Først lagt op 01-08-2020; senest opdateret 03-08-2020 09:38

Mini-essay 26

 

10 år på Ekstra Bladet

 

Når man færdedes i Politikens hus, som jeg havde gjort det siden 1972, var Ekstra Bladet den første avis, hånden krabbede sig hen til.

Man måtte lige se den frække formiddagsavis. Hvem var nu blevet taget med bukserne nede? Hvis tur var det nu til at komme op og hænge? Det var afslørende og kampagnepræget journalistik, man kiggede efter. Men også vittige og nådesløse anmeldelser. Ikke alt sammen efter etiketten, men attraktivt.

Jeg var fast læser af Ekstra Bladet, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg i 1996 lod mig ansætte som litteraturredaktør dér. For nogle af mine venner og kolleger var det et fald. Fra en kulturelt toneangivende avis til en lavkulturel. I sin erindringsbog “Sådan” (1999:163) oplister Klaus Rifbjerg en række “begavede hoveder”, som har “begravet deres talent og sunde fornuft i pishuset på Rådhuspladsen, tænk bare på Poul Borum, Claes Kastholm, F.P. Jac og John Chr. Jørgensen.” Som for at understrege alvoren i denne dom undlod Rifbjerg herefter at hilse på mig, når han så mig på gaden. Vi var ellers næsten naboer i de år, han boede på Forchhammersvej. Jeg vidste, at han havde et Ekstra Blads-traume fra Victor Andreasens tid, men ikke, at det sad så dybt i ham, at han uden at åbne bladet kunne fastslå, at dem, der skrev i det, til evig tid ville have mistet deres fornuft.

Nå, min situation på Politiken var uklar efter, at jeg i 1990 havde opgivet min stilling som litteraturredaktør og vikarierende kronikredaktør og var vendt tilbage til universitetet. Jeg havde ingen konflikter med den nye litteraturredaktør, Bjørn Bredal. For så vidt heller ikke med den nye chefredaktør, Tøger Seidenfaden, men jeg mærkede koldere og hårdere vinde. Og jeg var et af de gamle træer i skoven.

Det er generelt svært at være menig medarbejder et sted, hvor man tidligere har været chef. Man ved ofte for meget. Man kommer til at blande sig for meget. Hvorfor blev man ikke på posten, når man nu er så klog? Det bedste vil i de fleste tilfælde være at forlade arbejdspladsen helt og holdent.

Så da Poul Borum døde i 1996, og Claes Kastholm på Ekstra Bladets vegne sonderede terrænet hos mig for at finde en passende afløser for Borum, foreslog jeg mig selv. Hvorvidt Kastholm havde kalkuleret med et sådant svar, ved jeg ikke, men alt gik nu lynhurtigt. Kastholm og jeg havde et møde over en frokost i Tivolihallen. Jeg skulle medbringe nogle krav. Jeg har aldrig været nogen stor købmand, så jeg viste mine lønkrav til min kone. Du skal bede om meget mere, sagde hun og foreslog et beløb, som fik det til at svimle for mig. Det spillede jeg ud med i Tivolihalllen, og Kastholm sagde ok uden at blinke. Han skulle bare konferere aftalen med Sven Ove Gade, som straks lod et egentligt ansættelsesbrev udarbejde. Jeg var efter eget ønske “hovedanmelder” og “bogfordeler”. Jeg har altid foretrukket tydelighed frem for titler.

Et år efter meddelte Gade mig, at jeg fik for lidt for min indsats og lagde nogle ekstra tusinde på min månedsløn. Han tilføjede, at han var uhyre glad for at have mig som medarbejder: “Du har sørget for at sikre en mindst lige så markant litterær dækning som Borum.”

Hvilken kontrast til lønforhandlingerne da jeg i 1987 blev ansat som litteraturredaktør på Politiken. Her sad Agner Ahm og filede på beløbene, så noget af lønnen blev erstattet af tv-licens, avishold etc. etc. En desillusionerende fedteri-operation, som fejlagtigt forudsatte, at jeg var supplikant, og at en lederstilling på Politiken næsten bar lønnen i sig selv. Jeg var lige ved at skride på stedet.

Så var der helt anderledes format over Ekstra Bladet.

I min nye stilling skulle jeg ikke bestyre et departement, men være min egen herre. Jeg kunne vælge de bøger, jeg havde mest lyst til at læse og skrive om. Og det var let at finde lyse hoveder til de andre. Hans Fl. Kragh, Pedro, Hans Larsen m.fl. fra bladets faste stab, og Søren Marquardt og Kamilla Löfström fra universitetet. I øvrigt skrev chefredaktørerne gerne om politiske og historiske bøger. Sven Ove Gade og hans efterfølger Hans Engell var veritable læseheste.

