|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sprogbrugsbegreber:
bl.a. ”Kritik” og ”Kommunikationsroller” |
|
|
Sprog og politik [senest opdateret d.
8/11 01; artiklen er, stort set uændret, gengivet efter teksten i
Hansen, E, Petersen, I.L., Poulsen, I. AUDITORIUM X. DANSK FØR, NU – OG
I FREMTIDEN Kbh. 1991, s. 205-229]. DET POLITISKE SPROG
ER FORHADT Det er både godt og
skidt at forske i noget som alle har en mening om.
Godt, fordi emnet allerede interesserer mange. Skidt, fordi interessen
typisk bæres af en række fordomme. Hvis man ikke kan
lide en bestemt politiker kommer man let til at betragte ham som en
udspekuleret manipulator eller som en verdensfjern fantast. Begge dele kan man så
finde tegn på i hans sprogbrug. Hvis
man ikke kan lide politikere overhovedet fordi man betragter dem som
uærlige, egoistiske, vendekåbeagtige og inkompetente (ligesom et af
vores største dagblade gør) så kan man naturligvis heller ikke lide
deres sprog. Jeg
kender ingen vælgere der interesserer sig for det politiske sprog for
dets gode sider: de formuleringer som kan få et forlig igennem, den
udtalelse som kan berolige nogle aktieejere som er ved at gå i panik og
den nytårstale som sætter alting på plads.
Nej, det er altid negativt: hvordan den ene
politiker snød den anden eller nogle journalister med slebne
formuleringer, hvordan en politiker havde held til at tale udenom og
hvor håbløst kedsommelig en folketingsdebat har været. Kort og godt gælder
det at interessen for det politiske sprog bæres af en modvilje mod det
indhold sproget rummer. At
interessere sig for sproget er det samme som at brokke sig over det det
udtrykker. Eller
ikke udtrykker. SKÆG FOR SIG OG SNOT
FOR SIG En sprogforsker som
undersøger det politiske sprog, og som fortæller og skriver offentligt
om det, må respektere disse fordomme.
Ellers bliver han meget let et offer for dem: Han
bliver brugt af de forskellige politiske interesser til at kaste
videnskabelig glans over de fordomme man har.
Jeg tænker her ikke bare på forskellige
partipolitiske interesser, men også på forskellige mediers interesser i
at fremstille det politiske liv på bestemte måder.
Fx kan en videnskabelig analyse af det politiske
sprogs indholdsløshed bruges af ekstreme politiske partier som indslag
i deres satire over det etablerede system.
Påvisninger af hvordan det politiske sprog bruges
til at fremstille en sag på den politisk mest hensigtsmæssige måde, kan
den mest populære del af pressen bekvemt bruge til at bekræfte sin
opfattelse af politikere som egoistiske, magtsyge og groft
manipulerende. Det er selvfølgelig
udmærket at forskningens resultater kan bruges uden
for.elfenbenstårnet. Men det kan være svært at undgå at blive spændt
for de samme vogne hver gang man melder sig med nogle analyser. Det der karakteriserer det
videnskabelige arbejde er at man prøver at forstå hvorfor
virkeligheden, her: det politiske sprog, er som den er.
Det er dette ædle formål der forsvinder når
forskeren omklamres af partipolitiske og medie-markedsføringsmæssige
interesser. På den anden side er
der noget dybt tragisk over den humanistiske forsker som beskæftiger
sig med væsentlige emner, men som slet ikke får fortalt alment
forståeligt om det fordi han vil bevare sin videnskabelige dyd. Derfor synes jeg det er
udmærket at også en sprogforsker fra tid til anden optræder som
journalisternes bugtalerdukke, bliver brugt som politikeres redskab,
leverer causerier om sprogets pudseløjerligheder og skriver en bog som
kommer på bestsellerlisterne (hvis det var muligt).
Men man skal ikke bygge sin forskerselvforståelse op
omkring det. Det
ville være videnskabelig prostitution.
Skæg for sig og snot for sig, som en berømt
politiker engang sagde. HVAD EN POLITIKER
BRUGER SPROGET TIL Det politiske sprog
er det sprog politikerne bruger. Det
de fleste først tænker på som politisk sprog, er formentlig det sprog
de kender fra tv- og radiointerviews med politikere, eller fra
transmissioner af folketingsdebatter.
Men disse situationer er kun en meget lille del af
de situationer hvori politikere bruger sproget.
Af andre sproglige aktiviteter kan nævnes: •
uformelle samtaler med journalister,
politikerkolleger og ernbedsmænd, •
indlæg på gruppemøder, •
forhandlinger med andre partiers repræsentanter, •
debatindlæg til aviser, •
taler på vælgermøder, •
samtaler og brevvekslinger med folk (privatpersoner
eller professionelle påvirkere: lobbyister) som ønsker at få
politikeren til at gøre en indsats i en bestemt sag. Flere af disse
aktiviteter er fortrolige og foregår kun fordi politikeren og hans mod-
eller medpart har tillid til at det der foregår forbliver imellem dem. Det er formentlig langt
den største del af den politiske kommunikation på Christiansborg der er
hemmelig i denne forstand. POLITIKEREN OG
EMBEDSMANDEN BRUGER SPROGET TIL DET SAMME Det politiske sprog
er det redskab politikeren bruger til at gøre sit arbejde med. Når man skal undersøge
sproget må man tage udgangspunkt i hvad en politiker laver. Hvad adskiller en
politiker fra fx en embedsmand? Umiddelbart er det
let at kende forskel. Det
er en del af vores demokratiske børnelærdom at politikeren sætter
målene, embedsmanden sørger for at de nås.
Embedsmanden er tekniker: hans politiske opfattelse
er uden betydning for hans opgave. Men virkeligheden er
ikke så enkel. Embedsmanden er en
del af en organisation, der har en minister som leder.
Organisationen skal dels udføre ministerens ønsker,
dels informere ministeren om tilstanden inden for ministeriets
sagsområde. Det er de færreste
ansatte i en organisation der kan kontrolleres 100%.
Derfor er det uundgåeligt at der sker forvridning af
information som passerer opad i hierarkiet, og af ordrer som sendes
oppefra og ned. Denne
forvridning består i at de ansatte plejer andre interesser end hele
organisationens: afdelingens, kontorets eller den enkelte ansattes. Her optræder embedsmanden
som politiker: han sætter målene inden for det spillerum han har. Også politikeren er
en del af en organisation: partiet.
