|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sprogbrugsbegreber:
bl.a. ”Kritik” og ”Kommunikationsroller” |
|
|
s. 48: Organisationernes
fællesideologi: Økonomismen og Stabilismen [Lagt
på nettet 7/9 01; Kapitel 5 af Kjøller Ud mæ’ sproget
Munksgaard 1991, s. 48-53]
Organisationerne
er meget vigtige størrelser i samfundslivet. Det
er en overlevelsesbetingelse for en organisation at en vis gruppe individer
har bestemte opfattelser af samfundet og menneskelivet. Derfor
ofrer organisationen tid, penge og talenter på at få individer
til at tænke på bestemte måder. Men
det er jo ikke så galt. For enhver organisation har nogle rivaler,
og disse rival-organisationer er interesseret i at den samme gruppe
individer har nogle andre opfattelser som strider mod dem den første
organisation fører frem. Rivaliserende organisationer fører
altså rivaliserende meninger frem - og så kan vi jo
bare vælge. Organisationernes
meninger tilflyder os almindeligvis ikke direkte. De
kommer gennem medierne. Det vi modtager er altså mediernes versioner
af organisationernes meninger. Da også medierne er rivaliserende organisationer
giver de forskellige bud på hvordan dagens virkelighed ser
ud, herunder hvad organisationerne mener om dette og hint. De
meninger og oplysninger vi møder i medierne er altså langtfra jomfruelige.
De har været gennem næverne på et antal professionelle informationshåndværkere. Men
vi er også langtfra uberørte. Hver og en af os
er
solidt plantet i den virkelighed vi modtager informationer om. Vi
er ansat i en organisation, medlem af en fagforening, husejer, indbygger
i et lille velaflagt land, og hvad ved jeg. Dvs. vi har interesser
i at andre individer har bestemte opfattelser, og vi har interesser
i at blive bekræftet i at de opfattelser vi selv har, er
rigtige. Det er da i orden at den daglige avis fortæller os noget
vi ikke vidste, men det skal indpasses i vores grundlæggende vurderinger
af hvem der er venner og fjender, hvad der er vigtigt og
hvad der er kuriøst. s.
49: Vi
vælger vores nyhedsmedium ud fra i hvor høj grad det sørger for
denne daglige mentalhygiejniske vedligeholdelse. Men
under alle disse uenigheder mellem organisationerne og forskelligheder mellem
medierne ligger et betonfundament af enighed og lighed. Det skyldes
at de allesammen er organisationer og dermed har det mål at
bevare sig selv, evt. blive større. Vi
har tidligere set på disse elementer i organisationernes fællesideologi: ·
de
fire dyder: ærlighed, idealisme, identitet og kompetence (kapitel 1), ·
optimismen
(kapitel 2), ·
skoleelev-borgeren
(kapitel 3). Nu
skal vi se på yderligere to elementer i fællesideologien: økonomisme
og stabilisme. Det
entydige værdimål: pengene Det
er umuligt for en organisation at eksistere hvis der ikke
findes et entydigt værdimål. For
det første skyldes det at en organisation er bygget op som et
hierarki. For at få individer til at acceptere deres rolle i
et hierarki og hele det hierarki hvoraf rollen er en del, så må
de have en fælles tro på en objektiv værdimålestok. Hvis
indkomstforskellene mellem lagene ikke er et alment accepteret incitament
til at udføre sit job således at ens overordnede bliver
mest muligt tilfreds og sørger for forfremmelse når lejlighed
gives, så bryder hierarkiet sammen. For
det andet er det nødvendigt med et fælles værdimål mellem
organisationer, fordi enhver interaktion mellem dem sker efter princippet:
noget for noget. For
det tredje er det fælles værdimål en forudsætning for
at individer kan blive til arbejdskraft. Fagforeningernes
eksistensberettigelse er
at sælge en vare/tjenesteydelse: en særlig slags arbejdskraft, så
dyrt som muligt til arbejdstager-organisationerne. Dette salg er
kun muligt hvis der findes et alment accepteret værdimål. Handelen
bygger på en fælles tro på en objektiv værdimålestok hos
arbejdskraft-sælger, arbejdskraft-køber og arbejdskraft-bærer. Der
er altså tre ting der især betinger det fælles værdimål: s.
