|
Noget af det bedste, jeg gjorde i min
studietid, var at sige ja, tak, da jeg blev spurgt, om jeg ville gå ind
i en allerede etableret læsegruppe. Det blev begyndelsen til et mere
stabilt studium og nogle livslange venskaber.
Læsegruppen var et selvvalgt
fællesskab udsprunget af forprøve-undervisningen i dansk. Gruppen
bestod oprindelig af Finn Hirshals, Erik Olesen og Mogens Svendsen. Jeg
blev rekrutteret efter at have holdt et par oplæg ved Mogens Brøndsteds
kursus i fortolkning.
Finn og Erik havde engelsk som bifag.
Mogens og jeg havde oprindelig valgt tysk, men vi skiftede til engelsk
for at kunne bruge læsegruppen fuldt ud.
Ironisk nok var ingen af os tilhængere
af gruppearbejde! Vi dyrkede det bare. I realiteten organiserede vi
vores eget studium inde i studiet.
Vi læste og diskuterede hinandens
specialer. Da mit blev udgivet i 1971 under titlen Litterær
vurderingsteori og vurderingsanalyse var det
tilegnet Finn Hirshals, Erik Olesen og Mogens Svendsen.
Jeg var kommet skævt ind i
studieforløbet, fordi jeg aftjente min værnepligt lige efter
studentereksamen. Fra august 1963 til januar 1965 var jeg i marinen,
det meste af tiden som såkaldt plotter-korporal ved Mobil Base på
Holmen. Herfra fik jeg i uniform lov til at cykle ind til Frue Plads og
deltage i den studieforberedende undervisning, så jeg kunne aflægge
eksamen i filosofikum i sommeren 1964. De forstående flådeofficerer,
hvoraf flere afslørede, at de gerne ville have været historikere eller
noget andet civiliseret, tillod mig også at deltage i undervisningen i
oldislandsk fra efteråret 1964, så jeg kunne komme ind i et normalt
studieforløb og tage forprøven i dansk i sommeren 1966. Herefter ser
det ud, som om det gik slag i slag med bifagseksamen i engelsk vinteren
1969/70 og hovedfagseksamen i dansk 1970/71 og ansættelse som
amanuensis i dansk litteratur i umiddelbar forlængelse heraf. Og så en
automatisk oprykning til lektor i 1975.
Men vejen var på ingen måde lige og
let. Undervejs måtte jeg afbryde studiet i et halvt år på grund af en
depression, formentlig udløst af overanstrengelse. Jeg kom fra et miljø
uden akademiske traditioner. Der var ingen, der kunne give mig gode
råd. Jeg busede på, som om jeg skulle tilegne mig alverdens viden på
ingen tid. En stræbsom og begavet medstuderende, Jørgen Moestrup
(1943-1996), sagde, at de ting, han og jeg skrev om Georg Brandes,
Henrik Pontoppidan og andre af det moderne gennembruds forfattere,
altid skulle være bedre end noget, andre havde skrevet om samme emne.
Ambitionerne var tårnhøje. Man kan sige, at Jørgen Moestrup indfriede
forventningerne ved at skrive et videnskabeligt banebrydende speciale
om Pontoppidan og Nietzsche (jf. Flemming Behrendt: Livsrusen,
2019:8). Men for mig blev det for meget. Jeg knækkede sammen. Når jeg i
dag læser mine breve fra dengang, bliver jeg rystet over det maniske
sprog og hele den studentikose tone. En rygsækrejse til Kreta beskrives
fx sådan: “billig vin, strabadser, gamle sortklædte kællinger,
homoseksuelle, politi, militær, Aiskylos, militær, politi, hitch-hike,
socialdemokratiske lastbilchauffører, ouzo, rakt, masticha, himmelseng
på strandbred, maveforgiftning, tysk arkitekt med folkevogn (blaf på 2
dage!), ødemark, stegende varme, lune aftener, tyrkisk kaffe,
hashstudenter, gæstfrihed ud over det almindelige, cikader, chokolader,
spader, gader, lader …”.
Da jeg blev indlagt på psykiatrisk
afdeling på Bispebjerg, spurgte en psykolog, om jeg opfattede mig som
en plusvariant. Jeg fandt spørgsmålet ubehageligt, fordi det mig
bekendt refererede til noget med adfærden hos mus og rotter, men jeg
forstod essensen og svarede “Ja”. Hvortil han replicerede: “Kan du ikke
holde op med det?” Hvis alting var så let, som det spørgsmål
implicerede, behøvede man vel knap nok psykologer. Men han havde ret i,
at jeg måtte forsøge at styre min intellektuelle stræbsomhed. Og til
den ende var det et godt middel at sende mig væk fra universitetet for
en tid. Jeg tilbragte nogle måneder på sanatoriet Montebello i
Helsingør, hvor jeg snedkererede piber, broderede puder og lyttede til
klassisk musik m.m. indtil jeg igen kunne læse stille og roligt. Den
ligevægtige Poul Martin Møller, ham med En dansk students
eventyr, blev min redningsmand. Jeg anskaffede mig hans Efterladte
Skrifter i tre bind og læste med dyb tilfredsstillelse hans
livskloge tekster.