For at forblive som medlem skal han fremføre og søge
at udbrede de mål partiet er enedes om.
Han er her en embedsmand i partiets tjeneste. Befinder han sig i
nærheden af magtcentrene hvor man har tæt omgang med ministeriernes
embedsmand, får hans politikergerning automatisk mange ligheder med
embedsmandsjobbet: han må have stor sagsindsigt for at forstå de råd og
informationer han modtager, og han må kende embedsmændenes tænkemåde
for at kunne få dem til at gøre hvad han vil med mindst mulig modstand. Hertil kommer at nærheden
til magten gør hans offentlige udtalelser meget forsigtige og
embedsmandsagtige: en politisk kontroversiel udtalelse kan forplumre
kompromismuligheder, føre til dramatiske dagsordener i Folketinget
eller omgående udløse krav fra fagforeninger og ministerkolleger om
flere penge til ditten eller datten. Politikere optræder i
situationer som embedsmand ikke optræder i: de holder offentlige
valgtaler, deltager i politiske tv-debatter og skriver indlæg om
samfundets langsigtede mål. Embedsmænd
holder ikke offentlige valgtaler; men de kan sagtens have den opgave at
skulle fremlægge et langsigtet, administrativt program overbevisende
for andre embedsmænd, at skulle forsvare en sagsbehandling i et
tv-interview og skrive et indlæg til pressen.
Lighederne er iøjnefaldende.
Forskellene er at politikerens behandling af emner
kan være mere generelle og omfattende end embedsmandens behandling som
altid skal falde inden for et bestemt kompetenceområde.
Men bortset fra dette er der ingen væsensforskel på
politikerens og embedsmandens sprogbrug.
De bruger sproget stort set til det samme. Forskellene ligger i valg
af emner, ikke i den måde sproget bruges på. DER FINDES IKKE ET
POLITISK SPROG Det er forkert at tro
at der findes et politiske sprog, på samme måde som der findes
serbokroatisk, bornholmsk, lavkøbenhavnsk eller et juridisk fagsprog. Gruppen af de mennesker
man kalder politikere og arten af de aktiviteter man kalder politiske,
lader sig ikke afgrænse på en måde som gør det meningsfuldt at tale om
det politiske sprog. De
toppolitikere der færdes i Folketinget i en længere årrække, arbejder
så tæt på embedsmændene og journalisterne at de ikke får en særlig
jargon som kan adskilles klart fra embedsmændenes og journalisternes. Og de - mange - politikere
som ikke opnår at komme i Folketinget, færdes i så forskellige erhverv,
partier og egne af landet at det er absurd at tale om at de skulle have
samme sprog - i en eller anden nok så udvandet betydning af dette
udtryk. Det politiske sprog er altså ikke værd at beskæftige
sig med fordi det ikke findes. Det
er en illusion at der skulle findes nogle særlige sproglige træk som
kan definere et politisk sprog. Men
sproget er jo det vigtigste redskab i enhver politikers arbejde. Og når man skal se på
hvordan politikerne bruger sproget, må man se på de organisationer
politikere er en del af. I
stedet for at studere sproget, skal
man studere den brug der gøres af
sproget når det politiske system arbejder. Når jeg i det
følgende taler om det politiske sprog, så betyder det simpelt hen de
forskellige sprog politikere bruger i mange forskellige situationer -
og der ligger ikke heri en
antagelse om at dette sprog kan beskrives uafhængigt af de
organisationer hvori det udfører sine mange job.
Tværtimod: det kan det med garanti ikke. Derfor kommer jeg i det
følgende til at skrive en del om de organisatoriske rammer for
politikernes sprogbrug. Paradoksalt
nok kan der kun siges noget interessant om det politiske sprog, hvis
man holder op med at betragte det som et sprogvidenskabeligt problem! DET POLITISKE SPROG
BRUGES MEST TIL IKKEFORMEL KOMMUNIKATION I organisationsteori
skelner man mellem formel, subformel og personlig kommunikation (se fx
Downs). Den
formelle er den der foregår i
overensstemmelse med organisationens officielle bestemmelser. Den er skriftlig fordi det
så kan kontrolleres om det der er foregået var i overensstemmelse med
bestemmelserne, og fordi man så senere kan dokumentere hvem der mente
hvad hvornår. Forhandlingerne
i folketingssalen er et eksempel på formel kommunikation: de optages på
bånd, opbevares i elektronisk database og kommer på tryk. Den
subformelle kommunikation foregår på kryds og
tværs i organisationen: man lufter tanker, giver hinanden gode ideer,
antyder at den ene tjeneste kan være den anden værd osv. Den er normalt mundtlig og
refereres ikke officielt nogen steder.
Man optræder i den rolle man har i organisationen,
men man optræder ikke officielt. I den personlige
kommunikation optræder man som det individ man er, dvs. her
kan man betragte organisationen og ens egen og andres roller med en vis
afstand: man taler ikke bare som fx socialdemokratisk politiker eller
folketingsbetjent, men også som privatmand og -kvinde.
I denne kommunikationsform kan man forholde sig
kritisk til organisationen og sin egen eller andres roller i den. Synsvinklen er at man er
en borger som tilfældigvis er ansat i organisationen, dvs. man har
ideelle muligheder for at kritisere hvad der er af fejl og mangler. Alle tre
kommunikationsformer findes i enhver organisation, altså også i
Folketinget. Jo
mere stabil organisationen er og jo mere forudsigelige og velkendte de
situationer organisationen kommer ud for, er, jo mere vil
organisationens reaktioner på de situationer den møder være
ritualiseret: der findes et utal af bestemmelser og regler for hvordan
de ansatte skal optræde. Og
jo mere organisationens handlinger er formelt foreskrevne, jo mere
omfattende vil den ikke-formelle kommunikation være.
Den ikke-formelle kommunikation er de ansattes
reaktion på den formelle stivhed omkring dem: Problemer løses ved
ikke-formel kommunikation inden de behandles formelt. Da Folketinget er en
ret stabil organisation som befinder sig i forudsigelige omgivelser, er
Folketinget karakteristisk ved ·
en forretningsgang
som er i høj grad reguleret af formaliserede regler, og ·
en meget høj grad af
ikke-formel kommunikation. DEMOKRATISKE
BANALITETER: FOLKETINGET SOM
BEFOLKNINGENS KONTROLORGAN Folketinget er en
offentligt finansieret organisation som har monopol på at producere
love og bestemmelser som gælder for hele landet - i det omfang dette
monopol ikke er afgivet til EF. De
ansatte kan inddeles i to kategorier: det teknisk-administrative
personale og folketingsmedlemmerne.