50: 1)
organisationernes
hierarkiske opbygning, 2)
at
interaktionen mellem organisationer foregår efter princippet: noget for
noget, og 3)
at
individer skal udmøntes i en vare: arbejdskraft. Disse
stærke grunde til værdimålet medfører at det bliver
ideologisk fællesgods for hele samfundet, hermed også for
de politiske partier og for medierne. Men
denne målestok er ikke bare et praktisk redskab: Den kommer også
til selv at sætte værdierne. Det skyldes at troen på
målestokken ikke kan skilles fra troen på at en tings eller
handlings kvalitet kan omsættes til et tal, til kvantitet. Og
i forlængelse af denne tro er det indlysende at det det gælder om
er at samle mest muligt sammen. Altså: Jo flere penge man tjener, jo
bedre. Eller sparevarianten: Jo færre penge man bruger, jo bedre.
Og 'man' er både individer og organisationer. Omsætningen
af oprindeligt ikke-økonomiske fænomener (handlinger, genstande)
til økonomiske værdier foregår dels ved markedsmekanismer (udbud
- efterspørgsel), dels ved politisk fastsættelse. Som iøjnefaldende
eksempler på dette sidste kan nævnes miljø- og
kulturområdet. Hvor beskidt må luften være? Hvordan skal
grundvandet være? Hvad vil det sige at leve et menneskeværdigt liv?
Hvor går grænsen for hvor meget det må koste at redde et
menneskeliv i hospitalsvæsenet? Ved fx at udsende positivlister og
fastsætte maksimumsgrænser for forureninger gøres det markedsmæssigt
umålelige måleligt. Gennem
den politiske proces justeres og udvides målestokkens anvendelse, med
det overordnede, fælles formål at sikre systemets stabilitet, dvs.
de eksisterende organisationers eksistens. Og
her er vi så fremme ved den anden grundpille i fælles-ideologien: troen
på stabiliteten, troen på den gradvise forandring i modsætning
til den pludselige omvæltning: stabilismen. Uden
stabilitet ingen forandring Organisationerne
kæmper uophørligt med hinanden og
er naturligvis interesseret i at bestyrke og udbygge deres positioner. Men
denne kamp kan kun foregå på baggrund af en dominerende stabilitet.
Kampen gælder altid marginalerne. En situation med s.
51: voldsomme
omvæltninger vil altid være en trussel mod de etablerede organisationer,
fordi den umuliggør rationel planlægning, og
i al sin uoverskuelighed lige så vel kan føre til egen undergang/reduktion,
som til modstander-organisationens undergang/reduktion. Der
er altså en klar fælles interesse i at den politiske, parlamentariske
proces i store træk formår at opretholde den eksisterende,
tilvante fordeling af værdier til de forskellige samfundsgrupper.
Økonomismen og stabilismen udgør den faste ideologiske
ramme for de velkendte ideologiske stridigheder som udgør det
officielle, overordnede tema i den politiske offentlighed i de parlamentariske
demokratier. At
det er netop disse ideologiske højre-venstre-stridigheder der er
det rituelle indhold i debatten kan i høj grad forklares ud fra
den reduktion af individer til arbejdskraft, som er et iøjnefaldende element
i økonomisme-stabilismen. Omkring
fastsættelsen af prisen på et individ som arbejdskraft
brydes to interesser: Sælgerorganisationens,
dvs. interesseorganisationens interesse i
en opskrivning af varen, dvs. arbejdskraften. Ser vi bort fra de snævert
faglige kvalifikationer, så må sælgeren fremhæve generelle
kvalifikationer som høj motivation, at arbejderen yder det
utrolige forudsat han får de rigtige opgaver. Generaliseret: mennesket
er grundlæggende godt; der er ikke brug for kontrolforanstaltninger, men
for motivation, meningsfyldt arbejde og medbestemmelse. Og varen er
ensartet: alle med den samme uddannelse er lige kvalificerede. På
den anden side står arbejdskraftkøber-ideologien: Mennesket (arbejdskraften)
er ikke i sig selv godt; det har en kedelig tendens til
at springe over hvor gærdet er lavest; det må kontrolleres og
stimuleres udefra med gulerødder og pisk. Varen er også ret
uensartet bag den fælles deklaration: Vi må gennem konkurrence finde
den bedst egnede, men så skal den virkelig høje kvalitet også
nok få sin belønning. På
denne velkendte ideologiske dimension udfolder de forskellige politiske
partier deres argumentationer - over skiftende politiske temaer. s.
