|
Man troede næppe sine egne øjne og
ører, men her stod to Johannes V. Jensen-forskere, begge
universitetsansatte dr.phil.’er og råbte skældsord efter hinanden.
Stedet var Konsistorialgården på Københavns Universitet. Tidspunktet
var sidst i 1960’erne. Anledningen var, at den ene ekspert,
afdelingsleder Harry Andersen, skulle holde et foredrag om en ny udgave
af en bog om Johannes V. Jensen skrevet af den anden ekspert,
amanuensis Leif Nedergaard.
Det var de danskstuderende, der stod
for arrangementet, som skulle foregå i Munkekælderen. Der var en
beskeden entréafgift til øl og kaffe. Mødet tegnede til at skulle blive
velbesøgt. Foredragsholderen var ankommet, og alt var klar, da der
pludselig opstod uro ved indgangen. Det var Leif Nedergaard, der meldte
sin ankomst. Og ham ville Harry Andersen ikke have ind. Arrangørerne
mente ikke, at de kunne nægte Leif Nedergaard adgang, men så snart de
havde modtaget hans femkrone, forlod hans medkombattant lokalet og løb
op i Konsistorialgården. Foredraget var dermed aflyst. Vi fik alle
vores 5-krone tilbage og sivede op i Konsistorialgården. Her stod
kombattanterne ligesom i hvert sit ringhjørne og sendte verbale slag
mod hinanden.
På overfladen handlede det om Harry
Andersens ret til at være fri for Nedergaards tilstedeværelse, og
Nedergaards ret til at overvære et foredrag, der handlede om hans bog.
Principielt havde Nedergaard ret. Selv om det var de danskstuderende,
der stod som arrangører, var det et offentligt møde. På den anden side
behøvede man som lærer ikke nogen doktorgrad for at regne ud, at når
man i en sådan situation ikke var inviteret, så var det nok fordi man
ikke havde nogen rolle at spille.
Leif Nedergaard opsøgte balladen, og
det var naivt af Harry Andersen ikke at forudse det. Han gik jo selv
rundt og sagde, at Nedergaard var på nakken af ham og havde talt
nedladende om hans disputats om Johannes V. Jensen overfor Johs.V.
selv. I sin nye bog nævnte Nedergaard ikke Harry Andersen med
et ord! Han stak bare til ham med en bemærkning om, at man ved en
sproglig forfatterbestemmelse aldrig ville kunne komme frem til, at
“Ved Frokosten” og “Bræen” var skrevet af en og samme person. Han mente
ikke Andersens filologiske metode duede til noget.
Efter balladen i Konsistorialgården
var interessen for at høre Harry Andersens foredrag steget, og da han i
kraft af sin stilling som afdelingsleder på instituttets bibliotek
kaldet Filologisk Laboratorium havde god kontakt med de studerende,
blev hans foredrag holdt sub rosa (akademisk for: i
al hemmelighed) for en kreds af sympatisører i et af laboratoriets
tilgitrede lokaler. Med al den spænding, der var opbygget, kunne
foredraget kun blive en skuffelse. Harry Andersen var ikke de store
gennemtænkte slag-seriers mand. Fagligt var der for langt mellem Harry
Andersens filologiske og Nedergaards biografiske og ideologiske
interesser til, at det kunne blive nogen interessant faglig kamp.
Jeg fæstede mere lid til en helt
tredje Johannes V. Jensen-forsker, nemlig Aage Schiøttz-Christensen,
hvis disputats “Om sammenhængen i Johannes V. Jensens forfatterskab”
fra 1956 jeg fik Borgens forlag til at genoptrykke med et nyt register,
som jeg selv havde udarbejdet. Men for at forklare, hvordan det kom i
stand, må jeg lige først fortælle, hvordan jeg kom ind i Jensen-kampen.
Studienævnet for Dansk på Københavns
Universitet stod og manglede lærere, der kunne undervise i Johannes V.
Jensens forfatterskab. Min specialevejleder Sven Møller Kristensen sad
i Studienævnet. Han bragte mig i forslag, og Sigurd Kværndrup opsøgte
mig på nævnets vegne i mit logi i J.A. Schwartzgade på Østerbro.
Symbolsk nok sov jeg, da han kom. Jeg var stærkt i tvivl, om jeg ville
kunne skaffe arbejdstimer nok til den opgave. Jeg var endnu ikke færdig
med mit bifag, engelsk. Men jeg lod mig friste og smigre og sagde ja.
Det spillede ind, at Johannes V. Jensen var et brandvarmt emne.
Jørgen Elbek havde antændt gemytterne
ved at sætte Jensens udvikling på en simpel formel: fra sublim
nihilisme til positivitet af en lavere orden.
Tilhængere og modstandere af den ene
og den anden Jensen rykkede ud. Med mere end hundrede danskstuderende
på Jensen-holdene var der et nyt marked. Dele af den ældre
Jensen-forskning af kvalitet var udsolgt. Det gjaldt fx
Schiøttz-Christensens disputats, som havde den ambition at holde sammen
på modsætningerne i forfatterskabet. Han forelskede sig ikke i
“modernisten” eller “darwinisten” Johs. V., og det syntes jeg var
prisværdigt.
Jeg mødte Schiøttz-Christensen på et
Johs.V.-seminar på Antvorskov højskole i foråret 1969. Ved den
lejlighed opdagede jeg, at han havde svært ved at finde rundt i sin
egen bog, når vi diskuterede konkrete værker. Jeg tilbød at udarbejde
et titelregister, hvis han så ville prøve at få Borgens forlag til at
genoptrykke bogen. Jarl Borgen tøvede først lidt. Han skulle lige have
fat i forlagets arkiv-eksemplar. Det havde hans datter lånt. Hun var
danskstuderende.
Bogen udkom i oktober 1969. Jeg modtog
12 flasker rødvin fra Schiøttz-Christensen, og et brev fra Sven Møller
Kristensen, som anbefalede en artikel, jeg havde skrevet om “Kongens
Fald”, til publicering i “Danske Studier”. Jeg var kommet ind i
Jensen-kampen. Og da jeg efter, at artiklen var blevet trykt, hørte, at
Oluf Friis gik rundt og omtalte min artikel som “speget”, var jeg klar
over, at nu var jeg optaget inderkredsen. Dér hvor slagsmålene foregik.
P.S.
Mine første tidsskriftsartikler om
Johannes V. Jensen:
”Den hamletske styrke. Et bidrag til
debatten om tvivlesygen i Johannes V. Jensens Kongens Fald”,
s. 101-11, i Aage Hansen og Erik Dal (red.): Danske
Studier, 1970
”Eksistentialisme og æsteticisme. Et
metakritisk causeri med særligt henblik på Jørgen Elbeks Johannes V.
Jensen-bog”,
s. 214-24, i: Meddelelser
fra Dansklærerforeningen, 1970
Mine første avisartikler om Johannes
V. Jensen:
“Kendsgerningernes kunst - Det er jo
også Jensen”, Berlingske Aftenavis 22.10.1969
“Jensen-kontra-fejerne,”Aalborg
Stiftstidende”, 25.10.1969
Begge artikler er optrykt i Litteraturkritik
& Kulturpolitik, 1976
|
