Først lagt op 26-10-2021; senest opdateret 26-10-2021 13:15

 

 

 

Af John Chr. Jørgensen

 

Indhold

En morbid solohistorie 1

En produktiv fejltagelse 1

Et diabolsk tilbud 1

Skandaløs succes 1

Tv-reklame 1

Karakterbrist? 1

Klemmen 1

Anmeldelser af Nekrolog 1

 

 

Det er sjældent, at en af avisens genrer løftes frem som titel og tema i fiktion, som det sker i Lars Kjædegaards roman Nekrolog (2001).

 

Nekrologen, portræt- og mindeartiklen om den nyligt afdøde, er en ældgammel og dybt grundfæstet genre. Til de faste træk hører fremhævelsen af afdødes anerkendelsesværdige indsats. Det er jo i denne, man finder årsagerne til, at nekrologen overhovedet skrives. Hvis nekrologskribenten er fristet til at formidle en kritisk holdning til den afdøde, må han lægge bånd på sig selv. Læserne vil som regel forstå og acceptere dette diskrete diplomati. Det er en konvention, at man ikke taler ondt om den døde. Konventionen har et rationale: Den døde kan ikke forsvare sig.

 

Allan Hauch, hovedpersonen i Kjædegaards roman, er journalist med speciale i nekrologer. For at komme om ved nekrologens indbyggede problemer har han i de fem år, hvor han har dyrket genren, udviklet en særegen produktionsmetode: først skriver han den uforfalskede sandhed om afdøde, og dernæst polerer han på teksten, så grovhederne glattes ud.

 

 

En morbid solohistorie

 

En aften bliver han ringet op af bladets redaktionssekretær, som meddeler, at en kendt jazzmusiker, Schwalke Bamberg, netop er afgået ved døden. 

 

Redaktionssekretæren tror ikke, at de andre aviser har nyheden, og han beder derfor Hauch om at gøre lidt ekstra ud af den som solo-historie. Han har kun en time til det, og for at spare tid skal han ”knalde den lige ind”. Artiklen skal altså ikke vejen ad en redaktør eller en korrekturlæser.

 

En god journalist holder af særlige udfordringer, og Hauch kaster sig straks over opgaven. Først fylder han hele nekrologformatet ud med grove sandheder lige fra leveren. Dernæst skriver han den mere hensynsfulde version til avisen.

 

I den rå version skriver han, at Schwalke Bamberg var født i Wien i en fattig jødisk familie, som hr. Hitler håndfast afschwitzede i 1942 minus Schwalbe.

 

I den polerede version fjerner han vitsen med Hitler og Auschwitz og indlejrer Schwalke i dansk folkelighed:Schwalke – hele Danmark var på fornavn med ham, ligesom med Liva og Osvald – var født i en jødisk familie i Wien, og Schwalbe var den eneste, der overlevede nazisternes forfølgelse.”

 

Om afdødes livsførelse hedder det i den rå version, at han kun nødigt vendte ”hjem til sin hårdtprøvede hustru i Bagsværd, først når pengene, pilsnerne og pigerne var brugt op.”

 

Det udsagn polerede Hauch ned til det harmløse i den trykte version: ”Schwalkes liv formede sig, som det tit sker i showbusiness. De mange sene nætter, det hårde turnéliv og en vis fandenivoldskhed havde i de senere år tæret på Schwalke, men talentet og humøret fejlede ikke noget.”

 

Klokken to om natten ligger Allan Hauch i sin seng og glæder sig over veludført arbejde. Udsigten til at have en solohistorie at stå op til hører til journalistlivets primærglæder.

 

 

En produktiv fejltagelse

 

Tidligt om morgenen bliver han ringet op af redaktionssekretæren, som spørger ham, om han har et sommerhus at gemme sig i. Han er kommet til at sende den rå version, og chefredaktøren sidder allerede og konfererer med tre jurister. De forbereder sig formentlig på en injuriesag, eller også er de ved at fyre Hauch.

