|
Anders
Bodelsen har skrevet en oprivende novelle om journalistikkens dæmoniske
kræfter.
Den hedder
“Agurke-tid” og handler om en ung ambitiøs journalist fra Vejle, som
bliver ansat som politimedarbejder på “Ekspressen” i København. Det er
sommerferie-tid, og der er stille på redaktionen.
Så sker der
endelig noget. En seks-syvårig pige findes voldtaget og kvalt i en
skraldespand på Vesterbro, nær det sted, hvor journalisten har lejet
sig ind.
Journalisten
tager sig af sagen med en stærk følelse af magt og ansvar. Han er stolt
af at stå bag rubrikken “Skraldespandsmorderen”. Og så får han fuldt
navn under sine artikler. Journalisten har fornemmelsen af at gå fra
succes til succes. Han mærker “den kollegiale misundelse, måske også
beundring”.
På dette sted
i handlingen bliver man som læser klar over, at “Agurke-tid” ikke blot
er en fortælling om en journalist,
men også kritik af pressen eller mere præcist: en advarsel mod nogle
mekanismer i journalistikken. Forholdet mellem den tragiske sag og
journalistens selvbegejstring er etisk suspekt. Som om virkelighedens
ulykker er til for at glæde journalisterne.
Detaljerne i
den videre handling i novellen, vil jeg overlade til novellens læsere,
men det bliver naturligvis ikke ved med at gå godt for den unge
journalist. Anders Bodelsen er en eminent analytiker og en klar
moralist. “Agurke-tid” står i den novellesamling, der hedder Drivhuset (1965; 1970).
Vi har en
lang tradition for presse-analyse gennem fiktionsfigurer i noveller og
romaner.
Den følelse
af magtfuldkommenhed, som man ser hos Bodelsens journalist, var et
kendt fænomen allerede i den politiske presses første årtier.
Christian, en af hovedpersonerne i Hans Egede Schacks “Phantasterne”
(1857), drømmer om at blive bladredaktør og kritiker. At være redaktør
er som at være kongen selv, man kan blande sig i alting, siger han.
Hvad kritikergerningen angår, så er hans synspunkt det, at kritikken
skal være en selvstændig, genial produktion, som blot bruger de
anmeldte værker som interesseskabende midler. Kritikeren kan også
bringe sig selv i erindring ved i sine anmeldelser at indføre en dame,
som han ønsker at gøre indtryk på. Som redaktør glæder han sig ikke
mindst til at få fribilletter til teaterforestillinger og mærke, at
folk taler om ham, når han træder ind i salen. Christian er ikke helt
rask i hovedet, men han hans infantile magtdrømme ligger inden for det
almenmenneskelige.
I en serie
artikler vil jeg præsentere og analysere romaner og noveller om pressen
og journalisterne.
Hovedhandlingen
udspiller sig i Danmark fra midten af det 19. århundrede til
begyndelsen af det 21. århundrede.
Pressen har
været en vigtig drivkraft bag udviklingen af det moderne samfund, og
mange forfattere arbejdet som journalister ved siden af deres
skønlitterære forfatterskab. Avisen blev den arbejdsplads, de kendte
indefra. Når de skulle forankre en skildring i virkeligheden, var
avisredaktionen en oplagt mulighed.
Fra Herman
Bangs Stuk over Tom Kristensens Hærværk til Henrik Stangerups Slangen i brystet og
Morten Sabroes Sidste
tog - listen over romaner om bladhuse og journalister er
lang.
Listen får
stadig nye sidelinjer, senest den såkaldte femikrimi med kvindelige
journalister som hovedpersoner (Gretelise Holm: Karin Sommer,
Hanne-Vibeke Holst: Therese Skaarup, Elsebeth Egholm: Dicte Svendsen,
Lone Theils: Nora Sand m.fl.). Kriminalromanen, specielt den i
serieform, har brug for en hovedperson, der kommer vidt omkring i
samfundet og kan tage stadig nye emner op, og her er reporteren
velegnet. Dan Turèlls navnløse journalist på Bladet
er det mest kendte danske eksempel på
herresiden.
For den
litterære hovedstrøm gælder det, at avisen og journalisten dukker op i
perioder, hvor forfatterne søger at forankre deres fortællinger i
samfundet. Nyrealismen i 1960’erne og 70’erne excellerede i
journalistromaner. Henrik Stangerup skrev alene en lille håndfuld. Den
eneste, der holdt nallerne væk fra fiktion om nyhedsmedierne, var
Christian Kampmann. Han var uddannet journalist.
Den litterære
virkelighed er kompliceret: Klaus Rifbjerg, som gik for at være
modernist og lyriker, interesserede sig levende for pressen og skrev
flere romaner med journalister som hovedpersoner.
Hvordan har
forfatterne set på pressen og journalisterne op gennem tiderne? I de
efterfølgende artikler løfter jeg nogle karakteristiske eksempler frem.
Historien
tager sin begyndelse i København i 1840’erne. Søren Kierkegaard
erklærer, at så længe dagspressen består, er kristendommen en umulighed.
|
