|
Bettina
Heltbergs Deadline (2002) er
en roman i otte kronologisk disponerede kapitler. Vi følger en
journalist på hendes arbejdsdag fra ankomst til fyraften. Bogen er
fortalt i en reflekterende jeg-form og med indslag af stream
of consciousness, dvs. uformidlede skift
mellem tanker, erindringer, registreringer, drømme og andre
tekstelementer. Samme teknik anvendte Tom Kristensen i Hærværk,
den moderne danske presseromans
urskrift.
Deadline
er
journalistisk helt ind i kernen. Dens grundelementer er det, man i
pressen kalder klummer, mens man i bøgernes verden taler om essays.
Forskellen er kort sagt, at essayet sigter mod de varige perspektiver.
Klummen bearbejder aktuelle temaer.
Bogens
optakt bærer træk af både essay og klumme. Den skrivende reflekterer
over modsætningerne mellem, hvad hun gør og hvad hun burde gøre - et
klassisk essay-tema. Men den efterfølgende henvisning til politikeren
Louise Frevert er typisk for klummen, der spiller på det aktuelle:
Jeg
tager hver morgen bussen og kører ind til Rådhuspladsen.
Først
venter jeg på den, dvs. jeg sætter mig på stoppestedets bænk og pakker
lidt sammen i min taske, for at det skal se naturligt ud, at jeg har
sat mig. Jeg kan mærke en forpustelse og det lidt forhøjede blodtryk
efter vandringen hen til stoppestedet. Det skyldes de fire cigaretter,
jeg nåede at ryge, før jeg kom ud ad døren. Jeg ved, det er skadeligt
at ryge, men jeg tror ikke helt, jeg kan lade være. Jeg tænder hver
cigaret med en begejstring, som aldrig opfyldes. Jeg tænder den med
højre hånd og suger to gange med munden. Smoking more, and enjoying it
less? Have a Camel - have a real cigarette! Dem har jeg ikke prøvet
endnu, de er nok for stærke. Jeg holder mig til Prince Light, som jeg
ved, jeg ikke kan lide.
Når
bussen kommer, rejser jeg mig fra stoppestedet og ved, at jeg ser
ganske smart ud. En dag var der en ældre herre, der spurgte, om jeg
ikke hed Louise Frevert og var medlem af Folketinget. Selv om jeg ikke
er tilhænger af Dansk Folkeparti, blev jeg smigret. Hun må være ti år
yngre end mig, så jeg ser stadig ung ud.
Skribenten,
der senere identificerer sig som Emerenze Christence (efter et digt af
Olaf Bull), rekonstruerer morgenens rituelle gøremål og reflekterer
over dem. En række modstande mærkes. Næsten intet forløber glat. Hun
skal pakke lidt sammen i tasken for at få det til at se naturligt ud.
Hun ved, at forpustelsen skyldes cigaretter, men hun “tror ikke helt”,
hun kan ikke lade være med at ryge. Det lille ord “helt” modificerer
udsagnet fatalt. At hun nåede at ryge fire cigaretter, inden hun gik
hjemmefra, beskriver hun med selvironi som en bedrift. “Jeg tænder hver
cigaret med en begejstring, som aldrig opfyldes”, er en tætpakket
selvpunkterende formulering. Et reklameslogan falder hende ind. Det
fører til et nyt modsætningsforhold: Hun holder sig til et andet mærke,
som hun ved, hun ikke kan lide. Hun piner sig selv. At blive
sammenlignet med Louise Frevert er en tvetydig kompliment. Hvor længe
kan hun leve på den? Og at hun ser yngre ud betyder
ikke nødvendigvis, at hun ser ung ud.
Den
tilsyneladende letløbende tekst viser sig altså ved nærmere eftersyn at
være fuld af modsætninger og kompleksiteter. Læseren tvinges ned i
tempo. Skribenten stikker. Hun er et kritisk gemyt.
