Holmgård var 24 år og journalist på Jydske Tidende i Kolding. Desuden var han en af mændene bag det illegale blad Budstikken, men det fandt tyskerne aldrig ud af. For dem var det nok, at hans mappe var fyldt med illegale blade, han havde fået tilsendt fra København.

Tyskerne tog ham med til Gestapos hovedkvarter på Staldgården, der hørte til Koldinghus. Lederen af razziaen pegede på ham med sin pistol og sagde, at han fik fem minutter til at notere navne og adresser på sine kontakter. Da tiden var gået og papiret stadig var blankt, blev han overført til en isolationscelle i Kolding Arrest. Dér fejrede han jul i 1943.

Bygger fly til tyskerne

I januar 44 gik turen videre til Horserød-lejren, men det viste sig blot at være et “rekreationsophold” før rejsen sydpå til koncentrationslejren Sachsenhausen lidt nord for Berlin. Her blev Holmgård udtaget til arbejde på Heinkel Flugzeugwerke, Oranienburg. Sammen med et tusindtal andre fanger skulle han bygge kampfly til tyskerne. Arbejdet fik en brat ende i april 44, da allierede luftstyrker tæppebombede hele foretagendet.

Rædselslejren Dora

Holmgård slap uskadt, for så at blive overflyttet til Arbeitslager Retzow, som hørte til KZ-lejren Ravensbrück, hvor fangerne skulle forlænge startbanen på en flyveplads. Snart efter havde amerikanerne lukket og slukket helt og aldeles for Luftwaffe, og Holmgård og hans hårdt prøvede medfanger havnede i rædselslejren Dora, hvor de skulle fabrikere Hitlers gengældelsesvåben V1 og V2.

Det kom de ikke langt med, men tyskerne benyttede lejligheden til at demonstrere, hvad man gjorde ved sabotører: Man henrettede dem ved hængning og tvang de andre fanger til at kigge på.

I marts 1945 ankom Holmgård sammen med ti andre danskere til Neuengamme. Da de havde flere tyfustilfælde, blev de anbragt i en epidemi-barak. Det havde den fordel, at de slap for deres SS-plageånder, som helst ikke ville smittes.

De hvide busser

Hvem der ikke var bange for tyfus, var Folke Bernadotte, der som repræsentant for en neutral humanitær organisation fik adgang til lejren.

Holmgård kom med den allersidste hvide bus, der forlod Neuengamme på vej mod Frøslev-lejren. Sidste holdeplads var Löderups Strandbad ved Ystad i Sverige. Her måtte han vente i karantæne yderligere et par uger, før han kunne hjem og se “folk, som løb rundt med frihedskæmperarmbind, som vi ikke ville have betroet et illegalt blad.”

Thomas Mann og sardiner i dåse

Halvandet år i tysk fangenskab satte et afgørende præg på livet for Jørgen Bergholt Holmgård (1918-1996). Når han fortæller om dem på de første halvtreds sider i selvbiografien Sket i livet (1990), er det med indlagte refleksioner over, hvordan man holder livet ud i en isolationscelle og hvordan man overlever fornedrelserne i KZ-lejre: Man holder rent omkring sig. Man deltager aktivt i fangernes fællesskab. Man påtager sig kontortjanser. Holmgård havde stor nytte af at have læst Thomas Mann i gymnasiet. Han kunne lidt tysk. Og så var Røde Kors-pakkerne med de danske sardiner i dåse en opmuntring.

Kreativt kodesprog

Holmgård beskæftiger sig også med bødlernes mentalitet og fortæller i nogle tilfælde, hvad de blev dømt til efter krigen. Det er altså en ræsonneret fremstilling, og der er intet i retning af ramasjanghandling. Humor forekommer dog, blandt andet i skildringen af, hvordan han kommunikerede i breve med familien derhjemme. De udviklede et særligt kodesprog. Hvis han sultede, skrev han hils + navnene på bageren og slagteren derhjemme. Og når hans bror skulle meddele ham, at en kammerat var blevet indsat i Horserød-lejren, skrev han, at kammeraten var blevet ansat i Hillerød-afdelingen. Kreativiteten var betydelig.

