|
Henrik Cavling (1858-1933),
Danmarks bedst kendte journalist, skrev kun én roman. Den handlede om
en opportunistisk journalist, og er nu fuldstændig glemt.
Fra de dybe Dale (1894) er historien om den
talentfulde og stræbsomme Kaj Lønge. Vi følger ham, fra han bliver
fejret ved et svendegilde på Frederiksdals kro, til han bliver gift med
en etatsrådsdatter i Johanneskirken i København. Han er uddannet som
smed, men kommer via fagforeningsarbejde ind i journalistikken, først
på arbejderavisen Lavetten, dernæst på det store
liberale blad Figaro og sluttelig på den gamle
konservative Adresse-Tidende, svarende til
henholdsvis Social-Demokraten, Politiken og Berlingske
Tidende.
Der er tale om typologiske
portrætter; fremstillingen af Figaro/Politiken er
dog så detaljeret og konturfast, at vi nærmer os nøgleromanen og
satiren. En fjerde type, repræsenteret ved Lytte-Posten, er
skandalebladet, som får Kaj Lønge fældet som
fagforeningsmand ved at afsløre, at han har gjort en pige gravid og er
løbet fra sit ansvar. Med denne udstilling af Kaj Lønges moralske
fallit slutter den første af romanens tre dele.
Kaj Lønge er en ærlig og helhjertet
stræber. Da moderen spørger, hvorfor han har udskiftet sit egentlige
fornavn Christen, svarer han, at det lød så “bondeagtigt”. Egentlig var
familiens efternavn Madsen. Cavling trækker på egne erfaringer; han var
født Olsen.
Der er altid fest og glæde omkring
Kaj Lønge. Da han var smedelærling, var det ham, der stod for
festlighederne og skrev sangene. Han er vellidt, sådan en, som pigerne
falder for og som deres fædre ser en velegnet svigersøn i. Selv den
svigtede pige bliver ved med at være glad for ham.
Han holder fut i fire piger på en
gang. På et tidspunkt, da han er ansat på Figaro, modtager
han på en og samme dag breve fra tre af dem plus en invitation til
begravelsen af den fjerde. Forfatteren noterer selv, at det var noget
af et tilfælde!
Stræbermotivet og kærlighedsmotivet
er forbundet på den måde, at de fire piger tilhører hvert sit trin på
samfundsstigen. Lavest står hørkræmmerens datter, Hanne, som bliver
gravid. Højest står etatsrådens datter, Agnete, som han bliver gift
med. Hende kan han også diskutere journalistik med.
Motivsammenkædningen er nogle
steder forbløffende primitiv. Som her, hvordan Agnete spiller op til
Kaj på en af deres rideture:
Det interesserede Kaj at samtale
med den unge kloge Dame. Hun satte hans Tanker i Bevægelse og gav ham
tit en god Ide.
Saadan
havde hun nu en Dag paa sin sædvanlige ligegyldige Maade spurgt ham:
„Hvad
Formaal har De egentlig som Journalist?"
Han
var bleven hende Svaret skyldigt, for hvad andet Formaal havde han end
det at gøre Karriere, men han følte, det var ikke noget Svar.
Han
svarede derfor spøgende, at hans Formaal var at glæde Læserne, gavne Aktionærerne og behage Gud i Himlen.
Og
saa talte de om andre Ting.
Det lyder jo som en dialog fra en
didaktisk roman, og det syn på journalistikken, der kommer frem, er
forbløffende gammeldags i sammenligning med det aktivistiske, Cavling
kom til at stå for ti år senere.
Men nogle Dage senere kom de ind
paa samme Emne, og som om Spørgsmaalet ikke synderlig interesserede
Agnete, ytrede hun:
„Jules
Girardin sagde de berømte Ord: Le
journalisme mene à tout
pourvue qu'on
sait le quitter à temps.
(Journalistikken kan føre til alt,
forudsat at man forlader den i tide”, andre kilder tillægger Jules
Janin udsagnet, jcj). Han havde hermed
villet sige, at den forgængelige Avis, der læses og glemmes, ikke selv
er et Formaal, men kun er et Redskab til Opnaaelsen af Formaal. Gjaldt
nu dette i et Kulturland, hvor Pressen var en gammel Institution,
gjaldt det meget mere i et Land, hvor Publikum havde den Opfattelse af
Bladene, at deres fornemste Opgave var at bringe Dagens Nyt. En Mand,
der vilde noget, brugte et Blad. Han lod sig ikke bruge af et Blad."
