|
Sproglig
rådgivning forside àSprogbrugsbegreber
à[aktuelt begreb] |
[senest
revideret d. 30/8 2015]
|
|
KRITIK betyder egentlig
vurdering. Denne betydning vil jeg gerne holde fast ved her. Det er altså ikke tilfældet at det at kritisere er
det samme som at kritisere negativt. Kritik kan også være positiv. Ud fra
den hensigt afsenderen har med kritikken kan man også skelne mellem konstruktiv kritik og destruktiv kritik
eller nedrakning. De forskellige former for
kritik man kan rette mod et sprogforløb kan anskueliggøres på baggrund af
denne tegning:
Teknisk kritik Den tekniske kritik af kommunikationen
tager sit udgangspunkt i afsenderens faktiske hensigter med, og/eller i modtagerens
faktiske interesser i kommunikationen.
Når jeg skriver 'faktiske hensigter' (og '- interesser') er det for at
fremhæve at det netop ikke er de erklærede størrelser der er tale om. Vi må have nogle metoder og en
samfundsteori ud fra hvilke vi kan fastslå afsenderens faktiske hensigter og
modtagerens faktiske interesser. Lad os sige vi skal lave
en teknisk kritik af en annonce for et vaskepulver. Ud fra den opfattelse at afsenderens
faktiske hensigt er at få modtageren til at købe vaskepulveret, fremkommer
den ene halvdel af vores tekniske kritik ved at vi besvarer spørgsmål som: Er
denne annonce velegnet til at få modtageren til at have en positiv holdning
til pulveret? Er der punkter hvor den
kunne være bedre udformet med henblik på dette mål? Mere præcist kan man sige
at der skal besvares to spørgsmål i den afsenderidentificerede
tekniske kritik: 1) Når budskabet adressaten? Er
der benyttet den bedst egnede og billigste kanal? 2) Opnås den ønskede effekt
hos adressaten? Tilegner han sig
budskabet? Accepterer han det? Man kan også sige det på
en anden måde: Den afsenderidentificerede tekniske kritik er positiv hvis de
tre modtagerroller i kommunikationen er sammenfaldende. Dvs. hvis faktisk, implicit og intenderet
modtager (adressat) er én og samme (gruppe). Den modtageridentificerede tekniske kritik spørger om modtagerens
faktiske interesse tilgodeses. Hvis vi
igen tænker på vaskepulverannoncen: Får modtageren relevante oplysninger? Eller
en politisk valgudsendelse: Får modtagerne ordentlig information om partiet?
Her forudsætter vi altså at modtagerens interesse er at få informationer. Ideologikritik Ideologikritikken (værdi- og faktakritikken)
kan have to forskellige former: 1) Mange tekstproducerende
institutioner har en ”formålsparagraf” af én eller anden art. Komparativ ideologikritik er kritik som sammenligner denne erklærede
målsætning (»ideologi«) med den (del af en) ideologi som kan fremanalyseres i
den tekst/det tekstcorpus som analyseres. En forudsætning for at
kunne udføre en komparativ kritik er naturligvis at afsenderens erklærede
formål ikke er så vagt formuleret at den uden videre vil være i
overensstemmelse med enhver tænkelig kommunikationsenhed
som kan udgå fra afsenderen (en såkaldt hvad-fatter-gør-er-altid-det-rigtige-målsætning). Denne rent indholdsbeskrivende kritik
af formålet, kan man kalde teknisk
ideologikritik - 'teknisk' fordi vi går ud fra at enhver modtager af den
kommunikationsenhed som formålsparagraffen også er, vil være interesseret i
at få information om formålet. Den tekniske
ideologikritik er altså en nødvendig del af den komparative. Er den tekniske kritik helt igennem
negativ, er det umuligt at udføre den komparative. 2) En anden ideologisk
kritikform består i at kritisere den fremanalyserede (og evt. også den
erklærede) ideologi på basis af en vilkårlig anden ideologi - normalt
observatørens egen. (Det er sjældent at en katolik kritiserer på buddhistisk
grundlag, en liberalist på marxistisk, en kulturradikal på konservativt osv.
- men det er da muligt at gøre det). adjektivet 'vilkårlig' ligger naturligvis
ikke at den for observatøren er vilkårlig i den forstand at han lige så godt
kunne være tilhænger af en anden ideologi uden at det ville gøre nogen
forskel for ham. Men i modsætning til den komparative henter denne kritikform
sin basis uden for kommunikationssituationen; så i relation til
kommunikationssituationen bliver kritikken tilfældig, udefra-givet - eller
med et fremmedord: arbitrær. Vi kalder den derfor for arbitrær ideologikritik. |
|
