|
Andreas Vinding (1881-1950) var så
langt fremme i samfundets rækker, at han kunne skrive erindringer og
kulturhistorie i et og samme moment. Han havde talt med alle, der betød
noget i kulturlivet. Hans chef på Politiken, Henrik Cavling, var besat
af interviewet, og Vinding var en mester inden for genren.
Sorgløse Tider (1942) tegner et rids af Vindings
personlige udvikling som ung journalist i Aarhus og København (1902-13)
og portrætterer samtidig kulturpersonligheder, han lærte at kende,
hvoriblandt forfatterne Herman Bang og Emma Gad, kritikerne Edvard og
Georg Brandes, komponisten Carl Nielsen, maleren L.A. Ring foruden
foresatte og kolleger i pressens verden, fra Henrik Cavling og
nedefter. At bogen er tiltænkt en funktion som kulturhistorisk opslagsværk, fremgår af det fyldige
navneregister. De hyppigst optrædende er Cavling og Bang, hvis navne
også figurerer i overskrifterne til kapitlerne.
Bogen kunne også have haft et register
over gader og pladser i København, for Vinding var en begejstret
skildrer af livet i byen. Som en instruktør kunne han befolke en scene
og sætte den i bevægelse. Grundlaget var kærlighed. Vinding var i
dobbelt betydning forelsket i byen:
I Østergades yndefulde Krumninger syntes
Livet for hvert Skridt at faa nyt Perspektiv. Det var en Gade, hvor man
forelskede sig. Det var en Gade for Stævnemøder, hvor den vi ventede
eller den vi søgte kunde vise sig ved næste Drejning eller uventet
smutte frem fra de smaa, snævre Sidegader, og pludseligt stod vi da,
ligesom tilfældigt, Ansigt til Ansigt. Hvor bankede ikke vore unge
Hjerter i sød Forventning!
Under særlig gunstige omstændigheder
kunne Vinding også bruge Amor som assistent i den politiske reportage.
Da justitsminister Alberti skulle
afsløres som svindler, manglede der længe et led i bevisførelsen:
Da dumpede jeg tilfældigt en Dag over
det manglende Led i min Kombination. Eller rettere sagt, det var en
Nat, i en Hyrdetime hos en smuk og begavet Dame med Forbindelser i
Højfinansen, hvor vi i Stedet for at foretage os noget nyttigere
begyndte at tale Politik. Igen blot en Antydning, kun et lille Ord -
men hvor ofte har ikke saadan et lille uforsigtigt Ord, udtalt af en
yndig Pigemund, fældet de største Potentater!
Vinding bragte det ”lille ord” videre
til Politikens politiske redaktør Ove Rode, som bearbejdede Alberti i
spalterne, indtil han selv meldte sig til politiet.
Da Vinding på den store afsløringsdag kom ind i
redaktørernes hjørneværelse, sprang Ove Rode op og tog imod ham med
udbredte arme:
Jeg har ved Kassen anvist Dem et
Ekstra Gratiale paa 20 Kr.
I Sammenligning med Albertis 16
Millioner var det jo ikke noget stort Beløb, men stolt som en Prins gik
jeg over paa Kassekontoret og hævede mine 20 Kr. Journalistens Arbejde
bærer Lønnen i sig selv.
Vindings erindringsbog er fyldt med
den slags situationer, som formidler sig selv, men som stedvis kalder
på mere eftertanke, end Vinding selv er villig til mobilisere.
Præstesønnen
der blev krigskorrespondent
Fortællesituationen er denne: Fra en
position som 60- årig korrespondent med internationalt renomme ser
Vinding tilbage på sine formative år som 25-30-årig journalist på Politiken lige
efter århundredskiftet. Udadtil var det en succeshistorie. Men i den
præstegårdskultur, som Vinding udgik fra, var opfattelsen den, at han
var kommet på afveje med sin journalistik. Han skulle have studeret
teologi, så han kunne blive præst ligesom faderen. Og når dét nu ikke var muligt, så skulle han
have valgt noget solidt som for eksempel nationaløkonomi. Selv foretrak
han kunsthistorie, men han sprang helt væk fra den akademiske verden og
over i journalistikken, da lejlighed bød sig. I “Studentersamfundet” kom Jeppe Aakjær
en aften hen til ham og spurgte, om han ikke kendte en ung mand, der
kunne rejse til Århus og skrive for den socialdemokratiske avis Demokraten.
