|
Kendte mennesker skriver om kendte
mennesker, det er en af grundene til, at journalist-erindringer er
populært læsestof.
Hvad Jane
Aamund skriver om sin ansættelse på Berlingske Tidende
og mødet med Jens Kistrup, fanger umiddelbart mange læseres
interesse.
Men hvad redaktør H.A. Hansen sagde
til den 17-årige journalist-elev Peter Eriksen, da denne mødte op på
Langelands Avis i Rudkøbing i 1947, bliver først interessant
i kraft af det, der siges, og måden altså, som det siges på:
De vil i starten komme til at anmelde
film to gange om ugen i biografen på torvet. Sig Deres ærlige mening -
men så diplomatisk, at den ikke virker stødende. Biografdirektør
Andersen er en af bladets gode annoncører - så De har nok gættet, hvad
jeg mener?
Den unge mand nikker. Han har
forstået. Redaktøren træder derfor ikke mere rundt i dét. Han går over
til næste forholdsordre:
Og lad mig lige tilføje, at min datter
er sendt til Svejts i pension, fordi - nåh ja - der var for meget
konfitterknas med Deres forgænger. Så når hun kommer hjem til jul, gør
De klogt i at holde fingrene for Dem selv.
Det lover journalist-eleven, som
derefter får at vide, at der er lejet et værelse til ham i byen:
Hvis De skynder Dem, kan De nå at være
tilbage, skal vi sige om tre kvarter, og læse den bunke korrektur, der
ligger på Deres fremtidige plads.
Hvad ligner det? Det ligner noget fra
en underholdende roman. I stedet for at redegøre for borgernes
afhængighed af hinanden i lillebysamfundet og for den patriarkalske
kommandostruktur på avisen sammenstiller forfatteren det hele gennem i
tre replikker i en ramme af nutid.
Når en bog er skrevet så elegant og
vittigt som Peter Eriksens Journalist i blytiden (2001),
har den ikke brug for kendte personer. Er læserne blot kommet et par
sider ind i bogen, vil de ikke lægge den fra sig.
Handlingen begynder med, at Peter
Eriksen (f. 1930), udrustet med en spinkel realeksamen og en stor
selvtillid, cykler rundt mellem sjællandske provinsaviser for at finde
en læreplads. Selv om han kan fremvise en mappe med udklip, er der ikke
bid. Først da han går til Venstres Pressebureau og beder om at få sendt
en “tilbudsannonce” ud til de abonnerende blade, kommer der en positiv
reaktion. Det er Langelands Avis, som opfordrer ham
til at sende en formel ansøgning. Han vedlægger for en ordens skyld en
teateranmeldelse og et digt! Det var efter sigende digtet, der gjorde
udslaget. Det handlede om en mand, der var to skridt fra at tage livet
af sig i et havnebassin. Det havde åbenbart rørt redaktøren.
Peter Eriksen blev ansat på prøvetid i
tre måneder.
Han reddede sig heldigvis hurtigt ind
i et fast ansættelsesforhold med en forsideartikel, der bar titlen
“Lensgreven bar selv den sårede dreng”.
Herren til Tranekær Godsbesiddelse var
i sin Rolls Royce kommet til at køre en seksårig dreng ned. Drengen var
løbet ud på kørebanen efter sin bold. Lensgreven havde bevaret roen på
trods af det chok, han havde fået. Han bar drengen ind på hotel
“Rudkøbing”, ringede efter lægen og blev der, til han kom.
“Glimrende overskrift”, siger
redaktøren. “De har sans for det væsentlige. Der kan måske blive en
hæderlig journalist ud af Dem.”
“Selvfølgelig er jeg svimmel af
lykke”, skriver Peter Eriksen. “En ny Cavling er født.”
Det behøver ikke at være hårde nyheder
alt sammen. Redaktøren bliver også glad for et lille causeri over
Rudkøbing kirkegård, hvor man kan holde siesta med de henfarne slægter.
“Det er sådan et causeri, mange mennesker sætter pris på at hygge sig
med i deres daglige avis, brummer H.A. Hansen”.
En vigtig genre i provinsavisen er
referatet af møder og generalforsamlinger. Eriksen har problemer med
den slags tekster. Han kan ikke få et møde i “Tobaksforeningen” til at
fylde mere end 20-30 linjer, mens referenten i den konkurrerende
radikale avis Langelands Folkeblad kan strække det
ud over to spalter. Ved et møde i “Teosofisk Samfund” går det helt galt
for Eriksen. Han laver et sammendrag af, hvad der bliver sagt, tilsat
enkelte citater af, hvad det lykkedes ham at opfange.
