|
Nogle af mine kolleger på
universitetet ville aldrig kunne begå sig på en avis. Og omvendt ville
nogle af mine bladkolleger ikke kunne udfylde en plads som underviser
og forsker. Universitetet og avisen er to forskellige verdner befolket
af to forskellige slags mennesker. Det ene sted fordybelse (forskning)
og øjenkontakt (undervisning). Det andet sted tempo (nyheder) og
fjernkontakt (massekommunikation).
Straks da jeg mødte Harald Mogensen,
tænkte jeg, at han var et menneske, som både ville kunne virke på en
avis og på et universitet. Han var nysgerrig, blandede sig, og søgte
samtidig nye indsigter og sammenhænge. Sådan en ville jeg godt være.
Da jeg lærte ham at kende i 1972, var
han litteratur- og kronikredaktør på Politiken. 15 år senere sad jeg
selv i samme stilling, dog vikarierede jeg kun på kronikken, men det
var alt nok. Efter tre år som bladmand på fuld tid, havde jeg fundet
ud, at jeg alligevel ikke var nogen Harald Mogensen. Min basis var
universitetet.
I 1990 vendte jeg tilbage til
undervisningen og forskningen (disputats 1994). Men jeg fastholdt
kontakten til journalistikken, først som boganmelder ved Politiken til
1996, herefter som litteraturredaktør ved Ekstra Bladet til 2006, i
hvilket år jeg forlod både bladverdenen og universitetet for at dyrke
fri forskning i pressehistorie, brevhistorie og sagprosahistorie.
Harald Mogensen forblev på Politiken
som boganmelder efter pensioneringen i 1979. Han tog sig især af
krimilitteraturen, et emne han også holdt kurser over på universitetet.
Til sidst stod vi og snakkede sammen hen over den tids mest populære
konversationsmøbel: kopimaskinen.
Vi var to cand.mag.’er i dansk, han
med bifag i tysk, jeg i engelsk, som havde fulgt hver sin vej.
Jeg valgte universitetskarrieren, han
oprindelig forlagsvejen: redaktør ved Westermanns forlag 1941-50,
derefter pressevejen, kronikredaktør og teateranmelder ved Politiken
1951-58, tillige litteraturredaktør 1956-58, ansvarshavende ved Ekstra
Bladet 1958-63, kommentator, kronik- og litteraturredaktør ved
Politiken fra 1963, og det var i den rolle, jeg mødte ham i 1972.
Han skrev til mig og spurgte, om jeg
kunne vikariere som anmelder af litteraturvidenskab. Den faste
freelancer på stoffet, min universitetskollega Thomas Bredsdorff,
skulle på forskerophold i USA og havde foreslået mig som vikar. Jeg
sagde straks ja tak og spurgte, om jeg skulle komme ind i Politiken med
mine anmeldelser. Lettere forskrækket svarede han tilbage, at jeg
endelig bare skulle sende anmeldelserne. Jeg havde afsløret, hvilken
novice jeg var. Hvis alle anmelderne kom rendende med deres anmeldelser
og knyttede et par bemærkninger til dem om deres vigtighed, ville der
ikke være tid til at lave avis.
Selv om mit avisjob var beskedent, var
jeg meget stolt af det. Alene den elektriske IBM-skrivemaskine, jeg fik
installeret! Den stod og summede potent og rød, klar til at affyre mine
udødelige ord på det optisk læsbare manuskriptpapir.
Den første anmeldelse fik jeg i
hovedet igen. Harald Mogensen bad mig forklare, hvad udtrykket
“ideologisk konserverende” betød. Milde moses, her var en mand, der
læste, hvad man skrev, og reagerede konstruktivt på det.
Min første debatartikel returnerede
han med disse ord: “Deres kommentar er mig for abstrakt”. Men han ville
meget gerne se en anden artikel fra min hånd. Det med hånden løftede
ligesom tilbuddet op på et høvdingeplan. Han tilbød mig kronik-pladsen,
hvis jeg ville skrive en artikel under overskriften “Leif Panduro -
sindssyge og samfundskritik”. Men den skulle “kunne læses af Leif
Panduros meget store publikum”. Han ville have mig væk fra det
faglitterære og ud i det almene. Han gav mig nogle eksempler på, at det
var lykkedes for andre. Jeg skrev artiklen, og den blev trykt som
kronik under titlen “Leif Panduro - velfærd og vanvid” (21.7.1972).