En pige, man så henkastet kan
diskutere fag med, er naturligvis hende, man bør gifte sig med. Og når
hendes far er etatsråd med en million på bankbogen, er sagen klar. I
referat lyder det kynisk, men det lykkes for Cavling at lægge et skær
af uskyld hen over Kaj Lønge, som skifter pennenavn, efterhånden som
han avancerer: fra Kaj Lønge til
L. Kaj og Kaj
Lykke.
Skrivefærdighederne og de krav, de
forskellige avistyper stiller, må Kaj Lønge selv skaffe sig indsigt i.
Her forsøger han at formulere et indlæg i den arbejdskamp, han selv har
været med til at sætte i gang:
Mens de Strejkende om Aftenen holdt
et af
deres sædvanlige Møder, sad han paa
sit Værelse i Meinungsgade og nedskrev en Artikel, som skulle gøre det af med Bladenes
vidtløftige Kompromis Betragtninger. Det var hans første egentlige
Avis-artikel, og han udarbejdede den derfor med en vis Højtidelighed.
Men besynderligt var det, hvor Sætningerne strittede imod hans Tanke.
Han skrev saa Sveden sprang ham ud af Panden, men lige meget hjalp det.
Da Artiklen endelig laa renskreven foran ham, indeholdt den, hvad han
vilde sige, men det var sagt i et ubehjælpsomt knudret Sprog.
Han
begyndte forfra og vilde nu skrive elegant
og vittigt, saadan som de overgivne
Journalister skrev i Figaro. Men hvor blev de
af, alle disse lette Ord, der i Figaro dansede hen
over Linierne i Balsko! De flygtede for hans Pen, og tilbage blev kun
de store grove Ord, der slubrede afsted i Træsko. Han skrev og strøg og
skrev igen, indtil han omsider dødtræt lagde Pennen bort og modløs
kastede sig paa sin Seng.
Hvordan Kaj Lønge konkret får løst
sine formuleringsproblemer, får vi ikke at vide, men en vigtig
forudsætning er at skaffe sig tillid hos redaktørerne. Det er han
dygtig til.
Fra de dybe Dale indeholder også beskrivelser af
bladmiljøerne og arbejdsgangen. De er lidt bedre integrerede i
handlingen:
Dér hvor den promenerende Vrimmel
standsede et Øjeblik og følte sig i Byens Hjerte, laae et fornemt graat Hus.
Over Husets Dør stod i mat Guld det ene Ord:
Figaro. Det var nok. Enhver vidste, at i dette Hus havde det liberale
Blad sin Redaktion.
Forinden
man naaede op i Bladets Allerhelligste,
passerede man en Vestibule, en
Trappe og en dobbelt Glasdør, som de yngre Medarbejdere aabnede med et
nonchalant Spark. Var man kommet gennem denne Glasdør, befandt man sig
paa en bred tæppebelagt Gang, hvorfra Blinddøre førte ind til de
forskellige Departementer, der var mærkede med Bladets Overskrifter,
saa som „Udland", „Indland", „Dagens Nyt" og „Børs".
Kaj Lønge bliver modtaget med
imødekommenhed. Hvad han stiller i udsigt er hverken partijournalistik
eller elegant artisteri. Han vil belyse en side af
samfundet, som avisen er dårligt underrettet om, men han vil gøre det
med let hånd:
Hvor saa venlige Følelser var
tilstede, faldt det ikke Kaj vanskeligt at opnaa, hvad han ønskede.
Under Strejken havde han bemærket, at Figaro var slet underrettet om
Bevægelserne i Arbejderverdenen. Her var en tom Plads, og han troede
nok, at han var Manden for at kunne skabe noget nyt paa den Plads.
Og
da Redaktøren øjensynligt troede det samme, blev
det aftalt, at Kaj skulde gøre et Forsøg paa at behandle Arbejderspørgsmaal i en let
og livlig Form.
Med stor begejstring begynder Kaj
på sin Figaro-journalistik. Og så sker der noget
mærkeligt, som siden blev et fast mønster i Politiken-traditionen:
Artiklerne ryger i papirkurven! Kaj Lønge får at vide, at de mangler
“Smut” - uden nogen dog forklarer ham, hvad det er. Det har nok noget
med elegance at gøre, men i bund og grund er manøvren et
disciplineringsmiddel: Folk skal ikke tro, at de kan komme lige ind fra
gaden og tro, at de uden videre kan få trykt en artikel i
Figaro/Politiken.
Kajs vej fra Figaro til
Adresse-Tidende går over
Italien og Frankrig. I Syditalien møder han Agnete og hendes formuende
far. Kaj får stillet en chefredaktørpost i udsigt. Tingene flasker sig
i varmen! Beskrivelserne af landskaberne på Riviera-kysten er som
løftet ud en rejsebrochure. I Paris overværer Kaj og Agnete en
guillotinering. Skildringen demonstrerer Cavlings evner som
reportagejournalist.
