Lasse Ellegaard (f. 1944) opererer med bevidst litterær tvetydighed i titlen på sin erindringsbog Efter Tryk (1998). Ordene kan både betyde “refleksioner efter, at artiklerne blev trykt” og - skrevet i ét ord - sagt “med ekstra vægt”. Yderligere en betydning af “eftertryk” er “genoptryk”, evt. præciseret til “piratkopi”, jf. udtrykket “Eftertryk forbydes”. På bogens forside peger man rent grafisk på tvetydigheden ved at skrive både “Efter” og “Tryk” med stort begyndelsesbogstav og ved at rykke ordene næsten helt sammen: “EfterTryk”.

Den litterære gætteleg fortsætter i undertitlen “Af en opkomlings optegnelser 1966-98”. Det lyder som en beskedenhedsformular (“jeg er jo kun en opkomling”), men “optegnelser” udsender også signaler i retning af videnskab og filosofi (jf. Marcus Aurelius: “Optegnelser”).

Som en ekstra finurlighed i dette litterære arrangement er forsiden illustreret med et frimærke-lille sort-hvid-foto af Lasse Ellegaard på, hvad man må formode er et tyrkisk pressekort.

Tekststykker med dogmeregler

Vi har at gøre med en sofistikeret forfatter. Han er også metodisk bevidst. I forordet anfører han nogle regler, han har fulgt i sit erindringsskriveri:

Disse “tekststykker” skulle skrives med “personligt-subjektiv optik”, men “helst uden at blive private”.

De skulle holdes inden for “den danske medieverden”. Hver “historie” skulle gerne blive “en beskrivelse af noget tidstypisk”.

Endelig havde han underkastet sig den regel kun at skrive om begivenheder, han enten havde deltaget i eller været tæt tilskuer til.

Selve det at opstille regler for værket kan være inspireret af filminstruktørerne Lars von Trier og Thomas Vinterberg (“Dogme 95”). Men Ellegaards regler har ikke på samme måde karakter af “kyskhedsløfte”. De er ikke benspænd eller begrænsninger, men angiver blot nogle rammer for arbejdsprocessen, og samtidig fortæller de læseren, hvad der er i vente.

Opkomling med mistro

Af forordets præmisfremlæggelse fremgår det, at forfatteren livet igennem har befundet sig bedst som en opkomling, hvis motor er mistro.

Lasse Ellegaard er søn af formand for SiD Knud Ellegaard og socialrådgiver Gudrun Szigeti. Han beskriver sin sociale baggrund som en kombination af ”et politisk orienteret funktionærhjem i Vanløse” og “et kulturradikalt borgerhjem i Viby”. Han konkretiserer ikke kombinationens art, men Henrik Jul Hansen bringer os tættere på sagen i den biografiske introduktion til Ellegaard-udvalget Verden er så stor, så stor (2000): “Han er dels vokset op i Vanløse, og dels hos en plejefamilie i Århus.”

Lasse Ellegaard var, som han selv formulerer det, “vanskelig”, og blev som 16-årig sendt ud at sejle som messedreng.

Ungdommelig utilpassethed synes at være et udmærket udgangspunkt for en karriere som journalist, og en erindringsbog med titlen “Fra rod til redaktør” duer ikke, for den ville passe på for mange!

Utryghed et vilkår

For Lasse Ellegaard blev utrygheden et livsvilkår. Han lærte aldrig at identificere sig med sikkerheden og magten. De år han fungerede som chefredaktør for Information i begyndelsen af 1990’erne, var en misforståelse.

Ellegaard var utilpasset ligesom de unge mænd i de romaner, han læste af Leif Panduro og Klaus Rifbjerg. Sidstnævntes litteraturkritiske stil beundrede han så meget, at han lærte partier af den udenad (Jul Hansen, 2000:18). Når det gjaldt det bredere samfundsperspektiv, var satirikeren Hans Scherfig hans læremester.

I ungdomsoprørets tid fik Lasse Ellegaard status som en slags rockstjerne i journalistikken. Han var med til at introducere new journalism i Danmark. Udstillingsvinduet for denne amerikanske form for litterær journalistik var tidsskriftet Levende billeder (jf. Jørgensen, 2007:32ff).

Ellegaards hovedindsatser ligger dels inden for kulturjournalistikken i videste forstand, dvs. inklusive sporten, og dels inden for udlandskorrespondancen.

Hans grundgenre er den personligt funderede reportage. Når det i 75-års portrætterne hed om ham, at han var “fuldblodsreporter”, var det ment som den højeste hæder i faget.

Vanskelig at overskue

Lasse Ellegaards erindringsbog kan være vanskelig at overskue, fordi den mangler en indholdsfortegnelse og fordi kapiteloverskrifterne er poetiske og sofistikerede. Men i grove træk følger den kronologien i ansættelsesforholdene, som i sig selv er ganske komplicerede. Nogle af ansættelserne var ikke på fuld tid, så det var f.eks. muligt for ham at være ansat både på Weekendavisen og Danmarks Radio.