Bevidst om, at dette betød noget for mig, sendte han mig et personligt
takkebrev.
Se, det var en start, jeg kunne bruge
til noget. Jeg havde fået konkret vejledning i at skrive en artikel til
en avis, og samtidig havde jeg fået et lille indblik i, hvordan man på
mikroplan kunne operere som redaktør.
Senere fik jeg lejlighed til at opleve
ham på makroplanet, dér, hvor han som en dirigent brugte hele
orkestret. “Sådan en aften er der virkelig noget ved at være redaktør,”
sagde han uskyldigt-kynisk til mig, da Leif Panduro døde i 1977.
I andre situationer, hvor nyheden ikke
kommer udefra som ved et dødsfald, kan man bedre sammenligne
redaktørjobbet med instruktørens. Kampagner skal iscenesættes for at få
virkning. Harald Mogensen kunne det hele.
Han arbejdede systematisk som en
akademiker og spontant som en kunstner. Han redigerede gerne kronikker
i serier, som f.eks. Ti Kroniker om Kroniken (1955). Samtidig elskede
han de overraskende påfund som skovfoged Chr. Bjælkeby, en opdigtet
kronikør, som gjorde grin med den fine litteratur og plæderede for
underholdningslitteraturen. Bjælkebys kronikker blev skrevet af
journalisten Erik Olaf-Hansen med Harald Mogensen og psykiateren Franz
Fromm som bugtalere.
Harald Mogensens aktivisme var med til
at gøre ham til en stor redaktør. Han stillede sig ikke tilfreds med de
kronikforslag, en avis som Politiken automatisk modtog. Hver lørdag sad
han hjemme i herskabslejligheden i Stoltenbergsgade og ringede rundt
til potentielle kronikører. Og hvis man som svar på hans henvendelse
foreslog at skrive om mærkelige emner som transvestitisme, så kunne man
være sikker på, at han sagde ja, tak. Jo mere grænseoverskridende, des
bedre. Selv var han en pioner inden for kriminallitteraturvidenskaben.
Hans hustru, journalisten Kirsten
Agernæs Mogensen, hjalp ham med at holde styr på ideerne og aftalerne.
En vis distraktion prægede hans talestil. Mens han ringede til A, havde
han allerede B i tankerne. Det første han sagde i telefonen, var ofte
et fuldtonende “øh”. Og så kom det: “Goddaw du, det er Harald”.
Jeg havde det privilegium at opleve
Harald Mogensen på toppen. Hans navn var et konkurrence-moment i
pressen. Netop i 1972, da jeg begyndte som anmelder, havde Berlingeren
sine lange arme ude efter ham. Mogensen sagde ja, men var kun ansat en
uge, før Politiken købte ham tilbage. Jens Kistrup fortæller herom i
artiklen “En levende redaktør” i ”Mogensen - til lykke på dagen, et
festskrift til Harald Mogensens 75 årsdag den 22. oktober 1987.” I
festskriftet er der også en artikel af Erik Olaf-Hansen om tilblivelsen
af pseudonymet Chr. Bjælkeby. Selv har jeg bidraget med artiklen “Til
Haraldikens fremme”, en hyldest til Harald Mogensen som kronikredaktør.
Tilnavnet Kronik-Harald havde han
skaffet sig ved flittig kronik-skrivning i de unge år. Kronik-genren lå
- og ligger - godt for en akademiker med hang til pressen.
Sidste gang, jeg besøgte Harald, var
det sammen med min efterfølger som litteraturredaktør, Søren
Vinterberg. Søren og jeg opfordrede Harald til at skrive erindringer.
Han forsøgte også, men det endte med at blive kronikker, bl.a. ”Da
Freud kom til Aalborg”, Politiken 18.7.1990. Til gengæld gav hans enke
Kirsten A. Mogensen tilbageblik og overblik i
bogen ”Mogensen - pressemand og ægtemand”
(2008).
Heri optrykkes også den nævnte kronik.
Det tjener Kirsten A. Mogensen til
stor ære, at hun har mod til også at skrive om det pinagtige: at Harald
havde svært ved at finde sig i tabet af magt og action, da han blev
pensioneret. Han begyndte at kigge efter fremmede damer, og Kirsten
måtte selv tage action for at rette op på balancen. Et drama om
selvbekræftelse for voksne, og vist ikke så sjældent som vi tror.
|
