|
Som litterær figur udmærker
journalisten sig ved sin mobilitet. Figuren kan både være en mand og en
kvinde. Den kan begrunde sin tilstedeværelse næsten hvor som helst, for
eksempel ved en sammenstimlen efter en forbrydelse nede på gaden eller
midt i en krigszone i et fremmed land.
Forfattere til kriminallitteratur
og krigsromaner gør i rigt mål brug af journalister. Dan Turèll opfandt
en navnløs journalist-detektiv til Mord i mørket og
de efterfølgende ni bind i serien.
Det med det journalistiske stikker
ikke nødvendigvis så dybt.
Når Dy Plambeck i romanen Mikael
(2014) skal sandsynliggøre en kvindes besøg i Camp Bastion i
Helmandsprovinsen i Afghanistan i 2011, er en af de få muligheder, hun
har, at lade kvinden være journalist. Plambeck kunne også lade hende
være en militærperson, men så skulle dennes særlige forudsætninger
forklares. Journalistfiguren har den fordel, at hun er på linje med
læseren. Hun oplever lejren med friske sanser. Hun lægger f.eks. mærke
til det særsprog, soldaterne har udviklet: “beskyde fjenden, til han
ændrer karakter: skyde på fjenden, indtil han er såret og dræbt” og
“rense op: sørge for, at der ikke er flere levende fjender tilbage.”
Plambek er så tydelig i sin
angivelse af det journalistiske ærinde, at man fornemmer, at hun godt
vil have det overstået én gang for alle:
I tre uger skulle jeg følge en
gruppe soldater fra Jyske Dragonregiment, der boede i Bridzar, og
skrive om hverdagen ved fronten. Jeg var sendt af sted af den danske
avis, som jeg havde arbejdet for de sidste tre år, siden jeg som
femogtyveårig blev uddannet journalist.
De efterfølgende sider handler
meget lidt om hendes journalistiske opgave. I forlængelse af passagen
om de omskrivende krigsudtryk fortæller hun, at der er sket det
usædvanlige for hende, at hun er ude af stand til at skrive sin
reportage færdig. Hun har tidligere dækket naturkatastrofer, uden at
noget sådant er sket. Da hun så tv-billederne af gader, der blev til
floder i Bande Aceh-provinsen efter tsunamien, besluttede hun spontant
at tage af sted for at skrive om det. Og det var hun i stand til, men
“krigen fik ordene til at stoppe. Den ødelagde sproget.”
Hendes skriveproblemer fortsætter,
da hun kommer tilbage til København. På redaktionen, som kun er
nødtørftigt skitseret - “Redaktionen lå i et baghus i indre by” -
undrer man sig over, at hun skriver små hakkende sætninger, der ikke
hænger sammen. Med sig har hun ikke blot blokeringer over for krigens
sprog, men også problemer i forholdet til titelfiguren Mikael, en dansk
soldat, hun har forelsket sig i. Kærligheden er gengældt, men det er
vanskeligt at omplante Mikael til København.
Mikael er en ikke en roman om
journalistik, men om krig og kærlighed. Store partier af den er
skærende smukke.
Efter at have set de spørgsmål, som
Mikael bliver konfronteret med ved hjemkomsten: “Har du slået nogen
ihjel? Hvor meget får du for det?” etc., forstår man, at han ønsker at
komme tilbage til Afghanistan.
Romanen er holdt i et renset,
næsten lyrisk sprog, mere præget af Forfatterskolen (hvor Plambeck har
gået) end af Journalisthøjskolen (hvor hun ikke har gået). Målet er
ikke at skrive faktabaserede nyheder om krigen, dens politiske
motivering, dens strategier og våben, men at beskrive genkommende
problemer, situationer og tanker.
“Krig er en sindstilstand, og jeg
har forsøgt at beskrive, hvordan det er at have hjemme i den her
bevidsthed”, forklarede hun i et interview op til bogens udgivelse
(Kiri Kim Lassen, Midtjyllands Avis, 14.8.2014).
I oktober 2012 besøgte hun danske
tropper i Afghanistan og skrev to reportager til Weekendavisen: “Krig er et kontrolleret
kaos” (26.11.2012) og ”Krigens sprog” (2.11.2012).
Dy Plambecks på én gang stringente
og poetiske roman havde altså en real biografisk baggrund. I
Afghanistan forelskede hun sig i den danske soldat, Henrik, som bogen
er tilegnet. Ved bogens udgivelse var hun gravid med deres fælles barn.