52: Det
der kan gøres op i penge, dominerer den offentlige debat Det
er selvfølgelig alt for begrænset at gøre alle
et individs værdier op i penge. Når man fx forfremmes i
et hierarki, får man ikke blot en højere lønindkomst; man
får også mere magt og mere prestige. Økonomismen indebærer ikke
at alt gøres op i penge. Den indebærer at det der kan gøres
op i penge også bliver gjort op i penge - og at det der
er gjort op i penge dominerer i den offentlige debat. Vi
kan bruge udtrykket realløn som betegnelse for alle
de
værdier man modtager fra omgivelserne. Et individs realløn i
en bestemt periode er den samlede mængde værdier det modtager fra
omgivelserne i perioden. Det dækker alt, fra den pengeindkomst individet
har, til den værdi det fx har for individet at trække frisk
luft, at vide at han kan få ordentlig lægebehandling, at
der er ro og orden omkring hans bopæl. Det er altså ingen betingelse
for at kunne indgå i reallønnen at en værdi er
opgjort i hvor stor en pengeindkomst den svarer til. Men økonomismen medfører
generelt en fokusering på de goder som kan gøres op
i penge. Dette
at reallønnen også omfatter ikke-økonomiske goder, gør
det egentlig umuligt at lave en sammenligning mellem to vilkårlige individers
realløn. Men det er derimod muligt at sige noget generelt om
hvorledes bestemte ændringer i et individs eksistensvilkår påvirker
reallønnen. Alt andet lige, vil en forøgelse af
lønindkomsten betyde en forøgelse af reallønnen; alt andet
lige, vil en forøget risiko for at blive overfaldet på gaden,
betyde en formindskelse af reallønnen; alt andet lige, vil
en forringelse af den uddannelse individet er i gang med betyde en
formindskelse af reallønnen. Osv. Et
individs vurdering af et partis politik afhænger af individets opfattelse
af hvordan partiets politik påvirker individets realløn. Her
vil det have stor betydning hvilke faktorer i sin livssituation individet
inddrager, og med hvilken vægt. Dette
reallønsbegreb er mere omfattende end det reallønsbegreb som
økonomer bruger. En reallønsændring, således som økonomer
gør dette op, indbefatter kun økonomiske ændringer i
s.
53: individets
livssituation, dvs. ændringer i lønindkomst korrigeret for
ændringer i inflation, skatter og afgifter. Økonomismen
indebærer i sig selv at de værdier som lettest kan
gøres op i penge også uden videre dominerer debatten omkring et
forslags realløns-konsekvenser. Jo sværere det er at gøre et
områdes værdier op i cost-benefit-analyser, jo større indsats
kræves der normalt for at få det placeret højt på
den offentlige dagsorden over relevante emner. Dette
bekræftes af indholdsanalyser af partipropagandaen i valgkampe.(Siune)
Undersøgelser af
kernekraftskampagnen i Sverige op til folkeafstemningen i 1980, viser
at 52% af argumenterne i massemedierne var økonomiske, kun 29%
var argumenter som drejede sig om sikkerhed (Asp). Kent
Asp Mäktiga Massmedier Akademilitteratur, Stockholm
1986. Karen
Siune Valgkampe i TV og radio Politica, Århus 1982. |
|
|
senest opdateret 13-04-2025
12:34:54 |
|
|
© KLAUS KJØLLER |