Betina Kjerulf-Jensen & Maj Dahl-Rasmussen: Regional identitet
i Øresundsregionen. En undersøgelse af Øresundskomiteens pjece: Mötesplats Öresund
Kontakt: Betina Kjærulf-Jensen, betinakj@mail.dk
og Maj Dahl-Rasmussen, maj_dahl@hotmail.com,
Specialenr.
|
4370 |
|
|
Forfattere
|
Betina Kjerulf-Jensen |
Maj Dahl-Rasmussen |
|
Titel
|
Regional identitet i Øresundsregionen.
En undersøgelse af Øresundskomiteens pjece: Mötesplats Öresund
|
|
|
Omfang
|
171 s. (174
normalsider). Hertil 7 bilag, bl.a. pjecen nævnt i titlen. |
|
|
Individuelle
ansvarsområder
|
Betina Kjerulf-Jensen
hæfter for afsnit 2, 3.2, 3.3, 3.4, 5.3.1, 6.1.2, 6.1.5, 6.1.6, 6.2, 10.3.3.2
(i alt 46,5 ns); Maj Dahl-Rasmussen hæfter for afsnit 3.1, 4.1, 4.2, 6.1.1,
6.1.3, 6.1.4, 7, 8 (i alt 46,5 ns) |
|
|
Indleveret
|
17. oktober 2003
|
|
|
Eksaminator og
vejleder
|
Klaus Kjøller
|
|
|
Specialet består i en kommunikationsanalyse og -kritik af en stor pjece
(tospaltet, 24 s.) fra Øresundskomiteen, Mötesplats
Öresund. Regional identitet i Öresundsregionen – forütsätninger och
erfarenheter. På grundlag heraf gives der råd til organisationen om
fremtidig strategi og informationsmaterialer.
Mere detaljeret spørges der i problemformuleringen: Hvilke opfattelser af kultur anvender Øresundskomiteen? Hvordan argumenterer Øresundskomiteen for en integreret Øresundsregion? Er pjecens udformning velegnet til at understøtte pjecens budskab? Øresundskomiteen er et samarbejdsforum med 16 svenske og 16 danske medlemmer som er udpeget af amter og kommuner på Sjælland og i Skåne. Hertil 2 observatører fra den svenske og den danske stat. Komiteen er udstyret med et sekretariat på 15. Dets opgave er først og fremmest at initiere samarbejdet mellem Øresundsområdets myndigheder og interesseorganisationer, bl.a. ved at arrangere konferencer og seminarer for at skabe kendskab til regionen. Mange af initiativerne er støttet af EU.
Den analyserede pjece er fra 1999, men benyttes stadig som aktuel information om Øresundsregionen i 2003. Den rummer bl.a. beskrivelser af 18 forskellige projekter som skal tjene til at fremme regionens integration.
Efter indledningskapitlet følger i kapitel 2 en præsentation af Øresundsregionen og Øresundskomiteen og kontakten til EU. Kapitel 3 og 4 introducerer ud fra Herder, Hylland Eriksen, Liep & Olwig, Anssi Paasi, Aronson, Anderson, Schein m.fl. specialets centrale kulturbegreber. Kapitel 5 gør klar til analysen ved at afdække afsender- og modtagerrollerne ud fra Kjøller og Goffman, og ved præsentation af analyseobjektet og den indholdsanalytiske metode, som er ”danskfagets tekstanalyse” her særligt suppleret med Lakoff & Johnsons metaforteori. Fra pjecen udvælges pjecens forord, indledning og fire af de i alt følgende otte kapitler om de 18 forskellige projekter.
Herefter følger de centrale analytiske kapitler om pjecens kulturopfattelser (6) og argumentation (7-8). Pjecens forskellige analyserede tekstdele placeres på 2 kulturdimensioner, og det fremgår at pjecen udtrykker flere forskellige kulturopfattelser. På basis af Kjøller, suppleret med Jørgensen & Onsberg og Mikkelsen, analyseres og kritiseres agent- og handlingsargumentationen.
Kapitel 9 analyserer og vurderer pjecen som artefakt (Schein): layout og ortografi.
I kapitel 10, ”Pjecens hensigtsmæssighed”, udføres henholdsvis en modtageridentificeret og en afsenderidentificeret teknisk kritik som bygger på analyseresultaterne om pjecens kulturopfattelser og argumentation. Det konkluderes at pjecen fungerer forholdsvis godt i forhold til beslutningstagere, men dårligt i forhold til almindelige borgere. Det konkluderes også at pjecen på mange måder svækker afsenderens dyder (Kjøller) over for begge de intenderede modtagergrupper.
Kapitel 11, ”Komparativ ideologikritik”, forsøger at sammenligne Øresundskomiteens erklærede målsætninger med de værdier som implicit kan afdækkes i pjecen, men det viser sig umuligt fordi de erklærede målsætninger er så vagt formuleret.
Kapitel 12 rummer specialeskrivernes råd til komiteen. Rådene er dels rettet mod forbedring af den foreliggende pjece fra 1999, dels rettet fremad mod situationen i 2003, hvor der jo bl.a. findes en bro over Øresund. Der gives både råd om konkrete, praktiske ting, fx at man bør udsende to pjecer i stedet for én, og overordnede strategiske anliggender om indholdet, fx ”Omtal kun Øresundsregionen som en ny region” og ”Gennemfør strategien: fra traditionel kulturopfattelse til moderne”. Der afsluttes med skitser til to komplette pjecer anno 2003 og en vurdering af Øresundskomiteens modtagelighed over for rådgivning.
Specialet slutter med en kort afrunding hvor bl.a. forholdet mellem ressourceforbruget til de regionale projekter og de opnåede resultater behandles.