I ti år havde jeg den fornøjelse at smutte op på Ekstra Bladet på vejen fra Universitetet på Amager til mit hjem ved det gamle radiohus.

”Har du noget god sladder?” spurgte jeg kultursekretæren, Jette Ramsing. Hun hev en af sine smøger frem af skuffen og gav sig til at fortælle historier, som ikke var egnede til avisen. Derefter fordelte vi bøger til anmeldelse og tjekkede, hvad der var kommet ind af anmeldelser. Det hele gik hurtigt, for der var ikke nogen hær af anmeldere med velerhvervede rettigheder at tage hensyn til. Vi improviserede os frem, men jeg gik ofte hjem med alt for mange bøger!

Jette var tolerant og forstående. Mange sad og græd deres sorger ud på hendes kontor, indtil også Ekstra Bladet faldt for århundredets indretningsfidus: storkontoret.

Jette Ramsings tolerance blev lejlighedsvis udfordret, en gang f.eks. af lyrikanmelderen F.P. Jac, der i et anfald af fuldskab og storagtighed kom til at kalde hende “fru brevopsprætter”. Det kostede ham dyrt. Fra da af holdt hun op med at redde hans røv, når lokummet brændte. I skranken gik Jette under navnet ”Dragen”.

Sproget var frit og humøret solidt. Flinke unge mænd (forbavsende ofte teologistuderende!) passede skranken. Fra et kontor nede ad gangen hørte man Karen Thisted skræppe op. Tillidsmanden sagde, at folk skulle have høreværn og arbejdsskade-erstatning i nabokontorerne. Karen grinede højt af det hele. Tonen var ligefrem og sjov. Der var mange søde og begavede journalister af begge køn.

Atmosfæren var mindre konkurrencepræget end på Politiken. Jeg havde et - set fra min synsvinkel - strålende samarbejde med reporterne Marie Lade, Michael Holbek, Kenan Seeberg, intervieweren Ingeborg Brügger, ankermanden George Hilton og teateranmelderen Gregers Dirckinck-Holmfeld. For nu bare at nævne en håndfuld.

På redaktionen skete der af og til forunderlige ting. Som da bladets russisk-kyndige udenrigsmedarbejder Vladimir Pimonov en dag blev flyttet over som kulturreporter.

Han skrev en artikel om en international teatertrup og nævnte undervejs den russiske skuespiller og instruktør Stanislavskij. Folkene i redaktionssekretariatet bad ham forklare, hvem Stanislavskij var. Han rev sig i håret af fortvivlelse: “De ved ikke engang, hvem den store Stanislavskij er”.

Kort efter var han blevet sat på en ny opgave, denne gang om dansk teater. Han kom ind på kulturkontoret. Nogen havde åbenbart hjulpet ham på vej, for han så ned på sine noter og spurgte: “Hvem er Jørgen Reenberg?”.

Pedro, alias Peder Christoffersen, var en anden original EB-figur. Han strikkede trøjer med latinske sentenser. Han skrev også artikler om strikkebøger. Det syntes de ikke var Ekstra Blads-stof i redaktionssekretariatet. Men når så Pedro fik et stort interview i kassen f.eks. med Pia Kjærsgaard, så holdt han interviewet tilbage, indtil redaktionssekretariatet havde trykt hans strikkeartikel. Vidunderlige hesteprangermetoder.

Pedro havde styr på sindstilstandene hos chefredaktørerne. Han aflagde dem visit hver dag. Da jeg en dag havde anmeldt Bent Falberts biografi om Jens Jørgen Thorsen til fire stjerner, sagde Pedro grinende til mig: “Det er ikke muligt for en chefredaktør på Ekstra Bladet at skrive en bog til mindre end fem stjerner”.

Pedro elskede at få ros. Han sad og skrev for åben dør, og når han så mig ude på gangen, kaldte han mig ind til sin skærm, så jeg kunne se, hvor godt han skrev. Han var narcissist på den gode måde.

Pedro har desværre taget billetten. Han fik en rigtig Ekstra Blads-død med tilhørende nekrolog. Han omkom under en middag, hvor han fik et stykke kød galt i halsen. Bent Falbert skrev en nekrolog under rubrikken “Pedro myrdet af en kødklump”.