“Jo, jeg selv”, svarede Vinding, som
hurtigt gjorde sig hurtigt bemærket på den århusianske scene. Han
sendte også korrespondancer til Politiken, hvor han
dog var for tyndbenet til Edvard Brandes. Men fra 1905 blev han en
prominent figur på Henrik Cavlings nye hold. Andreas Winding står som
prototypen på den elegante københavnerjournalist. Hans dæknavn
lyste op: “Per Pryd”.
Fra 1913 vovede han springet og
skiftede scene til Paris, hvor han snart skulle bevise, at hans evner
rakte ud over de sorgløse tider, og at der var gods i ham til mere end
society-journalistik. Andreas Vinding blev under 1. verdenskrig en
internationalt anerkendt krigskorrespondent.
Han blev såret ved Somme Offensiven i
1916 og udnævntes til officer af Æreslegionen efter krigen.
Men set fra præstegården derhjemme var
det altså en tvivlsom succes. Her anså man journalistik for en
overfladisk håndtering. Det gjorde det ikke bedre, at den blev udøvet
på gudløse aviser. Og den unge mands letfærdighed blev bare
understreget, da han interviewede sig til et giftermål med en seks år
ældre skuespillerinde.
Til sidst i erindringsbogen fortæller
han, at han besøgte forældrene i julen 1913, og han kunne mærke, at han
havde skuffet dem. De mindedes helst den artige dreng, han havde været
i Randers. Men at de selv var medskyldige i miseren, det havde han
gjort klart for læseren allerede i bogens indledning:
Præstesønner har det ikke godt. De spredes
med de skiftende Kald ud over hele Landet og har ikke blivende Sted. Da
min Far havde holdt sin Fratrædelsesprædiken i Voer Kirke, gemte jeg
mig i den mørkeste Krog oppe paa Præstegaardens Loft og græd saa
hjerteskærende som aldrig før eller senere i mit Liv. Jeg følte det,
som var jeg revet op med Rode og aldrig, aldrig skulde finde en Jord,
hvori jeg kunde gro. Fremmede Folk rykkede ind og besatte min Barndoms
Land.
Den sidste sætning skal læses med
reference til situationen i bogens udgivelsesår: 1942. Danmark er
besat. Andreas Vindings forældre er væk, moderen døde som den sidste i 1927. Fra samme
år skrev Andreas Winding, som han hed på dåbsattesten, sit efternavn
med enkelt V. I en årrække har han boet i sit andet fædreland,
Frankrig. Sorgløse Tider er svøbt i minder.
Når Andreas Vinding mindes mennesker,
er det næsten altid i bestemte situationer. Edvard Brandes husker han
som en Mefistofeles-skikkelse, der med et “elskværdigt, lidt spottende, men
samtidigt vindende Smil” lytter til hans anmodning om at blive ansat på
Politiken. Edvard Brandes kan ikke
bruge Vinding, men bliver tvunget til at leve med ham, da Cavling
kommer med ham under armen efter paladsrevolutionen i 1905. Edvard
Brandes og Andreas Vinding kommer ikke nærmere hinanden (“Forgæves Visit hos Doktoren”).
Georg Brandes hyldes under
kapitelrubrikken “Vor Ungdoms store, gamle mester”. Men
det, læseren husker, er beskrivelsen af ham som midtpunkt for
selskabeligheden:
Naar denne lille
spinkle Mand med de levende Øjne,
halvt dækkede af de let inflammerede Øjenlaag, med et forbindtligt Smil
traadte ind i et Selskab, samledes der straks en lyttende Skare omkring
ham. Han talte, gerne, og gennem sin Konversation løftede han
Tilhørerne op i et højere Luftlag. Forlod han et Selskab før de øvrige Gæster, føltes Stuen tom efter
hans Bortgang.
Vinding havde ikke nogen høj stjerne
hos Georg Brandes. “Han ringeagtede den letbenede
københavnske Journalistik, som jeg repræsenterede (…) Spøgende kaldte
han mig en Guldpen”. Vinding har overskud til at modtage Georg Brandes’
kritik
og rygrad til at replicere elegant: “i Ringeagten for Genren blandede sig
ogsaa en Smule ærgrelse over, at disse unge, svagt funderede
københavnske Journalister var saa forholdsvis godt betalte.” Til Brandes’
mindre
flatterende egenskaber hørte foruden misundelse også forfængelighed.
Det var pinligt, når han fremviste sin samling af beundrerbreve.
Størst betydning for Vinding fik Georg
Brandes som stilistisk ideal:
Han lærte os at skrive, for det er
ikke de sjældne sprogfornyere, som almindelige skribenter skal søge at
efterligne, det er det rene, klare, logisk opbyggede Dansk, som Georg
Brandes skrev.