Folketingsmedlemmerne er inddelt i forskellige
partigrupper. Mindst hvert fjerde
år er alle folketingsmedlemmerne på valg.
Det vil sige deres ansættelse er formelt kun sikret
højst fire år. Reelt
afhænger deres ansættelse dog dels af hvilket parti de er valgt for,
dels deres placering i dette partis organisation.
Valgsystemet og samfundets stabilitet giver
partierne særdeles gode muligheder for at sikre de mest fremtrædende
folketingsmedlemmer genvalg. Dette
er baggrunden for at jeg ovenfor kaldte Folketinget en ret stabil
organisation. De
personudskiftninger der er ved ethvert valg, skaber en vis indre uro;
det samme gør nye, ukendte folk som eventuelt hentes ind som ministre. Men uventede udskiftninger
i partitoppene er sjældne: Det er i høj grad de samme personer som
igennem en længere årrække lader de forskellige vigtige politiske
poster gå på
omgang, afhængigt af stemmetal og koalitionsmuligheder. Aftagerne af de love
og bestemmelser som Folketinget producerer er i sidste ende borgerne i landet. Men Folketinget fører ikke
selv sine love og bestemmelser ud i livet.
Det gør ministerierne. Ethvert ministerium
ledes af en minister. Ministrene
udgør tilsammen landets regering.
Hvis et ministerium ikke handler i overensstemmelse
med Folketingets vedtagelser, kan Folketinget afsætte ministeren. Den fireårige
ansættelsesperiode for medlemmerne skal sikre at de love og
bestemmelser der produceres ikke strider mod hvad et flertal af
befolkningen ønsker. Ministrenes
ansættelsesforhold skal sikre at ministerierne handler i
overensstemmelse med de love og bestemmelser der produceres - eller i
hvert fald ikke handler på en måde som strider mod hvad Folketinget
bestemmer. Folketinget er en
organisation som er meget åben over for pressen.
Herved adskiller Folketinget sig fra langt de fleste
andre organisationer. Alle
organisationer vil gerne bruge pressen.
Den rette information bragt på rette sted til rette
tid kan være guld værd, mens en ,forkert" information som slipper ud,
kan være til stor skade for organisationen.
Derfor er det helt almindeligt at der i en
organisation er stramme regler for hvem der må udtale sig om hvad til
pressen. Informationer
er simpelt hen redskaber som organisationen bruger til at fremme sine
mål med. Men i
andre organisationer rekrutteres, ansættes, forfremmes og fyres folk
også på en helt anden måde end i Folketinget. Rekrutteringen af et
folketingsmedlem sker via et parti.
Man kan således sige at det er partiet der udvælger,
ansætter, forfremmer og fyrer folketingsmedlemmer.
Afhængigt af sit stemmetal får partiet en offentlig
bevilling, magt og prestige bestående af et bestemt antal
folketingspladser. Afhængigt
af de koalitioner partiet indgår med andre partier kan det udløse
yderligere bevillinger, magt og prestige: ministerposter,
udvalgsformandsposter, medlemskab af præsidiet osv. TOPPOLITIKERE ER
PROFESSIONELLE Statsapparatet
omfatter mange sider af samfundslivet, derfor er det umuligt for et
folketingsmedlem at følge med i mere end en forsvindende brøkdel af det
der foregår i ministerierne, direktoraterne, styrelserne osv. De større partier
reducerer dette problem ved at lade forskellige medlemmer koncentrere
sig om særlige sagsområder i et af Folketingets faste udvalg. Et tydeligt tegn på dette
høje krav om sagsindsigt hos politikere er at enhver indflydelsesrig
landspolitiker har politik som levebrød: dagens politikere er professionelle.
En anden væsentlig grund til at politik er
blevet en profession, er samfundets stabilitet som gør folketingsvalg i
høj grad forudsigelige (selv om presse og partier forståeligt nok gør
et stort nummer ud af de marginale udsving).
Men det er naturligvis helt umuligt, også for en
professionel politiker, at hamle op med ministeriernes
”livstidsansatte” embedsmænd hvad angår indsigt i sager og
administrative regler. Partiernes
kontrol af hvad der foregår i ministerierne er en stikprøvekontrol: man
kan stille spørgsmål til ministeren og man kan forlange samråd i et af
de faste udvalg. Ved
specielle anledninger kan man nedsætte kommissioner som kulegraver en
sag. EMBEDSMÆND UNDGÅR
HELST AT SAGER BLIVER POLITISKE De periodiske
folketingsvalg sikrer en vis kronisk uro i den offentlige
administration. Uroen
skyldes at der er organisationer, nemlig partierne, som har interesse i
at opdyrke bestemte sager og overvåge bestemte udsnit af den offentlige
sektor. Og ikke
mindst: systemet sikrer ekstern rekruttering af toplederne: ministrene. Ministerierne har
ikke i sig selv nogen interesse i at der er offentlighed omkring deres
sagsbehandling. Risikoen
for ministeriet ved at en sag bliver politisk ligger i at
oppositionspartier og medier herved får interesse i at grave
informationer frem som er skadelige for ministeriet.
Da der i enhver stor organisation foregår ting som
ikke tåler offentlighedens lys, er sandsynligheden for at en
politiseret sag også fører til kritik af ministeriet meget stor. Denne risiko skal afvejes
mod den fordel ministeriet har af de resurseudløsende kræfter som sagen
også rummer. Men ministerier er så
store organisationer med så vidt forgrenede budgetter at
sandsynligheden for at en politiseret sag fører til øget
resursetildeling til ministeriet er yderst ringe.
Det der typisk sker er en vis intern omrokering i
ministeriets eget budget. Ministeriet
er derfor ikke som organisation interesseret i at sager bliver
politiske: ulemper og risici er langt større end de fordele der kan
være. MINISTRE PROFILERER
SIG MED POLITISKE SAGER Men i spidsen for
ministeriet finder man en politisk udnævnt leder: ministeren. Han eller hun skal som
repræsentant for sit parti demonstrere politisk handlekraft. Ministerens værdi for det
parti som ansætter ham eller hende til ministerjobbet afhænger af at
vælgerne kan få øje på partiets politiske stempel på de Ændringer der
sker i ministeriets produkter under denne
ministers ledelse. Ministeren
har altså - i modsætning til resten af ministeriet - en interesse i at
profilerings-egnede sager bliver politiserede.
