|
Henrik
Pontoppidans Mands Himmerig (1927) er noget så
sjældent som en presseroman på chefredaktørniveau. Handlingen tager sit
udgangspunkt i et redaktørskifte på “Friheden”, en fiktiv avis, som
ligner Politiken, dvs. en partiavis bygget på privat kapital og drevet
som forretning. I romanens aktuelle situation, op til udbruddet af 1.
Verdenskrig, er avisen tillige regeringsorgan. Hvem der skal have det
overordnede ansvar for “Friheden” er et spørgsmål af betydelig
offentlig interesse. De andre aviser bringer artikler om det.
I romanens
første kapitel, som sætter scenen ligesom ekspositionen i et drama,
holder den afgående chefredaktør møde med en hemmelig gæst på sit
kontor, mens hans redaktionsudvalg står uden for døren og venter på at
blive kaldt ind. De prøver at opfange noget af samtalen bag den lukkede
dør, frygtende, at der bliver truffet beslutninger, som vil svække
deres position eller måske sætte dem helt uden for indflydelse.
Som protest
mod ikke at være blevet taget med på råd, beslutter de at gå hen på en
nærliggende café og ikke vende tilbage, før de har fået opfyldt deres
krav.
Deres respekt
for chefredaktør Magnus Paarse kan ligge på et meget lille sted. Han
holdt kun tre år på posten. Han har aldrig rigtigt kunne fylde stolen
ud efter sin legendariske far. Henrik Pontoppidans fortællerstemme
tager den grove humor i anvendelse: “Det blev fortalt, at den Gamle en
Gang i et mismodigt Øjeblik skulde have sagt, at Vorherre ikke havde
Spenderbukserne paa ved Sønnens Tilblivelse.”
Han er dog
mand nok til selv at ville bestemme, hvem der skal efterfølge ham.
De oprørske
medarbejdere kommer altså til at vente forgæves. Trioen består af:
Mouritzen,
“Bladets Spectator, der skrev de politiske
Nekrologer og andre Artikler, som ingen læste”.
Rømer,
dr.phil. og folketingsmand, en “stor, rødmosset mand med et jovialt
Ansigt (…) Det var en af hans mange Fuldkommenheder, at han altid kunne
spise.”
Og Jean
Minden, en “Eventyrer og Lykkeridder, der allerede som ung Student i
Tillid til sit smukke Ydre havde kastet sig ud i Politik med det
Formaal at blive Folketribun i den store Stil (…) Som Journalist vidste
han for godt, hvad et Navn var værd uden et Blad, der dagligt kunde
udraabe det og puste det op.”
Som det ses
tildeler forfatteren dem alle en nedsættende karakteristik, og holder
dem på den måde ude i strakt arm. Læseren må tænke, at den avis vist
har behov for fornyelse.
Sympatien
flyttes dermed over på den kommende redaktør, magister Niels Thorsen,
har synsvinklen i det følgende kapitel.
Thorsen er en
kantet og stridbar mand. Hans kone, Asta, har lige forladt ham, så nu
er han tillige ensom.
For at
fortælle om sin nye stilling og om muligt hyre en håndgangen
medarbejder opsøger han en gammel filosofisk ven, Dr. Vadum. Thorsen
forsøger sig med det gode og idealiserer journalistikken: “Ser De, for
mig er Journalistens Gerning den største af alle - større end baade
Videnskab og Kunst, fordi den er en Forening af dem begge.” Og han
forsøger sig med det onde og kalder den eksisterende presse “en
Storindustri i Fruentimmerpjank, Teatersladder og Skandale”. Men
ligemeget hvad, Thorsen siger, så afviser Dr. Vadum at gå ind i
pressearbejde. Hans argumenterer som Søren Kierkegaard: “For at
indvirke på Pøbelen, maa man omskabe sig til Pøbel”.
I Thorsens
egen forestillingsverden frister magten: “Han
vilde i “Friheden” rejse et Skafot, som gjorde kort Proces med de
Gavtyve, der ikke kunde rammes af Straffeloven”. Han vil være den gode
despot og har ingen forventninger om et behageligt arbejdsliv: “Et
moderne Redaktionskontor er et Helvede, hvor Skrig og Skraal fra hele
Verden strømmer sammen i et Helvede.”
Den sidste
bemærkning falder i en samtale med Asta, som han opsøger i hendes logi.
Han håber at få hende til at komme hjem igen, men han opfører sig så
klodset, at han støder hende fra sig igen. Som “en sidste
Gunstbevisning” beder han hende lade være med at give interview til
aviserne. Han er bange for, at pressen vil begynde at grave i hans
privatliv nu, hvor han skal stå i spidsen for “Friheden”.
