|
I begyndelsen af 1960’erne bevægede
Ekstra Bladets oplag sig som
et skib i søgang, skriver bladets historiker Gregers
Dirckinck-Holmfeld. Man forsøgte at stimulere salget med diverse
lotterier og spil. Og da de havde tabt nyhedens interesse, satte man
marketingfolkene til at undersøge, hvad der optog læserne, når de
faktisk læste avis. Svaret var, at de helst læste artikler om “almindelige mennesker”
(Dirckinck-Holmfeld, 2, 2004:22).
Ideen om “almindelige mennesker”
blev et mantra for Ekstra Bladets chefredaktør, som
i disse år hed Harald Mogensen. Han samlede nogle unge talenter omkring
sig og prøvede at inspirere dem til at skrive “beskedgivende” artikler
med en høj “klarhedsprocent”. Disse bestræbelser og ikke mindst den
sprogbrug, der ledsagede dem, vakte de satiriske instinkter hos de unge
talenter. Anders Bodelsen fik stof til en lille kåd roman, Villa
Sunset (1964). Foran i bogen skriver forfatteren: “Denne
roman foregår næste år og er fra ende til anden opspind, omend noget
naturligvis er mere opspind end andet”. Det kan læses sådan, at
forfatteren tillader sig at overdrive ud fra aktuelle tendenser.
Ekspressen, som har til huse på byens store
plads, dækker ungdomsurolighederne omkring premieren på en ny film C’mon,
let’s get mad, som overalt i Europa har fremkaldt ballade. Ekspressen
kører historien på forsiden, med billeder på midtersiderne, og så har
de en leder og en enquete: “Derfor danser vi Mad”. Det er poppressen
med de arrangerede nyheder, Bodelsen er ude efter.
Christian Schäbler, forfatterens alter ego, er
journalist på Ekspressen. Han bliver kaldt ind til
Chefen, alias Harald
Mogensen, som vil orientere ham om avisens undersøgelse blandt
Slagelse-borgerne. Den viser, at 85 procent er lykkelige. Men det er
repræsentanter for de sidste 15 procent ikke-lykkelige, der redigerer
og skriver avisen, og det er naturligvis uholdbart. Heldigvis er
Christian undtagelsen fra reglen. Han lever virkelig op til sit
dæknavn, Mr. Sunshine, den lykkelige journalist,
der spreder mere lykke til læserne.
Chefen roser ham for oftere og
oftere at bruge ordene “helt almindelig”, “ganske almindelig”. Han vil
have ham til at lave en serie: Sådan går dagen for en ganske
almindelig ung pige. I øvrigt kan han ønske ham til lykke
med, at analyseafdelingen netop har afleveret en tekststatistik. Den
viser, at Christians klarhedsprocent er steget.
Christian begiver sig nu ud på en
research efter den ganske almindelige danske pige, som han mener må
være blond. Han finder hende. Hun hedder Birthe og bor i
Oehlenschlægersgade. Birthe er ansat i rejsebureauet Solferie.
Så snart hun åbner munden, kommer
han imidlertid i tvivl om hendes almindelighed. “Jeg kan ikke tåle
piger der ryger på gaden”, siger hun. Diskvalificerer det hende som
almindelig? Det bliver endnu mere kompliceret, da han hører, at Birthe
ikke ville kunne forelske sig i en neger. Allerværst er det, at det
blonde hår viser sig at være en paryk. Det kan vel ikke være
almindeligt?
Bodelsen punkterer veloplagt Ekspressens
begreb om det almindelige menneske.
Christian har en bror, der hedder
Flemming. Han er sanger, men har mistet stemmen. Christian skaffer
Flemming et vikarjob på Ekspressen, hvor han skal
redigere en rubrik, der hedder “Frit fra leveren”. Den bygger på
indsendte breve.
Hvis der ikke er breve nok skriver
du nogen selv. Det der ligger til dig, retter du igennem og får
klarhedsprocenten i vejret. Så skal du desuden lave en lille kommentar,
tohundrede og tyve ord, som vi sætter i rød boks. Sådan lidt
filosofisk, gerne religiøst.