Da jeg kom tilbage til studierne,
hjalp læsegruppen mig med at strukturere stoffet. Vores ambitioner
bestod ikke i at være den bedste verden, men i at leve op til de krav,
fagene stillede til beståede eksaminer. Vi lavede små kompendier til
hinanden, skrev noter til forelæsningerne, så ikke alle fire behøvede
at gå til det hele. Undervisningen i engelsk var sølle i sammenligning
med det, der foregik på dansk. Vi gjorde det lettere for os selv og
skaffede på den måde tid til de litterære diskussioner, som for os var
det egentlige. Vi gik i biografen sammen, og vores diskussioner om
filmene var så interessante at filmene ved gensyn har haft svært ved at
leve op til dem.
Erik og Mogens arbejdede på at udvikle
min musikkultur. De fik mig til at gå med til torsdagskoncerter, hvor
de sad på hver sin side af mig for at kunne stoppe ethvert tilløb til
klappen mellem satserne.
Vi spillede også bold - og kort! En
uge på Bornholm, hvor vi skulle læse til eksamen i svensk, var nær gået
i vasken, fordi opdagede, at vi havde en fælles interesse i whist.
Med læsegruppen kom der balance i
tingene. Jeg ragede et par middelmådige karakterer til mig i engelsk.
Det ville jeg tidligere have takseret som en plet på min ære, nu var
det et fnug på mit ærme.
Læseklubben blev et venskabsforhold,
hvor vi efter bedste evne hjalp hinanden. Da Mogens Svendsen på et
tidspunkt var ved at gå kold i sit speciale om Thorkild Hansen, trådte
vi alle til med råd og dåd.
Mogens og hans kone Bodil købte mine
forældres andelslejlighed i Viborggade 15. Det var en slags bornholmsk
byttehandel: Bodil og Mogens kom fra Bornholm. Mine forældre var som
pensionister på vej til Bornholm, hvor min mor egentlig stammede fra.
De købte et husmandssted i Olsker for
de penge, de havde fået for lejligheden i Viborggade.
Når Mogens og Bodil holdt fester,
kunne Bodil finde på at vise gæsterne det sted i soveværelset, “hvor
John blev født.”
Mogens var en alsidigt begavet fyr.
Hænderne var skruet godt fast på ham. Han sagde altid i spøg, at hans
skulle have været pedel som bifag. Han hjalp sine naboer med at sætte
reoler op eller fastgøre et løst håndtag, og så snuppede de lige en
bajer bagefter.
Mogens manglede fremdrift og i sidste
ende også livsvilje. Han blev lektor på Rønne Gymnasium, men begyndte
at drikke. Det endte med skilsmisse mellem ham og Bodil. De delte
børnene, således at sønnen Anders blev hos Bodil, mens Mogens fik
ansvaret for datteren Lotte. Det var i praksis snarere Lotte, der fik
ansvaret for Mogens. Hans selvdestruktivitet førte til en alt for
tidlig død. Men på det tidspunkt havde jeg helt mistet forbindelsen med
ham. Lotte klarede sig imponerende flot videre i tilværelsen og blev
kendt som filminstruktør (“Bornholms stemme”) og debattør.
Vi andre tre fra læsegruppen har været
venner for livet. Vi har fulgt hinandens op- og nedture i arbejdslivet
og i familien. Vi mødes stadig og “taler om Billeskov”, som min kone
formulerer det.
Erik Olesen, et unikum af litterær
entusiasme, blev seminarielektor i Holbæk. Han og jeg lavede i
fællesskab Omkring
Den kroniske Uskyld i “Værkserien”, der blev
redigeret af min universitetsven Hans Hertel. Erik bidrog senere med
velskrevne artikler til Dansk Forfatterleksikon,
som jeg redigerede under medvirken af en anden universitetsven, Thomas
Bredsdorff.
Finn Hirshals, som har et oplagt
talent for at styre og organisere, blev gymnasielektor i Ballerup og
fik mange administrative hverv i opgavekommissioner og lign. Finn, Erik
og jeg redigerede i fællesskab antologien Velkommen i de
voksnes rækker. Bogen
blev ikke nogen salgssucces, men vi havde det sjovt, mens vi lavede
den. Finn med falkeblikket blev min faste manuskriptkritiker.
|
