|
Det skete på den tid, da Johannes
Møllehave var præst ved Den Danske Kirke i Bruxelles. Præcisere sagt
1987-91. Og Møllehave var mere end præst. Han var åndelig entreprenør.
Den foretagsomme mand kunne få kirke og kultur til at gå op i en højere
enhed. Han var også dygtig til at trylle penge ud af lommerne på
sponsorerne.
Hustruen Herdis tog sig af det sociale
arbejde, hun hjalp f.eks. au pair-piger, der var kommet på kant med
deres værtsfamilier. Herdis var ellers kendt for sine debatromaner om
kønsroller. Hun var fortaler for åbne forhold.
Jeg fortæller dette sidste for at gøre
det forståeligt, hvordan jeg kunne skabe sensation i Møllehavernes
samtalekøkken ved at erklære at “jeg er forelsket i min kone.”
Sagen var, at jeg netop havde giftet
mig igen - eller som svenskerne så upoetisk udtrykker det: “omgiftet
mig”. Som om man har ret til en ommer. Men det havde jeg altså: giftet
mig igen. Og jeg var i den grad en lykkelig mand, at det lyste ud af
mig.
Møllehavernes gæstfrihed var så
omfattende, at den i sig selv kunne gøre en glad. “Hvis du har brug for
et hvil, skal du bare gå ind på dit værelse”. “Jeg kører dig gerne hen
til museet, hvis du vil se noget kunst”. De vidste ikke alt det gode,
de ville gøre for mig.
Jeg var inviteret derned et par dage
bl.a. for at fortælle om Leif Panduro, som jeg netop havde udgivet en
biografi om.
Foredraget eller, hvad vi nu skal
kalde det, blev holdt i præsteboligens stuer. Jeg stod lænet op ad en
dørkarm i åbningen mellem de to stuer og talte. Ligesom man gør ved
konfirmationer og runde fødselsdage, der holdes i hjemmet.
Publikum var absolut venligsindet.
Mange af dem var åbenlyst glade for at se hinanden og kunne have
underholdt sig glimrende uden min tilstedeværelse.
Som foredragsholder er man altid lidt
nervøs for, om det, man kommer med, overhovedet har interesse, men her
var der ingen tvivl. Panduro gav god anledning til at tænke og tale
muntert over livet hjemme i Danmark.
Det var kort sagt en vellykket tur, og
jeg rejste hjem som en endnu gladere mand, end jeg rejste ud. Så glad,
at jeg slog hjernen fra i lufthavnen i Bruxelles og købte et par
flasker toldfri cognac og likør uden at tælle efter, om jeg havde været
i udlandet det tilstrækkelige antal timer. Måske troede jeg bare, at
jeg kunne gå på vandet.
Tolderen i Kastrup kunne imidlertid
genkende en glad idiot, når han så mig. Han hev mig hen til sit
kasseapparat og sørgede for, at den hjembragte sprut blev noget af det
dyreste, jeg nogensinde havde erhvervet mig af slagsen.
Og Johannes lo hjerteligt i telefonen,
da jeg fortalte ham om min synd. Den havde han let ved at tilgive: Jeg
var jo forelsket.
P.S.
Jeg skrev en portrætartikel om
Johannes Møllehave som tryllekunstner i Politiken 1.10.1989. Den er
optrykt i Forfattere for folket, 1990, bibliografi
nr. 15.
|