At en politiseret sag ikke resulterer i andet end en
intern ministeriel budgetændring kan her være en fordel: så medfører
det ikke konflikter med ministerkollegerne.
Men naturligvis er der grænser for hvor megen uro en
minister kan påføre sine embedsmand uden at det skader den loyalitet
han har brug for for at få organisationen under sig til at fungere uden
alt for meget knas. En
minister som har sine embedsmænd imod sig har en tendens til at løbe
ind i rigtig dumme pressehistorier, som kan få en til at overveje om
ikke mange embedsmand i al diskretion kender pressens folk bedre end
mange politikere. Denne grundlæggende
interessekonflikt mellem ministeren og resten af ministeriet er så
fortræffeligt illustreret i tvserien Javel
hr. minister. TÆNDER BØRSTES BEDST
MED IDEOLOGI Enhver organisation
har en ideologi, dvs. en opfattelse af hvordan virkeligheden i og
omkring organisationen er, og et sæt af værdier: nogle mål man prøver
at nå. Ideologien
skal dels placere organisationens produkter centralt i
samfundsvirkeligheden, dels sørge for højest mulig loyalitet og
motivation hos de ansatte eller medlemmerne.
Det gælder hvad enten organisationen er en
interesseorganisation, en offentlig eller privat virksomhed eller et
politisk parti. Ideologier er mere
eller mindre omfattende. En
virksomhed der producerer tandpasta vil hylde en ideologi som placerer
den handling at børste tænder (med pasta) så centralt og
prestige-befængt som muligt i ethvert menneskes liv.
Ideelt set bør det være således at forbrugerne tror
på at deres livstykke afhænger af denne handling.
Men for den enkelte mærkevareproducent er denne
ideologi for generel: det er jo hele tandpastabranchens
ideologi. Under
denne brancheideologi må den enkelte fabrikant udbrede sit mærkes
ideologi: lykken afhænger af varemærket.
Dette meget j ordnære hensyn gør den enkelte
vareproducents ideologi meget begrænset.
Den omfatter kun en meget lille del af menneske- og
samfundslivet. MINISTERIETS DISKRETE
IDEOLOGI Tager vi som næste
eksempel et ministerium så vil dets ideologi være mere omfattende fordi
dets produkter er 1) af mange slags, 2) af mindre håndgribelig art, og
3) beregnet for mange forskellige modtagertyper: individer, forskellige
organisationer. Typisk
har man ingen konkurrerende mærkevare-kolleger, så ideologiens opgave
er slet og ret at opskrive den særlige type serviceydelser som
ministeriet har monopol på. Ministeriets
produkter skal ikke sælges til forbrugere som måske ellers ville bruge
deres penge på konkurrenters produkter.
Dette er forklaringen på at man er langt mere
tilbageholdende med at udbrede sin ideologi til forbrugerne, end
tandpastafabrikanten. Ministeriets
størrelse og vækst afhænger af de bevillinger man får.
Det vil sige at man konkurrerer med de andre
ministerier om den størst mulige gunst hos de indflydelsesrige
politiske partier som sidder på pengekassen.
Men da de politiske styrkeforhold med stor
sandsynlighed ændres inden for et kortere åremål, må man undgå at skabe
sig fjender blandt de politiske partier.
Man kan derfor ikke knytte sig til noget parti ved
at argumentere for sit sagsområde på en måde som kan opfattes som
politisk stillingtagen. Den
sikreste vej til vækst er at fremstå upolitisk og sagligt - og med
dette som basis forsyne sin minister med de bedst mulige argumenter for
øgede bevillinger (eller mindst mulige reduktioner).
Ministeriets styrke afliænger af hvor godt det kan
det - uafliæncrigt af hvem der er minister. Et væsentligt aspekt
af den kunst at forsyne sin minister med gode argumenter, er at undgå
at pressen skriver skadelige historier om ministeriet og dets
sagsbehandling. Ministeriets
defensive holdning til pressen og offentligheden viser sig tydeligt ved
den lave prioritet det har blandt embedsmand at udtrykke sig alment
forståeligt og interessevækkende i tale og skrift.
Ganske vist har der i de seneste årtier været
stigende interesse omkring dette, især i de ,lettere" ministerier (Se'
Dybdal og Hamburger). Men
landets borgere modtager stadig i hobetal mystiske breve fra offentlige
myndigheder – ”skrivelser" som er holdt i det særlige mandarinsprog som
jurister og økonomer nu engang skal kunne for at begå sig i de
ministerielle hierarkier. (Se Hansen 87; svenskerne er 10-20 år forud
for os med moderniseringen af det offentliges sprogbrug: Larsson.) IDEOLOGIEN ER DET
POLITISKE PARTIS ENESTE PRODUKT De politiske partier
er private organisationer som har meget omfattende ideologier. Ideologien omfatter ikke
bare et enkelt sagsområde således som ministeriernes ideologier gør;
den omfatter samtlige sagsområder - og måske nogle nye.
I modsætning til den private vareproducent og til
ministeriet har et politisk parti ikke nogle produkter som ideologien
skal 'sælge'. Det
politiske partis ideologi er samtidig dets produkt.
Kun hvis partiet også får magt har det nogle
konkrete produkter at byde på: de Ændringer det kan gennemføre i
ministeriernes produkter. For
at ideologien kan bevare sin styrke og partiet bevare sin ideologiske
troværdighed skal partiet omsætte
en styrket magtposition i administrative ændringer.
Hvis vælgerne ikke kan få øje på ændringerne, eller
ikke kan acceptere at de skulle udspringe af partiets ideologi, så
forringes vælgernes tro på partiets ideologi.
Da ideologien er det eneste produkt partiet har
uafhængigt af om det er i regering eller i opposition, og da det altså
er det produkt som giver partiet identitet, er det kritisk for partiet
hvis vælgerne mister troen på sammenhængen mellem ideologi og
handlinger. Kernen
i mediernes indenrigspolitiske dækning og i den offentlige debat mellem
partierne, er om denne sammenhæng er til stede eller ej når et parti
fremsætter eller gennemfører nogle forslag. IDEOLOGIENS INDVORTES
BRUG Partiets ideologi har
også vigtige interne funktioner. Det
politiske, ideologiske marked er et købermarked: efterspørgslen efter
nye ideologier er ringe, og da konkurrencen samtidig er fri, er det
ikke muligt at køre et parti som forretning.
