Først lagt op 07-07-2021; senest opdateret 13-08-2023 11:52

 

 

Af John Chr. Jørgensen

Indhold

En mellemstab af spillemænd 1

En trussel mod kristendommen 1

Ung urban akademiker 1

Vred forfatter 1

Hellere én læser 1

Fra bog til bukseben 1

De to kredsløb 1

Journalist og jøde 1

Journalisten er en sjover 1

Litteratur 1

 

 

Hvis jeg var Fader og havde en Datter, som blev forført, hende vilde jeg ingenlunde opgive; men en Søn som blev Journalist, ham vilde jeg ansee for tabt.

 

Mod sin vilje kom Søren Kierkegaard til at beskæftige sig meget med journalisten som type. Af citater fra hans papirer og værker kan man sammenstykke et gennemkritisk billede af pressen i almindelighed og journalisten i særdeleshed (jf. Søren Kierkegaards pressepolemik ved Ulf Kjær-Hansen, 1955).

 

 

En mellemstab af spillemænd

 

Kierkegaard opfattede journalister som halvstuderede røvere, en “Mellemstab af Spillemænd”, som fordummer befolkningen og ødelægger samfundet.

 

Bøger læses kun meget lidt her i landet, konstaterer Kierkegaard. “Dagspressen derimod har hele Udbredtheden, og læses af alle. Her er det nu at alle disse, i Ideens Forstand, hjul og skjæv-benede, klump og platfodede, item klatfingrede, halvfjantede men svinepolidske rejicerede Subjekter, under Navn af Journalister, ere i travl Virksomhed og deres Raisonements læses af Alle.”

 

“Rejicerede” betyder “forkastede”, “dumpede”. Kierkegaard hadede journalister så meget, at

hans pressekritik burde ledsages af en skældsordbog.

 

Han nægtede dem endog navn af “journalister”, fordi ordet refererer til “dag” (“jour”), og foreslog i stedet, at man kalder dem “natførere”, fordi de fører skidt - mørke og forvirring - ind over menneskene.

 

 

En trussel mod kristendommen

 

Kierkegaard er den af vores guldalderforfattere, der bruger de stærkeste skældsord om journalister, og samtidig den, der tydeligst løfter pressekritikken op på et principielt niveau. Han ser pressen som et led i samfundets liberaliserings- og sekulariseringsproces, en proces, som han ud fra sit konservative standpunkt misbilliger. Avisen, specielt den liberale, er i hans optik intet mindre end en trussel mod nationen og kristendommen. Kierkegaard øjner fremtidsperspektiverne og beder til at regeringen straks vil forbyde dagspressen: “den er et alt for uhyre Meddelelses-Middel.” Journalisterne har “sprængt Danmark”, erklærer han og sætter trumf på med sentensen “Saa længe Dagspressen bestaar er Christendom en umulighed.”

 

 

Ung urban akademiker

 

Op igennem forfatterskabet bliver Kierkegaard mere og mere rasende på pressen og dens journalister.

 

Da han som 22-årig teologistuderende holdt et foredrag i Studenterforeningen om “Vor Journallitteratur”, var han endnu akademisk urban i tonen. Han diskuterede i ro og orden nogle af andre fremførte ankepunkter mod pressen: ”1) Beskyldning for Bitterhed og uanstændig Tone og 2) for Usandfærdighed og Uærlighed.”

 

 

Vred forfatter

 

Men så snart han selv begyndte at optræde på offentlighedens scene og som forfatter måtte finde sig i at blive omtalt og anmeldt, skærpedes tonen.

 

Når han udgav et værk, der hed Enten-Eller, så måtte anmelderen enten læse det hele eller holde sin mund. Hvis anmelderen løb med en halv vind, så ville hans læser løbe med en kvart. Dette synspunkt gjaldt også, hvis anmeldelsen var positiv. Kierkegaard sagde, at han ville hellere forties end roses på et løst grundlag. Efterhånden som han så flere og flere af sine bøger anmeldt, intensiveredes hans foragt for journalisterne. Han opsummerede sine erfaringer i et notat:

 

Forholdet mellem Dagspressen og Forfatterne er følgende. En Forfatter skriver en consequent og sammenhængende klart gjennemtænkt Fremstilling af een eller anden Tanke - Frugten af maaske endog flere Aars Arbejde. Dette læser ingen. Men en Journalist tager sig saa i en Anmeldelse af denne bog Anledning til i en halvtimers Tid at skrive noget Sludder sammen, som han udgiver for Forfatterens bog - dette læser alle. Man ser en Forfatters Betydning i Tilværelsen, han er til for, at en Journalist kan faa Anledning til at skrive noget Sludder, som alle kan læse. Havde Forfatteren ikke været til havde Journalisten ikke fået denne Anledning - ergo er det af Vigtighed at der er Forfattere til.