Et hjem med skrivemaskine

J.B. Holmgård stammede fra et hjem med skrivemaskine. Faderen var købmand i Hejls, der ligger ved foden af Skamlingsbanken. Butikken fungerede som kulturelt samlingssted. Der blev skrevet festsange og trykt skoleblade. Holmgård var tidligt ferm ved tasterne. Han renskrev ugebladsnoveller for Morten Korch, som holdt sommerferier i Hejlsminde. Holmgård og hans brødre lavede også deres eget primitive ugeblad. Senere da han kom på gymnasiet i Kolding, sendte han bidrag til morgenavisernes bagsiderubrikker. Han var stolt af at få denne optaget i Politikens “At tænke sig”:

Jeg går og tænker på, om en svømmelærerinde, der er oppe til eksamen i udspring, står på vippen til at dumpe.

På Information fra 1948

Hvis ikke krigen var kommet, kunne Holmgård være blevet en vittig sportsjournalist, men som livet havde udviklet sig for ham, var det naturligt for ham at søge ind ved modstandsbevægelsens avis Information. Han henvendte sig til bladets chefredaktør, Børge Outze, allerede i 1945, men først i 1948 lykkedes det.

De sidste to tredjedele af erindringsbogen handler om Holmgårds 21 år på Information. Det var en hård tid med lav løn og mange konflikter.

Frem til 1957 fungerede han som alt-mulig-journalist og redaktionssekretær. Han påtog sig for eksempel at agere skriverkarl for bladets sportsmedarbejder, Knud Lundberg, da denne fik forbud mod selv at skrive om landskampe, han selv deltog i. Lundberg stod under bruseren og dikterede til Holmgård.

Den buldrende Ove Martin

Holmgård nedfælder minderne i små essays og portrætter. Den buldrende redaktionschef Ove Martin skiller sig positivt ud. Det var ham - en tissemand på to ben - der styrede butikken, mens chefredaktørerne Børge Outze og Erik Seidenfaden svævede over vandene.

Ved portrætteringen trækker Holmgård flittigt og mærkelig ukritisk på Klaus Rifbjergs roman Spinatfugle, men der er også morsomt anekdote-stof af egen tilvirkning:

Nogen tid, inden jeg tiltrådte, blev min kone og jeg inviteret med til en medarbejderfest, der blev holdt i Erik Seidenfaden lejlighed i Stormgade. En lille flink mand, der kunne se, at min kone ikke kendte ret mange af de tilstedeværende, pegede de forskellige medarbejdere ud for hende: Poul Meyer, Erik Seidenfaden, Ole Kiilerich … og hvem der nu var til stede. Da den flinke fyr havde været raden rundt, spurgte min kone: Men hvem er så Børge Outze? Det er mig, svarede han.

Klemt mellem fordomme

I 1957 blev Holmgård overflyttet til udenrigsredaktionen, og fra 1959 blev han udenrigspolitisk redaktør. I 1962 udgav han bogen Østtyskland. Han havde oparbejdet en betydelig viden om russiske og kinesiske forhold. Han var mindre NATO-begejstret end chefredaktørerne. De hjemlige kommunister fandt ham alligevel for antikommunistisk. Nogle af Informations læsere syntes, han var for nuanceret i sin holdning til tyskerne, fjenden fra besættelsen, men Holmgård havde under fangenskabet i Tyskland erfaret, at alt ikke var sort/hvidt. Han havde mødt tyskere, der var imod nazismen, men dem blev han ikke populær ved at fortælle om.

For selvgratulerende

Perioden som udenrigsredaktør er det vanskeligt for Holmgård at gøre interessant i erindringsbogen. Han har det med at gratulere sig selv med at have forudset begivenhedernes gang: “og før nogen turde spå, hvem der skulle møde republikanernes Richard Nixon i finalen, skrev jeg en leder i Information “The Wonderboy”, hvor jeg gjorde opmærksom på, at man nok gjorde klogt i at satse på amerikansk politiks wonderboy, John F. Kennedy.”

Hvis man skriver erindringer med det formål at give sig selv ret, skulle man hellere overlade opgaven til en anden. Jamen, så bliver det jo ikke erindringer? Nej. men så bliver det mere troværdigt!

