11 • Lige ret til ferier
Festtale holdt ved reception i
Dansk Sprognævn ved udgivelsen af en ny retskrivningsordbog. Hendes
Majestæt Dronning Margrethe II var til stede
Teksten
er uddelt og gratis, men som altid er det det betalte ord der gælder!
Deres
Majestæt, formænd, direktører, over- og underforskere, toiletrensere,
alle fine folk!
Tak
for indbydelsen!
Og
her springer jeg så lige ud af den uddelte tekst for at gribe
øjeblikket med et par spontane ord til opvarmning.
Få
har vel som mig skaffet mig et ry som lidenskabelig dyrker af talt
frisprog.
Tale
direkte fra leveren er nok mit særkende. Lad andre tale fra andre
organer, maven, tarmene, milten og ja, hvorfor ikke, hjernen eller et
veltransplanteret knæ, som vores ellers velbevarede dronning.
Tak
for det, deres Majestæt. Det opmuntrer mange som taler fra et hjerte
som trænger til udskiftning.
Enhver
må tale med sit eget organ, transplanteret om nødvendigt!
Ikke
mindst i denne tid hvor selvcensur får stadig flere stolte fri-talere
til at krumme sig sammen og mumle ned i gamle pruttefyldte sofapuder.
Selv de mest stivnakkede er blevet slaskenakker som fedter og slesker
for enhver omkring dem med en sabel. Afskyeligt. Og så kun fordi de
frygter at miste hovedet.
—
Stædige satan, udbrød hun. — Aldrig før har vi været så tæt på at opnå
kongelig nåde.
Men
i dag taler jeg så alligevel ud fra manuskript. Altså om lidt. For en
sikkerheds skyld. Normalt er jeg frygtløs og siger hvad der falder mig
ind.
Men
min kone mærkede at jeg var nervøs over at skulle tale i denne fine
forsamling.
—
Det gælder en orden, sagde hun ligeud.
Tilgiv
mig at jeg siger det ligeud som talt ord der gælder. Om lidt begynder
jeg på manuskriptet, så er alt i orden.
—
Jeg holder som altid min egen orden, svarede jeg hende.
—
Stædige satan, udbrød hun. — Aldrig før har vi været så tæt på at opnå
kongelig nåde.
Derfor
enedes hun om at jeg skulle læse talen op. Nej, det er ikke morsomt,
men de nøgne realiteter.
Men
talen skulle skrives først. Og jeg har så mange arrangementer at jeg
slet ikke har tid til at skrive et foredrag. Jeg husker ikke engang
hvad jeg siger til foredrag som er vel overståede, skulle jeg så
ovenikøbet nu til at nedskrive det før jeg ikke kunne huske det?
Håbløst.
Det
lo vi af. Selv om det sårede mig dybt. Men de havde endnu ikke betalt.
Derfor
benyttede vi kunstig intelligens.
I
går var jeg heldigvis ude på DTU og holde foredrag om dyrkning af
gulerødder og valmuer. I pausen fortalte jeg de nærmeste om mine
problemer med at skrive denne tale som jeg om lidt holder for jer.
DTU-folkene
roste mig for mit flydende sprog. Det kommer som skidt fra en
spædekalv, sagde de. Det lo vi af. Selv om det sårede mig dybt. Men de
havde endnu ikke betalt.
Det
viste sig så at dem jeg talte med, deltog i et stort internationalt
projekt om kunstig intelligens som netop havde vundet
verdensmesterskabet både i Skak og i Go. Få timer efter computeren var
blevet fodret med reglerne for disse spil, havde den slået alle. De var
nu på jagt efter nye udfordringer. Derfor havde de – uden min
tilladelse – optaget mit foredrag og live dirigeret det direkte ind i
computeren som fysisk befandt sig i USA.
De
bønfaldt mig om på den baggrund at lade computeren skrive talen til i
dag.
—
Det er den eneste måde vi kan kontrollere analysens kvalitet på, sagde
de. — ved at lade maskinen simulere ægte menneskelig adfærd. Det er
win-win. Du får en tale som overgår enhver tale som menneskeheden
tidligere har præsteret. Og vi får kontrolleret vores algoritmers
duelighed til at producere autentisk menneskelig adfærd og dermed
mulighed for at forbedre systemet.
—
Men en enkelt tale om gulerødders dyrkning og valmuers blomstring er
ikke meget input, indvendte jeg. — Det emne egner sig dårligt til den
kreds, tror jeg. Også selvom jeg vist kom lidt ind på udredning og
afvikling af sammenviklede kinesiske lyskæder op mod jul.
