Sproglig rådgivning forside àSprogbrugsbegreber à[aktuelt begreb]

 

TOLKNING

er et begreb som er anerkendt som meget centralt når man beskæftiger sig med finlitterære tekster.  At (for)tolke en tekst vil sige at sproglig-gøre sin forståelse af teksten - dvs. at producere et nyt sprogforløb med den hensigt at meddele sin forståelse.

Der er inden for litteraturvidenskaben forskellige opfattelser af, hvilke formelle egenskaber en god tolkning bør have.  Altså: der er uenighed om hvordan genren fortolkning nærmere skal præciseres.  Bør en tolkning især indeholde påstande om

 

a)      tekstens indre struktur, om

b)      forfatterens personlighed og biografiske situation, eller om

c)      den historiske epoke hvori teksten afsendes og modtages (dvs. kommunikationssituationen i bredeste forstand)?

 

Bør analyseteksten først og fremmest betragtes som en i-sig-selv-hvilende struktur, som et psykologisk-biografisk dokument, eller som en sociologisk-historisk manifestation?

 

Naturligvis er der også inden for de forskellige kategorier a-c forskellige opfattelser af hvordan man bør gå til værks.  Fx hvilken (dybde)psykologisk skole man bør støtte sig til (b), og hvilken sociologisk teori og hvilken historieopfattelse man bør anvende (c).

 

Men der er en langt mere dybtgående uenighed som går på tværs af disse tre grove kategorier: Bør fortolkningen nærmest være et stykke skønlitteratur eller et stykke faglitteratur?

 

En fortolkning som nærmer sig det skønlitterære er karakteristisk ved at fortolkerens individualitet træder stærkt frem, dels ved de ting han fremhæver i teksten, dels ved hans personlige sproglige stil.  Det væsentlige for ham er at få udtrykt sin personlige forståelse af teksten på en skønhedsmættet og suggererende måde.  Kunsten at fortolke bliver her kunsten at skrive et godt essay om værket.

 

Fortolkningen med de faglitterære idealer er karakteristisk ved at benytte (og evt. udbygge) nogle bestemte veldefinerede begreber.  Fortolkerens individualitet må vige for den uniforme sprogbrug, og hans fortolkning bliver - blandt andet - en efterprøvning af nogle definerede begrebers anvendelighed og nogle hypotesers sandhed - og dermed måske også et bidrag til omdefinering af begreber og omformulering af hypoteser.

 

Det er vistnok unødvendigt at understrege at enhver fortolkning i praksis rummer både skønlitterære og faglitterære træk.

 

Inden for sprogbrugsanalysen plejer man at undgå udtrykket 'tolkning' fordi det er blevet så intimt forbundet med finlitterære tekster, hvor det at tolke ofte kan minde om at løse en indviklet rebus, eller om at opklare den næsten fuldkomne forbrydelse udtænkt af en genial ord-forklædningskunstner.  Begrundelsen for at det er umagen værd med al denne tolkningsskarpsindighed må ligge i værdien af/ vigtigheden af det budskab som ligger i digterens værk.  I denne betydning af 'tolke' bliver det meningsløst at give sig til at tolke en tekst som ikke skønnes at rumme et værdifuldt budskab, og som måske oven i købet udtrykker budskabet på en så banal måde at der ikke er nogen gåder at løse. Tolkning som kongenial aktivitet hænger sammen med den fra romantikken stammende opfattelse af forfatteren som et geni med særlig kontakt til højere indsigter. Samme opfattelse har i litteraturforskningen medført en forringet interesse for forfattergerningens håndværksmæssige sider, dvs. retorikken.

 

Men det er jo netop de banale tekster uden et værdifuldt, eksistentielt budskab som er i fokus ved de ikke-litterære sprogforløb som er (eller bedre: som rent faktisk hidtil har været) sprogbrugsanalysens objekt.  Hvad stiller den skolede fortolker a finlitteratur op med et stykke sprogbrug?  Hvad stiller dansklærereren op med en sæbeannonce, telefonbogen, en bekendtgørelse om bekæmpelse af hundegalskab, en tilfældig samtale på Nørreport Station, en politisk tale?

 

Det afgørende spørgsmål er snarere om dansklæreren ønsker at stille noget op.  Kan det lade sig gøre at overbevise hende om at undervisning i de fundamentale regler for danskeres »sproglige samvær« (for nu at undgå udtrykket 'kommunikation') kan rumme værdier som bare tilnærmelsesvis kan måle sig med de værdier han allerede ved ligger i undervisning i store forfatteres originale produkter - værdier som måske kan sammenfattes i beskrivelsen: bidrag til den enkelte elevs personlige udvikling?

 

Jeg tror det.

 

Skal man betragte sprogbrugsanalysen som en fortolkning - og det er den jo, jvf. den meget vide definition af dette begreb som jeg lagde ud med - så er det en fortolkning som prioriterer påstande om sociologisk-historiske forhold højt (type c ovenfor), og som har faglitterære idealer.

 

Betragtet som fortolkningspraksis lyder sprogbrugsanalysens program således:

 

  1. Betragt sprogforløbet som en del af en kommunikationssituation.
  2. Hav faglitterære idealer.

 

Det første punkt er en afvisning af at betragte analyseenheden i isolation, som en i-sig-selv-hvilende struktur.  Men det er ikke en afvisning af de forskellige velprøvede tolkningsteknikker som er skabt af folk som har dyrket denne tolkningstype.  Hvor disse folk tier når analyseenhedens struktur er blotlagt, da siger sprogbrugsanalysens program at vi skal fortsatte og sætte

strukturen ind i kommunikationssituationen.

kkj@hum.ku.dk