Kapitlet
hedder “Forberedelse” og er som sagt det første af otte i en bog, der
bærer genrebetegnelsen “roman”. Hvis man undrer sig over, at en tekst,
der bevæger sig i så lavt et tempo, kan blive til en roman, må man
huske på, at “roman” kan betyde “opdigtet, fiktivt” - og at store
forandringer kan komme snigende.
Teksten
udvider sig ved associationsstrømme. Fra at lægge øjenskygge til at se
dårligt, men vide, hvad avisens holdning er uden at have læst den.
Hendes tanker glider hen til de møder, hvor de træffer beslutning om,
hvad der skal stå i lederartiklerne og tilbage til møderne i den
tidligere chefredaktørs tid.
Og
så sidder hun igen i bussen på vej til arbejdet. Hun holder øje med
sine medpassagerer, noterer, om der er børnehavebørn med og om de
sidder helt stille, som hun foretrækker det. Hun kigger ud på gaden og
husene og forbavses over, at en bestemt tæppeforretning og en butik med
“gammelt lort” stadig eksisterer. Hun har et særligt blik for det
negative.
De
drømme, hun har haft om natten, dukker op, mens hun kører i bussen.
Ofte er det drømme om hendes højre, smertende øje. Hun leder efter
læderetuiet til kontaktlinserne. Pludselig bryder der en replik
igennem: “Du er en skønne pige!”. Det er Egebjærg, hendes elsker på
bladet. Han forbliver længe i hendes tanker. Indtil en anden mand,
Kirkeby, teaterkritikeren ved Berlingske, tager over. Hun tiltrækkes af
hans faste identitet.
Vi
kommer vidt omkring på den lille busrejse fra Østerbro til
Rådhuspladsen.
Første
kapitels bevidsthedsstrømme munder ud i overvejelser over Ovids
metamorfose om forholdet mellem Narcissus og Ekko, mand og kvinde, og
tanker om kønnene, som avisen ikke kan have lederartikler om. “Vi vil
gerne have mere end ti læsere”, kan hun høre den nye chefredaktør sige.
Emerenze forbinder sig med avisens intellektuelle tradition.
Romanhandlingen
lægger op til en stille dag på kontoret. Men den tager en dramatisk
vending i et kapitel, som i naiv romanstil kaldes “En overraskelse”.
Her viser det sig, at netop denne dag skal vor hovedperson fyres.
Hun
bliver kaldt ned i hjørneværelset, og der udspiller sig en stadig mere
ophidset - og perspektivrig - diskussion om Dagbladets
journalistik. Den unge chefredaktør forklarer, at “vi er på vej mod en
model for journalistik, hvor der hersker orden, social harmoni,
forudsigelighed og konsensus, og hvor journalistikken indrulleres som
en partner i de bestræbelser. I et sådant samfund har man kun meget
lidt brug for en kritisk, oppositionel journalistik.”
Denne
samfundsvidenskabelige analyse slår for et øjeblik benene væk under
Emerenze. Så spiller hun sit stærkeste kort ud:
“Men
hvad så med dette at - æh, at kunne skrive”, spørger hun.
“I
virkeligheden kan enhver skrive”, svarer chefredaktøren.
Hun
er i princippet enig, men hvad hun fiskede efter, var en anerkendelse
af hendes unikke stil.
Hun
skifter spor.
“Men
hvad med kulturen?” spørger hun.
“Vi
hverken kan eller vil fortsætte med at behandle kulturen som en
reminiscens fra forrige århundrede”, siger chefredaktøren i et slet
skjult angreb.
Hun
svarer igen med et frontalt angreb på en avis, der “lefler for
platheden og ligegyldigheden og lovpriser hykleriet”.
En avis, der er “ekspert i flad opportunisme’” og “underbetaler ærligt
arbejde og overbetaler sine ledere”.