 

Hauch pakker sin taske og kører op i sit sommerhus ved Odden. På vejen sidder han og ærgrer sig over den barnlige måde, han arbejder på. Han havde ovenikøbet givet nogle af kollegerne lov til at se parallel-nekrologerne, som lå i hans computer både hjemme i lejligheden og på avisen.

 

I sommerhuset bliver han opsøgt af en ældre dame, som præsenterer sig som Scheine Bamberg, enke efter Schwalke Bamberg. Hun kommer for at sige tak: ”Schwalke var et svin. Deres nekrolog beskrev bare sandheden.”

 

Også avisens chefredaktør dukker op. Han har hørt om Allans lager af usminkede nekrologer, og er kommet i besiddelse af nogle af dem. En af dem handler om en psykologiprofessor, Barbro Hansson, om hvem Hauch skrev: ”En række stikord melder sig, når man forsøger at opsummere denne kontroversielle, opkæftende kvindes liv: nådesløs, afsporet intelligens, mangel på refleksion, mangel på respekt – og frem for alt: en aldrig svigtende tro på at kun Barbro Hansen her i verden havde ret.”

 

Chefredaktøren kan næsten ikke skjule sin glæde ved en nekrolog over en berømt forfatter ved navn Ib Hanild:

 

Hanild ejede et sjældent sprogtalent, men desværre også en uudslukkelig fascination af det: han kunne aldrig blive færdig med at flupre, smidre og plotre – og så nosse sig sammen til at skrive en ordentlig historie. Derfor er det også en mærkelig fornemmelse nu at sidde her og konstatere, at vel var han en af vore største forfattere – han skrev bare aldrig en rigtig god bog.

 

(Driller Kjædegaard her Klaus Rifbjerg? Han fungerede som konsulent på Kjædegaards spændingsromaner, da Werner Svendsen var leder af forlaget Forum, jf. Kjædegaard:2001, kap. 9).

 

Chefredaktørens ærinde er at fortælle Hauch, at hans uheld havde været en lærestreg for avisen: Nekrolog-genren var aldrig blevet opdateret; det gjaldt navnestoffet i bred forstand, altså også fødselsdagsportrætter og jubilæumsomtaler.

 

At avisen ikke har modtaget protester mod Schwalke Bamberg-nekrologen, ser han som et tegn på, at tiden er inde til at gribe stoffet mere respektløst an:

 

Det er sgu da i virkeligheden hyklerisk, at du sidder og frembringer de her hylemorsomme, dybt kvalificerede ting og så skærer nosserne af dem, koger dem ned til det rene Karl Bjarnhof og kaminpassiar med baronessen.

 

 

Et diabolsk tilbud

 

Han tilbyder Hauch at være den, der står for denne omlægning med forhøjet løn og fuld redaktionel opbakning. Hauch beder om lidt betænkningstid.

 

Der er stor forskel på at bruge den rå nekrolog som øvelsesplads og så at forme den direkte til avisen. Protester og erstatningskrav må forudses. Men Hauch føler, at chefredaktøren har en klemme på ham efter bommerten med Schwalke – og så er han naturligvis smigret over anerkendelsen af hans særlige skrivetalent. Hauch slår altså til, og det bliver en forrygende succes. Der er ikke grænser for, hvor mange skulderklap, han får fra kollegerne. 

 

Hauch begynder sin nye løbebane som grov sandsiger med en 50-års notits om Scenearbejderforbundets formand Helga Speck:

 

”Har man sagt ”68”, ”lilla ble” og ”kvindelejr”, er man næsten også nødt til at sige Helga Speck.”

 

Han går nu til yderligheder:

 

”Sjældent har et ansigt været så blottet for makeup – og sjældent har et ansigt trængt mere til det.”

 

Tilsvarende i nekrolog-premieren, som gjaldt en kritiker, der ikke var interesseret i den litteratur, han omtalte:

 

”Hans anmeldelser og kronikker holder ikke en meter. Han lod sig lokke af en sætnings klang, kontrovers og polemik. Han havde ikke rigtig nogen mening – ofte havde han slet ikke forstået det pågældende værk, hvilket man kan finde tydelige eksempler på i anmeldelserne af for eksempel Delblancs romaner.”

