|
“Vi kan jo stadig udveksle skriverier,
det er der noget livsbekræftende ved. Og vi er begge ret hurtige på
tangenterne”, skrev Thorkild Borup til mig på en lap papir indlagt i
det, der skulle blive hans sidste bog, Anne Marie Løn - et
forfatterportræt. Papiret er dateret april 2013. Seks
måneder senere var det slut med udvekslingerne. Thorkilds hjerte havde
sagt stop, og jeg skulle aldrig mere høre hans lyse, ivrige stemme i
telefonen. Hans Hertel satte ham et smukt minde i Politiken 2.10.2013.
Vores relation var i begyndelsen
faglig og kollegial. Thorkild Borup-Jensen (med bindestreg fra 2008)
var censor i dansk på Institut for Nordisk Filologi, hvor jeg
underviste. Efterhånden som vi opdagede, at vi løste
bedømmelsesopgaverne i samme høje tempo, intensiveredes samarbejdet, og
vi inviterede på skift hinanden på frokost, når mængden af opgaver og
specialer var så stor, at det var mest praktisk at sidde over for
hinanden.
Fra disse fagligt begrundede
sammenkomster gik udviklingen i to retninger: hen mod et fordybet
samarbejde om konkrete projekter og hen mod et personligt venskab.
Projektsamarbejdet kom tydeligst til
udtryk i bogen Litteraturpædagogik, som vi udgav i
samarbejde med studielektor Poul Paludan i 1978. Thorkild skrev om
læsevaner og læserforudsætninger, altså om litteraturpsykologiske og
litteratursociologiske perspektiver. Han var empiriens mand.
Litteraturpædagogik var for ham noget, der foregik i klasseværelserne,
ikke i hjernevindingerne. Sådan noget som hermeneutiske perspektiver,
tolkningsteorier om “forståelsens forudsætninger”, kunne drive ham helt
op under loftet af raseri. Han kaldte det “stene for brød”.
Hvis man ikke vidste bedre, ville man
tro, at Thorkild Borup var indbegrebet af ligevægt, når specialer og
opgaver skulle bedømmes. Men det var han ikke. Han flammede op, når
noget var virkelig godt, og blev harm, når noget var elendigt. Jeg
vidste, hvad han ikke kunne lide - han udtalte ordet i to stavelser:
li-de - og forberedte argumenter til forsvar for opgaven. Det var et
morsomt spil.
Der var god stemning ved disse
censurmøder, og det var let for os at slå om i venskabelig samtale om
ægteskaber, børn osv. Vi boede på et tidspunkt nær ved hinanden på
Østerbro og kom til at følge hinandens liv tæt. På et tidspunkt talte
vi en del om skilsmisser.
Vores censurfrokoster fik et kraftigt
tilskud af vitalitet og humør, da Anne Middelboe Christensen kom til
som lærer i kulturformidling. Arbejdet med at læse alle stakkene af
opgaver føltes lettere ved udsigten til en munter frokost forude.
Thorkild var ordrig indtil det
overvældende (også på skrift), og så var han uofficiel Danmarksmester i
platte vittigheder.
Som censor var han imidlertid
indbegrebet af samvittighedsfuldhed. Han blev ved med at læse alle
opgaverne grundigt og tage fyldige noter. Det skulle ikke gå ud over de
studerende, at der blev grinet ved censurmøderne.
Det var evnen til at begejstres, der
holdt ham i gang både som censor og som formidler. Han påskønnede det
virkelig, når en studerende havde fundet en ny vej ind i et
forfatterskab.
Da han selv påtog sig den formidable
opgave at skrive monografier til Dansklærerforeningen om 14
kanon-forfattere, lykkedes det ham hver gang at få det til at se ud,
som om han skrev om sin yndlingsforfatter.
Var der endelig noget, han havde det
tungt med, f.eks. Grundtvigs prosa, så flyttede han bare vægten over på
lyrikken - salmerne. Dem havde han også foretaget et udvalg af til sin
egen begravelse. Planlægningen af den ville superpædagogen selvfølgelig
ikke overlade til andre.
Thorkilds største last var nok hans
utålmodighed. Han havde svært ved at styre sig, når noget trak ud. Vi
havde en episode, hvor jeg måtte lægge hånden dæmpende på hans arm. Det
var, da jeg var pædagogisk vejleder for Sune Auken, som underviste i
Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. Thorkild fungerede som censor, og
vi sad side om side og hørte Sune gennemgå et digt, hvor der bliver
tisset en del. Sune og hans studerende holdt sig en tid lang på
realplanet. Så vidt jeg husker, var det det digt, der hedder “Sol
Opgang” og som begynder med linjerne ”Kussens og røvhullets omvendte
søer/ skyller glinsende over min hud.”
Hvis min hukommelse ikke spiller mig
et puds, lagde Sune sig på et tidspunkt på et bord for at illustrere
noget i digtet. Da mistede den gode Thorkild tålmodigheden, afbrød
seancen og spurgte Sune om han havde overvejet, om tisseriet handlede
om noget mere end tis. Sune så skarpt på Thorkild, som med sin
bemærkning foregreb og ødelagde undervisningens pointe. Jeg tyssede på
Thorkild og erindrede ham bagefter om, at vi kun skulle være
iagttagere, ikke medspillere. Han tog reprimanden pænt.
Det hørte til hans fine egenskaber at
kunne vende negative oplevelser til noget positivt. “Det har for mig
været et sjovt og lærerigt eksperiment selv at udgive et manuskript”,
skrev han på lappen i bogen om Anne Marie Løn. Realiteten var, at Løns
forlag var løbet fra en aftale om at udgive bogen. Men Thorkild lod sig
ikke standse. Han var indtil det allersidste i positiv bevægelse fremad.
|
