|
Litteraturforskere og -kritikere i
Danmark, Sverige, Norge og Island nyder godt af Foreningen Norden og de
nordiske fonde og kursussteder. Navnene og stederne er minde-musik i
mine øren: Hindsgavl på Fyn, Biskop Arnö i Mälaren, Nordens Hus i
Reykjavik og Schæffergården i Jægersborg, og Lysebu på Voksenkollen, de
to sidste ejet af Fondet for dansk-norsk samarbejde.
Flere gange i liv har jeg været
begunstiget af rejser og legater fra Foreningen Norden, den første gang
endog uden at søge.
Det var da jeg gik i 2.g. på
Christianshavns Gymnasium. Foreningen Norden inviterede en elev fra
gymnasiet med på en rundrejse i Sverige sammen med en busfuld andre
udvalgte danske og norske gymnasieelever. Jeg ved ikke, hvordan
udvælgelsen var foregået. Rektor meddelte mig blot, at man havde peget
på mig. “Man” var efter alt at dømme min dansklærer Børge Andersen, som
var mig venligt stemt og skrev opmuntrende ord i min meddelelsesbog.
Måske havde min historielærer Ole Barfoed også en finger med i spillet.
Vi kørte til Göteborg og forenedes med
de norske gymnasieelever. Herfra gik turen til Dalarne, og derefter til
Uppsala og Stockholm. Altsammen såvidt jeg husker, for jeg har ingen
fotografier eller ting fra turen. Men meget står skærende klart for
mig. Det var min første store udenlandsrejse (når vi ser bort fra en
konfirmationsrejse til Schweiz og Italien).
Det var noget særligt at være på egen hånd,
dvs. uden mine forældre og uden mine venner og hjemlige skolekammerater.
Vi fik set en masse arkitektur og
kunst. Drottningholm slot selvfølgelig, og de store kunstmuseer. Vi
besøgte også flere små museer, bl.a. på Anders Zorns hus i Mora. Zorn
havde jeg et særligt forhold til, fordi vi havde en Zorn-skravering
hængende derhjemme. Det
var vores mest værdifulde stykke kunst. Min mor havde fået det af en
dame, hun gjorde rent hos. Damen havde lagt mærke til, at min mor altid
stod og kiggede på det billede, når hun var i lejligheden. En dag fik
hun det så i gave.
Tilbage til rejsen:
Vigtigere end museerne var de venskaber, jeg
stiftede. Der var Kjersti Dahlstedt fra Uppsala. Hun kom senere til
Danmark, på Askov, og besøgte mig engang på Bornholm. Hun var en dygtig
tegner og blev senere kendt som maler. Vi udvekslede breve i årevis.
Per Børdahl fra Hamar og Vibeke
Edelberg fra Ribe mødte hinanden på turen og giftede sig få år efter.
Vibeke Børdahl blev siden en anerkendt sinolog. Per Børdahl blev
klinik-overlæge og professor. Per og Vibeke var uadskillelige på turen.
De blev hængende sammen i de efterfølgende år. I 1967 var vi
rygsækturister sammen i Grækenland.
Per må være en af Nordens mest belæste
gynækologer. Vi har udvekslet danske og norske bøger livet igennem. En
roman af Rifbjerg for en roman af Solstad osv.
Effekten af rejsen var altså varige
nordiske kontakter på det personlige plan.
Arbejdskontakter fik jeg på Hindsgavl
i 1971. Jeg fremlagde nogle resultater af mit speciale på et
kritikerseminar, og Karl Erik Lagerlöf hyrede mig på stedet til at
anmelde ny dansk litteratur i Göteborgs Handels- &
Sjöfartstidning. Det gjorde jeg i to år. Så lagde universitetet og
Politiken beslag på al min tid.
Men interessen for det nordiske
perspektiv var ikke forsvundet. Tvært imod.
I 1980 tog jeg orlov uden løn fra
universitetet for at kunne rejse rundt i Norden og interviewe
forfattere om deres syn på forfatterrollen. Rejserne var finansieret
dels af Politiken og dels af Foreningen Norden.