Hvad der får Cavlings roman til at
hænge sammen, er ikke stilen, for den stritter i alle retninger, men
handlingen, og den havde han tyvstjålet fra Maupassants Bel-Ami
(1885). Hakon Stangerup har fundet en
hel snes “parallelsteder”, et eufemistisk udtryk for steder, hvor
Cavling har planket Maupassant (Stangerup, 1968:125-30), øjensynlig ud
fra den forestilling, at hver eneste forfatter ikke behøver at opfinde
den dybe tallerken forfra. Når nu en fransk forfatter havde fået så
mange gode ideer til skildringen af en stræbsom journalist, hvorfor så
ikke låne de bedste af dem til en dansk roman? Den franske bog findes jo ikke på
dansk, som en anonym anmelder bemærkede det (København, 27.4.1894).
Den første danske oversættelse, Smukke
Ven!, ved Oscar Madsen kom i 1898. Loulou
Marcussen oversatte den 1904: Smukke-Ven. Nu, hvor
den ægte efterligning, oversættelsen, lå tilgængelig for danske læsere,
var Cavlings efterligning mindre interessant.
De bedst udrustede anmeldere af
Cavlings roman følte sig tvunget til at tage problemet med
Maupassant-imitationerne op. Dette udspillede sig på et tidspunkt, hvor
de internationale regler om ophavsret først lige var ved at finde form.
Den såkaldte Bernerkonvention blev vedtaget i 1886 og tiltrådt af
Danmark i 1903.
Men et var jura, noget andet moral.
Det har aldrig set godt ud at låne i så store mængder, som Cavling
gjorde her. Og Cavling havde i forvejen et flosset ry (Jørgensen,
2010:303ff).
Cavlings litterære chef på Politiken,
Edvard Brandes, tacklede problemet
med delikatesse. Han skrev, at Hr. Cavling tydeligvis bevidst havde
fremstillet et dansk sidestykke til den franske nydelsessøgende
magtstræber. “Bevidst gjorde Hr. Cavling derfor sin Kaj Lønge af et
blødere Stof, af en naivere fremgangsmåde end Franskmanden” (30.4.1894)
I det konkurrerende organ Aftenbladet
(24.4.1894) tog man Cavling ovenfra og nedefter:
“Naa, der er naturligvis ikke noget at sige til, at Hr. Cavling gaar i
Maupassants Forspor, kun var det jo rigtignok ønskeligt, om han ogsaa
havde noget af hans Talent” (signeret H.L., dvs. Helmer Lind).
Flere af anmelderne, også de
kritiske, forudså, at Cavlings roman ville blive meget læst, fordi den
var så underholdende skrevet. Men selv som underholdningslitteratur var
den for løs i betrækket. Bogen nåede aldrig ud over første oplag.
Cavling fandt da også snart ud af, at den journalistiske stil lå bedst
for ham, også når han skrev bøger.
Fra de dybe Dale var en ulyksalig litterær debut.
Den usikre Cavling var så afhængig af sine franske forbilleder, at han
efterlignede ikke blot deres stilarter, men også deres overvejende
negative syn på journalistikken som noget der fordærver og korrumperer
romantiske sjæle. Havde han i stedet ladet sig inspirere af de
erfaringer, han gjorde sig om pressen på sine rejser i Amerika, kunne
han have fremholdt journalistikkens evne til at skære igennem og levere
kendsgerninger til et myndigt og selvbevidst publikum (jf. Cavling: Fra
Amerika, 1, 1897:88). Det ville have givet helte med
sammenbidte kæber, folk, der kunne skrive under på Johannes V. Jensens
diktum om, at journalistikken i vor tid omtrent er “den eneste
håndtering, der sømmer sig for en mand” (jf. Krogh Andersen, 2006:52).
Henrik Cavling: Fra de
dybe Dale. Roman, 1894
Hakon Stangerup: Henrik
Cavling og den moderne avis, 1968
Sven Ove Gade: Journalisten. En biografi om
Henrik Cavling, 2009
John Chr. Jørgensen: Kommer
De som ven eller som interviewer? Interviewets historie i Danmark,
2010
Martin Krogh Andersen: Døgnets
kævl. Johannes V. Jensens avis “Pressen”, 2006
Anmeldelser af Fra de
dybe Dale:
Edvard Brandes i Politiken
30.4.1894
Helmer Lind i Aftenbladet
24.4.1894
Anonym i København,
27.4.1894
|