De
gav mig ret i at det ville være sikrere med et noget bredere input. Så
gav jeg dem lov at fodre computeren med indholdet af en bog, som min
unge assistent, der sidder dér, har på trapperne. Han har i den seneste
tid fulgt mig og optaget mine foredrag. Alt er digitaliseret og kunne
derfor fodres direkte ind i kvantecomputeren.
Jeg
har så desværre først modtaget manuskriptet på min smartphone på vej op
ad trappen til dette lokale. Teksten gav maskinen knuder, sagde folkene
fra DTU. De måtte skrue helt op for knappen med lyriske billeddannelser
og patos for at maskinen ville lade teksten undslippe. Men godt den
nåede frem, og tak fordi vi kunne udskrive den på Sprognævnets printere.
[Foredragsholderen
rømmer sig og læser op af den uddelte tekst:]
Så
var den der igen! Den afskændige misunderlige forfremmelse af afskum i
forbindelse med kronekurset.
—
Ferier igen? siger man og gyser forkasteligt.
—
Og hva' så? siger jeg.
Hvis
ikke andre vil, så er jeg mand for at tale folket midt imod i et
ærgerrigt forsøg på at opretholde den smuldrende storhed i vort i
øvrigt helt jævne land.
Hvorfor
skal alting være så middelmodigt? Hvorfor må ingen stikke næsen frem
foran de andre? Hvorfor skal alting så absolut hugges over den samme
læst?
De
hænger i alle gardinerne, lurer i alle skabe. Altid klar med
fluesmækkere.
Helt
ærligt: De kongelige er jo som os andre. Tæl deres ribben, og du får et
opløftende resultat. De bor på slotte, javel, men det betaler de selv
ud af apagagen, og resten går usvækket til forbrug.
Og
hvor beklageligt tror du det er altid at være opgivet af masser af
tjenestefolk, adjudanter og livgardister? De hænger i alle gardinerne,
lurer i alle skabe. Altid klar med fluesmækkere. Og deres ordner rasler
som en flygtende hær af kakerlakker.
Rideheste,
javel, men det er en blakket fornøjelse at sidde ovenpå sådan et dyr og
rokke hid og did. En lidelsesfuld intimmassage i fuld offentlighed
direkte ind i skrævdelene.
De
velkoksede limousiner, javel, men hvor mange har prøvet at banke sådan
én på bule i den indre byld og sluppet halvskaldet derfra?
Nej,
vel.
Og
godt til skrammel, for hvis vi alle var udstyret som få, var der
overhovedet ikke plads til landet. Sådanne maskiner kan kun betjenes af
specialopdrættede domptører, og hvor mange har i dag råd og svamp til
det?
Også
dette går fra apagagen som herved uhjælpeligt formindskes. Tæl selv
rynkerne i dronningemoderens hovedskind, hvis du stadig har
mistænkelige rester af feudalier i din sjæls afskumsfryser.
Basket
og bundtet er de, på ender og skøder. Hvert et skridt de tager i, vil
straks være på hele nationens skamlæber næste festmiddag. Værsgo og
skyld!
Og
tænk på hvilke problemer det giver prinsernes parringsgemal.
Hvem
kan herefter have ondt af at disse mennesker – under deres hårdt
opspændte Ferrari -- kurer på brædder
Herregud,
det er jo unge mennesker som kræver ful rat til at begære deres helt
private tåbeligheder på nøjagtig samme måde som alle andrikker.
Men
pressen skal jo også leve og parrer sig i Fløng midt på torvet med hvem
som helst som gidsler. Det er som det skal være – hvis det ikke er
værre.
Men
det ændrer ikke ved at driften af det kongelige kønsgods er et problem.
Måske ikke for landet, thi det er som sagt ekstremt jævnt, men for
moralen som ikke kan blive forbilledlig nok.
Dette
leder os lige lukt til religionen.
Som
om det ikke allerede kunne være nok, så har de heller ikke trodsfrihed.
De må værsgo æde deres frelser fra revelsben og dikke dikke blod
dertil. Og så kalder man det demokrati! Også selv om det betyder færre
messehageler.
Hvem
kan herefter have ondt af at disse mennesker – under deres hårdt
opspændte Ferrari -- kurer på brædder i det skotske højland en uge
eller to? Herregud, lidt glæder skal de vel have.
Hans
Prendrik og dronning Margarine har rigeligt fortjent hvert ben de
brækker og mere til. Hjemme venter nye opgravninger og forstuvninger.
Denmark
First!
Hovsa,
det sidste har kvantecomputeren vist ikke fået oversat.
|