Vejledt af denne instruks sætter
Flemming sig til at åbne de indsendte breve. Der er skuffende få. Et
meget lakonisk skiller sig ud. Det er på brunt papir. ”LORT, LORT,
LORT”, står der. Stimuleret af et glas whisky fra den flaske,
brevkassens faste redaktør har efterladt i et skab, sætter Flemming sig
til at færdigskrive en kommentar, som redaktøren havde siddende i
maskinen. Den handler om, at Jesus var et ganske almindeligt menneske.
Hvis han havde levet i dag, ville han have danset Mad og
deltaget i Ekspressens lykkespil. Flemming driver
filosofien ud i det absurde og slutter med regulær sabotage: “For hver
eneste sætning De læser af denne artikel, har De spildt endnu en smule
af Deres kostbare tid.”
Dermed er bror Flemmings korte
løbebane i pressen til ende.
Samtidig er Christian ved at
spolere sin glorværdige Mr. Sunshine-karriere. Han har fået færten af
svindel med produktion af sovemedicin. Men hans overordnede på avisen
advarer ham mod at henfalde til “den gammeldags romantiske
revolverjournalistik.”
“Skal det være vores hyggelige Mr.
Sunshine, som pludselig vil på forsiden med en rygtekampagne?”
Pengeinteresserne bag Ekspressen
bestemmer, hvad der kan trykkes. Ved
en stor fest - en fattigmandsudgave af den i Den store Gatsby
- danser Christian forklædt som gentlemantyv wienervals med
bladejerens datter, Regitze. Den almindelige Birthe må sejle sin egen
sø. Det er kynisk.
Og kynisme er netop, hvad Bodelsen
kritiserer Ekstra Bladet for. Folkeligheden er
kalkuleret.
Mens Anders Bodelsens kritik var
pakket ind i kåd satire, så tog Klaus Rifbjerg grovfilen frem, da han
ti år senere gik i clinch med Ekstra Bladet i Du
skal ikke være ked af det, Amalia. En pamfletroman (1974).
En pamflet er efter ordbogen et lille skrift med kritisk, evt.
fornærmende indhold. Hvis kritikken er systematisk nedgørende, taler
man om et smædeskrift.
Rifbjergs pamflet begynder som en
rigtig Rifbjerg-roman med rids af nogle interessante figurer i
kunstneriske miljøer, kostumetegnersken Amalia Winther, gift med
fotografen Jacob, en underklassedreng, som Amalies mor, konsulinde
Kraft, ikke er særlig begejstret for. På Eftermiddagsavisen,
dvs. Ekstra Bladet, som Jacob arbejder for, har han
vakt opsigt ved at sige nej til at tage flere nøgenbilleder.
Personerne i romanen virker
sammensatte og der er rum omkring dem.
To kapitler inde i bogen, på side
31, skifter scenen til Eftermiddagsavisen. Og med
ét slag ændres figurtegningen:
På eftermiddagsavisen hersker
chefredaktøren William Ankerskov. For ham er Amalia næppe et menneske,
snarere et redskab eller en refleks, et spejlbillede han kan bruge til
sine egne formål. Sammen med sine kumpaner Bang-Jensen,
redaktionschefen Sjølund, journalisten Henbjerg og dyneløfteren
Damsholt udtænker Ankerskov en plan, der skal ramme Jacob Winther, der
ikke vil makke ret, selv om han er Eftermiddagsavisens
journalist.
Som det ses, er chefredaktør
Ankerskov stemplet som kyniker fra første færd.
Det er ikke kun i manchetten,
Ankerskov hænges ud. I brødteksten meddeles det, at han “groggy af et
aldrig overvundet socialt mindreværdskompleks” vidste, “at kun ved at
fyre op under folks misundelse, pirke konstant til deres
underlegenhedsfølelse og pisse flipproletarerne op og ned ad ryggen,
nåede man en effektiv kontakt med et bredt publikum. Og det fine ved
hele ideen var, at den gav ham personlig lejlighed til at spytte på alt
det, han selv var misundelig på, og hvis jævnbyrdige han aldrig kunne
blive både p.g.a. sin slette karakter, og fordi han var totalt blottet
for kunstnerisk talent.”
I romanen hedder det sig, at
Ankerskov har giftet sig med en malerinde for at blive direkte formælet
med det uopnåelige. Victor Andreasen, Ekstra Bladets
redaktør, havde giftet sig med forfatterinden Tove Ditlevsen, som han
forsvarede med næb og klør i sit blad.
