|
I sommeren 1969 var jeg engelsklærer i
Eastbourne på den engelske sydkyst.
Jeg var 25 år og studerede dansk og
engelsk, så det var et meget relevant studiejob.
Spørgsmålet var så, om jeg var særlig
relevant som engelsklærer for de unge mennesker, en stor busfuld
14-15-årige spil-levende danskere af begge køn.
Min undervisningserfaring begrænsede
sig til et danskforløb på Teknisk Skole.
“Er du deres lærer? Sådan en ung
mand!” Nogle af forældrene var chokerede, da de afleverede deres poder
til os ved færgen i Havnegade. For at holde priserne nede skulle vi
flyve fra Malmø til London.
Der var også en mere rutineret lærer
med på turen, en gæv århusiansk dame, som røg en masse smøger og
forstod at sætte sig i respekt hos eleverne.
Vi var alle privat indkvarterede. Det
typiske værtspar var - som Eastbourne’s indbyggere generelt -
pensionister. De supplerede deres beskedne indtægter ved at leje
værelser ud til sommerskole-eleverne og deres lærer. Værtsparrene gav
ikke ved dørene: De unge mennesker måtte kun bruge badekarret en gang
om ugen.
Mit eget værtspar var stoute folk, som
knap nok rynkede et øjenbryn, da en nyankommen schweizisk lærer
begyndte at smide afbrændte tændstikker ned på den elektriske pejs.
De havde en have så smuk, at man
skulle tro, at den var løftet ud af et eventyr. Da jeg roste den over
for værtinden, sagde hun: “Tak, men sig ikke noget til min mand. Han
har næsten ikke kræfter til at passe den mere, og når han ikke har det,
bliver vi nødt til at flytte. Han vil ikke kunne holde ud at se på alt
det, der mangler at blive gjort.” Sådan kan skønhed og perfektion blive
en fælde.
Undervisningen foregik i lokaler
tilhørende en lokal kirke. Præsten underviste også. Han var en sær
starut. Han kunne imitere kyllinger og andre dyr. Hans prædiken efter
Neil Armstrongs første skridt på månen var en zoologisk have værdig.
Men i modsætning til os andre kunne han tale flydende engelsk. Jeg
skulle måske nøjes med at tale for mig selv.
Hver gang der var et ord, jeg ikke
kunne oversætte, udlovede jeg et stykke lakrids til den elev, der først
fandt det i ordbøgerne. Vi indøvede nogle lette én-aktere, nærmest
sketcher. Og så forberedte vi os på næste dags besøg på et æblemosteri,
en brandstation, en bondegård osv. Det er et godt undervisningskoncept,
som jeg ikke skal tage æren for. Det lå klar til os.
Når vi brugte offentlige
transportmidler, var det min opgave at holde styr på billetterne og
eleverne. I lang tid bagefter havde jeg drømme, hvor jeg vandrede
søgende rundt i engelske byer med ruller af billetter omkring halsen.
Jeg husker især en dagsudflugt til London, hvor to elever manglede, da
vi skulle hjem. Chaufføren på den lejede bus blev utålmodig. Vi ventede
og forestillede os, at alt muligt kunne være sket, men til sidst
dukkede de heldigvis helskindede op. De havde glemt at se på klokken.
Jeg fik stor respekt for de lærere,
som har tålmodighed og nervesystem til at tackle elever i de
aldersgrupper. Drengene havde et gigantisk overskud. Når vi gik ned til
stranden og molen, var der altid en, der skulle kravle op i en lygtepæl
for at vise sig.
På vejen hjem i flyet fortalte en af
disse herlige gutter, at han var blevet så sur på sine nærige
husværter, at han hver gang, han havde ret til at bade, fyldte
badekarret op til randen med rent varmt vand og satte sig til at læse
et Anders And-blad på stolen ved siden af badekarret, hvorefter han lod
vandet løbe ud igen. Nu glædede han sig til at komme hjem og få et bad.
Sommeren 1969 i Eastbourne lærte mig
meget - også om kulturforskelle. Ved kursets afslutning afholdt vi en
reception for elevernes engelske værtsfamilier. Der blev holdt taler,
spillet en-aktere og sunget sange. Eleverne havde sammensat et
potpourri af sange, fortrinsvis engelske og danske. En tysk sang
virkede som en tidsel i buketten. Nogle af værtsfamilierne rejste sig
for at gå hjem. Jeg spurgte dem hvorfor. De svarede, at de ikke ville
sidde og høre på tyske krigssange.
Eleverne havde sunget “O, Tannenbaum”.
|