Hans
bekymringer viser sig at være både velbegrundede og overflødige: Inden
han er kommet i stilling, har bysnakken trukket stolen væk under ham.
En af de ivrigste aktører har været hustruen til den afgående
chefredaktør. Hun mener, at den uforudsigelige Thorsen ville skabe
usikkerhed om avisens økonomi, og dermed om de penge, som familien har
bundet i avisen. Et af hendes argumenter er, at Thorsens kone netop har
forladt ham!
Thorsen kan
sidde og nærstudere kovendingen, som den er udformet i et undskyldende
brev fra den afgående chefredaktør.
Han erfarer, at Dr. Rømer - manden
med den beundringsværdige appetit - er blevet ny chefredaktør.
Forløbet har
været en lærestreg for Thorsen. Han skulle ikke have fortalt om
stillingen, før kontrakten var underskrevet. “Jeg har været saa naiv
for en Gangs Skyld at stole paa en Mands Ord uden at have sikret mig to
Vitterlighedsvidners Underskrift.”
I øvrigt var
lille rundtur til hustruen og Dr. Vadum instinktivt rigtig. En
nyudnævnt chefredaktør har brug for et velfungerende bagland og for en
garde af duelige folk, som han selv vælger, før alle opportunisterne
melder sig til tjeneste.
Thorsens
nederlag får hustruen til at forbarme sig over ham. De forsones.
Scenen
skifter til den nyudnævnte Dr. Rømer, som sidder omgivet af
blomstergaver og lykønskningstelegrammer. Beskrivelsen beror teknisk
set på den alvidende forfatter, men i den kritiske holdning er han på
linje med Thorsen, f.eks. når han skriver, at Rømer bliver hyldet af
“den sædvanlige stræbsomme Flok af Kunstnere og Skønaander, der aldrig
forsømte nogen Lejlighed til at gøre Pressen deres Opvartning, fordi de
levede af dens Naade og mættedes af den Velsignelser.”
“Friheden”s
senere udvikling lever op til Thorsens forventninger. I
redaktionsledelsen intrigerer de mod hinanden. Og i spalterne begynder
der at optræde artikler om sport. Thorsen ser det som et forfald.
Han overvejer
at grundlægge sin egen avis, men etableringsudgifterne er for høje. Han
er lige ved at opgive pressen og den politiske kamp til fordel for en
længe udsat rejse til Italien med hustruen, da der dukker der en ny
mulighed op: En generaldirektør, der sidder i bestyrelsen for et
interessentselskab, der udgiver populæravisen “Døgnet”, tilbyder ham en
fri talerstol, hvorfra han kan lade sin “manende røst lyde ud over
landet til Glæde for alle danske Mænd og Kvinder, hvem Folkets Vel og
Flagets Ære virkelig er en Hjertesag.” Det er Thorsens militante
nationalkonservatisme, interessentselskabet har brug for.
Thorsen
takker ja, men hans kommanderende facon bringer ham hurtigt i konflikt
med dem, der hidtil har stået for udgivelsen af bladet. Den tidligere
redaktør kan han kun tale med gennem en mellemmand. Sætterne
modarbejder hans artikler ved at fabrikere latterlige trykfejl og
indsætte uvedkommende tekststykker under ombrydningen. Der er
øjeblikke, hvor Thorsen har lyst til at feje alle papirerne ned af
bordet og flygte langt væk fra blækkrigen. I sådanne øjeblikke kan han
ligne en figur fra en Holberg-komedie. Et er at levere politiske
artikler til en avis. Noget andet er selv at redigere avisen. Det er
den ene presse-lærdom, man kan uddrage af Niels Thorsens historie. Den
anden er, at aviser bevæger sig med betydelig inerti. Næppe har Thorsen
forladt “Døgnet”, før avisen er faldet tilbage i den gamle skure. Og
“Friheden” følger den anlagte kurs med stigende salg og faldende
kvalitet.
Pressens
forfald er et tema i Mands Himmerig. Under arbejdet
med romanen fortæller Pontoppidan i et privatbrev, at gryden nu er over
ilden “med et stort Svinehoved (Pressen)” (jf. Behrendt 2019:587).