 

Ironikeren Kierkegaard driver her sin argumentation ud i det absurde, hvor forfatteren, den originale begavelse, hævdes at være til for, at den hurtigt arbejdende journalist kan få anledning til at skrive noget sludder.

 

 

Hellere én læser

 

Kierkegaards ræsonnement bryder på forhånd med alle moderne forestillinger om værdien af såkaldt formidling: “Hellere end den Udbredthed, som hvad jeg skriver, kan faae ved at staae i B.T. (Berlingske Tidende), langt hellere ønskede jeg kun den eneste Læser.”

 

Det ønske kan han i realiteten ikke fastholde. Det ærgrer ham, at hans filosofiske værk Afsluttende Efterskrift ikke bliver nævnt i noget blad og kun bliver solgt i 50 eksemplarer. Samtidig bliver der bragt en karikaturtegning af ham i “Pøbelblad” (satirerevyen Corsaren) med 3.000 subskribenter. På tegningen har han uens buksebenslængder, og det var dem, folk herefter skrev og talte om. Kierkegaard fortæller, at han har måttet finde sig i, at lømler satte sig ved siden af ham i kirken og højlydt gav sig til at kommentere hans bukseben. Det mente de sig åbenbart berettigede til, fordi der havde stået noget om det i avisen; “jeg troede dog ikke, at Pøbelagtighed var den egentlige Offentlighed i Danmark”, siger Kierkegaard.

 

 

Fra bog til bukseben

 

Han havde gennemskuet den journalistiske mekanisme, som består i at forskyde interessen fra sagen, f.eks. et nyudgivet filosofisk værk, til manden, f.eks. hans bukseben. Kierkegaard forudser også næste skridt i denne udvikling, som vil bestå i, at forfatteren i stedet for at skrive en bog maler sit hus på en kuriøs måde og på den måde skyder genvej til omtalen.

 

For journalisterne bliver logikken at springe over sagen og skrive direkte om manden, for det er jo alligevel det, publikum vil høre om. “Synlighed er eksistens”, for nu at sige det med en senere bogtitel, som ville have fået Kierkegaard til at glippe med øjnene og sige “Hvad sagde Jeg? Det var lige præcis den form for idioti, jeg forudså! (Christian Have, 2004).

 

Hvis man undrer sig over, at en mand, der var så skarpsindigt forudseende, selv kunne havne i presseproblemer, så må man erindre sig, at Kierkegaards tanker er punktuelle private noter nedfældet efter barske erfaringer. Han skaffer sig indsigt, men får aldrig overblikket. Og han kan ikke få teori og praksis til at falde i hak.

 

 

De to kredsløb

 

Kierkegaard opererer med to kredsløb, de lærdes og det store publikums. Han mener, at de to kredsløb ideelt burde holdes adskilt, hvad der ville reducere journalisternes rolle til næsten ingenting. “Mængden forstaar ingen Ting, og Journalisterne forstaae at skrive for Mængden.”

 

De lærde skal altså bare holde sig til deres egne cirkler. Men selv vil han grumme gerne have flere læsere, og han udfordrer direkte skæbnen, da han i en artikel skriver: “Gid jeg nu blot snart maatte komme i Corsaren” (27.12.1845). Kritikeren P.L. Møller tog ham på ordet og svarede igen med en stribe latterliggørende artikler ledsaget af stadig mere udspekulerede karikaturer tegnet af Peter Klæstrup. Henrik Stangerup har i sin roman om P.L. Møller udmalet situationen, hvor Møller sidder og gejler Klæstrup op: “tegn Kjerkegaard med det ene ben kortere end det andet! Som pukkelrygget! Tegn ham når hatten flyver af hans hoved og hans hår stritter lige op som har han set Verdensånden til hest!”