Men realbiografisk baggrund eller
ej, bogen er en roman og den fortællende journalist er en romanfigur.
For at kunne skrive Den
sorte kat i Mosul (2017) tog Puk
Damsgård orlov fra sin stilling som korrespondent for DR Nyhederne og
rykkede, som hun udtrykker det, sit skriveværksted til fronten for at
se, hvad krigen gjorde ved dem, der levede midt i den.
Hendes ærinde kunne altså minde om
Dy Plambecks. Hun ledte ikke efter nyheder, men søgte noget
fundamentalt menneskeligt.
Udgangspunktet var imidlertid helt
anderledes: Som journalist havde Damsgård dækket kampen mod islamisk
stat i Irak i tre år. Hun kendte krigens vilkår. Nu ville hun give sig
tid til at lytte til folks fortællinger om livet i Mosul under krigen,
hvor byen blev styret af terrororganisationen Islamisk stat. Der var
specielt én familie, hvis liv hun ville følge. Det gjorde hun så tæt,
at hun måtte ændre navnene for at sikre familiemedlemmerne mod at blive
genkendt og evt. opsøgt. Damsgårds bog er ikke en roman, men en
dokumentarisk fremstilling med omfattende brug af greb fra
fortællekunsten. Hun har plads til anekdoter og bortløbne katte.
Modsat Plambeck, der udforskede
krigens væsen hos de danske soldater, undersøgte Damsgård krigens
virkninger i den lokale civilbefolkning. Men i lighed med Plambeck var
hun nødt til at operere under militær beskyttelse. En fortrop af
irakiske specialstyrker tog sig af hendes sikkerhed, så hun kunne
strejfe om i Mosul som den hjemløse kat, der har givet bogen titel. Et
gruppefoto med Puk Damsgård i midten understreger bogens dokumentariske
karakter.
Det forunderlige er bare, at der er
rigere fortællekunst i Damsgårds dokumentarisme end der er i Plambechs
romankunst.
Jan Stage var 48 år, men allerede
blasert som krigskorrespondent, da han debuterede som romanforfatter
med Fare, fare krigsmand i 1985. Han havde skrevet
til Land og Folk fra Cuba og været
Mellemamerika-korrespondent for Information, før
han som Politikens udsendte i Mellemøsten erhvervede
sig de erfaringer, der ligger bag Fare, fare, krigsmand.
Bogen har døden indbygget i titlen.
Børneremsen “Fare, fare, krigsmand” fortsætter som bekendt med “døden
skal du lide/ den som kommer allersidst/ skal i den sorte gryde”.
Jan Stage understreger det fatale
perspektiv i bogens motto: “Det berettes, at når de romerske legioner
kaldtes til mønstring, endte den legionær, som kom til sidst, altid i
galgen, selv om han nåede frem i rette tid.”
Kynismen i titel og motto varsler,
hvad læseren har i vente. Bogen er spækket med koldsindige
betragtninger over krig og krigskorrespondance.
“Irakerne sværmede over slagmarken.
Plyndringerne begyndte.
– Enhver krig ender med
at blive et spørgsmål om souvenirs, tænkte Jakob.”
Jakob er forfatterens alter ego.
Han prøver at finde sandheden i krigens kaos.
”– Nej, min ven,
svarede diplomaten atter.
–
Sandheden er noget abstrakt. Den
findes ikke. Eller først efter
måske halvtreds år er der nogen, der finder den. Overlad den til historikerne.
Sandhed er noget meget seriøst. Altfor seriøst til at overlade til
korrespondenter.”
En chauffør citerer Profeten: “Den,
der tilføjer fjenden døden, tager sandheden i besiddelse”.
Pointerne falder lige så tæt som
bomberne.
Sikkert er det, at døden nærmer
sig. “Jeg kan se, at man ventede dig”, sagde chaufføren til Jakob, da
de kom til hotellet. “Facaden var lige blevet slået ind af en kraftig
bilbombe.”
“Chefredaktøren gik på TV-skærmen
og holdt en bevægende tale, hvori han blandt andet sagde, at de dræbte
var faldet på nyhedsformidlingens skanser. Han så meget presseetisk ud.”
Og så var der bladhusets
koncernchef, som var kendt for at definere journalister som et
nødvendig onde for at få annoncer på gaden.
