|
Med Danmarks Radio har jeg næsten kun
haft glæder.
Men jeg skulle selvfølgelig lige lære
det først. Det var i efteråret 1969 i et magasin, der hed
“Billigbogen”. Redaktøren, Steen Albrechtsen, stod udenfor studiet og
gjorde opmuntrende flyvebevægelser med armene, da jeg læste mit
foredrag om “Kongens fald” op i et åbenbart bedrøveligt, jordslæbende
tempo. Bagefter ringede en af mine søde tanter til mig. Hun syntes, det
var godt. “Nu behøver jeg ikke at læse den bog”, sagde hun. Min mors
standard-ros var “Du talte højt og tydeligt”. Min far hørte ikke den
slags programmer. Det var ham et kors for tanken, at man kunne tjene
penge på at skrive og tale om romaner.
Jeg tjente endog gode penge på at lave
skoleradio om arbejderlitteratur sammen med Lene Bredsdorff. Men det
blev også til en undervisningsbog trykt i 7.000 eksemplarer.
Indtalingen af udsendelserne foregik på Islands Brygge, og vi havde
vores hyr med at finde Otto Brandenburg på små listige steder. Men han
var dygtig til at gengive lavkøbenhavnsk dialekt, når bare han slap for
lydskrift (jf. Selvbibliografi
nr. 51: Arbejderlitteratur i 1970’erne, med biografisk note Da Otto
Brandenburg skyllede et digt ned med en øl). Lene Bredsdorff
var et jern. Hun havde en velsignet evne til at skære igennem og få
udrettet noget.
Også med Vagn Steen havde jeg et
effektivt samarbejde. Vi talte os igennem Leif Panduros liv og værker
på én dag i Radiohuset på Rosenørns Allé.
Det blev til fem radioudsendelser.
Tænk, hvor meget man kan udrette på én dag, hvis man er grundigt
forberedt. Jeg havde brugt et par år på at skrive biografien. Vagn
Steen havde måske brugt en uge på at læse den og forberede
spørgsmålene. Men så var vi også klar til samtale.
Vagn Steen havde i øvrigt lavet et
barn på mig nogle år forinden, men det tilgav jeg ham let. Han
interviewede mig om en bog om at læse forfatterskab. Samtalen gik
trægt. Vagn Steen havde efter min mening fået bogen galt i halsen.
Bagefter ringede han til mig og sagde, at båndet desværre var blevet
væk. Hvorfra ved jeg, at det var løgn? Han gjorde ikke det mindste
tilløb til at foreslå, at vi tog interviewet om.
Radioen var meget lettere at have med
at gøre end tv. Der var færre mennesker involveret. Hysteriet var
begrænset. Man skulle ikke tænke på påklædningen.
I den første tid var der teknikere på
udsendelserne, men de blev skåret væk, og det stressede naturligvis de
redaktionelle medarbejdere. Jeg oplevede selv, hvor svært det var at
producere brugbar lyd på radioens båndoptagere, da jeg lånte en med på
en reportagerejse til Norge. Den lyd, der kom på båndet, kunne til nød
bruges til at lave udskrift efter.
Radioen var også litterære quizzer og
andre julelege. Det var den lette ende. I den tunge ende var der
anmeldelser af bøger, som ikke ville have nogen mors chance i radioen i
dag. (Et par af mine radioanmeldelser er optrykt efter manuskript i
scrapbogen Litteraturkritik
& kulturpolitik, 1976:146ff og 155ff).
Ind imellem det lette og det tunge var
der det løbende nyhedsstof.
På Rådhuspladsen vidste vi, at det
kulturstof, som formåede at tiltvinge sig plads på Politikens
A-forside, fx fundet af nye noveller af en populær afdød forfatter,
også ville interessere Danmarks Radio og afføde et interview.
For mit universitetsinstitut var
Danmarks Radio en inspirerende udvidelse af feltet. Radioen havde brug
for grundbøger til at understøtte udsendelser af oplysende karakter.
Universitetet havde behov for at begrunde sin eksistens over for
befolkningen, og radioen havde en rækkevidde ud over den københavnske
Politiken- og Information-offentlighed, vi opererede i. Det sidste var
vi tilbøjelige til at glemme. Jeg blev på en mærkelig måde erindret om
det, da jeg i 1988 bidrog til radioserie, der hed “Tanker i tiden”. Jeg
valgte at tale om noget, jeg havde erfaring med, nemlig at flytte,
altså i bogstaveligste forstand: skifte adresse og flytte sit habengut.
Straks efter udsendelsen blev jeg ringet op af Bent A. Koch fra
Kristeligt Dagblad. Han spurgte, om hans avis måtte optrykke mit
radioessay som kronik. “Selvfølgelig”, sagde jeg. Men det var netop
ikke nogen selvfølge, at grænserne mellem medierne sådan blev brudt.
Det mest professionelle radiomenneske,
jeg har kendt, var Klaus Rifbjerg. Når man var i studiet med ham, kunne
man være sikker på, at han altid havde gemt noget slagkraftigt til de
sidste 15 sekunder.
På det personlige plan var det tilfredsstillende, når en
radio-kapacitet som Ole Michelsen inviterede til en portrætsamtale (jf.
“Venstrefløjen
er humanismens rette arvtager”,1977: 9-20). Bagefter dummede
jeg mig, da han bad mig komme med forslag til andre, han kunne
interviewe. Han forkastede mine to første forslag. Det var ikke nok, at
de interviewede var kyndige og havde noget på hjerte. De skulle også
have ‘radiostemme’.
|