“Af alle de Personligheder, jeg har
mødt i mit lange journalistliv, er Henrik Cavling en af de
ejendommeligste og stærkeste”, skriver Winding. Han giver ikke meget
for Tom Kristensens karikatur i Hærværk. Cavlings
distraktion og glemsomhed har udelukkende gyldighed for den ældre
Cavling.
Men den unge Cavling, som vi husker
ham, da han overtog Politikens Redaktion, var en helt anden. En
enestaaende Energi, lige saa umulig at standse som de japanske
Mennesketorpedoer (…) Under sin kaade Latter, der som et Krigsraab
ildnede Medarbejderne til at følge ham, glemte han aldrig Maalet: Alt
for Bladet!
Metaforerne er påfaldende militante. I
ærefrygt for den afdøde kriger tør Vinding ikke sammenfatte dem i en
karakteristik: “Jeg frygter at se hans smilende blaa
Øjne sløres af træt Vemod: Ogsaa du min Søn Brutus!”
Indirekte, gennem handlinger og
replikker, skildres Cavling som en mand med et let håndelag og en god
portion kynisme:
Han greb et Emne tilsyneladende
tilfældigt ved et eller andet Hjørne og lod det selv udfolde sig,
efterhaanden som Publikum forlangte mere. Ingen dansk Journalist har
som han kunnet skabe Interessen om et Stof. I Virkeligheden var hans
impulsive og lette Greb fast og villet.
Bag ved letheden lå kynismen, som var
en egoisme på bladets vegne:
Blev jeg skilt, sagde han: Det var dog
altid en Oplevelse! Gik jeg fallit, spurgte han: Kunde De ikke skrive
en Kronik derom?
Spalterne skulle fyldes ud med
attraktivt stof. Vinding var bare en af leverandørerne. Cavling lod ham
føle, at han godt kunne have været mere flittig. Det fremgår ikke af
portrættet, om Cavling var klar over, hvilken stjerneskribent han havde
i Vinding. En langt sikrere stilist end redaktøren selv.
Herman Bang var den danske digter, som
Andreas Vinding omfattede med størst kærlighed. Han portrætterer han i
erindringsbogens mest sprudlende kapitel, “Middag hos Bang”.
I en lavloftet Lejlighed foran på
Gamle Kongevej med Udsigt over St. Jørgens Sø, boede Digteren Herman
Bang, og hans Søster, Fru Nina Holst førte Hus for ham. Hver Søndag
samlede Bang en lille Kres til Middag.
Vinding remser navnene op på alle de
forfattere, skuespillere osv., som har deltaget. Det giver stof til
navneregistret. Pointen
er naturligvis, at Vinding selv har været med i kredsen og derfor kan
fortælle om Bangs excentriske optræden og søsterens forsøg på at opdrage på ham. Hvis Bang under
middagen udslynger et uartigt ord, beder hun ham om at gå udenfor og
skamme sig. Så står han ude i gangen og skammer sig, til han er helt
artig. Endelig kan han vende tilbage, og komedien kan fortsætte. Herman
Bang er centrum for opmærksomheden. De taler om hans bøger. Han beder
tjeneren om at hente en stak, som han så giver sig til at skrive
dedikationer i. Vinding har et eksemplar af artikelsamlingen Herhjemme
og derude, hvori Bang har skrevet: “Den første og største Egenskab hos en
Journalist er, at han altid føler sit Ansvar og altid øver
Barmhjertighed.”
Når klokken var præcis 21 rejste Bang
sig, fuldstændig udslukt og vaklede i seng. Det hele var teatralsk.
Uanset stedet og årstiden. Livet var en scene. Om Bang var såret og
nedtrykt, så havde han en replik, der passede til situationen, og som
kunne refereres for andre bagefter. Herman Bang havde ikke noget imod
at være ham, man talte om.
Vinding fortæller om sine møder med Bang. På et
tidspunkt skal Bang instruere et stykke, Vinding har skrevet. Da
prøverne er forbi, får Vinding endelig lejlighed til at se
forestillingen. Han kan slet ikke genkende handlingen. Men kan ikke
blive vred på Bang.
I sidste ende blev det teatralske
tragisk. Da Herman Bang fortalte om sin dødelige udmattelse og sygdom,
troede vennerne, at det var teater. Men så døde han.