Jakob kan være ganske bidsk, men
man kan ikke nægte, at han indimellem rammer plet med sin kynisme. Som
her, hvor han forklarer, hvorfor flere foretrækker krig for fred: “I
krig kan alle idioter deltage. Den er yderst folkelig - i modsætning
til freden, som er kompliceret og hvor folk bliver i tvivl om meningen
med tilværelsen. Krigen repræsenterer een stor mening, som alle kan
fatte, nemlig at tage hævn.”
Men hvad holder ham selv i gang med
at skrive om krigen? Hvorfor nedbryder han sit helbred med alle de
drinks, der skal til for at holde krigen ud? Hvorfor sætter han sit
ægteskab på spil? En
ven foreslår ham at rejse hjem og blive kronikredaktør, men tager sig
selv i det: “Jeg har lagt mærke til, at andres meninger ikke længere
interesserer dig”. Det, der foregår derhjemme, interesserer ham ikke.
Over en telex spørger Jakob en dag en kollega hjemme i
redaktionssekretariatet, hvad der sker i København. Han svarer:
”Største nyhed i dag er en bortløben kat, der er vendt hjem efter syv
år.” Noget mere latterligt hverdagsagtigt kan de ikke forestille sig.
Puk Damsgård ramte plet, da hun satte sin sorte kat på forsiden af en
bog, hvori hun netop ville indfange hverdagslivet.
Selv en advarende samtale med døden
i skikkelse af en abe i en drøm får ikke Stages krigsmand på bedre
tanker. Det virker, som om det er selve livsintensiteten i krigen, som
holder ham fast, indtil den dag, hvor han tilfældigvis var den sidste
til at nå ind bag en beskyttende mur.
Sådan kunne det være gået Jan Stage
selv. Romanen er en eksistentiel afsøgning med masser af sandheder. Men
det meste ligger på replikplanet. Når medlemmerne af det internationale
krigskorrespondentkorps ikke har andet at tage sig til, prøver de at
overgå hinanden i kyniske indfald og udfald. Her er Jan Stages
macho-figur en vinder.
Romanen savner et egentligt plot.
Der er mere romanhandling i Stages erindringer: Og ham der
slår på tromme (1989).
Hvordan ligger det i øvrigt med
skrivende kvinder i Jan Stages korrespondent-romanunivers i midten af
1980’erne? Der er få af dem, og de er ikke beundrede:
Kun Newsweek havde sendt en kvinde.
En free-lancer som var gået ind på at arbejde på betingelser, ingen af
hendes mandlige kolleger ville acceptere. Hun boede permanent i Beirut,
levede og åndede for magasinet og den månedlige betalingscheck og
rejste ikke med familieportrætter i bagagen.
Der er kun tredive år fra Jan
Stages roman om krigens brændpunkter til Dy Plambecks og Puk Damsgårds
mere eller mindre litterære bøger om soldaternes og civilbefolkningens
dagligdag i krigszonen. Men det virker som flere menneskealdre. I dag
skurrer Stages macho-idealer i ørerne:
Frontjournalistik er et job for
stilladsarbejdere. Det er livsbekræftende at fortrænge døden, det er
trodsigt. Mod på livet viser sig i trods: Man blev ikke slidt ned trods
alt!
– siger Jan
Stage til Ulrik Gräs og Karen Skovbjerg (1984:141), mens han skruer
stålet gennem korken til en flaske rødvin.
Ulrik Gräs og Karen Skovbjerg
(red.): Krigens reporter (1984)
Dy Plambeck: Mikael.
Roman (2014; 2. udg., 2015)
Puk Damsgård: Den sorte
kat i Mosul (2017; 2. udg. 2017)
Jan Stage: Fare, fare
krigsmand. Roman (1985)
Litteratur om Dy Plambeck
Pia Andersen Høg: Dy Plambeck, Forfatterweb, 2014
Tine Maria Winter: Forfatteren og
soldaten, Politiken 29.7.2014
Nogle anmeldelser af Dy Plambeck:
Mikael
Katrine Hornstrup Yde i Information
13.8.2014
Kiri Kim Lassen i Midtjyllands Avis
14.8.2014
Kamilla Löfström i Weekendavisen
15.8.2014
Lilian Munk Rösing i Politiken
17.8.2014
Litteratur
om Puk Damsgård
Litteratur
om Jan Stage
|