“Men det er jo fortræffeligt, kommer
det bifaldende fra H.A. Hansen. Har De lært det sådan på en studs?”
For redaktøren bekræfter det, at Langelands
Avis ikke har brug for at sende elever til det nystartede
journalistkursus på Århus Universitet!
“Det hænder, at en opgave, som ikke
umiddelbart lyder spændende, overses af redaktøren. Som den årlige
generalforsamling i Rudkøbing Ligkasse.” Det er et driftigt foretagende
med parolen “Meld Dem ind allerede som nyfødt, og De får mere ud af
Deres kontingent”. Når beretning og regnskab og genvalg er overstået,
kommer der smørrebrød på bordet, og der bliver udråbt et “Længe leve
ligkassen”.
Sådan, med kværnende sort humor
beskrives dagligdagen i provinspressen.
Stilistisk er Peter Eriksen i slægt med
Leif Panduro og Finn Søeborg.
At Eriksen senere blev forfatter til
en række revy- og cabarettekster, overrasker ikke.
Han formår dog også at fortælle
seriøst om arbejdsvilkårene i provinspressen i ‘blytiden’ (en metafor
for ”gamle dage”, jf. “jernalderen” og “bronzealderen”):
Langelands Avis udkom om eftermiddagen seks gange om
ugen. Den blev produceret i løbet af dagen, med lidt forskud fra dagen
før.
Journalist-eleven mødte hver morgen
kl. 7.30 for at tage telegrammer over radioen fra Ritzaus Bureau,
Venstres Pressebureau og Associated Press. En halv time senere ankom
redaktøren for at sortere i telegrammerne, rette dem til og sætte
rubrikker på.
To timer efter kom
redaktionssekretæren. Han havde fået lov til at sove længe, fordi han
have et bijob som kapelmester i Ørstedspavillonen.
Da Eriksen senere skaffer sig en tjans
som leverandør af festsange - en ikke usædvanlig nebengeschæft for en
journalistelev med en lyrisk åre - får han allernådigst redaktør
Hansens tilladelse: “Natten er jo ens egen, som man siger på Fyn. Hvis
De samtidig kan få udvirket, at sangene trykkes på “Avisen”, har De min
fulde velsignelse.”
Avisen er på otte sider i
tabloidformat. En stor del af den er sakset fra andre aviser.
Journalist-eleven har en særlig opgave: at skaffe vittigheder fra de
andre aviser. Redaktøren citerer større artikler og dækker sig ind ved
formularer af typen: “Som Politiken så rigtigt
skriver… ”. Datidens journalister var ikke specielt umoralske, de var
blot for få til at fylde avisen ud med originale artikler. “Uden saks
og klister, ingen journalister” for nu at sige det med en uopslidelig
journalist-kliché.
For Eriksens vedkommende bliver der
indimellem også tid til “den såkaldte opsøgende journalistik”:
En aften, hvor der ikke er noget møde,
som skal foreviges, bliver jeg sendt på cykel, 15 km ud og samme antal
hjem, til Lindelse-egnen for at lave en artikel på en keramiker, som
har opfundet noget, han kalder “duftende keramik”.
Redaktør Hansen tager sig af det
politiske, både indenrigs: “Muligvis et regeringsskifte - Venstre gik
frem på Langeland” og udenrigs: “Vi må have en afslutning på
problemerne i Korea.”
Det er let at fordele opgaverne: H.A.
Hansen bestemmer. Det fremgår også af den anbefaling, Hansen giver sin
elev efter et års tjeneste: “Eriksen har været flink og villig og
passet de opgaver, han er blevet beordret til.”
Journalistuddannelsen var frem til
1962 en mesterlære, som det påhvilede provinspressen at tage sig af.
Man kunne ikke blive elev på en hovedstadsavis. De håbefulde unge
mennesker måtte som Peter Eriksen selv skaffe sig en læreplads. Da der
var færre pladser, end der var ansøgere til, måtte aspiranterne på
forhånd vise, at de kunne skrive. Men familie- og venskabsforbindelser
var nyttige.
Peter Eriksen måtte klare sig ved egne
evner. Ideelt skulle han først være et år på et lille blad som Langelands
Avis (oplag knap 3.000), derefter halvandet år på en
mellemstor og det sidste halve år på en stor. Men det kiksede på
mellemstationen, som for hans vedkommende var Lolland-Falsters
Folketidende i Nykøbing F. (oplag
knap 10.000), hvor han ragede uklar med redaktørerne. Han fik lov til
at fuldføre sin uddannelse på Vestkysten i
Esbjerg, en Venstre-avis ligesom dem, han kom fra, bare meget større
(oplag ca. 35.000). Vestkysten var landets største
Venstre-avis.
