|
Alle, der udtaler sig om andres
erindringer, skulle prøve at skrive deres egne. Først da får de øje på
det grundlæggende problem: Man er nødt til at have en synsvinkel på
stoffet. Ellers sander det hele til i detaljer.
Før man aner det, er denne synsvinkel
imidlertid blevet bestemmende for valget af genre og tone.
Jeg ønskede at sammenstille nogle
glimt fra en professionel løbebane, og jeg erklærede, at jeg ikke
troede på nogen nødvendig indre sammenhæng i et menneskeliv. Jeg afstod
således på forhånd fra at finde et biografisk organiserende princip.
Mine erindringsglimt har været holdt i
en lys tone, og grundgenren har været anekdoten. Jeg kunne sikkert have
ramt en lidt mindre lys tone og have været mere tilbageholdende med
morskaben, men jeg kunne ikke have skrevet i en mørk tone og anlagt en
tragisk synsvinkel på mit liv.
Som læseren vil have bemærket,
forholder jeg mig forholdsvis sjældent til sygdomme, skilsmisser og
kærestesorger. Ikke at jeg har været forskånet for disse sager.
Sygdomme skriver jeg faktisk noget om, men kun mine egne, og jeg ser
dem så vidt muligt helst fra den lyse side.
Skilsmisser og kærestesorger
involverer per definition andre end en selv, og dermed rejses problemer
af fremstillingsteknisk og moralsk art. Hvordan skal de andre komme til
orde i teksten? Og med hvilken ret kan man tillade sig at inddrage
andre, stadig levende personer i sine erindringer?
Jeg giver små, afrundede portrætter af
afdøde venner og samarbejdspartnere - Ebon Borg, Thorkild Borup, Nynne
Koch og Harald Mogensen - men jeg gør intet ud af de kvinder, jeg har
været gift og forlovet med eller kæreste med, før jeg som 43-årig blev
gift med Teresa Waskowska.
Det er en mangel eller skævhed ved
fremstillingen, specielt, når det gælder de kvinder, jeg har udgivet
bøger sammen med. Men hellere acceptere denne skævhed end at træde på
andres følelser.
Jeg medgiver, at der i disse valg og
fravalg kan ligge en vis konfliktskyhed og selvbeskyttelse, men
ambitionen har ikke været at fremlægge den fulde sandhed om mig selv,
men at fortælle om nogle interessante situationer og personer fra mit
professionelle liv.
Mine erindringer
er snarere memoirer end selvbiografi.
I overensstemmelse med min gamle
institutkollega Johnny Kondrup, som er ekspert i disse genrer, bruger
jeg erindringer som en bred betegnelse, der kan
rumme både selvbiografi og memoirer.
Forskellen på de to sidstnævnte genrer er, at “autobiografiens
intention er rettet mod selverkendelse, som søges opnået gennem en
fortolkende rekonstruktion af det levede liv”, mens
“memoireforfatterens ønske er at orientere læserne om en række
begivenheder, som han har været vidne til eller deltaget i.” (Kondrup: Erindringens
udveje, 1994:33ff). Andetsteds skriver Kondrup, at
memoireforfatterens “værk i sin mest konsekvente form er en perlerække
af anekdoter” (Kondrup: Levned og tolkninger,
1982:27).
Jeg takker for de afklarende
definitioner og vedkender mig med glæde, at det, jeg har skrevet, er faglige
memoirer.
Hvad angår anekdoterne, så kommer de
ikke af en uimodståelig trang til at underholde. Jeg oplever og husker
gennem sådanne situationer. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at min
livsfilosofi er grundet på humor.
Hvis der i Kondrupsk forstand er et
strejf af autobiografi i disse erindringsstykker, så er intentionen
rettet mod at udvide humoren så meget, at den også kan rumme problemer
og sorger. Filosofien går ikke ud på at grine ad det hele, men at
forsøge at få det bedste ud af tingene ved at løfte sig over dem og se
dem i et nyt perspektiv.
Vittigheder og anekdoter er små
lærestykker i perspektivforskydning og fortolkningssammenstød. Jeg
holder meget af denne anekdote fra det virkelige liv på Politiken: En
mand havde skrevet et læserbrev, som kaldte på en uddybende forklaring.