Der er ingen indtægter (direkte) fra forbrugerne. Det betyder at et parti er
afhængig af ikke-professionel gratis arbejdskraft.
Den eneste belønning man kan give denne arbejdskraft
er af ideologisk art: den tilfredsstillelse det giver at arbejde for
noget man tror på. At det er købers
marked indebærer også at partierne må opsøge vælgerne på alle mulige
måder. Dette
stiller store krav til det enkelte partimedlems loyalitet over for og
viden om hvad partiet står for. Også
dette forudsætter et stærkt ideologisk engagement. PARTIPROGRAMMETS
UKLARHED, PARTIETS STYRKE Enhver ideologi er et
kompromis mellem klarhed og uklarhed.
En politisk ideologi skal være så klar at den kan
fremme engagementet hos medlemmerne og tegne en profil over for
vælgerne i konkurrence med andre partiers profiler.
På den anden side skal den være så åben over for
fortolkning at den kan bruges smidigt i alle de uforudsigefige
kompromis-situationer som alt parlamentarisk arbejde består af. Jo mere uklar ideologien
er, jo lettere er det at forklare at de handlinger man udfører er i
overensstemmelse med den. Ja,
helst: udspringer af den. Denne proces: at
afklare ideologien, men ikke mere end absolut nødvendigt, er væsentlig
for ethvert parti. Det
produkt som kommer ud af processen er programteksten. Denne tekst er et for
partiet acceptabelt kompromis mellem de indsigter, meninger og Ønsker
som medlemmerne har. Dens
værdi ligger i det interne hensyn: at medlemmerne gennem deres
deltagelse i tilblivelsesprocessen bekræfter deres sammenhold og
forpligter hinanden. Programteksten
spiller derimod en meget beskeden rolle i vælgernes beslutningsproces. Men det har formentlig en
betydning for vælgernes vurdering af partiets vitalitet og sammenhold
at det reviderer sin programtekst en gang imellem. VI BØR SÅ VIDT MULIGT
GØRE DET RIGTIGE Når et partiprogram
har denne symbolfunktion så kan det ikke undre at der i ethvert
partiprogram kan findes mange eksempler på sproglig tomgang: ytringer
som er ret informationstomme, men som bruges til at bekræfte et
sammenhold, en enighed. Det er ytringer som
disse: ·
Der må gives den
opvoksende generation de bedst mulige vækstbetingelser. ·
Skole- og
uddannelsessystemet må til stadighed være fuldt på højde med
samfundsudviklingens krav. ·
Samfundets styre må
have sådanne former, at det kalder på befolkningens virkelyst og
interesse. ·
Enhver form for
bureaukrati i privat og offentlig administration skal modvirkes, og
magtmisbrug hindres. Ovenstående eksempler
er hentet fra Socialdemokratiets og Det konservative Folkepartis
partiprogrammer i begyndelsen af 70'erne, men de kunne være fra i dag -
og fra andre partier. I
det hele taget er det en taknemmelig opgave at gå på jagt efter sådanne
formuleringer - også i den aktuelle politiske debat.
Her er nogle eksempler fra et par tilfældige
TV-Aviser i oktober 1990: Reporter:
Men du er altså
fortsat enig i at der er behov for et parlamentarisk organ til at
kontrollere efterretningstjenesterne? Justitsminister:
Det er jeg! Og jeg
synes at det udvalg er et rigtigt
instrument hvis det vel og mærke kan fungere efter hensigten. Folketingsmand:
Regeringen skal,
efter min opfattelse, udnytte deparlamentariske muligheder der er
i Folketinget. Og
hvis det viser sig at Socialdemokratiet melder fra, så bØr regeringen
efter min opfattelse forsøge om der er et andet flertal der kan træffe
politiske beslutninger. Reporter:
Og hvordan var
reaktionen? (blandt de pårørende til de danske gidsler i Irak som har
bedt om hælp). Udenrigsminister: Den var, må jeg sige,
særdeles fattet. Jeg
tror heller ikke der var nogen der var kommet med den forventning at
jeg pludselig kunne hale et mirakel ud af ærmet.
Det er der ingen af os der kan.
Private initiativer har jeg jo ingen muligheder for
at forhindre. Og
vil jeg heller ikke forsøge at forhindre.
Jeg må bare advare imod
at man lader sig misbruge i et politisk
spil. Det der sker her er
at man bekræfter at man går ind for noget som er karakteristisk ved at
man går ind for det. Eller
at man går imod noget som er karakteristisk ved at man går imod det. Tager vi den første ytring
fra partiprogrammerne, så udtrykker den en positiv holdning: man bør give den opvoksende generation, til
noget som først og fremmest er bestemt ved at være noget man har en
positiv holdning til: de bedst mulige
vækstbetingelser. Sådanne
udtalelser er sprogligt ubenægtelige.
Man kan simpelt hen af sproglige grunde ikke sige: den opvoksende generation
må ikke gives de
bedst mulige vækstbetingelser. Den
positive påstand er en variation over temaet: man bør gøre det gode. Denne, og den tilsvarende
negative udgave: man bør bekæmpe det onde, kaldes – i den videnkabelige
sprogbrug – for platheder (selv om det jo egentlig
svarer til det man i almindelig sprogbrug kalder trivialiteter). Fejlen, set fra
den informationshungrende modtagers side, er at det som partiet har en
positiv/negativ holdning til, ikke nærmere bestemmes ud over at man har
en positiv/negativ holdning til det.
I eksemplet: hvad er de bedst mulige
vækstbetingelser? (Om definition af plathed, se
Fredriksson s. 82 ff.; Andersson & Furberg kap. 10.) Med
grammatiske betegnelser kan det stilles skematisk op således:
Grundled
udsagnsled
genstandsled
jeg
bør sikre
noget som er define-
man
skal opretholde
ret ved at være noget
vi
må føre
godt
vil fremme
bør undgå
noget som er define-
må hindre
ret ved at være noget
skal bekæmpe
forkert
vil afskaffe DE FORSKELLIGE
PARTIER HAR DE SAMME ERKLÆREDE, YDERSTE MÅL Et andet
forudsigeligt træk ved programmerne er at de er meget lidt
diskuterende, men meget deklamatoriske: de tager uden videre
udgangspunkt i medlemmernes forhåndenværende opfattelser. Det betyder dels at
den samfundsforståelse som udtrykkes er meget overfladisk og
konventionel, dels at de problemer teksten tager stilling til er
tekniske problemer angående samfundets indretning.