“Det
gør os ondt, at du tager det på den måde”,
siger chefredaktøren høfligt. “Vi overhører helst dine kommentarer”. Og
så er den seance slut.
Journalisten
tager rundt om kirkegården for at veksle nogle ord med den afdøde
elsker, Egebjærg. Derefter tager hun hjem til sin lejlighed, hvor hun
taler med sin afdøde hushjælp, en klog dame af folket, som siger: “Jeg
har tænkt på, at du er så alene. Det er et godt job, du har, men er det
ikke også ensomt. Alle de ord, du skriver. Hvor bliver de af?”
Således
ender bogen i det dystre. Realismen slår over i surrealisme, og titlen Deadline
får en dybere betydning.
Ensomheden
er det mest iøjnefaldende træk ved Bettina Heltbergs journalist. Hun
bruger det meste af sin vågne tid på at arbejde, men hun har alligevel
ingen rigtige venner på sin arbejdsplads. Hun lider af social angst.
Bare det at få hentet mad op fra kantinen volder hende besvær. Men hun
nyder Egebjærgs målrettede begær og samtidig hans høflighed: “Må jeg
komme nu?”
Ved
udgivelsen blev Deadline læst som en satirisk
nøgleroman. Bettina Heltberg havde smidt et helt nøgleknippe i hovedet
på læseren: Dagbladet er Politiken. Den
nye chefredaktør, Tøger Seidenfaden, er skildret
som et stort barn, der læser sømandsromaner
og helst skriver om iskager. Om sommeren holder han ferie og lader
avisen sygne hen. Den tidligere chefredaktør, Herman Rubin alias
Herbert Pundik, var dybt uvidende om danske politiske forhold, men blev
rigtig hjertelig i stemmen, når han talte hebræisk.
Computere gad han ikke sætte sig ind i. En anden tidligere
chefredaktør, Egebjærg alias Agner Ahm, havde sit kontor fyldt med
skærme, men skrev ledere så kedelige, at det knagede og krøb op og ned
ad ryggen. Til gengæld forstod han sig på elskov.
Kirkeby,
Berlingskes teateranmelder,
er Jens Kistrup. Ham har hun megen veneration for. Hans livrem sidder
ganske vist neden for bukselinningen, men “hans ansigt er smukt, helt
klassisk i sin skønhed” - og hun kunne egentlig godt lide at vide,
hvordan hans køn ser ud. Med Kirkeby kan hun være ensom på en
kultiveret måde.
Og
dybest set handler denne strid- og sårbare roman om ensomhed og
identitetskrise, ja, om følelsen af at være blevet placeret i et
forkert århundrede. Da journalisten i sin ungdom - ligesom Bettina
Heltberg - forsøgte sig som skuespillerinde, var det uden større
succes. Hendes venlige lærer skrev til hende “Måske bliver du en meget
stor skuespillerinde, men jeg frygter sådan, at det kommer til at ske i
forrige århundrede.”
Romanens
navne var alle så gennemskuelige, at forfatteren må have kalkuleret med
effekten.
Samtidig
var det klart for enhver, at alt ikke var 1:1 virkelighed. Forfatteren
havde drejet lidt på okularet, så den ægtefælle, hun lå i skilsmisse
med, ikke var politikeren Svend Auken, men en dameglad overlæge.
En
række af Heltbergs kolleger kunne se deres kontrafejer i Heltbergs
troldspejl og krydse fingre for, at de kun blev genkendt af
inderkredsen. En litteraturredaktør, om hvem det hedder, at han mangler
ømhed for bøger. En kvindelig kollega, der udbryder “Godt det ikke er
mig’” da hun hører, at hovedpersonen er blevet fyret. Og en flok unge
løver, der vil lave den kulturradikale avis om til et organ for
medløberi og livsstil. Romanens kvindelige hovedperson kan drive sig
selv op i et afsindigt raseri over artikler om lamme-koteletter på havegrillen - “dette
åndssvage havepusleri”.