I sammenpresset Blå bog-form ser Lasse Ellegaards journalistiske karriere således ud:

Han blev uddannet på Roskilde Tidende 1965-68, og var i 1968-78 ansat på Information.

Weekendavisen 1978-82. Danmarks Radio. TV-Avisen 1982-85. Weekendavisen/Det fri Aktuelt 1985-90.

Chefredaktør for Information 1990-94. Lærer på Askov Højskole. Tilknyttet “Orientering” P1.

1997-2004 korrespondent for Jyllands-Posten i Mellemøsten, bosat i Ankara.

Ekstra Bladet 2005.

Korrespondent for Politiken i London 2005-2008.

Fra 2008 og frem til skrivende stund, april 2021, er Lasse Ellegaard korrespondent til Information fra Mellemøsten.

Frihedsgrader

På Roskilde Tidende, som ikke må forveksles med Lise Nørgaards lærested Roskilde Dagblad, fik Lasse Ellegaard lov til at skrive i alle genrer. Hvis man undgik at antaste Det Radikale Venstre, de lokale handlende og Roskilde Bio’s film, var der frit slag. Det passede Ellegaard godt, men han lærte ikke så meget af det. Kurserne på Journalisthøjskolen i Århus fik han heller ikke meget ud af. Skolen var dengang “en form for avanceret hvilehjem for udbrændte provinsredaktører og folk, der havde haft det svært i pressen”, som det hedder med en karakteristisk stikkende Ellegaard-formulering.

Da han efter endt uddannelse, søgte ind ved Information, medbragte han tre prøver på sit journalistiske arbejde: en koncertanmeldelse af Bob Dylan, et interview med Ebbe Reich og en kronik om det tyske ungdomsoprør. Han blev straks ansat - med uddannelse som stofområde. Det strejfede ham, at det kunne blive et problem, at han aldrig havde set et universitet indefra. “Den bekymring var helt ubegrundet. Studenterne viste sig at være mindst lige så uvidende som jeg selv - og det var dem, jeg forholdt mig til.” Stikkeriet igen.

Information var ungdomsoprørets avis. For tidens studerende var den et must. Der var brug for Ellegaards indsats. Og det passede ham fortrinligt, at Børge Outzes ledelse byggede på princippet om redaktionel frihed til journalisterne. Der kom først grus i maskineriet, da Palle Fogtdal overtog avisen og forærede den til medarbejderne. Ellegaard kalder det “demokrati på bestilling.”

Dødelig konflikt

Ulempen ved demokrati er som bekendt, at det tager tid. Møderne på Information kom til at handle om politik. Det samme gjorde en hel del af det, Lasse Ellegaard dækkede på universitetet. Han fortæller om konflikterne og hovedpersoner. Rigtig brændbart bliver stoffet, da kvindebevægelsen kommer til.

En af avisens stjernereportere, Morten Sørensen, foreslår, at man placerer en kvinde, Bente Hansen, i redaktionsledelsen, og Lasse Ellegaard er “nærmest begejstret”. Han og Morten Sørensen mødes med Bente Hansen på Bo-Bi Bar over for Gyldendal. De aftaler nogle vilkår. Det handler ikke om penge, men om uafhængighed af andre interesser end Information. “Dette møde blev begyndelsen til en trist periode”, skriver Ellegaard: “Et dystert referencepunkt, der trak spor på redaktionen de næste 15-20 år.”

Ondsindet tone

Næppe var Bente Hansen tiltrådt, før hun og Lasse Ellegaard var ude i en drabelig konflikt på grund af en artikel, Ellegaard havde skrevet om forlaget Demos, hvor Bente Hansen endnu sad i bestyrelsen. Bente Hansen reagerede med at kalde Ellegaards journalistik “på kanten af det uhæderlige”. Ellegaard nægtede at skrive mere i avisen, hvis han ikke fik chefredaktør Outzes ord for, at hans journalistik var hæderlig. Ellegaard indrømmer nu, at hans reaktion var krukket og barnagtig. Den syge og svækkede chefredaktør blev fragtet ind til Store Kongensgade i en taxa for at forlige parterne. Men ulykken var allerede sket: Uafhængigheden var blevet internt konfliktstof. Der blev indledt flere kupforsøg for at få Bente Hansen sat på porten igen. Til sidst lykkedes det. Samtidig erfarede Lasse Ellegaard, at Morten Sørensen havde begået selvmord og at han var uønsket ved begravelsen. På en restaurant i Store Kongensgade råbte Mette Fugl “Morder” efter Lasse Ellegaard.

“Tonen var så ondsindet, at jeg ikke kan huske noget lignende fra andre perioder i mit liv”, skriver Bente Hansen i en kort redegørelse for konflikten set fra hendes side. Hun nævner ikke Ellegaard direkte, men mon ikke han er med i den gruppe, der kalder sig “de tunge drenge” og som senere omdøbte sig til “kvalitetsjournalisterne”? (Bente Hansen: En køn historie, 2004:190).

