|
Anden gang jeg var på San Cataldo,
arbejdede jeg med færdigpudsningen af min disputats om Det danske
anmelderis historie, så det passede mig fint, at der den gang var
mindre fest og farver over foretagendet. Jeg skulle koncentrere mig om
at gøre mit manuskript så konsekvent og uangribeligt som muligt.
Det var var i oktober måned, så vi fik
mulighed for at opleve en vinhøst. Det kom bag på os, at forfatteren
Svend Åge Madsen kunne bære så tunge kurve med druer. Han ser jo ikke
ud som en vægtløfter. Men vi, som havde hørt frasagn om hans
tennisspil, var klar over, at han havde potentiale til at leve op til
det navn, han fik under vinhøsten: Forte Madsen. I øvrigt var han et
omgængeligt og hjælpsomt menneske. Han fragtede mig til apoteket i sin
medbragte bil - imponerende at den var med på den lange rejse fra
Aarhus. Han var i godt selskab på køreturen. Hans nu desværre afdøde
kone, Lise, var et sødt og klogt menneske. Hun svingede godt med min
egen kone, Teresa, som også var med på San Cataldo-holdet denne gang.
Tilbage til det saglige: Svend Åge
Madsen kunne ikke bare bære vin, men også give relevant modspil til min
disputats.
Da jeg fortalte om det moderne
gennembruds anmelderi og spillet bag kulisserne, advarede han mig mod
uden videre at antage, at det kritikerne skrev i breve, var mere sandt
end det, de skrev i anmeldelserne. Jeg var opmærksom på problemet, men
det at få det påpeget af netop Madsen gjorde et særligt indtryk på mig.
Også Madsens skakmakker på holdet,
matematikprofessoren Steffen I. Lauritzen fra Aalborg, kunne yde et
bidrag til mit disputatsarbejde. Han skaffede mig et nyttigt fagudtryk,
ekstenter. Det fører for vidt at forklare det her. Meget interesserede
læsere - dem skal der også være noget for - vil kunne se det på side 46
i disputatsen.
Fagfolk fra andre fag kan være gode at
spørge til råds, når det gælder teoretiske og strukturelle problemer.
Jeg havde nytte af samtaler med den knivskarpe juraprofessor Knud
Waaben, også da vi kom hjem til Danmark. Hans otiums-speciale var maden
i fængslerne gennem tiden.
Knud Waaben havde gået i skole med
komponisten Poul Rovsing Olsen, som min kone kendte fra Dansk
Folkemindesamling, hvor hun hjalp PRO ved indsamlingen af de polske
roearbejderes sange.
Langt væk fra Danmark opdager man,
hvor mange tråde der binder danske kulturfolk sammen. Med på holdet var
også en fynsk pianist, Pia Terndrup, som min kone havde undervist i
musikteori, og Lis Levinsen, som havde været rektor på min søns
gymnasium. Lis Levinsen blev i øvrigt gode venner med Knud Waaben under
dette ophold på San Cataldo, som også er kendt for at fungere som
dating-bureau for mennesker i alle aldre. Sol og vin og beåndede
samtaler i skønne bjerglandskaber virker befordrende for den
menneskelige kontaktevne.
P.S.
Da jeg tredje gang fik lejlighed til
at tilbringe en måned i Italien, var det i Skandinavisk Forenings
Kunstnerkollegium, som dengang, i 1996, lå på Via Garibaldi i Rom. Min
generøse institutbestyrer Klaus Kjøller gav mig lov til at absentere
mig fra instituttet i en måned.
Kunstnerkollegiets leder var en
tidligere studerende fra instituttet og forskningsbibliotekar fra KB.
Teresa var med, og her var vi mest på tomandshånd. Vi snakkede med de
andre stipendiater, bl.a. om hvor mange måder man kan blive snydt på i
Rom. Selv blev vi tørret af en taxichauffør, som gav os avispapirpenge
tilbage. Han havde klippet pengesedler ud af en lotteriannonce i en
avis, og dem brugte han åbenbart, når han havde samlet turister op i
nattelivet.
I modsætning til San Cataldo havde
Kunstnerkollegiet næsten intet organiseret fællesskab. Det var en mere
privat studietur, hvor vi gik til koncerter og opera og fik byen ind på
rygmarven. Mit officielle ærinde var at gå i Tom Kristensens fodspor.
Det gjorde jeg også, men der kom kun et foredrag ud af det. Jeg mødte
imidlertid min gamle studiekammerat fra danskstudiet, Levende
Billeder-redaktøren og Tour de France-kommentatoren Henrik Juul Hansen
dernede. Han boede også i Trastevere. Det var en dejlig overraskelse.
|
