Først lagt op 12-06-2020; senest opdateret 13-06-2020 09:56

Mini-essay 12

 

Ord betyder mere end du tror

 

Visse møder må man give afkald på. To af mine gode venner lod sig ikke invitere sammen. Den ene havde krænket den anden så dybt, at det havde efterladt et sjæleligt sår, et traume.

Krænkelsen skyldtes nogle ord i en avis. Men ord betyder mere, end man tror. Og man bliver ikke nødvendigvis mere hærdet af at være professionel sprogbruger. Den krænkede var uddannet journalist. Det var krænkeren også.

Krænkeren og den krænkede, det virker ubarmhjertigt at omtale gamle venner i sådanne kategorier, men nu, hvor de begge er døde, kan jeg tillade mig at være klinisk præcis.

Den krænkede var ambassadør Preben Hansen (1925-2015). På det tidspunkt, da krænkelsen fandt sted, var han lige blevet udnævnt til formand for et kultureksportudvalg, som skulle markedsføre Danmark i USA.

Krænkeren var Henrik Sten Møller, (1937-2019) kulturjournalist og arkitekturanmelder på Politiken siden 1960.

Jeg blev boganmelder i 1972, men kom først rigtig tæt på Henrik Sten Møller i 1987, da jeg som litteraturredaktør skulle placere hans artikler i avisen. Jeg må indrømme, at jeg beundrede ham ikke bare for hans kompromisløshed, men også for hans gadedrengeagtige frækhed (jf. mit portræt af ham i Kulturanmeldere i Danmark, 1991).

Krænkelsen fandt sted i en artikel, der bar overskriften “Bydrengen står aldrig til søs” i Politiken. 31.1.1982. Det var en blanding af en nyhedsartikel, en portrætartikel og en kommentar.  Samtidig med, at artiklen meddelte nyheden om, at Preben Hansen skulle være formand for kultureksportudvalget tegnede den et portræt af ham som en socialdemokratisk medløber og stikirenddreng. Den gjorde også en del ud af hans glæde ved søde sager og hans kamp med pundene, der fik ham til at ligne en pakke fiskefars, når han optrådte i jakkesæt. 

Artiklen var allerede ved sin fremkomst kontroversiel. Den insinuerede, at Preben Hansen var blevet valgt, fordi han var bedre til at sælge bacon end den hidtidige formand. Der kom protester, og redaktionsledelsen beklagede den form, portrættet havde fået. Men beklagelsen tilfredsstillede på ingen måde Preben Hansen, der da også i flere år derefter måtte trækkes med det billede, Henrik Sten Møller havde tegnet af ham.

Da jeg traf Preben Hansen i 1988 og første gang hørte, hvor såret han var blevet over portrætartiklen, stod det mig klart, at det ville blive svært for mig at føre mine to venner sammen. Henrik Sten Møller sagde ja, men Preben Hansen takkede nej. Senere spurgte han mig til råds, da han skrev på sine erindringer og ikke kunne finde ud af, hvad han skulle stille op med krænkelsen. Jeg rådede ham til at skrive om sagen, som den var. Men i det manuskript, han efterlod sig, var krænkelsen ikke med.

Jeg skrev et kapitel, “Karaktermord med fiskefars”, om denne historie i min bog om etiske problemer i kulturjournalistik, Perfide portrætter (2018), og sendte et eksemplar til Henrik Steen Møller med dedikationen “Klarer du mosten?”. Han plejede at reagere på boggaver. Men denne gang var han tavs.  Året efter døde han.

Af denne historie kan man lære, at ord betyder mere, end man tror.

Sætningen ‘Ord betyder mere end man tror‘ bekræfter sig selv i den forstand, at den betyder mindst tre ting:

1) at ord og sætninger næsten altid er tvetydige,

2) at man, selv om man kun har ord at give i gave, kan give noget stort,

3) og at ord kan såre mere, end man tror.

Det er selvfølgelig den sidste betydning, der er i spil her i artiklen. Henrik Sten Møller var ikke klar over, hvor langtrækkende virkning hans perfide portræt kunne få. En væsentlig del af virkningen beroede på den genreblanding, han skrev i og fik lov til at skrive i. Politikens redaktion havde et moralsk medansvar.

Ærekrænkende i juridisk forstand var artiklen næppe. Preben Hansen ville ikke have fået noget ud af at gå til domstolene. Hvordan skulle han overbevise dommerne om, at han ikke lignede en pakke fiskefars? Hvad der stod i artiklen, var alt sammen subjektive vurderinger og grovkornede drillerier. Teksten var inden for ytringsfrihedens rammer. Ikke sympatisk, men lovlig.

 

©John Chr. Jørgensen