Programmerne adskiller sig ikke fra hinanden ved at
gå ind for forskellige menneskelige værdier.
Tværtimod: når
de ekspliciterer disse værdier ligner de hinanden til forveksling:
den beskrivelse vi får af det menneske som yderst
ude er målet for alting, består af meget vage, men stærkt positive
udtryk. Det skal
have så stor frihed som muligt, det skal føle sig trygt, det skal have
de bedst mulige udviklingsmuligheder for sin personlige egenart, det
skal føle ansvar over for fællesskabet og være interesseret og
engageret i demokratiets styre. Det er altså ikke på
disse yderste mål man konkurrerer med hinanden. Forklaringen er at en
programtekst skal gælde for en længere periode end andre tekster og
taler partiet udsender, og derfor skal rumme mere langsigtede mål. At blive enige om dette
kan være strengt nok. Derfor
skal man ikke inddrage flere problemer end højst nødvendigt i denne
proces. Og et af de
punkter hvor man helt sikkert vil få problemer er det der går ud på at
give en klar og fyldig beskrivelse af de menneskelige værdier som dette
parti i modsætning til andre partier går ind for.
Sandsynligvis vil de fleste medlemmer slet ikke føle
at dette spørgsmål om hvad et menneske er, er noget der bør behandles i
et politisk parti. Det
hører hjemme i kirken og lignende steder. (Læs evt. mere om dette i
kap. 5 i Kjøller 73). PARTIERNES BRUG AF
PRESSEN Pressen er nødvendig
for partiet fordi dets offentlige bevillinger, magt og prestige er
direkte afhængig af hvor mange stemmer det får ved folketingsvalgene. Stemmetallene afhænger af hvor stor pressedækning
partiet får og hvor positiv den er. Partierne konkurrerer
om at rejse sager, fremsatte forslag, forhandle låsninger igennem og
kommentere de love og bestemmelser som produceres.
Det er partiernes fælles interesse i at få den mest
omfattende dækning af dette der ligger bag Christiansborgs åbenhed, og
den tætte daglige kontakt mellem politikere og journalister. (Læs fx
herom i Krogh.) Denne åbenhed giver sig ekstreme udslag i forbindelse med folketingsvalg hvor fjernsynet indretter et solidt bemandet valgstudie på Christiansborg. Man færdes med bærbare kameraer på gange og i partilokaler og afkræver politikere kommentarer til valgresultater få øjeblikke efter de er indløbet. Efterhånden som valgets samlede resultat tegner sig tydeligere skal enhver politiker indstille sig på at besvare journalisternes spørgsmål om den kommende regeringsdannelse. Ofte er det umuligt for en politiker fra et muligt regeringsparti at sige noget fordi der ikke har været tid til at hans parti har planlagt taktikken i forbindelse med regeringsdannelsen. På trods heraf udfolder journalisterne stor spidsfindighed for at vride spindende udtalelser frem. Et ekstremt eksempel på dette finder vi efter det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor der var kommet fem nye partier i Folketinget, og alt så meget uoverskueligt ud. Vi befinder os i tv-studiet på Christiansborg. Klokken er ca. et om morgenen d. 5. december: journalist:
Må jeg spørge Poul
Hartling som leder af det tredjestørste parti i dag: Hvad tror De
grundlaget for en eventuel samlingsregering skal være?
Skal det være at man lover hinanden lempelser og
deler ud til vælgerne, eller skal det være at man lover hinanden
stramninger? Hartling:
En eventuel
samlingsregering!
Må jeg stadigvæk sige at det er helt umuligt i
øjeblikket at sige hvordan det bliver.
Der er ti partier og der er ti forskellige mandattal. De vil blive lagt sammen
og kombineret på mange forskellige måder. Men det er ikke det
der har interesse. Det
afgørende er, og det er vel også det De er inde på, det afgørende er
den politik der skal føres; og dér mener jeg det afgørende i første omgang, det vigtigste for den
første tid, det er den økonomiske politik: det er priserne,
inflationen, det er finanslovens budgetter og omkostningsbeløb,
valutabalance, og det er oliekrisens konsekvenser.
Det er de ting
som man må tage op, og spørgsmålet er så om man kan finde en samling om
den nødvendige politik. I denne replik
demonstrerer Poul Hartling hvordan man kan lægge et ”dramatisk” forløb
ind i en i øvrigt intetsigende udtalelse.
Det er noget enhver leder af en organisation skal
kunne, ikke mindst ledere af politiske partier.
Fra at tale om hvad mange vil:
”De vil blive lagt sammen og kombineret på mange forskellige måder”,
går han over til at tale om hvad det i virkeligheden
drejer sig om: ”det afgørende er den politik der skal
føres.” Og i denne forbindelse fremsætter han sin egen personlige
mening om hvad det er der skal tages fat på: ”og dér mener jeg (... )".