En reporter tog ud til ham for at interviewe ham. Manden fastholdt sine
synspunkter. “Han må jo være vanvittig”, sagde redaktøren. “Nej, han er
civilingeniør”, svarede reporteren.
I forbindelse med min stadig
fremadskridende Parkinson-sygdom fik jeg for et par år siden tilbudt et
talekursus. Og jeg mener ikke talerkursus, for det
var ikke retorikundervisning, men bare øvelser i tydelig artikulation.
Parkinson rammer desværre også taleorganerne, og hvis man ikke gør
noget ved problemet ender det med, at folk ikke forstår, hvad man
siger. Jeg fik nogle enetimer hos en dygtig talepædagog, som var
uddannet på mit gamle institut. Et par gange var der også nogle
studerende, som overværede undervisningen. Situationen var akavet: Her
sad jeg, en gammel rutineret lærer anbragt i rollen som en begynder,
der fik ros og ris. Der var ikke andet at gøre end at prøve at tage
situationen fra den muntre side. I stedet for at læse op af de samme
fraser hver gang, sammenstillede jeg fra gang til gang nogle A-4-sider
med vittigheder fra mit arsenal af håndbøger (“Bevingede ord”,
“Alverdens anekdoter” og Poul Malmkjærs samlede værker). Ud over at
vittighederne løftede stemningen og gav mig serveretten tilbage, havde
de også den fordel som pædagogisk materiale, at deres pointer for at gå
hjem måtte artikuleres fuldkommen klart. Normalt taber
Parkinson-patienten artikulationskraft til sidst i en passage, men her
måtte jeg altså virkelig anstrenge mig for at sikre mig belønningen:
smilet eller grinet.
“Ønsker du at dø med en vittighed på
læberne”? spørger min læser. “Ville det være bedre med en forbandelse?”
svarer jeg.
Da en god ven af mig lå på sit
yderste, blev der talt hen over hans krop i hospitalssengen. Han tog
iltmasken af og sagde “Jeg er ikke død endnu.” Han vidste formentlig,
at det var et citat, men tiden var ikke til originale påfund.
“Én ting er nu humoren som
livsholdning, men det er vel ikke den, der har drevet dig frem i
livet?” spørger min læser videre. “Nej, jeg har ikke direkte orienteret
mig efter vittighederne”, svarer jeg.
Er min opfundne læser ikke blot et
anstrengt forsøg på efterrationalisering? Har jeg overhovedet haft
nogen samlet bestræbelse i livet?
At blive selvhjulpen, altså at kunne
klare mig selv økonomisk var til en begyndelse vigtigt for mig. Det
skyldte jeg mine forældre, som havde holdt mig i skolen længere, end
der var tradition for i mit miljø.
Jeg havde masser af småjobs i skole-
og studietiden: bud for en købmand, for et renseri, for en
legetøjsforretning, blomsterbud, avisbud, sommerjob på Nordisk Fjer,
Solbjerg Mejeri og Grønlandske Handel, postbud i lange baner,
privatlærer i dansk, tysk og latin m.m. Jeg måtte bidrage til livets
ophold, og det lærte jeg meget af. I det hele taget har jeg nydt godt
af den brede erfaringsbaggrund, mit miljø har givet mig.
Det var noget helt særligt at komme
hjem med en lønseddel, som viste, at jeg kunne leve af det fag, jeg
havde studeret. Jeg var stolt og glad. Min fars evindelige “Læser du
lektier eller romaner?” var nu definitivt blevet gjort til skamme: Jeg
havde bevist, at man kunne leve af at læse romaner.
Når man kom fra arbejderklassen, var
det at få en fast stilling til en god løn allerede meget. Og så tilmed
et interessant job, nærmest et hobby-job af en art, som sikrer én
beskæftigelse livet ud.
Bestod resten af livet i andet end at
klare sig godt i jobbet og realisere det almene? Jeg agerede i hvert
fald sådan, giftede mig og fik et barn. Syv år efter fulgte en
skilsmisse. Den havde ikke været en del af livsplanen!