Redaktionsledelsen havde jeg det godt med, ikke kun i Sven Ove Gades tid, men også da Hans Engell kom til i år 2000. Den mest problematiske figur var ham, der havde hyret mig: Claes Kastholm. Da han henvendte sig til mig i 1996, skrev han: “Her på Ekstra Bladet befinder jeg mig ikke mindre end strålende”. Han virkede nu ikke sådan. I 1997 løftede Gade ham ind i chefredaktionen. Men Claes manglede lederegenskaber og førte sig arrogant frem. På kulturmøderne nedgjorde han frejdigt forfatterskaber, han tydeligvis ikke havde læst. Det var, som om han kompenserede for sin usikkerhed ved at blære sig. Han manglede empati og forudseenhed. Når han ansatte en ny mellemleder kunne han finde på at sige, at nu steg gennemsnitsintelligenskvotienten i redaktionssekretariatet med 25 procent.

Effekten var, at ingen rørte en finger for at hjælpe den nyansatte med at finde ud af, hvordan telefonen fungerede. Han var stemplet som Kastholms intelligensreserve og dømt til udfrysning og forvisning den dag, Kastholm faldt.

I 1999 skandaliserede Kastholm sig ud af huset. Jeg kom tilfældigvis forbi den morgen, da rengøringsfolkene slettede sporene fra hans fækale hærgen. En trist historie med to interessante fortsættelser: Kastholm genopfandt sig selv som ”Groft sagt”-skribent på Berlingske - Ekstra Bladet i Pilestræde - og efterlod sig et mindre eksplosivt Ekstra Blad på Rådhuspladsen. Han var savnet i spalterne, men ikke på redaktionsgangen.

Selv var jeg fra starten klar over, at jeg ikke skulle binde min skæbne til Claes. Jeg refererede direkte til Gade, som var dybt interesseret i kulturstoffet, ja, som var gift med det - hans kone, Jonna Gade, var hovedanmelder på filmstoffet.

Sven Ove Gade var på det rene med, at jeg ikke kunne gå ind og spille den nye Poul Borum. Jeg måtte finde min egen metode. Den bestod i at brede stoffet ud, som Otto Gelsted havde gjort det i den gamle EB-tradition, og som Harald Mogensen og jeg selv havde gjort det i Politiken, altså give plads til populærlitteraturen og spændingsbøgerne ved siden af den klassiske roman.

Metoden krævede spalteplads og frie hænder. Og jeg fik begge dele. Om søndagen havde jeg ofte to sider.

Det hændte, at danske forfattere udtrykte forbløffelse over at have fået den mest omfangsrige anmeldelse i Ekstra Bladet. Nogle på bladet syntes utvivlsomt, at det var for meget af det gode. Men ingen prøvede at skære mig ned. Og vigtigere: Ingen prøvede styre mine meninger, heller ikke når de afveg fra bladets kampagnejournalistik. Jeg skrev lystigt om Jørgen Leths “Det perfekte menneske”, den med hans ret til kokkens datter, mens redaktionen kørte en meget moralsk kampagne mod den.

Jeg havde intet med kampagnejournalistikken at gøre og bidrog aldrig til den anonyme satire på side 2. Vi opretholdt det klassiske skel mellem journalistik og anmelderi.

Når jeg forlod Ekstra Bladet med udgangen af 2006, var det altså ikke, fordi jeg var utilfreds med noget, men fordi jeg så hen til et otium, hvor jeg selv kunne bestemme over min tid. Jeg begyndte også at mærke grænserne for min fysiske formåen. Måske var det mr. Parkinson, der begyndte at banke på. Tre år efter fik jeg diagnosen.

Engagementet på Ekstra Bladet fik mig ikke til at skære ned på forskningen og undervisningen. Tværtimod. For ikke at blive beskyldt for at snyde på vægten, sørgede jeg hele tiden for at ligge højt på instituttets præstationsliste. Jeg arbejdede som død og helvede til det sidste: Afskedsforelæsningen for et fuldt hus med gamle og nye venner, studerende og lærere side om side med journalister fra Politiken og Ekstra Bladet på tilskuerrækkerne. Og søde og vittige taler ved Hans Hertel og Anne Middelboe Christensen. Hvis det ikke havde været for et bidende mavesår, ville dagen have været perfekt.

 

P.S.

Ang. Ekstra Bladets historie i de år, hvor jeg var ansat, henviser jeg til Gregers Dirckinck-Holmfelds glimrende “Tør - hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet 1-2” (2003-04). Om traditionen fra Otto Gelsted, se bd. 1 s. 122. Om Kastholms ankomst og afsked, se bd. 2 s. 299ff. Om Kastholms journalistik har Sven Ove Gade udgivet samlingen “Kastholm” (2016) med introduktion ved Hans Mortensen.

 

©John Chr. Jørgensen