Først lagt op 10-10-2021; senest opdateret 12-10-2021 11:38

 

 

 

Af John Chr. Jørgensen

 

Indhold

Pressens dæmoni 1

Solohistorier 1

Betalt tip i mordsag 1

Nyhedsdrift og kønsdrift 1

Papiravisen på retur 1

Inde i hovedet på forbryderen 1

Cavling-pris og kulde 1

Kommunikationsdirektør 1

Hidsige krydsklip 1

Politiker med lig i lasten 1

Hans lem voksede 1

P.S. 1

Litteratur 1

 

 

Pressens dæmoni

 

I forordet til denne artikelrække om journalister i litteraturen fremhævede jeg Anders Bodelsens novelle “Agurke-tid” (fra samlingen Drivhuset, 1965) som et eksempel på en litterær bearbejdelse af pressens dæmoni: En journalist bliver så besat af at komme først med sine historier om en serieforbryder, at han ikke kan vente på forbryderens næste træk.

 

 

Solohistorier

 

Journalisten og filmdokumentaristen Miki Mistrati (f. 1968) har udfoldet en sådan historie i stort format i romanen Solo (370 sider, 2008).

 

Den handler om Daniel Disling, en ung københavnsk journalist ansat på Demokraten, en fiktiv avis i stil med virkelighedens Ekstra Bladet. Han er ny i journalistfaget og fuldstændig vild i varmen efter at få en solohistorie. Og en sådan falder snart ned i hans turban.

 

 

Betalt tip i mordsag

 

En 14-årig pakistansk pige er fundet myrdet og rituelt skamferet i Jægersborggade på Nørrebro.

Daniel kommer forbavsende hurtigt på sporet af en mulig drabsmand. Men han roder sig ud i noget snavs ved af egen lomme at betale for et tip. De redaktionelle regler forbyder, at man betaler for tips. Ikke kun, fordi det åbner for usund konkurrence aviserne imellem, men også fordi den enkelte journalist gør sig afhængig af kilden. Den, der har taget sig betalt for et tip, har en klemme på journalisten.

 

Romanen krydsklipper mellem journalisten og politiet. En efterforskningsgruppe under ledelse af Mikkel Kløver jager morderen. Kløver kender Demokratens journalist-praktikant Sille og har et godt øje til hende. Forfatteren har blandet kortene godt.

 

 

Nyhedsdrift og kønsdrift

 

Daniel er decideret liderlig efter kvinder. Der er foruden Sille også Solveig, hans redaktionschef. Daniels lem vokser ved tanken om at være sammen med dem. Ligesom det svulmer ved udsigten til solohistorie på forsiden.

 

I lykkelige øjeblikke går nyhedsdriften og kønsdriften op i en højere enhed:

 

“Nå, så kom du på lysavisen … Du har hele forsiden over knækket, og den er sendt som citat-historie til Ritzau, så den tager garanteret hele morgenfladen. Din første solohistorie. Er du glad? Du bliver stjernen i morgen på avisen.” Solveig havde rejst sig op og pressede sit underliv mod hans. Han bed mærke i, at hun ikke regnede Sille med, selvom hun også var på bylinen. Inden han nåede at svare, havde hun kørt en hånd blidt op og ned ad hans lem. Det var allerede vokset. I øvrigt var det sgu ham, der havde fået historien hjem. Sille var bare med.

 

“Jeg er lidt glad, skal vi ikke gå op?” De gik hurtigt op og flåede tøjet af hinanden.

 

 

Papiravisen på retur

 

Spektakulære forsidehistorier giver øget oplag for bladet og prestige for journalisten. Vi befinder os på et tidspunkt i dansk pressehistorie, hvor papiravisen er i oplagsnedgang på grund af konkurrencen fra tv og de sociale medier. Det hjælper ikke på Demokratens regnskaber, at konkurrenten Byens Tidende (som forkortet bliver til B.T.) må lukke sin papirudgave. En overgang til tabloidformat er uden virkning. Fyringsrunderne ruller på Daniel Dislings avis. Nedskæringerne skærper den interne konkurrence. En nyansat journalist puster Daniel i nakken.

 

Familien er i forvejen ikke meget for Daniels artikler på forsiden af et skandaleblad. Faderen synes, at Daniel skulle have udnyttet sit talent som koncertpianist.

 

 

Inde i hovedet på forbryderen

 

Samtaler med en retsmediciner forsyner Daniel med gode ideer, men realiseringen af dem giver ham sved på panden og kræver flere afskylninger under bruseren. Som læser inviteres man til at identificere sig med en af dem, der skriver om forbrydelser, men snart sidder man inde i hovedet på en af dem, der begår dem.