Men livet gik videre. De civiliserede
aftaler omkring min søn Torsten gav tilværelsen struktur. Jeg kunne
forelske mig, men jeg skulle ikke nyde noget af at gifte mig igen.
Jeg kastede min energi ind i arbejdet
og var privilegeret derved, at jeg kunne lide det hele, både at
undervise, forske og at skrive i avisen. Når folk af og til spurgte, om
jeg ikke var arbejdsnarkoman, blev jeg træt i ansigtet. De burde jo
kunne se, at det ikke var en sygdom eller et narkotisk stof, men en
lyst og en leg.
Jeg syntes, det var morsomt at sætte
gang i de unge studerende. At se lyset i deres øjne, når der gik en
prås op for dem.
Jeg nød at kulegrave stofområder, løse
problemer og skabe nyt udsyn i min forskning.
Og avisen var det rene frikvarter. Jeg
var kommet ind i en slikbutik, og kunsten bestod i at vælge fra. Dér
havde jeg et problem.
Når jeg havde involveret mig i noget,
havde jeg svært ved at komme ud af det igen. Selv om jeg ifølge Bettina
Heltberg så “lige så dæmonisk ud som en siciliansk mafialeder”, så var
jeg en pæn dansk dreng, som nødig ville skuffe nogen.
Jeg havde siddet på første række i
flinkeskolen, og jeg kom aldrig helt ud af den. Nogle alvorlige
advarsler – depression, rygsmerter og mavesår – fortalte mig at kroppen
havde sine grænser og at jeg ikke måtte anbringe mig i positioner, hvor
jeg belastede mig over evne.
Hellere operere med overskud i anden
række end fægte fortvivlet i første række. Det var en
overlevelsesstrategi, som blev en livsfilosofi.
Der ligger en indrømmelse af svaghed i
den. Jeg kan godt lide de karakteristikker af mig, som har denne
svaghed med.
Min desværre nu afdøde forskerven fra
Det kongelige Bibliotek, Lars Peter Rømhild, har kaldt mig “Humanisten
uden albuer”. Et handicap set i gunstig belysning.
Tidsskriftet “Standard” har i en leder
udnævnt mig til “Boulevardernes dr.phil.” Inkommensurable størrelser.
Jeg indrømmer, at jeg skræver, så bukserne er ved at revne. Engang da
jeg skulle holde foredrag om Sven Hazels krigsromaner på Frederiksberg
Bibliotek, revnede bukserne faktisk, da jeg satte mig ind i taxaen. Jeg
var hermed advaret.
Hans Hertel har i en
fødselsdagsartikel anskueliggjort min virksomhed som underviser i
kulturformidling med dette litterære billede: “Og når man i tiderne har
set dr. Jørgensen belejret af studerende og specialeskrivere, har det
kunnet ligne Gulliver og lilleputterne. Bortset fra at mange af
eleverne er groet op til talent- og magtfulde skribenter og redaktører,
der nu rådgiver og redigerer deres gamle lærer.”
***
Jeg indser nu – og først nu, mens jeg
skriver det – at der under disse anekdotiske memoirer løber en
selvbiografisk bestræbelse i retning af en selverkendelse, forstået som
evnen til at justere sine kræfter i forhold til virkeligheden. Jeg er
et privilegeret menneske, som på min bane gennem livet har modtaget en
række tilbud, som jeg kunne tygge på – og sluge eller spytte ud, som
jeg nu ville. Som tv-manden Poul Nesgaard siger det: ”Livet er fuldt af
foræringer – bare man ved, hvad man vil og har tålmodighed til at
vente.“
Det gjaldt bare om ikke at overbelaste
systemet. Et par gange, hvor jeg sad med særligt fristende tilbud, har
jeg nydt godt af min kones og min søns unisone råb ind over
middagsbordet: “Det gør du ikke!” Det sker, at man behøver andres hjælp
til at forstå sig selv.
Som Boulevardernes dr.phil. bestræber
jeg mig for at sige tingene så kort som muligt. Jeg ville undersøge om
mit liv ikke kunne sættes på en formel, et motto, og foreslog “Et jævnt
og muntert liv”. Min kone kiggede smilende på mig og sagde “jævnt?”
John
Chr. Jørgensen
|