Erindringsbogen slutter i 1969, da Holmgård bliver ansat som udenrigspolitisk redaktør på magasinet NB! som kun lever ét år.

Stopper brat

Vi kommer altså ikke frem til årene på Politiken (1970-1996), hvor Holmgård skabte den rubrik, han blev virkelig kendt for og fik Cavlingprisen for: “Sket i ugen”. Det er den, erindringsbogens titel spiller på: “Sket i livet”.

Da også bogens ræsonnerende stil og kompositionen med de mange korte afsnit er modelleret efter “Sket i ugen”, virker stoppet frustrerende på læseren.

Samler og systematiker

J.B. Holmgård var samler og systematiker. Under andre omstændigheder kunne han være blevet historiker eller filolog. Hans sproglige speciale var fyndige formuleringer. Han samlede på citater, som han ordnede efter emner og udgav i bogform: Skriverkarle og skærmtrolde m/k (1981), Den store citatbog (1993), Citater fra bøgernes verden (1995) m.fl.

Det var åbenbart svært at finde et citat, der passede til erindringsbogen, for han har valgt to, der begge falder ved siden af:

“De fleste menneskers selvbiografi er summen af deres livsløgne.” (Lars Norén).

“Hvis du har valget mellem sandheden og legenden, så tryk legenden” (Den gamle redaktør i John Wayne-filmen Who Shot Liberty Valance).

Citaterne skal advare mod selviscenesættelse og mytologi i selvbiografier. Holmgårds bog kommer ikke i nærheden af disse karikaturer. Kun værkets første og bedste tredjedel om tiden i KZ-lejrene er lagt an på selvanalyse. Om selvglorificering er der langtfra tale.

Ni KZ-lejre

Resten er memoirer, historier om folk, han har mødt. Holmgårds ærinde er at fortælle, hvad han har oplevet, ikke hvordan det har præget ham for livet. Det virker, som om han har pakket KZ-lejr-tiden godt ned og at han har gjort klogt i det. Han fortæller, at han måtte på hospitalet flere måneder i 1951-52 og henviser til det, man senere kaldte KZ-syndromet, de livslange følgevirkninger, træthed, hukommelsesbesvær m.m. efter ophold i KZ-lejr.

Det var en bedrift at han fik nedfældet de første 50 sider af denne bog. En vellykket øvelse i kontrolleret åbenhed. Efter turen gennem de ni KZ-lejre er det også for læseren svært at tage trakasserierne på dagbladet Information alvorligt. Det udenrigspolitiske rethaveri, også blandt læserne, virker forstemmende. Man forstår Holmgårds frustrationer.

Sket i ugen

Ærgerligt, at han ikke fik ført “Sket i livet” frem til “Sket i ugen”. Det ville have løftet værket og humøret.

På Politiken fik han en selvstændig identitet som kommentator. Bladets chefredaktør Herbert Pundik ristede denne rune over ham:

J.B. Holmgård var en højt skattet medarbejder. Hans speciale var Sovjetunionen og Kina. I mange år skrev han den meget spidse klumme “Sket i ugen”, der indbragte ham Cavlingprisen i 1983. Han kom til os i 1970 efter 20 år på Information (Pundik, 2006:64).

“Sket i ugen” var i mange år søndagens mest læste side i Politiken (jf. Ettrup, 1996). Holmgård oplevede popularitetens sødme. Men i hans liv skulle ingen glæde åbenbart få lov til at være ublandet:

Holmgård havde håbet at kunne fejre 25-året for sin første “Sket i ugen” i begyndelsen af 1996. Men det skete ikke. Han faldt for den nykonservative udrensning på Politiken og mistede til slut også sin faste boks på bladet. Og ikke uden en vis bitterhed. (Ole Lange, Information, 7.8.1996)

Litteratur

J.B. Holmgård: Sket i livet. Erindringer, 1990

Bo Bramsen: Politikens historie set indefra, 2, 1984

Jan Ebert (red.): Danske Journalister 1995

Erik Ettrup: “Deres krønikeskriver er død”, Politiken, 6.8.1996

Ole Lange, “Journalistikkens libero”, Information, 7.8.1996

Herbert Pundik: Du kan hvis du tør. Erindringer, 2006