Vinding sammenfatter billedet af ham i
disse ord:
Vid og Medfølelse strømmer gennem
Herman Bangs Værk, og ingen Digter mindes med en Varigere
Taknemmelighed, end den, der skænker os den medfølende humor.
Karakteristikken er klar og logisk
efter Georg Brandes’
ideal,
men stilen er følelsesfuld, som vi kender den fra Bang: “Medfølelse strømmer”, “mindes”, “Taknemmelighed”, “skænker os”, “medfølende Humor”.
Påvirkningssammenhængene lader sig
vanskeligt præcisere, for både Brandes, Bang og Vinding er alle
inspirerede af fransk journalistik. Vindings beskrivelser tilhører den
såkaldt dekorerede elegance fra la belle epoque (jf. Jørgensen, 2018:19ff).
Hans fortællende prosa er
scenisk-anekdotisk som Herman Bangs.
Andreas Vinding forsøgte sig som
forfatter, først med Den skønne Ubekendte (1912),
en floromvunden roman om tabt kærlighed og forliste digterdrømme, så
med en fortælling fra Paris, Ingeborg Jarl og hendes Kæreste (1913)
og endelig med en samling fortællinger under titlen Rosen og
Martyren (1915).
Disse forsøg førte ikke til noget gennembrud, og han
havde selv forklaringen i erindringsbogen: Han manglede
skikkelsesdannende evne. “Det er Journalistens Forbandelse. Alt
det ydre kan Journalisten skildre, det indre Liv magter han ikke” (“Forgæves Visit hos Doktoren”)
Derfor holdt han sig for fremtiden til
journalistikken, også når han skrev bøger: Krigsidyller.
Skildringer fra Paris og Nordfrankrig under Krigen (1914-15),
(1915), Ærens Land. Frankrig 1915-16 (Skildringer
fra fronten) (1916), Hvor Livet begynder forfra
(Den franske front) (1917), Glæde over Danmark (Essays) (1924) m.fl.
Det kan være svært at måle
journalistiske erindringsbøger op mod hinanden. De dækker jo vidt
forskellige erfaringer, og hvad er det, man måler, erfaringens rigdom
eller stilens prægnans? I øvrigt
forfølger de vidt forskellige mål, idet selvbiografien analyserer og
vurderer jeg’ets livsbane, mens
memoireværket
belyser en række personer, som den erindrende journalist har mødt.
Frejlif Olsens En københavnsk
Journalist er
en selvbiografi med tydelige eksistentielle træk. Andreas Windings Sorgløse
Tider er memoirer af oplysende og underholdende karakter. Politiken offentliggjorde værket som føljeton fra
1.3.-8.11.1942.
Sorgløse Tider er den mest righoldige og bedst
skrevne af de journalistiske erindringsbøger, jeg har læst. Jeg har
haft fat den i flere sammenhænge, i bøger om interviewets historie i
Danmark, om elegante skribenter og om Herman Bang (se litteraturlisten
nedenfor), og den bliver ved med at overraske mig ved alt det, den
meddeler, og ved de mange gennemtænkte formuleringer. Den er et vigtigt
kildeskrift, ikke blot for pressehistorikere, men for kulturhistorikere
generelt. Herman Bangs og Georg Brandes’
ypperste
levnedsskildrere har brugt Vinding som kilde (se Jørgen Knudsen,
1998:273 og Harry Jacobsen, 1966:130).
Andreas Vinding har ry for at være
overfladisk, men - for at sige det med Johannes Møllehave - så stikker
hans overfladiskhed ikke så dybt.
I hvert fald ikke så dybt, at han ikke
selv er i stand til at få øje på den.
Andreas Vinding: Sorgløse Tider, 1942
Nekrologer ved Frederik Poulsen, Anker
Kirkeby, Helge Wamberg, i Politiken, 28.1.1950
Svend Dahl: Dansk
Skønlitterært Forfatterleksikon 1900-1950, bd. 3, 1964:430ff.
Tage Taaning: “Andreas Vinding”, i: Hammerich
& Koch (red.): 100 publicister, 1980
Verner Jespersen: “Andreas Vinding”, i: Dansk biografisk leksikon, 3. udg., bd. 15, 1984
John Chr. Jørgensen: Kommer
De som Ven eller som interviewer? Interviewets historie i Danmark,
2010
John Chr. Jørgensen: De elegante. Portrætter af elleve danske prosaister, 2018
John Chr. Jørgensen: Herman
Bang og Politiken, 2019
Harry Jacobsen: Den tragiske
Herman Bang, 1966
Jørgen Knudsen: Magt og
afmagt 1896-1914, 1998
|