Pontoppidan
var kritisk over for Henrik Cavlings populariseringstiltag ved
omlægningen af Politiken fra politisk avis til en avis for alle. Da
Cavling i 1904 forsøger at hyre Pontoppidan som skribent, svarer denne,
at det nye Politiken sikkert vil blive “et
fortræffeligt underholdningsorgan”, men det, der var brug for i
situationen, var et politisk blad, der kunne sætte en
befæstningspolitik på dagsordenen. “Hvem der skriver om Teater og
Litteratur synes mig i sammenligning hermed ligegyldigt” (jf.
Stangerup, 1968:268).
Pontoppidan
var bekendt med Harald Nielsen og hans kritik af Systemet
Politiken, men selv fremhævede han inspirationen fra Erik
Henrichsen (1865-1917), en politisk-historisk skribent, som oprindelig
havde været radikal, men som havde bevæget sig mod højre uden at blive
partigænger. Pontoppidan fascineredes af politiske enegængere. I en
skikkelse som magister Niels Thorsen drev han sin pressekritik ud i det
ekstreme samtidig med, at han anskueliggjorde de omkostninger
engagementet kunne have.
Thorsen
betragter sin journalistik som en krigstjeneste. Den er for mænd.
Undtaget er dog Ragna Nordby, en kampklar ung kvindelig journalist med
en strikketrøje, der sidder som en brynje. I Thorsens mytologiske
univers er hun en valkyrie skabt til at “sidde overskrævs paa vilde
Heste”. Pontoppidan udtænkte figuren til skuespillet Asgaarsreien
(ordet betyder “Det vilde ridt”) i 1906. Ragna Nordby er en ung pige
fra provinsen, som stikker af til København for at blive journalist. I
romanen forsvarer hun Thorsen korporligt og må en tur på hospitalet,
før hun kan realisere sin drøm om at blive krigskorrespondent (jf.
Behrendt 2020:587 ff. og Jørgensen 2012:11 ff.).
Ragna er et
undtagelsesmenneske, kvinden som kriger. Thorsens hustru Asta
repræsenterer det traditionelt kvindelige og må igen og igen føle sig
tilsidesat. Hun ender med at tage livet af sig med sovepulver. Men det får ikke den
krigeriske mand til at ændre kurs. Nu, hvor han ikke mere har avisen,
omsætter han sine tanker i provokerende offentlige foredrag. En
brandtale holdt på trappen foran Rådhuset gør det nødvendigt for
politiet at anholde ham for at beskytte ham mod lynchning. Han havde
foreslået, at de køllebærende kæmper i det danske rigsvåben skulle
erstattes af et par runde ølkuske. Et par dage i fængslet fik ham til
at tænke sig om. Han beslutter at rejse langt væk. Men døden kommer ham
i forkøbet.
Romanens
skildring af pressen bygger på iagttagelser og meninger, kun i mindre
grad på erfaringer. Henrik Pontoppidan havde i halvandet år (1889-91)
været ansat på Kjøbenhavns Børstidende, hvor han
publicerede anmeldelser, kommentarer og udkast til sine litterære
værker. Pontoppidan havde også fungeret som redaktionssekretær og var
altså ikke ukendt med journalistiske forhold set indefra. Han var
imidlertid skeptisk over tidens tendenser til glidning mellem
journalistik og litteratur. Disse tendenser fandt han personificerede i
Peter Nansen, som han lå i polemik med (jf.
Karin Bang, 2011:445ff og Behrendt,
2019). I Pontoppidans hovedværk Lykke-Per optræder
en moderne journalist, Dyhring, som har gjort karriere ved sin
letløbende pen. Ligesom Lucien i Balzacs Bristede illusioner
er han villig til at skifte parti for at blive ved med at flyde ovenpå.
“Det er ganske øjensynligt, at Pontoppidan med Dyhring har villet give
et portræt af oppositionsjournalisten Peter Nansen, der blev direktør i
Gyldendal, et kapitalistisk foretagende”, skriver Hakon Stangerup
(1968:123).
Det særlige
ved netop Mands Himmerig er ikke kritikken af disse
moderne tendenser i journalistikken, men afprøvningen af muligheden for
at genrejse en politisk journalistik. Perspektiverne synes ikke
opmuntrende.
Henrik
Pontoppidan: Mands Himmerig, 1927; anvendt udgave:
5. oplag med “Oversigt over de forskellige Udgaver af Mands
Himmerig, 1961
Henrik
Pontoppidan: Asgaardsrejen. Et Skuespil, 1906
Karin Bang: Lykkens
Kælebarn. En biografi om Peter Nansen, 1-2, 2011.
Flemming
Behrendt: Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan, 2019
Hakon
Stangerup: Henrik Cavling og den moderne avis, 1968
John Chr.
Jørgensen: Da kvinderne blev journalister, 2012:11f.
|