Hvis Rifbjerg fik legater eller
anden støtte, var Andreasen misundelig på Tove Ditlevsens vegne. I
romanen lader Rifbjerg Ankerskov være rædselsslagen ved tanken om, at
hans kunstnerhustru Lizzie Danielsen bliver anmeldt i hans avis uden at
der står, at hun er et geni. Det sikrer Ankerskov ved at lade sin
svigersøn, Ebbe Thaysen, anmelde hendes udstilling, lige som Erik
Thygesen i virkelighedens verden havde anmeldt Tove Ditlevsen.
Rifbjerg er skånselsløs i sin
modkritik. Når Ankerskov er på scenen i romanen, er luften tyk af
nedrigheder og perfiditeter. Rifbjerg har så meget, han vil af med, at
romanhandlingen er ved at gå i stå.
Ankerskov og hans “kumpaner”
fremskaffer (stjæler eller tillurer sig) nøgenfotos af Amalia taget af
Jacob plus andre kompromitterende billeder, hvormed de truer familien.
Det ender i forudsigelig ulykke.
Personerne fremtræder som entydige.
Som for at sikre sig mod fortolkninger forsyner forfatteren dem med et
sort stempel i panden, som man kender det fra den billigste
kiosklitteratur, hvor skurken “smiler lumsk”. I en roman af Klaus
Rifbjerg virker det massivt skuffende.
Du skal ikke være ked af det,
Amalia (2.
oplag, 1974) er forsynet med redaktionel note, som i dag kan forekomme
kryptisk:
Fænomener i en vis del af dansk
presse kan måske give læseren fornemmelse af at denne tekst er udtryk
for aktuelt mishag. Men det er ikke tilfældet. Tværtimod står man over
for et bevis på, at kunsten foregriber virkeligheden, og at kunsten i
sidste ende overhales af virkeligheden. “Du skal ikke være ked af det,
Amalia” var færdigt som trykklart manuskript i marts 1973 og blev
afleveret til forlaget i maj.
Noten var signeret
Gyldendal, og meningen med den var, at fortælle den læsende
verden, at Rifbjergs smædeskrift ikke var skrevet som et nyt indlæg i
en verserende debat om betimeligheden af de metoder, som Ekstra Bladet
anvendte i sin journalistik.
I februar og marts 1974 var Ekstra
Bladet genstand for en boykot-aktion. 22 forfattere og en
politiker, Anker Jørgensen, bekendtgjorde, at de ikke mere ville udtale
sig til Ekstra Bladet. Listen blev snart forøget
til 146 personer.
Blandt forfatterne var Jørgen
Gustava Brandt, som i Rifbjergs pamflet optræder under navnet Jørgen
Guldager Black. Han var ifølge bladet bedre til at gramse til sig end
til at skrive digte. Læserne måtte tro, at Rifbjerg rykkede ud for at
forsvare Gustava Brandt, men forsvaret var altså skrevet før angrebet.
Hvorom alting var, så havde
boykotten ingen gang på jorden. Anker Jørgensen var den første af de
underskrivende, der igen svarede på spørgsmål fra journalister fra
Ekstra Bladet.
Klaus Rifbjerg var bitter over
forfatterkollegernes manglende solidaritet. Han takserede det som intet
mindre end forræderi, når Poul Borum bare skrev videre i Ekstra Bladet.
Rifbjerg følte sig angrebet på to
flanker af Ekstra Bladet. Victor Andreasen i usignerede ledere og
noter. Og af Poul Borum i litterære anmeldelser. Det gik ham mere og
mere på.
Da jeg i 1994 interviewede ham om
hans forhold til pressen, sagde han, at det bogstavelig talt er pøbel,
der skriver Ekstra Bladet. “Mange af dem kan
hverken læse eller skrive.”
Og da jeg spurgte ham, om jeg måtte
citere ham for det, svarede han: “Ja, det må du meget gerne.”
Ordene kom selvfølgelig i Ekstra
Bladet - og på den måde fortsatte kampen. Ekstra Bladet blev en
besættelse for Klaus Rifbjerg.
Anders Bodelsen: Villa
Sunset, 1964; 2. gennemsete udgave 1969
Klaus Rifbjerg: Du skal
ikke være ked af det, Amalia, 1974
Gregers Dirckinck-Holmfeld:
Tør - hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet, 2: 2004
John Chr. Jørgensen: Spinatfugl.
Klaus Rifbjerg om sit liv med pressen, 1995
|