De fleste af journalist-elever, som
var blevet tvunget til at tage elevpladser i provinsen, drømte om at
vende tilbage til København. Bare det at blive citeret i et andet blad,
kunne give en svimlende fornemmelse af journalistisk gennemslagskraft.
Hovedstaden ventede. “Man var en succes, hvis man
opnåede at komme til København”, siger Eriksen til Øgendahl, 1995:217.
På et tidspunkt, mens Peter Eriksen
var på Vestkysten, fik han chancen for at komme ind
i det Berlingske Hus, nærmere bestemt som redaktionssekretær på Søndags-B.T.
Han omtaler det som et kortvarigt,
uvedkommende mellemspil, men det må have været stærkt
desillusionerende, for hans erindringer fra det Berlingske hus består
af lutter latterligheder, indviklede hilse- og tituleringssystemer og
excentriske problemløsninger:
Som eneste og første mandlige indslag
på “Søndags B.T.” fik jeg af kvinderne påbudt at tale med chefredaktør
Vogel Jørgensen, mand til mand, om tilstedeværelsen af hans
ildelugtende ost på kontoret. Efter lange og komplicerede forhandlinger
fandt vi frem til en løsning: Husets snedker blev beordret til at lave
et hejseværk uden for hans vindue. “Som Krake, der iført et fiskenet er
nøgen og dog påklædt,” som den lærde chefredaktør, forfatter til flere
bind “Bevingede ord”, højtideligt udtrykte det.
Så hellere tilbage til Esbjerg, hvor
der lugtede af fisk og hvor chefredaktørens eneste retskrivningsregel
var, at Venstre og Gud skulle skrives med stort. Han hed i øvrigt Knud
Ree og blev fiskeriminister.
Peter Eriksen fik et langt og godt
arbejdsliv i provinspressen, selv om han kom til at føle konsekvenserne
af de mange avis-lukninger og sammenlægninger.
Efter tiden på Vestkysten blev
han lokalredaktør for Næstved Tidende i først Store
Heddinge og så Vordingborg. I 1967 gik turen til Fyn, hvor han især
foldede sig ud som kulturjournalist ved Fyns Tidende fra
1967 og Fyns Stiftstidende fra 1977 til
pensioneringen i 1995. Han skrev også små
kunstbøger i sit fynske efterår.
Selv om han stadig undrede sig over,
at så mange journalister af hans årgang havde fået store stillinger i
København, mens han livet igennem var henvist til provinspressen, så
glædede han sig over det opnåede - og udviklede en journalistisk
filosofi, som passede til hans situation:
I dag vil en stor del af pressen være
international. Men jeg vil vove den påstand, at al journalistik i
virkeligheden er dybt provinsiel, når den undfanges, og
lokalpatriotisk, når den fødes. Opdrages journalisterne til at være
internationale, står de straks tomhændede og hjemløse. Verden begynder
i hegnet …
Men provinsjournalistens daglige
virkelighed kunne også være klam:
I Store Heddinge er der ikke meget at
skrive om. Tilværelsen har ikke mange opmuntrende facetter.
Alvorligt diskuteres, om ikke
krematoriet kan kobles sammen med varmecentralen. Det vil med Store
Heddinges mange ældre borgere uvægerligt kunne aflæses på pengepungen.
Læg mærke til, at Peter Eriksen selv i
de depressive stunder, der bliver flere og flere af, formår at vride
sproget, så det udstråler energi.
I en epilog forudser han, at de
elektroniske medier vil udkonkurrere den skrevne presse, så der om føje
år kun vil være 4-5 store dagblade tilbage. Rationaliseringen har
allerede reduceret munterheden. Selv bidrager han med et sidste skævt
smil:
Troede jeg på sjælevandringen og fik
stillet spørgsmålet, om jeg ville leve mit liv som journalist om, tror
jeg, at svaret ville være et blankt nej. For hvorfor gentage en god
historie?
Peter Eriksen: Journalist i
blytiden, 2001
Claus Øgendahl: Dansk
journalistliv 1920-70 (1995). (Interview med 35 danske
journalister, deriblandt Peter Eriksen, om deres baggrund og elevtid,
deres måder at samle stof ind på, deres arbejde på redaktionen, deres
relationer til det omgivende samfund og deres løn og arbejdstider).
Svend Thorsen: Den danske
dagspresse 1-2 (1947 og 1951)
Niels Thomsen og Jette D. Søllinge: De
danske Aviser 1634-1991, 3 1918-1991 (1991)
|