I efteråret 1978 fortrak Ellegaard til Weekendavisen, hvor Frank Esmann var “en glimrende redaktør”. Hvorfor? Jo, “han lod i det store og hele medarbejderne i fred, hvis de selv var i stand til at støve deres historier op, og var de det ikke, var han nuværende og hjælpsom”. Ellegaard drives ikke frem af redaktionelle programmer, men af skrivefrihed.

Chef på Information

Dermed var han på linje med sine gamle kolleger på Information, hvor hver enkelt medarbejder havde sin egen opfattelse af journalistik. Det måtte han endnu en gang sande, da han i 1990 påtog sig at redde bladet fra en truende undergang. Der var kommet forslag om at gøre Information til et tillæg til Politiken. Selv havde Ellegaard været tilhænger af ideen om at omlægge Information til en ugeavis. Men nu skulle han altså redigere et dagblad med individuelle dagsordener og tendenser til missionerende selvgodhed. Det hjalp ham ikke, at han kendte sine pappenhejmere, for de kendte også ham og vidste, at han favoriserede bestemte skribenter.” Det sidste var “med overlæg”, skriver han: - “Da jeg ankom til Information var der siger og skriver to medarbejdere, der skrev på den måde, jeg mente kunne løfte avisen oplagsmæssigt”. Den ene brød sammen og omkom ved en brand i sin lejlighed, da han faldt i søvn med en brændende cigaret. Den anden var Morten Sabroe. Han valgte at blive stjerne og brænde op på Rådhuspladsen.

På avisen med de mange individuelle dagsordener havde redaktøren altså sin egen. Det gik ikke. Og da bestyrelsen gentagne gange, tvang ham til at fyre folk, fyrede han til sidst også sig selv, hvorefter den næste chefredaktør, Georg Metz, ansatte Lasse Ellegaard som korrespondent fra Mellemøsten.

Sådan slutter erindringsbogen i en blanding af tragedie og farce.

“Fortælleteknisk fejl”

Efter Tryk blev en skandalesucces med 3.500 solgte eksemplarer. Mange kunne føle sig ramt, nogle blev sårede og en enkelt så krænket, at han truede med et sagsanlæg. Det var en pensioneret bankdirektør, om hvem Ellegaard havde skrevet, at han havde været blandet ind i en økonomisk affære, som han havde en byretsdom for ikke at have været involveret i. Ellegaards forlag, Centrum, undgik en retssag ved at betale 10.000 kr. i erstatning for tort og svie samt 20.000 kr. til dækning advokatudgifter. Restoplaget på 500 eksemplarer skulle destrueres.

Lasse Ellegaard, som havde begået den dødssynd at skrive inkriminerende erindringer efter hukommelsen, kaldte fadæsen en “fortælleteknisk fejl”, som om det var et stykke kunst han havde skabt. (jf. Jørgensen, 2018:113ff.).

Påpegning af fejl og mangler i Ellegaards journalistik synes ikke at røre ved hans position som primus inter pares. At tre journalister havde fundet 22 fejl i Efter Tryk, forhindrede ikke en journalist på Weekendavisen i at karakterisere bogen som “solidt kram” (Lars Hørby, Poul Høst-Madsen, Edmondt Jensen og Petter Kühnel i Ekstra Bladet 9.1.1999, Sara Høyrup i Weekendavisen, 23.11.2007).

Hvis nogen så meget som antyder, at Lasse Ellegaards stil er manieret og overlæsset, får de at vide, at han skriver røven ud af bukserne på de fleste.

Det er rigtigt, at der er drøn på drengen, men når det gælder organisk sanselig stil, kan han dog ikke måle sig med forbilledet Klaus Rifbjerg.

Genre-balance

Hvad angår genren, balancerer Efter Tryk på grænsen mellem memoirerne og selvbiografien.

Portrætterne af chefredaktører, studenterpolitikere m.m. forlener bogen med noget af memoiregenrens fylde. At alle personerne er set fra Ellegaards synsvinkel er en selvfølgelighed. Ethvert erindringsværk er et defensorat. Ellegaard slækker på nogle af paraderne, men gør samtidig nye udfald.

Fremstillingen har selvbiografiens fremdrift. Igennem de mange skiftende ansættelsesforhold kommer Ellegaard frem til en stadig klarere bevidsthed om sin solistiske identitet som skribent. Privatlivet holdes diskret i baggrunden, men man fornemmer også omkostningerne på den front.

Om livet efter erindringsbogen, herunder om giftermålet med en tyrkisk journalistkollega, Ayse, i 1997, fortæller Ellegaard i bogen Med gud i hælene. Livsreportager fra Mellemøsten, 2007.

Litteratur

Lasse Ellegaard: Efter Tryk. Af en opkomlings optegnelser 1968-98, 1998

Lasse Ellegaard: Verden er så stor, så stor … Artikler gennem 25 år introduceret af Henrik Jul Hansen, 2000

Bente Hansen: En køn historie, 2004

John Chr. Jørgensen: Journalistik med stil. Fra klassiske nyheder til fortælling, 2007

John Chr. Jørgensen: Perfide portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik, 2018

Se også Klaus Kjøller ”Lasse Ellegaard 75: Manden i teksten” på Kjoeller.dk