 

Forbrydelsens psykologi kræver særlige skriveevner. Mistrati er ingen Anders Bodelsen og slet ikke Patricia Highsmith. Ved en simpel fortrængningsteknik, lykkes det ham alligevel at skabe en spændende læseroplevelse.

 

 

Cavling-pris og kulde

 

Første bind af Mistratis Daniel Disling-trilogi ender med, at Daniel forfremmes til leder af avisens reportagegruppe. Han skaffer sig af med sine modstandere, mister sine venner - og får en Cavling-pris (som Mistrati selv gjorde det i 2004). Han er kommet på forsiden for sin bedrift. Som journalist kan han ikke nå højere op.

 

Samtidig opdager han, at der er koldt og ensomt på toppen. Som Lucien de Rubembré havde gjort det i Balzacs Bristede Forhaabninger og Kaj Lønge i Henrik Cavlings Fra de dybe Dale.

 

 

Kommunikationsdirektør

 

Fristet af flere penge og ønsket om et mindre hektisk arbejdsliv lader Daniel Dissing sig i bind to, Spin, ansætte som kommunikationsdirektør i et tyskejet medicinalfirma med forskningsanlæg i Kina. Han forsøger at bilde sig selv ind, at det er en slags journalistisk arbejde, men det er nærmest det modsatte: Han skal ikke afsløre, men skjule skandaler. Hans kompetencer fra journalistikken viser sig dog at være yderst nyttige.

 

Hans firma har udviklet en slankepille, som har den ikke helt sjældne bivirkning, at man dør af den. Det er Daniel Dislings opgave at lukke munden på de journalister, som vil grave i historien. Han skyr ingen midler, sætter detektiver og hackere på de formastelige. Prisen for den slags snavs er højere end for journalistiske tips. Men Daniel har råd til det. Som kommunikationsdirektør og til sidst direktør for det hele tjener han mere end en hvilken som helst journalist.

 

Men han fører et mere bundet liv, og han er derfor glad for, at der åbner sig en mulighed for at komme ind i politik - som medlem af Folketinget!

 

Inden overgangen til sin nye stilling må han lige gøre en irriterende gravid teenagepige tavs.

 

 

Hidsige krydsklip

 

Spin er fortalt i hidsige krydsklip, som holder læseren fast. Men karaktererne udvikles ikke, og direktionsmiljøet er mere abstrakt og klichepræget end bladmiljøet i første bind.

 

Kvantitativt er de tre bind i balance. De fylder hver ca. 300 sider. I den samlede udgave: Solo side 11-370, Spin side 375-668, og Magt side 675-891.

 

Kvalitativt bliver trilogien tyndere efterhånden som Daniel Disling stiger i graderne.

 

 

Politiker med lig i lasten

 

Det politiske miljø, som aftegnes i bindet Magt ligner det, som kendes fra Niels Krause Kjærs Kongekabale (2000, filmatiseret 2004): en intrigant og hårdtslående konservatisme.

 

Daniel er en mester i spille journalister ud mod hinanden. Han er så fræk og kynisk, at man ikke tror det muligt.

 

Daniel sejler på første klasse med lig i lasten. Kun en forbenet efterforsker fra politiet er i stand til at holde fokus.

 

Fra sit filmarbejde (producent af mere end 50 dokumentarfilm) har Miki Mistrati lært at konstruere et plot. Og journalistikken (nyhedschef på Ekstra Bladet til 2016) har givet ham et effektivt og stort set klichéfrit sprog. Kunstnerisk originalitet kommer ikke på tale.

 

 

Hans lem voksede

 

Karakterudviklingen er Mistratis største problem. Hans personer er uden dybdedimensioner, og hans skildringer af mandlig erotik kommer ikke ud over det puerile: “han mærkede hvordan hans lem voksede”, “hans lem voksede mod hendes mave”, ”han pressede sit stive lem op i hendes anus”. Som læser får man lyst til at tilslutte sig, når han et sted skriver: “han ønskede, at hans lem ikke ville vokse, men det gjorde det”.

 

P.S.

I romanen går de tur i en park, der kaldes “H.C. Ørstedsparken”. Den findes ikke i virkeligheden. Dér hedder parken Ørstedsparken. Den er opkaldt efter brødrene Anders Sandøe Ørsted og H.C. Ørsted.

 

 

Litteratur

 

Miki Mistrati: Solo (2008), Spin (2011), Magt (2012); samlet udgave: Daniel Disling-trilogien (2012).

 

 

 

 

©John Chr. Jørgensen