 

Allan Hauch – og bag ham Lars Kjædegaard – er nærmest uhyggelig god til at konstruere disse tekster. Henvisningen til Delblanc-anmeldelserne kommer som et dræbende stød.

 

For at bløde lidt op på nedrighederne har Kjædegaard også anbragt noget, der kunne være et selvportræt:

 

Thrillerforfatteren Knud Halsted har også nået de 50. Ja, som tiden går. Halsted har med dødbringende regelmæssighed spyttet sine thrillers ud en gang om året i de sidste mange, mange år. Ingen ved hvorfor. Halsteds varemærke er hverdagsmiljøet, almindelige mennesker, der uforvarende går og klokker i det. Det spinder Halsted med tiltagende monotoni en ende over.

 

 

Skandaløs succes

 

Med sin sproglige fantasi og stilsikkerhed sandsynliggør Lars Kjædegaard, at Allan Hauchs nekrologer og portrætter bliver en skandalesucces. Chefredaktøren læser navnestoffet som det første hver morgen. Hvem ville ikke l læse videre i et portræt, der begynder sådan:

 

TV-reporteren Bjarke Skovmand – som i dag fylder 50 – er en af de gyseligste eksempler på, hvor hurtigt det går ned ad bakke i tv.

 

Allan Hauch har det ikke helt godt med succesen. Negativiteten viser sig a være en hårdere spændetrøje end positiviteten.

 

Enkelte læsere kan se det. Hans kvindelige psykolog kan for eksempel. ”Jeg … læser, hvad du skriver i avisen, og jeg ved godt, at det ikke er nogen god periode for dig”, siger hun. Hun synes, han skriver ”smaddergodt”, men gætter på, at ”det der nekrolog-halløj” er noget chefredaktøren har fundet på.

 

Psykologen syntes, han skamred sit talent, når han skrev, at det godt kunne undre, at konservesfabrikant og slagteriejer Ejnar Kamfeldt fylder 90, ”hvis man går ud fra, at Kamfeldt har levet af sine egne produkter.” Hun kunne ikke forbinde det, hun læste, med den rare forpinte mand, hun havde foran sig i konsultationen.

 

 

Tv-reklame

 

På avisen blev Hauch nu indviklet i en ny logik, som tilsagde, at der skulle laves tv-reklamer for succesen, så nye læsersegmenter kunne vindes for papiravisen. Hauch lider under reklamefolkenes tilgang – de opfører sig som skrædderne i ”Kejserens nye klæder” - men Hauch gennemfører processen.

 

Tv-reklamen udløser en diskussion blandt medarbejderne. Kulturredaktøren mener, at Hauch har ladet sig udnytte af chefredaktøren, og at ”en meget ærlig, negativ nekrolog eller fødselsdagsomtale er en modsætning i sig selv”. Indlandsredaktøren siger, at de negative nekrologer var ”pissesjove”, men kun så længe de var hemmelige. Offentliggørelsen var et fejltrin, som burde have kostet Hauch jobbet. Kollegerne bekræftede Allan i, at han var ude på et fejlspor.

 

 

Karakterbrist?

 

Han overvejer, om hans skrivetalent er forbundet med en karakterbrist. Han har det med at give efter for sine neuroser. Han skriver for eksempel lister over ting, han kan undvære (f.eks. udtrykket ”at spørge ind til”) og lister over fuldkommen håbløse indledningssætninger til romaner (f.eks. ”Vin til maden mindst to gange om ugen – det var blevet lidt af et motto i købmandshjemmet i Bagsværd allerede i begyndelsen af halvfjerdserne”).

 

To særlige opgaver tæt på hinanden får ham til at skifte kurs.

 

Den ene er en nekrolog over en forhenværende general, hvis jurist-datter straks udtager stævning for æreskrænkelse. Chefredaktøren er begejstret. Nekrologen fører til en tv-debat.

 

Den anden er en nekrolog over en 48-årig sangerinde, som var blevet dræbt ved en trafikulykke. Hun havde betydet meget for Hauch, og han kunne ikke bringe det over sit hjerte at tilsmudse hendes minde. Chefredaktøren er skuffet.