Endelig
er det vigtigt at notere sig, at Bettina Heltberg ikke blev fyret som
beskrevet i romanen. Men to uger før sin 65-års fødselsdag i 2007 blev
hun uventet passet op af chefredaktør Tøger Seidenfaden: “Nårh, Bettina«,
giver han den med mørk stemme.“”Nu øhm... om 14 dage går du jo på
pension”.
Hun ser op “Jeg fik simpelt hen sådan et chok! Går jeg på pension?
Hvorfor det?” (Bettina Heltberg i interview med Nils Thorsen,
Politiken, 30.7.2016). Hun gik på pension, men indgik samtidig en
kontrakt om en fast ugentlig klumme og lejlighedsvise anmeldelser,
Deadline
er ikke en selvbiografi, men et portræt af et menneske, der har træk
til fælles med forfatteren.
Blandt
anmelderne var der dem, der syntes, at bogen var for depressiv:
“en
uendelig sort bog uden overskuddets charme”, skrev Bo Bjørnvig i Weekendavisen
(1.11.2001).
Erik
Skyum-Nielsen savnede “kunstnerisk distance” (Information
31.10.2002).
Men
der var også dem, der fandt portrættet af den kvindelige journalist
smukt og hendes raserianfald nødvendige.
“En
skræmmende smuk fortælling om en kvinde, der er blevet væk i sit liv”,
hed det i Birgitte Grues anmeldelse i B.T. (31.10.2002).
Marianne
Stidsen skrev i Politiken (31.10. 2002), at der
ikke skal “herske tvivl om, at den garvede Bettina Heltberg skriver
“røven ud af bukserne” og i det hele taget som stilist overgår
adskillige (mandlige) bestsellerforfattere med flere kilometer” og at
“i forhold til, hvor megen komplet ligegyldig ‘livsstils-litteratur”
der falbydes fra forlagene i øjeblikket, alene med den hensigt at
tækkes et stort, købedygtigt publikum, er bogen et nødvendigt
raserianfald. Den minder os om en tid, da det at være intellektuel var
ensbetydende med at være utilpasset og kritisk og skæv i forhold til
mainstream og konsensus.” Stidsen tilslutter sig de mediekritiske
synspunkter, den fyrede forfatter fremførte i diskussionen med
chefredaktøren.
Deadline
er
et stykke dansk pressehistorie i romanform med klummen som
grundelement. Bogen er som nøgleroman fra Politikens hus i slægt med
Tom Kristensens Hærværk. De tegner begge et
portræt af en centralt placeret kulturskribent, som lider nederlag. Hærværk
har sin styrke i en raffineret komposition. Bettina Heltbergs roman
udmærker sig ved en egensindig og kampklar stil.
Forskræp
John
Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet, 22.10.2002
Anmeldelser
Marianne
Stidsen i Politiken, 31.10.2002
Erik
Skyum-Nielsen i Information, 31.10.2002
Bo
Bjørnvig i Weekendavisen, 1.11.2002
Interview
Bettina
Heltberg interviewet af Henning Thøgersen i
Weekendavisen,
25.10.2002
Bettina
Heltberg interviewet af Nils Thorsen i Politiken, 30.7.2016
Født
28.9.1942. Student fra Metropolitanskolen 1960, uddannet skuespiller
fra Privatteatrenes Elevskole, cand. scient. pol., journalist, kritiker
og forfatter. Debuterede med romanen Apéritif i
1964.
Siden
1968 ansat på Politiken, litteraturredaktør,
medlem af lederkollegiet og kulturjournalist.
Fra
1966 til 1993 gift med Svend Auken. Forfatter til Kvindesag,
Hvor der handles, Resten er tavshed, Deadline og
George.
John
Chr. Jørgensen (red.): De tålte mosten. 39 kvindelige
journalister, 2013:99ff. og 134ff.
|
