Billedet af journalisten som helteskikkelse videreformidles i dag ikke mindst i de såkaldte femikrimier. Det er kriminalromaner, der er skrevet af kvinder og som har et kvindeligt perspektiv på verden. Det sidste følger ikke nødvendigvis af det første.

De kendte kvindelige kriminalforfattere Dorothy L. Sayers og Patricia Highsmith excellerede ikke i kvindeperspektiver. Agatha Christie kunne dog præstere en kvindelig detektiv, Miss Marple.

Femikrimierne tilhører generationerne efter 1968. Eksperterne ser amerikanerne Marcia Muller (f. 1944) og Sara Paretsky (f. 1947) som genrens urmødre (jf. Bo Tao Michaëlis : ”Femikrimi”, i denstoredanske.lex.dk., 2013).

I nogle af femikrimierne er hovedpersonen en professionel detektiv, men da vi på vore breddegrader ikke har så mange kvindelige detektiver, virker det mere realistisk at lade hovedpersonen have baggrund i et andet erhverv.

Hvorfor journalist?

Når heltinden i praksis ofte er en kvindelig journalist, har det to begrundelser.

Den ene er, at man som journalist kan komme vidt omkring i samfundet, også i underverdenen; kriminaljournalistik er en slags efterforskning.

Den anden er, at forfatterne til femikrimier i næsten alle tilfælde er journalister af uddannelse. Det at tage udgangspunkt i sit eget fag giver en tryghed i skrivesituationen.

Populær genre

Femikrimien har nydt så stor popularitet, at forlæggerne har set en forretning i den og promoveret den i alle led.

Journalisten og forfatteren Gretelise Holm skriver i sine erindringer, at hun i år 2000 blev ringet op af redaktør Charlotte Jørgensen fra Aschehoug. ”Hun ville fortælle mig om en succesrig kvindelig svensk journalist, som skrev kriminalromaner med en moderne, ung kvinde som hovedperson. Det var Liza Marklund. Kunne jeg tænke mig at springe ud i sådan et forsøg? Altså lægge an til en krimiserie med en heltinde i stedet for en helt?” (Gretelise Holm: Kærligheden, kampen og kloden, 2014:411ff).

Krimiforfatter på bestilling

Gretelise Holm sagde ja og blev på den måde ”krimiforfatter på bestilling”. Hendes holdning til skrivehåndværket var praktisk, uromantisk.

Jeg begyndte i første omgang med at spekulere over en heltinde-type. Det var ikke fuldstændig revolutionerende med kvindelige hovedpersoner i kriminalromaner, men de var sjældne, og som oftest havde de i realiteten været alternative mænd – der levede, sloges, elskede og drak som mænd indenfor rammerne af mænds virkelighed.

Heltinden over 50

Hos Liza Marklund og de andre femikrimi-forfattere fandt Gretelise Holm heltinder, som var ”kvindekvinder”, dvs. kvinder med et univers af børn, hjem og kærlighed. Konfliktstoffet var typisk, hvordan man forenede kærlighed og karriere. Det syntes Holm var en kende trivielt, så hun valgte en ny heltindetype, kvinden over 50 – som i øvrigt er den alder, som mange hovedpersoner har i kriminalromaner af mænd. Det var samtidig Holms egen alder.

Karin Sommer

Ud fra disse rationelle og praktiske overvejelser og beslutninger skabte Gretelise Holm provinsjournalisten Karin Sommer, som var single og erotisk aktiv. En læser klagede over, at den modne dame havde et forhold til en ung mandlig praktikant. De fleste læsere morede sig over denne omvending af de traditionelle relationer.

På det tyske marked blev der holdt auktion over bogen allerede, inden den var udkommet herhjemme. Det vindende forlag bød en halv million – og Gretelise Holm købte for de penge en nedlagt sparekasse i Præstø og omdannede den til skriveværksted. Dermed realiserede hun den fattige forfatters drøm om at have fri adgang til egen bank!

Et samfundsproblem

Det er foreløbig blevet til fem Karin Sommer-krimier. I sin erindringsbog fortæller Gretelise Holm, hvordan de er blevet til. Udgangspunktet har i hvert enkelt tilfælde været et samfundsmæssigt spørgsmål, hun har stillet sig. I Paranoia er det, hvad der vil ske, hvis markedsmoralen fortrænger andre former for etik og moral. Så kan man f.eks. frit importere litauiske kvinder til prostitution i Danmark og likvidere de genstridige. Dernæst udtænker hun et plot, som skal kunne stå på 1-2 sider.