(Det er svært at dø i Dieppe, 1985:75-76).

 

Møller fortrak til Tyskland. Kierkegaard fortsatte kampen mod hans Corsaren, pøbelbladet, der havde forfatteren og journalisten M.A. Goldschmidt som ansvarshavende udgiver.

 

 

Journalist og jøde

 

I Kierkegaards univers var journalister generelt socialt misliebige mennesker: “Stympere, afskedigede Fahneposter og Rokkedrejere og halvstuderede Studenter”. Goldschmidt var tillige jøde, og Corsaren var i hans hænder en “Jøde-Opstand mod de Christne”.

 

Kierkegaards sprog næres ved antisemitiske udfald. Det virker hidsende på hans fantasi at forbinde jøder med bestemte negative egenskaber: pengebegær, liderlighed, magtbegær.

 

“Med Corsarens Hjælp vil en Jøde paradigmatisk for andre Jøder aabnende et Tilholdssted for enhver literair Lazaron, og en Losseplads for enhver foragtelig Lidenskabs hidsige Opfindsomhed tiltvinge sig Agtelse. Hidtil er det nu rigtignok kun lykkedes med Pengene. Men tiltvinge sig dem, ja det gjør han, han betler ikke ligefrem.

 

Billedet af Goldschmidt som den despotiske redaktør, der sidder skjult i kælderhalsen og hersker over verden med sine anonyme journalister var en roman værdigt:

 

Thi see der i Kjelderhalsen der sidder han, Corsarens Idee, Herskeren, Han selv, Tvingeren, Kontorholderen, Kjeldermanden, Lazaron-Prindsen, Pantejøden, eller hvad man vil kalde ham den Ubekendte , som ingen kender, men om hvem Enhveer ved, at han ved højtidelige Leiligheder har for Skik paa kongelig Viis at lade sin ophøjede Person repræsentere - kun at han lader den repræsentere ved Sjovere; see han truer i Bladet: Den og den skal i Bladet. han skal føle min frygtelige Vrede.

 

 

Journalisten er en sjover

 

Under den despotiske udgiver har vi sjoverne, de menige journalister. Kierkegaard lader, som om han har forståelse for dem, men loyaliteten er falsk.

 

Han forestiller sig journalisten som “en ung Mand i hans bedste Aar - allerede noget nær en Olding, graahærdet næsten, hvis han ikke er ganske skaldet.” Journalisten må foregive at være inde i alt. Han bliver rendt på dørene af folk, der vil have deres sag fremmet. Journalisten arbejder dag ud og dag ind “i dette hujende og pibende og klappende og larmende og hviskende Virvar, hvor Enhver vil have sin Mening, naturligvis uden Forpligtelse til at beholde den en halv Time”. Det er til at miste forstanden over. Og efter fyraften skal journalisten så være “ung, munter, vittig, indtagende, den behagelige Selskabsmand, Damernes Ven.”

 

Kierkegaard havde ikke praktiske erfaringer med avisproduktion, og de aviser, han kendte fra sin læsning var liberale opinionsaviser, ikke nyhedsaviser i moderne forstand. Han havde næppe stof til en roman. Men hans forestillingsevner var eminente. Hans beskrivelse af journalisten mellem meninger foregriber Tom Kristensens Hærværk. Og med sin analyse af journalistikkens tendens til at forskyde interessen fra sagen til manden - og fra eksistens til synlighed - satte han fingeren på et stadig ømt punkt i pressens blodomløb.

 

 

Litteratur

Ulf Kjær-Hansen: Søren Kierkegaards pressepolemik (1955)

Elias Bredsdorff: Goldschmidts “Corsaren” (1962)

Hakon Stangerup: Henrik Cavling og den moderne avis (1968)

Uffe Andreasen: Efterskrift til Corsaren (1981)

Henrik Stangerup: Det er svært at dø i Dieppe. Roman (1985)

Jette D. Søllinge og Niels Thomsen: De danske aviser, 1834-1947 (1988)

John Chr. Jørgensen: Det danske anmelderis historie (1994)

Henrik Have: Synlighed er eksistens (2004)

 

 

©John Chr. Jørgensen