2

Efter eventyret i bladverdenen lod Jørgen Flindt Pedersen sig indsætte i en direktørstilling på TV 2 og opfandt endnu en gang en forklaring, som kunne føre ham selv og omgivelserne bag lyset:

Jeg havde oprindeligt været modstander af reklame-tv, men måtte erkende, at det var kommet for at blive også i Danmark, og at det øvede stor indflydelse på den danske kultur i bred forstand.

Netop derfor havde jeg lyst til at være med på TV 2. Lyst til at være med i en kulturkamp, hvor man uden fine fornemmelser mødte folket på dets egne betingelse, og hvor man - via denne adgang til seernes hjerter - også fik afleveret noget til hjernen.

Der mangler flere mellemled, før dette ræsonnement giver mening, men Flindt Pedersen nyder selvfølgelig at være på et foretagende i fremdrift. Seertallene steg uanset hvad. “Jeg må indrømme, at jeg nød succesen i fulde drag”, skriver han.

Men markedstænkningen sejrede over alle hans ideelle intentioner, og da han en aften under en spadseretur på stranden blev skældt bælgen fuld af en gammel bekendt, der stod på en træbro og råbte, at TV 2 var det værste, der findes, gik det ham til hjertet.

En bypass-operation senere besluttede han sig for at opgive direktørstillingen og vende tilbage til journalistikken. Han havde haft en idé om at lave klogt tv for folket, men underholdningen havde sejret. “Professionalismen havde aldrig været større. Men hvor var ilden i hjertet?” Han orkede ikke mere kritik som den, han havde modtaget som chefredaktør. Tv-direktør-stillingen havde han kun taget ud fra sit eget ønske om også at kunne klare dét job - siger han nu:

Jeg havde gjort det nødvendige, men undervejs undertrykt meget af det som jeg selv havde på hjerte. Det slider hårdt, når man ikke har hele hjertet med.

Erindring og kunst

Jørgen Flindt Pedersen havde kunstneriske ambitioner med sin journalistik. Med kortfilm som “Din nabos søn” (s.m. Erik Stephensen, 1982) og “Drengene fra Vollsmose” (s.m. Anders Riis-Hansen, 2002) skabte han original dokumentarfilmkunst.

Med Hjerteblod havde han tydeligvis ambitioner om at frembringe erindringskunst. Bogen lykkes bedst i det ekspressive pres: Der er tryk på følelserne. Forfatteren har noget, han vil af med. Bogen er blevet til af nødvendighed.

Der er også effektive kompositoriske greb. Bogen begynder med et angstanfald, og hen mod slutningen har vi en hjerteoperation. Men forfatteren har tendenser i retning af det barokke. Han læsser mere og mere på. Foruden en indledning er der også et forord og en optakt. Og til sidst får vi et portræt af forfatterens far og en efterskrift med en madopskrift! Fiskesuppe på pighvar. Gudskelov, for efter al den hjertemetaforik, han kører rundt med, frygter man, at det er hjerter i flødesovs.

Også i det eksistentielle overspiller han sine virkemidler. Han vil vise, at han er et helt menneske med drifter og sanselighed. Efter angstanfaldet ligger han bange og trykker sig ind til sin kone: “Jeg kunne mærke mit lem vokse og førte hånden ned under hendes bukselinning til kanten af kløften, som åbnede sig våd og varm.” Problemet med en passage som denne er, at den kalder på konsekvens. I en roman ville den indgå i en videre beskrivelse af et kærlighedsforhold. Når passagen står som et relativt isoleret udsagn i en erindringsbog af en journalist, virker den pinlig og privat.

Det kan forekomme hjerteløst (!) at kritisere en journalist, der har udvist mod til at lægge en kunstnerisk dimension ind i et erindringsværk, men det er netop ved sin ambitiøse mislykkethed, Hjerteblod er interessant. De bedste sider i bogen handler om fiaskoen med Det fri Aktuelt. Her er fortælleren Jørgen Flindt Pedersen i hopla.

Eftermæle

Jørgen Flindt Pedersen døde i Kerteminde 80 år gammel den 25. januar 2021. Dødsårsagen var en kræftsygdom. Men Flindt Pedersen havde arbejdsmæssigt været sat ud af spillet, siden han i 2011 var blevet ramt af en blodprop i hjernen og havde mistet talens brug. Sine sidste aktive år, 2000-2011, ejede og drev han produktionsselskabet FAR FILM.

Nekrologerne forholdt sig til hans dobbelte rolle som medie-boss og tv-journalist. Udtrykket “gulddreng” klæbede til ham ind i døden.

“Hans hjerteblod var ikke at være chef”, skrev kollegaen og vennen Lasse Jensen i en nekrolog i Information (27.1.21). Lasse Jensen fremhævede Flindt Pedersens indsats i den kritiske og undersøgende tv-reportage.

Litteratur

Jørgen Flindt Pedersen: Hjerteblod. Erindringer, 2000, 2. udgave 2001

Danske Journalister 2000

Kraks Blå Bog 2005/06

Niels Thomsen og Jette D. Søllinge: De Danske Aviser 1634-1991, bd. 3 1918-1991, 1991

Gregers Dirckinck-Holmfeld: “Gulddrengene i Hotel Bristol”, i: Før syndfloden, 1998:63-65, og i: Det går ufattelig godt. Den nye Danmarkskrønike 1972-1993, 1998:426-28

 

©John Chr. Jørgensen