Til plottet hører altid et mord. Det er imidlertid ikke mordet som sådant, men motiverne til det, der er det interessante for hende at arbejde med. Der skal gerne være tre-fire forskellige personer, der kan have begået det.

Realisme og virkelighedsflugt

Spændingen omkring opklaringen skal drive læserne gennem bogen. Hvis de ikke opdager, at den har et alvorligt tema, er det kun godt. Gretelise Holm vil underholde læserne og samtidig give dem lidt at tænke over. Hendes krimi-æstetik indeholder en dobbelthed af virkelighedstilknytning og virkelighedsflugt. Hun vil både sætte problemer under debat efter Georg Brandes’ model og give læseren en mulighed for ”en dags virkelighedsflugt i hængekøjen”, som Holm selv formulerer det (2014:412).

Kritik af femikrimien

Formuleringen åbner en flanke for femikrimiens kritikere: ”De tror på det rigtige og det gode i verden og vil ændre alt muligt. De er opbyggelige, men har samtidig masser af fejl. For eksempel opfører Liza Marklunds Annika Bengtzon sig helt forfærdeligt og har overhovedet ikke tænkt sig at være elementært høflig. Hun er meget grov, men det bliver nærmest gjort til noget helteagtigt”, siger Weekendavisens anmelder Bo Bjørnvig til fagbladet Journalisten.dk, 19.11.2008.

Jakob Levinsen mener samme sted, at femikrimiens fortalere har tendens til at forveksle, hvad der foregår inden for medieverdenen med, hvad der udspiller sig i samfundet som helhed, og at mange af bøgerne kaster falsk stråleglans over journalistrollen.

Journalisten og forfatteren Miki Mistrati mener ikke, at billedet af journalisten som en helt i litteraturen holder stik i virkeligheden: ”Det er simpelthen en glorificering af journalister, og det er ikke den virkelighed, jeg ser,” siger Miki Mistrati til Signe Højgaard Nielsen i artiklen ”Journalisten som helt” i magasinet Journalisten, 19. november, 2008

Paranoia

Som heltetype er Karin Sommer afdæmpet. Hun har mere end 30 års erfaring med dagbladsjournalistik. Tidligere arbejdede hun i København, men efter en indlæggelse med en såkaldt reaktiv psykose fem år tilbage i tiden, flyttede hun til Sydsjælland, hvor hendes bror, detailhandelsmatadoren, skaffede hende en lejlighed. Han sørgede også for, at hun fik et stille og roligt job på Sjællandsposten.

Mordsagen

Redaktionschefen appellerer til hendes psykologiske sans og taktfølelse, da han beder hende tage sig af en lokal familietragedie, hvor en mand har slået kone og barn ihjel og derefter taget livet af sig selv.

Opgaven viser sig at være mere kompliceret og farlig end antaget. Flere af dem, hun vil tale med, ønsker ikke deres navn i avisen. Chefredaktøren synes slet ikke, den skulle være bragt. Provinsen er ligesom hovedstaden – og Kraks Blå Bog - befolket med socialiserede psykopater.

Og når det kommer til stykket, er journalistik sjældent en afslappet håndtering.

”Til Snageren”

Karin Sommer melder sig syg og forsker videre på egen hånd. Men så begynder tingene at forsvinde rundt omkring hende. En kat må lade livet. Internettet bringer dunkle trusler. Nogen vil aktivt forhindre hende i at tage familietragedien op. Hun modtager breve ”Til snageren” og beslutter at tage imod broderens tilbud om at huse hende. Lider hun af paranoia? Er hun offer for en sammensværgelse? ”Det er hende den skøre journalist igen”, siger folk. Karin Sommer bliver indlagt på Psykiatrisk Afdeling. ”Jeg er sgu ingen helt,” siger hun.

Når man efter mordgådens opklaring ser tilbage på hendes livsbane, forstår man udmærket, at hun er blevet psykisk rundforvirret.

Presse og karakter

Karin Sommer er uddannet i provinspressen, men har gjort pæn karriere i København og er efter et nervesammenbrud vendt tilbage til provinsen. I de mellemliggende år har journalistikkens rolle ændret sig fra at være en kontrol af magt til at blive en del af magten. Sjællandsposten bliver solgt til tyskerne. En nyansat redaktør vil nedtone den kritiske journalistik og gøre mere ud af nettet.