Endelig præciseres det til sidst hvad forhandlingernes resultat
afhænger af: ”spørgsmålet er så om man kan finde en samling om den
nødvendige politik." Journalist: Altså, nu siger De
godtnok man skal til at sidde og kigge på de her ti kombinationer ... Hartling: Næh, jeg siger det er
der mange der vil gøre og allerede har gjort. journalist:
Ja, og der vil vi jo
alene nå op på et sted mellem 1000 og 1500 forskellige mulige
kombinationer, ikke? Hartling:
Ja. Journalist:
Men der er vel især
fire bogstaver som falder i Øjnene når man nu sidder og kigger nedad,
og det er vel A og B og C og V, som jo tilsammen giver et ganske pænt
flertal. Æh, kunne De forestille Dem sådan et samarbejde med æh under
ledelse af den hidtidige statsminister? Hartling:
Jeg kunne forestille
mig at der er det krav til os at når den nødvendige politik skal føres
igennem, så må der stå en stærk et stærkt samarbejde, et bredt
samarbejde bag denne politik. Om
det så kan lykkes, og hvordan det kan lykkes, det kan vi ikke sige i
denne nattetime. Ingen ved mere end
ved interviewets start. Kunsten
er at undgå at sige noget nyt og kontroversielt - og samtidig optræde
med statsmandsværdighed så man fremtræder så stærk, ansvarlig og
handlekraftig som muligt i offentligheden inden forhandlingerne
begynder. (Eksemplet analyseres mere indgående i Kjøller 77 s. 47-57.) PRESSENS BRUG AF
PARTIERNE Et væsentligt, fælles
argument for nyhedsmediernes vigtighed er at de er med til at
kontrollere statsmagten. Derfor er det
indenrigspolitiske stof obligatorisk for ethvert nyhedsmedium. Medierne konkurrerer på dette stof ligesom de konkurrerer på andre stofområder. Pressens formelle tilknytning til forskellige politiske partier er borte eller svag, men det betyder ikke at mediernes indenrigspolitiske dækning er partipolitiske neutral. Af historiske og markedsmæssige grunde er der klare politiske tendenser i de enkelte mediers udvælgelse og vinkling af Christiansborg-stoffet. Selv et erklæret neutralt nyhedsmedium som TV-Avisen er klart nok ikke præget af ekstreme politiske partiers synspunkter, men domineret af det politisk-administrative establishments måde at opfatte virkeligheden på. Der er et blad der
især i de senere årtier har markedsført sig bl.a. ved en aggressiv
politisk journalistik. Det
er Ekstra Bladet. Tilfældet
er ekstremt og ikke repræsentativt for dansk presse; men det er
interessant at se hvilken konsekvens det får for indenrigsstoffets
behandling at man lader det i så ekstrem grad styre af markedshensyn. HVORFOR ER EKSTRA
BLADET ALTID PÅ NAKKEN AF DE STAKKELS
POLITIKERE? Det er ligemeget,
hvem der tilfældigvis sidder på taburetterne. Vi gør ikke forskel. Vi er nemlig på
nakken af alle politikere. Hvorfor? Fordi det flyder med
uløste problemer og spildte skattepenge og politiske skandaler og lange
taler om ingenting. Der er ingen af
partierne, der har patent på at have.ret. Der er heller ingen af dem,
der har patent på at træde i spinaten.
Derfor er vi på nakken af dem allesammen. Der er nok ikke ret
mange politikere, der elsker Ekstra Bladet højt. Men de læser det. EKSTRA BLADET TØR. (Annoncen fandtes i
dagbladet Politiken 18/10 73). Princippet for den
politiske dækning i dette blad er (dengang som i dag): jo værre
politikerne i magtens centrum er, jo mere nødvendigt er det for dig at
læse Ekstra Bladet. Derfor
er det lige så sikkert som amen i kirken at pointerne i en historie er
at en eller flere ministre, udvalgsformand osv. har optrådt uærligt,
egoistisk, i strid med tidligere løfter, eller inkompetent og sløvt. Ligesom i en dansk
folkekomedie har vi et farverigt skurkegalleri (af politikere), ofte
forsynet med karakteriserende tilnavne, en hovedperson (,,den lille
mand", læseren) og hans heroiske hjælper (Ekstra Bladet). Af og til får bladet gjort
kål på en af skurkene. Men
det viser sig at den nye der indtager jobbet ikke er mindre skurkagtig,
selv om han eller hun så også har et andet til navn. Skurkagtigheden
hænger sammen med magten. En
politikers karriere opfattes som bestående af fire faser: Politiker in spe
er den spæde begyndelse: man er på vej ind i magtens
cirkler. I denne
fase behandles politikeren positivt.
Det samme gælder fair
play-fasen, den første tid på magtpositionen. Men allerede her begynder
det positive billede at slå revner.
Dog, man vil ikke dømme endnu, men se gennem fingre
med begynderfejl. Så
bliver politikeren etableret magtfigur og
hermed samtidig skurk for fulde hørm.
Efter man har forladt magtpositionen bliver man ex-politiker og her genindtræder man i
en positiv rolle i Ekstra Bladets politiske virkelighed. (Se detaljeret
analyse i ”Sælges: dansk politik" i Kjøller 76.) POLITIKERNE REDDER OS
FRA FORSTENING I
et stabilt, homogent
samfund som Danmark, består politikernes opgave ikke i at vandre i
spidsen for fremstormende befolkningsgrupper under blafrende faner. Bagsiden af ethvert
stabilt, forudsigeligt liv er kedsommelighed og forstening i vaner. De væsentlige problemer i
vores samfund består i at de etablerede private og offentlige
organisationer stivner i selvtilfredshed.
Det politiske systems væsentligste funktion er at
begrænse denne landsdækkende organisatoriske forbening. Der er kun én måde
hvorpå man kan begrænse en organisations naturlige forsteningstendens:
det er ved at sørge for at den hele tiden har en vis usikkerhed
angående sin eksistens. Typisk
gøres dette ved at lade dens overlevelse og vækst udspringe af
konkurrence med andre organisationer. For de offentlige
organisationers vedkommende kan denne konkurrence ikke blive direkte:
det er absurd at forestille sig to danske hære, to socialministerier
osv. Brugerindflydelsen
på de offentlige organisationer går gennem de private
partiorganisationer. Partiernes
konkurrence om stemmerne betyder at der gives høj prioritet til den
offentlige meningsdannelse: det har stor betydning hvad folk tror om
samfundssystemet og dets øjeblikkelige tilstand.
Der er organisationer der har overlevelsesinteresse
i at give forskellige bud på hvad man skal synes om det hele. Og at argumentere for
disse helhedssyn bl.a. ved h ælp af deres standpunkt i konkrete
eksefnpler: de politiserede sager. Heri ligger en vis
garanti for at den offentlige administration ikke kan foregå i strid
med hvad store befolkningsgrupper finder rimeligt. DEN POLITISKE
ARGUMENTATION PA VIPPEN Politiserede sager
afgøres ikke bare ud fra faste vælgerholdninger.