Jeg brugte Biskops Arnö
som lokation for en samtale med fem forfattere, en norsk, en svensk, en
dansk, en islandsk og en finsk. Fælles for dem var et engagement på
venstrefløjen, men de var uenige om, hvilke konsekvenser dette
engagement skulle have for deres litterære virksomhed.
Lysebu
blev brugt som udgangspunkt for en samtale med norske forfattere og
kritikere, som hellere diskuterede politik end litteratur. Sådan var
tiden.
Da jeg kom til Island, sagde
bibliotekaren på Nordens Hus i Reykjavik, at jeg ikke behøvede rejse
rundt for at finde islandske forfattere. Jeg skulle bare sætte mig ud i
kantinen. Dér kom alle forfatterne. En af de forfattere, jeg mødte her,
sagde, at de islandske forfattere havde det bedre, end de fortjente.
Det fortrød han. Næste dag opsøgte han mig for at gøre det sagte usagt.
Man skulle tro, at jeg var i Polen, som jeg også besøgte i 1980. Her
kunne fortalelser være fatale.
I Finland besøgte jeg en tidstypisk
kvindelig forfatter, Märta Tikkanen, som var finlandssvensk og havde et
stort publikum i både Finland og Sverige, og som med sine
selvbiografiske og feministiske bøger også nåede ud til danske og
norske læsere. Hun favnede hele Norden. Hun vaskede tøj og hængte det
til tørre, mens jeg interviewede hende.
Finnerne var i øvrigt meget
foretagsomme, når det gjaldt promoveringen af deres litteratur. De
arrangerede rundrejser for norske, svenske og danske kritikere. De
serverede dem så at sige på et fad for os.
Mine artikler blev løbende trykt som
kronikker i Politiken og derefter udgivet samlet i scrapbogen Kulturopbruddets
år (1982).
Da jeg vendte tilbage til mit arbejde
som underviser og forsker, fastholdt jeg den nordiske dimension. Det
var til en vis grad en selvfølgelighed, for jeg var ansat på et
institut, der først bar navnet Institut for Nordisk Filologi og
derefter omdøbtes til Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.
Vi havde svenske og norske lektorer ansat, ofte prominente og
produktive personer, fx Eva Haettner
Aurelius, Anders Palm og Gunnar Syréhn og Øystein Rottem og Jørgen
Haugan.
Lærerne på instituttet medvirkede ved
kurser for norske studerende på Schæffergården.
Vi rejste med vores ph.d.-studerende til seminarer i Lund. Vi brugte i
høj grad norske og svenske bedømmere i vores disputatsudvalg, fx Per
Rydén i det udvalg, som bedømte min egen disputats om Det
danske anmelderis historie. Jeg indtrådte i
stillingsbedømmelsesudvalg i Norge, indtil jeg opdagede, at de ikke
mere var interesserede i vores afvejning af ansøgerne; vi skulle bare
blåstemple de ansøgere, som de derefter frit ville vælge imellem. Tomas
Forser inviterede mig til seminar i Göteborg, og jeg blev gæstevejleder
for en af hans ph.d.-studerende, Stina Otterberg. I egenskab af
litteraturredaktør blev jeg bedt om at levere kritisk gennemgang af
avisen Sydsvenskan.
Fordelen ved dette nordiske samarbejde
var, at vi havde nogle fælles værdier og normer, og at vi uden besvær
kunne forstå hinandens sprog. Det er en kendsgerning, at danske, norske
og svenske lærebøger krydser grænserne. Afsnit af mine bøger om
litteraturkritik bruges på norske universiteter. De behøver ingen
oversættelse.
På den første
skandinavistik-konference, jeg deltog i, var der en forelæser, der
spurgte: “Skal jeg prate skandinaviska?” Spørgsmålet blev besvaret med
et rungende “Nej!” Tilhørerne ville høre indlæg på de originale sprog,
og ingen havde dengang fantasi til at forestille sig, at fællessproget
blandt nordiske videnskabsmænd skulle blive et primitivt og unuanceret
engelsk.
|