Karin Sommer forsøger som den seriøse og grundige journalist, hun har ry for at være, at stå op imod denne udvikling. Hun har rigtignok knald i låget, men det er mest de andres skyld. På bunden er hun kernesund. I karaktertegningen kan Paranoia ikke sige sig helt fri for femikrimiens selvglorificering.

Pæn modtagelse

Paranoia blev generelt vel modtaget af kritikken. ”Forfatteren kan sit journalistiske miljø på fingrene”, skrev Holger Ruppert i B.T. Det kunne alle øjensynlig bifalde, ligesom alle kunne identificere forbindelsen til Liza Marklund. Enkelte som f.eks. Keld Nissen i Berlingske fandt, at forbindelsen var lidt for tæt.

Flere syntes, at romanen var overlæsset med feministisk ideologi. Informations Nina Davidsen savnede mere duft og farve og henviste til Poul Ørum. I Politiken havde en begejstret Bo Tao Michaëlis det store sprogregister fremme. Han karakteriserede bogen som ”en på alle måder velskreven realistisk og vellykket komponeret på sine egne præmisser – den samfundsengagerede skandinaviske krimi, der både fletter en indviklet intrige sammen og samtidig satirisk kredser om tidens materialistiske credo, borgerskabets indiskrete charme og mediernes lallende ungdomsdyrkelse. Set klart med en kvindelig optik, men helt uden højkirkeligt præk og røde mors store pegefinger.” Han kaldte det ”en mild og moden årgangsfeminisme” og dryssede flere roser på: ”originalt designet”, ”konstant spændende”, ”fremragende spændingsroman.”

Hvilket dog ikke betød, at han var uden indvendinger: Forfatteren ”snyder kun lidt på skålen for opklaring” ”lidt for politisk korrekthed på sidelinjen”, ”for mange mærkesager der skal passes ind i plottet”, ”den drevne krimilæser vil ane hvem morderen er hen over midten.”

For meget på linjerne

Set fra min synsvinkel er bogens svaghed, at der står for meget på linjerne og for lidt imellem dem. Journalister er vant til, at alt skal siges klart og tydeligt. Kunstnere ved, at antydningen kan have fylde og at pausen kan sige en masse. Se bare Hemingway!

Når Gretelise Holm komponerer, vover hun at overlade noget til læserens forestillingsevne. For eksempel indlægger hun med mellemrum nogle dagbogsblade, hvis ophavsmand læseren selv må gætte sig til.

Men når hun beskriver, stoler hun ikke på læserens evne til selv at danne sig en mening:

Hun var ved at tømme sit rum i dueslaget i redaktionens reception og hyggesnakkede veloplagt med skrankepersonalet, da den overenergiske redaktionschef kom stormende: ”10 km på 42 minutter”, afbrød han triumferende. Adam underholdt dagligt omgivelserne med fremskridtene i sin maratontræning.

Prøv at fjerne ”veloplagt”, ”overenergiske” og ”triumferende” fra teksten og mærk, hvordan du som læser trækker vejret lettere. Bevares, der er stadig et stykke til Hemingway. Men Gretelise Holms femikrimi er jo lagt an som meningsfuld underholdning, ikke som høj prosakunst.

Litteratur

Anmeldelser af Paranoia

Bo Tao Michaëlis, Politiken 17.1.2002

Mie Petersen, Kristeligt Dagblad 17.1.2002

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten 17.1.2002

Bo Bjørnvig, Weekendavisen 18.1.2002

Holger Ruppert, B.T.18.1.2002

Keld Nissen, Berlingske Tidende 29.1.2002

Nina Davidsen, Information 1.2.2002

Artikler om femikrimien

Knirke Egede: Krimiernes kvinder, B.T. 29.2.2004

Lise K. Lauridsen: Når detektiven er feminist, Universitetsavisen, 8.12.2005

Anne Frandsen: Den kvindelige Sherlock Holmes, Jyllands-Posten, 3.3.2006

Signe Højgaard Nielsen: Journalisten som helt, Journalisten.dk 19.11.2008

Bo Tao Michaëlis: ”Femikrimi”, i denstoredanske.lex.dk., 2013