Sagerne påvirker også vælgernes opfattelse af hvad
der bør gøres. De magtpolitisk mest
interessante vælgere er dem der populært sagt befinder sig midt i
spektret. De er
hverken kroniske socialdemokrater eller kernevælgere for de borgerlige
partier. Det er
folk der sætter pris på stabile forhold og hvis politiske interesse er
beskeden. Ideologisk lyrik, som man finder den i partiprogrammer og grundlovstaler, bider ikke på dem, men de kan godt blive engageret af pressehistorier om mennesker der ikke har det godt i vores samfund. Sådanne mennesker bør i princippet hjælpes. Problemet er bare at sådan hjælp altid koster staten penge og at landets økonomiske situation ikke er for god i forvejen. Den dårlige Økonomi er der andre politiserede sager der fortæller om: virksomheder der lukker eller flytter. Og det fortæller måske det nyhedsmedium som man bruger, og det siges på det arbejdssted hvor man er. Vælgerens holdning
til en pressehistorie om en nødlidende gruppe, er afhængig af hans
opfattelse af landets økonomiske situation: han affinder sig med at der
ikke bliver gjort noget hvis den argumentation sagen rummer for at der
bør gøres noget,
lighedsargumentationen, ophæves af den økonomiske
umulighedsargumentation: der
er ikke råd. Den
politiske betydning af en sag ligger altså i i hvor høj grad den kan få
disse vælgere til at ændre deres opfattelse af at disse to
argumentationer er lige stærke i samfundet som det ser ud i øjeblikket. Det er klart at
nyhedsmedierne har en meget afgørende rolle at spille her. En klart politisk rolle. Det er pressen der
fortæller de historier som danner grundlag for vælgernes vurdering af
om de to argumentationer opvejer hinanden: lighedsargumentationen og
den økonomiske umulighedsargumentation.
Vinder den ene styrke i forhold til den anden, er
der stemmer at hente for regeringen i at handle således at balancen
genoprettes. (Kjøller 91, 2001). LAD OS FA SKOVLEN
UNDER MAGTENS SPROGLIGE BANALITETER! En politiker skal
kunne mange ting. En
af dem er at udvælge og præsentere informationer på en måde som fremmer
hans politiske mål. Det politiske sprog
er interessant fordi det bruges til at præsentere de udvalgte
informationer med. Det
politiske sprog må derfor studeres i en politologisk,
organisationsteoretisk og argumentationsteoretisk sammenhæng. Kun i disse perspektiver
kan man se sproget på baggrund af de politiske handlinger det skal
udføre. Og det
giver som sagt ikke mening at betragte det anderledes. Det kan på den anden
side være fristende at kaste sig over forskellige iøjnefaldende
politikere og beskrive deres sprogbrug.
Mogens Glistrup, Preben Møller Hansen og Erhard
Jacobsen er gode muligheder. Man
kan beskrive deres foretrukne brug af billeder og af stilistiske
virkemidler. Det
kan uden tvivl gøres meget underholdende.
Og hvad med et pikant emne som brugen
af bandeord i Folketinget? Men samtidig med at
man beskæftiger sig med emner som disse og læserne muligvis læser
analyserne med stor interesse, udøves magten i landet af folk med en
helt anderledes farveløs sprogbrug.
En grundregel for den politiske sprogbrug i et
velfærdsdemokrati er at jo mere ekstremt, originalt og sort-hvidt
sproget er, jo mere afmægtig er politikeren.
Ganske vist bør der være plads til skæg og ballade
og undren over mærkelige detaljer i ethvert menneskeliv, men det er
forkert hvis forskningen kastrerer sig selv ved først og fremmest at
causere om det iøjnefaldende. Analyser af den
politiske sprogbrug i landet bør ikke være petitstof på avisens bagside. De bør placeres på linje
med analyser af og kommentarer til landets økonomiske tilstand, dvs. på
ledersiden. Landets
økonomiske tilstand er jo ikke særlig interessant i sig selv. Ligesom det politiske
sprog heller ikke er særlig interessant i sig selv.
Det afgørende er hvordan de forskellige magtcentre i
landet kan udnytte vælger-opfattede ændringer i den økonomiske tilstand
til at styrke deres argumentation med.
Og det er bl.a. det studiet af det politiske sprog
drejer sig om. Det gælder om at
kaste lys over hvordan vores virkelighed og værdier dannes og ændres i
det samfund vi lever i. Og hvordan en ændret virkelighedsopfattelse,
via det politiske sprog omsættes til politiske handlinger. Opgaven er at få skovlen
under magtens sproglige banaliteter.
Det er en af den humanistiske forsknings fornemste
opgaver at få os til at undre os over det banale og derved opleve hver
dag som ny - også selv om den ligner dagen i går til forveksling. LITTERATUR Andersson, J. og M.
Furberg 1974: POLITIK OG PROPAGANDA, Kbh. Downs,
A. 1967: INSIDE BUREAUCRACY, Dybdal, I. 1985: Ministeriet og Borgeren, SPROGLIGE
KLØFTER. (MODERSMÅLSELSKABETS ÅRBOG 1985): 72-78, Kbh. Frederiksson, G.
1969: DET POLITISKA SPRÅKET, Stockholm.
Hamburger, A. 1988: Officiel sprogbrug. SPROGET HER OG NU
(Dansk Sprognævns skrifter 14, red.
E. Hansen og J. Lund): 146-156, Kbh. Hansen, E. 1987:
PING- OG PAMPERSPROG, Kbh. Høyer, S. m.fl. 1982:
MAKTUTREDNINGEN. RAPPORTEN
OM MASSEMEDIER, (Nor-ges
Offentlige Utredninger 1982: 30), Oslo. Kjøller, K. 1973:
VÆLGEREN OG PARTIPROGRAMMERNE, Kbh. Kjøller, K. 1976: Sælges: dansk politik, ANALYSER AF
SPROGBRUG: PERSPEKTIV(red. K.
Kjøller): 88-147, Kbh. Kjøller, K. 1977:
AKTIV SEER ELLER: HVORDAN JEG LÆRTE AT ELSKE POLITIKERNE, Kbh. Kjøller, K. 1991:
POLITISK ARGUMENTATION. EN
TEORI OM OFFENTLIG POLITISK ARGUMENTATION I ET
VELFÆRDS-DEMOKRATI, Kbh. Kjøller, K. 2001
SPINDOKTOR, Kbh. Krogh, T. 1988: Politik i mediernes filter, POLITIK OG
ETIK (red. 0. Thyssen): 85-104, Kbh. Larsson, K. 1988: Den offentliga svenskati under 10 år - en
presentation och några reflektioner av en
språkvårdare. INFORMASJONSKLØFTENE
OG DEMOKRATIET (red. H.
Omdal): 138-152, Oslo. |
|
|
senest opdateret 13-04-2025
12:34:54 |
|
|
©
KLAUS KJØLLER |