Først lagt op 08-08-2020; senest opdateret 08-08-2020 12:45

Mini-essay 27

 

Kulturformidling

 

Til arrangementet omkring min afsked fra universitetet i januar 2007 havde danskfagets daværende studievejleder, Jan Rosiek, forberedt en tale, som han ikke holdt, fordi talelysten i forvejen havde været stor. Han gav mig et udprint af talen i hånden, og jeg blev rørt ved at se mig skildret som “en omsorgsfuld, ydmyg og utrættelig demokrat”. Det var der nok nogen, der ville have smilet skævt ad på stedet, hvis talen blev holdt. Man kan ikke deltage så ivrigt i beslutningsprocesserne og sætte så meget i gang, som jeg har gjort, uden at komme under beskyldning for møveri og manipulation. Så jeg tror, jeg vil lade talen blive liggende, bortset fra en enkelt kort passage, som jeg ikke kan lade være med at citere: “John Chr. har i de sidste mange år været sjælen i Kulturformidling, som er en af fagets store faglige og finansielle succeser.”

Dette blev altså nedfældet af en mand, der kendte økonomien i firmaet - for nu at fortsætte i denne forretningsmæssige sprogtone, som ville have været fuldstændig uhørt, da jeg begyndte på universitetet godt fyrre år tidligere. Dengang talte vi slet ikke om penge. Vi vidste, at nogle lærere havde flere studerende end andre, men vi tog det som en skæbnens tilskikkelse. Da jeg selv begyndte at undervise, måtte vi acceptere, at de studerende frit valgte lærerne, så der kunne gå op mod 100 på det ene hold og ti-tyve stykker på det andet hold i samme emne. Men da de studerende forkastede forelæsningsformen som den eneste gyldige og selv ville inddrages i undervisningen og have feedback på opgaver, blev det klart, at arbejdet måtte fordeles mere ligeligt på lærerne.

Masseuniversitetet og kravet om aktiverende undervisning gjorde det nødvendigt at udarbejde normer for lærernes arbejde, forberedelsestid, normer for vejledning, bedømmelse af opgaver osv.  På Nordisk havde vi et administrativt geni ved navn Thorkil Damsgaard Olsen, som satte alt dette i system. Den enkelte lærer skulle kunne dokumentere sin arbejdsindsats, og institutternes økonomi blev i et vist omfang styret af produktiviteten. Det blev muligt at tale om et fag eller et kursus som en økonomisk succes, som Jan Rosiek gjorde det om kulturformidling.

Økonomi-tænkningen virkede meningsfuld i forbindelse med kulturformidling, fordi faget i sig selv var lagt an på produktivitet. De studerende skulle skrive et antal artikler i forskellige genrer, og de skulle gøre det på realistiske vilkår med deadline og pladsbegrænsninger.

Kulturformidlingsfaget opstod som et svar på et behov hos vores studerende. Ikke alle kunne blive gymnasielærere, eller ønskede at blive det. Nogle ville hellere arbejde i medierne, på forlagene, museerne eller bredt med kommunikation. Erfaringsmæssigt kom en del af vores kandidater også til det. Det nye var, at universitetet prøvede at kvalificere dem til det.

Vi - lærerstaben, der grundlagde formidlingsuddannelsen på Dansk - måtte nødvendigvis selv have praktiske erfaringer.

Thomas Bredsdorff, Hans Hertel og jeg selv havde erfaringer fra avisarbejde. Thomas også fra teaterproduktion og Hans også fra redigeringsarbejde for flere forlag. Thomas kunne være blevet chefdramaturg på et teater, Hans kunne være blevet direktør på et forlag, og jeg litteraturredaktør på en avis.

Thomas og jeg havde begge vores gang i Politikens hus. Vi var interesserede i litteratur- og teaterkritik og udbød et overbygningskursus, hvor vi i fællesskab med de studerende producerede kapitler til en bog, vi kaldte “Anmelderi” (1983). Finn Klysner gik ind i arbejdet som medredaktør. Han fortsatte på egen hånd med antologien “Op og ned med kritikken” (1984).

Sammen med Hans Hertel, som jeg kendte fra kredsen omkring Sven Møller Kristensen, tog vi skridtet helt ud og etablerede en overbygningsuddannelse, der hed “Kritisk litteraturformidling”. Her opdyrkede vi en frugtbar forening af skrivepraksis og institutionsundersøgelser. Det blev modellen for de kurser, som efter indførelsen af bachelorgraden i 1990, kom til at hedde “Kulturformidling og kulturjournalistik”.

En af grundene til, at kulturformidleruddannelsen kom flyvende fra start, var, at vi havde produktudviklet den i en halv snes år. En anden grund var, at Hans Hertel med sit omfattende kontaktnet åbnede vejen til kulturinstitutionerne. Hertel kunne skaffe adgang til aviser, ministerier, biblioteker, forlag, teatre osv. Hans paratviden om kulturens institutioner og personer indgød respekt, og han formåede at introducere og takke af med stil. Han var den fødte kulturdiplomat.