 

 

Klemmen

 

Da Hauch truer med at forlade både konceptet og bladet, udarbejder chefredaktøren en klemme på ham. Han sørger for, at der bliver gravet alt det smuds op fra hans og hans families fortid, som det er muligt at finde. Og så skriver han det sammen til et perfidt afskedsportræt, som successivt underminerer Hauchs troværdighed. Stilen er sådan:

 

Allan Hauchs afsked med avisen var pludselig og definitiv. Han rejste sig og gik, måske udbrændt efter de uundgåelige kontroverser, som fulgte i kølvandet på nekrologerne. Ikke at han ikke kendte til kontrovers i forvejen. Allerede som barn oplevede han ting, som givetvis både formede hans labile karakter og hans skrivetalent.

 

Da Hauch får denne klemme præsenteret, erklærer han sig fuldkommen indifferent. Han er færdig med bladet og skriver ikke en linje til, uanset om chefredaktøren vil offentliggøre portrætartiklen eller ej.

 

Her slutter det pressehistoriske spor i romanen. Der er også et kriminalistisk. Det handler om en veninde, som forsvandt under en rejse i Sverige, og et hus, som nedbrændte i Bagsværd. Sporene er kun løseligt forbundne.

 

Historien om nekrologskriveren er romanens originale tilskud til litteraturen. Kjædegaard har prioriteret det ved at nøjes med at kalde bogen en roman, og ikke en spændingsroman, som er den gængse genrebetegnelse i forfatterskabet.

 

I forbindelse med udgivelsen skrev Kjædegaard en kronik i Berlingske Tidende, 3.7.2001. Den handlede om tonen i samfundet generelt og i nekrologen i særdeleshed. Hvad får små børn til at sige ”Fuck dig, mor!”, når hun ikke vil købe en is til dem i supermarkedet? Hvad får en journalist til at skrive ”Han gik ikke tørstig i graven” i nekrologen over en tidligt afdød skuespiller. Kjædegaard identificerer ikke det sidste citat, men en kilde kan være Rud Kofoeds nekrolog over skuespilleren Søren Strømberg, som døde, 56 år gammel (”Sengekants-helten død”, Ekstra Bladet, 15.5.2001). Rud Kofoed anvendte dog præsens om fremtid (”Han går ikke tørstig i graven”), idet Strømberg var død dagen forinden og således ikke var begravet endnu.

 

I kronikken sammenfattede Kjædegaard sine synspunkter på nekrologen således:

 

Nekrologen kalder på skribentens takt og præcision. Den skal være sand uden at være fornærmende. Den skal være venlig uden at være omklamrende. Pressens nekrologer kan aflæses som en slags barometer for, hvor gode vi er til at kommunikere. Forfalder tonen i vores nekrologer til det stærkt personlige og endog hadske, kan det efter min mening tages som udtryk for en vis afstumpning.

 

Det lyder jo meget ræsonnabelt og urbant. Men romanen om nekrologen virker klogere end kronikken, for i romanen får Kjædegaard alle de diabolske fristelser med. Der er som bekendt attraktionsværdi, publikum og penge i uforskammetheder og andre grænseoverskridelser.

 

 

Anmeldelser af Nekrolog

 

Holger Ruppert i B.T. 1.5.2001

Bent Mohn i Politiken 9.5.2001

Lars Ole Sauerberg i Jyllands-Posten 9.5. 2001

Jes Nygaard i Flensborg Avis 25.5.2001

Keld Nissen i Berlingske 26.5.2001

Hans Larsen i Ekstra Bladet 26.5.2001

 

Baggrund i forfatterskabet

Lars Kjædegaard: Respeeekt!, kronik i Berlingske Tidende 3.7.2001

Lars Kjædegaard: Lang dag mand. Autoroman, 2001

 

Om nekrologen blandt avisens genrer

John Chr. Jørgensen: Kultur i avisen, 1991

 

Om uforskammetheder og etik

J.B. Holmgård: Uforskammetheder og anden giftig tale, 1991

John Chr. Jørgensen: Perfide portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik, 2018

 

 

 

 

©John Chr. Jørgensen