|
“Kan du fortælle mig, hvad der er
hændt i dansk litteratur siden Frank Jæger?” spurgte Harmen Sonne på
spadsereturen ned mod Amalfi.
Harmen Sonne talte dansk med en
diktion, som mindede om Karen Blixens. Han havde lige efter krigen
giftet sig ind i den fineste italienske adelsslægt. Efter hvad han selv
fortalte, havde han mødt sin hustru Regina i et svømmebassin. Siden var
Firenze blevet hans by.
Når jeg spadserede med ham ved
Amalfi-kysten, som er sådan cirka det længste man i Italien kan komme
fra Firenze, var det, fordi vi begge var stipendiater på San Cataldo.
San Cataldo er et gammelt kloster ved
Amalfikysten. Det er blevet købt og restaureret af en dansker og
omdannet til et refugium, en institution, hvortil kunstnere og
videnskabsmænd kan søge stipendier til ophold á 14 dage eller en måned.
Der er fuld forplejning, så stipendiaterne har mange timer til deres
rådighed. De arbejder det meste af tiden med deres kunst og videnskab,
men der bliver også lejlighed til at udveksle erfaringer med de andre
kunstnere og videnskabsmænd. Da
mere end tusinde skrivende og tegnende dansker har nydt godt af ophold
på San Cataldo, er stedet velbeskrevet. Jeg vil derfor holde mig til
mit ærinde som forsker og til nogle af de mennesker, jeg mødte.
Første gang jeg var dernede, i juni
1983, gennemskrev jeg manuskriptet til Hamskiftet.
Mændenes krise i litteraturen 1973-83 (1984). Ved
stipendieperiodens afslutning udstillede billedkunstnerne Pia
Schutzmann og Bent Karl Jacobsen skitser fra stedet. Komponisten Svend
Nielsen spillede musik, han havde arbejdet med. Forfatteren og
oversætteren Anne Marie Bjerg læste en novelle op. Jeg måtte nøjes med
at udstille en stak beskrevne papirer på en kontorstol.
Med Bent Karl Jacobsen som drivkraft
og midtpunkt havde vi haft en festlig måned. Lad så gå, at italienerne
ind imellem tog røven på os, som da Svend og jeg tog til Capri for at
se Den blå Grotte. Vi betalte først i dyre domme for at blive sejlet ud
til grotten. For at komme ind i grotten skulle vi betale et nyt
eksorbitant beløb. Det gjorde vi så.
Alt, hvad vi oplevede, rystede os
sammen, og vi udviklede venskaber, som holdt i årevis. Vi tog tilmed på
nye rejser sammen. Til Firenze og Skagen, hvor Svend Nielsens kæreste
Ulla Becker holdt et uforglemmeligt skaldyrskalas. Men tilbage til
begyndelsen:
I den sidste del af stipendietiden var
Harmen og Regina dukket op. Nogen må have sagt til Harmen, at San
Cataldo ville være det rette sted, hvis han trængte til at få udfyldt
huller i sin danske dannelse.
Mens vi vandrede holdt jeg et lille
litteraturhistorisk foredrag for ham. Jeg er glad for, at ingen andre
hørte det, for der blev klippet en hæl og hugget en tå.
Jeg lavede senere lister til ham med
bøger af danske forfattere: Seeberg, Tage Skou- Hansen, Klaus Rifbjerg
m.fl.
Harmen fortalte om sig selv, sin
bornholmske slægt og sine kunstneriske aspirationer. Han var
billedhugger og maler. Da han mødte Regina, var han på studieophold i
Firenze sammen med en dansk ven, der hed Holger.
Ved en sammenkomst hørte han en fra
køkkenpersonalet sige: ”Carmen og Olga, det er nogle mærkelige navne de
har, de danske mænd!”
Nå, men Harmen blev så glad for sit
ophold på San Cataldo, at han inviterede en lille kreds af os til
Firenze. Bent Karl Jakobsen og hans kone Gitte Edmund, Svend Nielsen og
mig. Jeg fik lov til at tage min søn Torsten med. Harmen og Regina
havde et lille gods med tilhørende kirke oppe i bjergene over Firenze.
Det var smukt, men ret nedslidt. De havde ingen løbende indtægter, men
solgte af og til et stykke jord fra til en fodboldbane. Der skulle også
være råd til den filippinske tjener, som stod bag ved vores stole, og
som Torsten selvfølgelig straks gav sig til at tale med. Han var vant
til fra sin lilleskole, at alle burde inddrages i samtalen.
Det hele var et studium i ædelt
forfald. Harmen kørte omkring i sit lyserøde tøj og ordnede godsets
forretninger. Det så ud, som om han var gået i stå som kunstner.
Reginas foretrukne sysler var at beskære træer i skoven og lægge
kabaler derhjemme. Et excentrisk og sympatisk par.
Torsten kom til at tage et af deres
monogramprydede dynebetræk med hjem i stedet for det fra Magasin, som
han havde bragt derned.
Det gav anledning til en genvisit og
bytteforretning i København. Harmen og Regina kom til middag i min
uadelige toværelsers i Ourøgade. Og Harmen kiggede også op på
Politiken, da jeg fik kontor der.
Det var et berigende bekendtskab. Jeg
tog endnu en tur dernede, men jeg arbejdede på min Panduro-biografi og
boede da også i deres forfaldne storhed af en Firenze-villa omgivet af
gøende hunde.
Disse San Cataldo-venskaber betød
meget for mig. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort noget mere for at
fastholde dem. Den eneste undskyldning, jeg har, er overvældende
travlhed.
Bent Karl Jakobsen arbejdede jeg
sammen med i bogen Forskelligheder
(1995). Jeg skrev hans 70 års fødselsdagsportræt 20.3.2004 i Politiken.
Han døde efter en periode med demens 15.9 2004.
Harmen Sonne døde i 2016. DR-TV bragte
i januar 2000 en portrætudsendelse om ham (“Prinsen af Firenze”,
5.1.2000).
Malerier og litografier af Bent Karl
Jacobsen og Pia Schutzmann hænger på væggene i mit hjem og minder mig
om mit første ophold på San Cataldo.
|