Han arrangerede for eksempel en uforglemmelig aften i det diminutive teater “Får 302” i Toldbodgade. Den purunge Katrine Wiedemann satte “Per Gynt” op. Efter forestillingen diskuterede instruktøren med holdet en times tid. Og så gik de studerende hjem og anmeldte forestillingen. En af rubrikkerne kan stadig få mig til at smile: “Godt Per Gynt er halvt fuldendt”. I tiden før intranettet, satte vi artiklerne op på en opslagstavle i undervisningsrummet. Der var en intens stemning, når de studerende stimlede sammen for at læse hinandens artikler. Og luften emmede af begejstring, når det var lykkedes for en studerende at få en debatartikel trykt i en rigtig avis.

Kulturformidling blev så stor en succes, at vi, grundlæggerne, skulle passe på, at den ikke åd os op med hud og hår. Vi havde også andre forpligtelser og ønsker. Thomas og Hans trådte helt ud, og jeg blev koordinator for en stab af eksterne lektorer, hvoraf vi selv havde uddannet de fleste. Staben talte teater- og balletanmeldere (Rikke Rottensten og Anne Middelboe Christensen), litteraturanmeldere (Søren Marquardt Frederiksen og Signe Lindskov Hansen), folk med forlagserfaringer (Ove Kreisberg) og erfaringer med formidling af dansk kultur i udlandet (Lise Bostrup, Kristian Himmelstrup), forfattere (Jan Thielke), kulturhistorikere og kulturadministratorer (Olav Harsløf, Peter Christensen Teilmann).

Nogle af disse lærere producerede selv lærebøger: “Begejstring og brutalitet” (Anne Middelboe Christensen), “Kulturformidling” (Kristian Himmelstrup), “Kulturliv” (Peter Christensen Teilmann), “Få det fortalt” (Søren Marquardt).  Det var et frodigt miljø.  Lærerne ydede langt ud over det forventelige. Flere af dem sidder nu i ledende stillinger i kulturlivet.

Selv supplerede jeg med overbygningskurser i fortællende journalistik samtidig med, at jeg fungerede som vejleder for specialeskrivere, der stilede mod journalistiske udgivelser, for eksempel Annette Skov Rasmussen: “Himlen er min hat”, Kamilla Löfström: “Motorvej til Babylon”, begge med forfatterinterview, og Lars Hasholt: “En fantastisk udsigt - om at skrive rejseartikler”. Det var en fryd at se disse bøger ude i verden.

Kulturformidleruddannelsen blev en succes på næsten alle parametre. Hvad der manglede var et egentligt forskningsmiljø, som kunne sikre arvefølgen. “Du skulle have ph.d.’et de bedste af de eksterne lektorer”, sagde en kollega til mig. Da jeg forsøgte at komme igennem med et øremærket stillingsopslag, sagde en anden kollega til mig: “Det bliver for snævert. Du har jo lavet andet end skrivekurser”. Da skrivekurserne var den mest ressourcekrævende del af undervisningen, var det nødvendigt, at ankermanden kom herfra. Det kunne være en undervisningsstilling på fuld tid, men tanken om fuldtidsundervisere møder modstand på et universitet. Jeg pegede så på en yngre fastansat kollega med anmeldererfaring. Men ham havde institutlederen andre planer med. Måske havde han også selv andre planer. Sådan var det.

Uddannelsen kunne ikke fortsætte i det uendelige uden en fast koordinator med skriveerfaringer, og instituttet ville eller kunne ikke skabe en sådan stilling.

Nå, intet her i livet er bestandigt undtagen ubestandigheden. Så i stedet for at ærgre mig over, at kulturformidleruddannelsen på Dansk visner bort nu tretten år efter min afgang, vælger jeg at glæde mig over, at kulturformidlingen fik lov til at blomstre på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab i en snes år. Andre institutter og universiteter har taget over. De opgørelser, jeg modtager fra CopyDan hvert år, tyder på, at interessen for kulturformidlingen er stabil. De bruger i hvert fald stadig mine lærebogstekster i undervisningen.

Selve ordet “kulturformidling” har altid forekommet mig lidt tamt, men det har været en fest at have med uddannelserne at gøre. I stedet for at stille sig op og kigge ud over et dødt auditorium kom man vadende ind et arbejdende skriveværksted: “Skriver I, Karle?”.

De fleste deltagere var i øvrigt af hunkøn.

 

P.S.

Om mit arbejde som ankermand for kulturformidling, se Marianne Stidsen: Levende litterater. Samtaler om kritikkens guldalder, 2018:464ff.

Om mine cirka 20 bøger om kulturjournalistik set i en nordisk sammenhæng kan man læse s. 36f. i

http://nordicom.gu.se/sites/default/files/publikationer-hela-pdf/cultural_journalism_in_the_nordic_countries.pdf

Om den faglige udvikling af kulturformidleruddannelserne har jeg skrevet i artiklen “Fra kritikhistorie til kulturformidling” i Poul Behrendt m.fl. (red.): “Palmehaven”, 1992.

 

©John Chr. Jørgensen