Kjøller: specialeskrivere à resumé

 

[senest opdateret 31/3 2006]

Kasper Hyllested

Velfærdsdebatten som diskurs?

Kontakt: kasper@hyllested.net

 

I december 2005 præsenterede den ni mand store Velfærdskommission sin betænkning efter mere end to års arbejde. Specialets formål er at besvare disse spørgsmål:

·         Hvorfor vælger regeringen at uddelegere velfærdsdebatten til en ekspertkommission? Hvilke motiver – såvel politiske som strategiske – ligger bag?

·         Findes der en særlig ”velfærdspolitisk diskurs” i Danmark – og hvilke kendetegn har den i så fald?

·         Har Velfærdskommissionens arbejde ændret på den velfærdspolitiske debat – og hvad har det betydet for muligheden for at gennemføre reformer?

Specialets tekstanalytiske fokus er ”debatfasen” og særligt a) tre debatoplæg fra kommissionen som havde det formål at skabe offentlig debat mens arbejdet foregik, og b) den formidlede udgave af kommissionens afsluttende rapport. Det skal undersøges om disse fire debatbidrag er debatskabende, og hvordan de forsøger at skabe denne debat. Desuden skal debattens eventuelle forskellige diskurser identificeres og karakteriseres. I analysen trækkes der på supplerende materiale, bl.a. et radioindslag med interview, netsteder, pressemeddelelse, debatindlæg i avis og taler.

Analysen trækker på diskursanalyse (Winther Jørgensen & Philips, Fairclough) kombineret med sprogbrugsanalyse (Kjøller). Den overordnede historiske samfunds- og videnskabsteoretiske ramme findes hos bidragydere til Magtudredningen (bl.a. Albæk, Sivert Nielsen & Sjørslev), Anthony Giddens, Ulrik Beck, Platon, Hal Koch, Alf Ross, Finn Collin.

Der afdækkes to hoveddiskurser: 1) Den reformskeptiske diskurs som er reaktiv, afviser forslag fra reformtilhængerne, men ikke stiller egne forslag. 2) Den reformvenlige diskurs som ikke alene formår at ophæve den traditionelle modsætning mellem reformer og velfærdsbevarelse, men også formår at gøre dem til hinandens forudsætninger. Specialeskriveren vurderer at Velfærdskommissionens debatoplæg har styrket den reformvenlige diskurs i offentligheden hvilket bl.a. ses af at tidligere reformskeptiske partier som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i kølvandet på kommissionens arbejde har åbnet for at diskutere efterløn og pensionsalder.

kkj@hum.ku.dk


Tekniske oplysninger

                             

 

Vedr. specialenr.

13974

 

speciale af:

Kasper Hyllested

 

 

Studieretning:

Dansk

cand.mag.

+

mag.art.

 

Afleveringsdato:

31/1 2006

Titel:

Velfærdsdebatten som diskurs?

Omfang:

97 s. (206.220  enheder = 98,2 ns), inklusive ca. 2 siders abstract. Hertil 4 bilag, bl.a. med cd med velfærdskommissionens udgivelser.

Eksaminator:

Klaus Kjøller