s

 

KJOELLER.dk NO BULLSHITT

10. oktober 2024

 

 

 

 

Senest opdateret

10-10-2024

Mest solgte bøger oktober måned

Månedens antal solgte til nu:

 

 

4 (3)

 

 

 

1

scan0008

 

Paperback

 

 

Senest opdateret

09-10-2024

Mest solgte bøger september måned

Månedens antal solgte til nu:

 

 

32

 

 

 

1

scan0008

 

Paperback

2

 

Paperback/ Print on demand

3

 

ePub

4

 

ePub

5

 

ePub

6

 

ePub

 

 

Mest solgte bøger seneste måneder

 

september

 

august

 

juli

 

 

 

 

 

NO BULLSHIT

FORSIDER

 

NO BULLSHIT-POLITIK

BEGRUNDES

 

 

BULLSHIT – FORKLARES UDEN BRUG AF BULLSHIT

 

 

MISLYKKET BULLSHIT HITTER PÅ TV

 

 

BULLSHITTETS BEFRIELSESHÆR AF LATTERMILDE UNDERSÅTTER

 

KUNSTIG INTELLIGENS PRODUCERER BULLSHIT

 

 

LÆSERBREVE BESVARES UDEN FORFATTER-BULLSHIT

 

 

 

 

 

 

 

IT-produceret Bullshit

 

Vores program bevirkede i løbet af få måneder, at kommissærer og ansatte – især fra nordeuropæiske lande – blev så gode til bullshit-taler, at kommissærer og ansatte fra andre sprogområder på Balkan og i Grækenland tog sig ekstra sølle ud

 

Teksten er uddrag fra Algoritmen som åd sin skaber. Kunstig intelligent roman,

trykt af frivillige i Frilandsmuseets Håndtrykkeri”

 

 

 

 

Flere undersøgelser havde vist, at stadig færre unge mennesker gider læse en ordentlig bog i dag. Og det ville kun blive værre de kommende år. Folk vil have krimier, biografier om kendte, især studieværter på TV og kongelige, og bøger med sund mad eller om, hvordan man får succes uden at gå ned med stress. Og selvfølgelig bøger om hunde og andre husdyr.

   Både mine litterære universitetskolleger og forlagsbranchen var fortvivlet.

   Og en splinterny undersøgelse havde vist, at bøger keder mere og mere, uanset af hvilken art de er. Folk savner en skærm med billeder og lyd. Når de finder noget i en bog, som interesserer dem, så sætter de fingeren på det og presser. Og bliver sure, hvis der ikke straks popper alt muligt tant og fjas op på papiret.

   — Det, vi skal, sagde formanden for udvalget, Lennart Ladeport. — Er at indføre kedsomhedsknapper i bøgerne. Ligesom de lige har gjort på Nationalmuseet.

   Flere nikkede alvorligt.

   Simon Foxtrot, som ud over at være professor er toneangivende anmelder i dagspressen, så bekymret ud og rystede på hovedet.

   — Ren idioti, sagde jeg fnysende. — Hvis man ikke mere kan sove på Nationalmuseet eller med en god bog, hvor finder man så fred?

   Alle så trætte og irriteret på mig.

   Idioterne forstod ikke engang, at det var en vittighed.

   Efter jeg har fået min psykiske diagnose, kan jeg heldigvis gøre, hvad jeg vil. Og det gør jeg også. De er selv ude om det, narrehovederne.

   Latterligt, at fordi man siger sandheden, så får man diagnosen ”selvhævdelsespsykotisk aggressionssyndrom”. Alt, hvad jeg siger, er nu blevet til sygdomssymptomer. Godmorgen!

   Sandheden er, at jeg er sandhedsterrorist. Med stor succes. Systemet skælver. For terrorisme virker. Ikke kun ude i virkeligheden, men også på universitetet.

   Man har ikke givet mig nogen alternativer. Senest har man sendt mig en umulig ph.d.-studerende på halsen med et projekt om IT-producerede seksuelle samtaler. Latterligt.

   Da jeg protesterede, blev jeg tvunget. Ellers ville jeg blive fyret. Det er straffen for at være langt fremme med IT. Både Foxtrot og Ladeport vader i ph.d.-studerende, der dyrker dem som guder. Men alligevel skal de have hjælp til at scanne en tekst og kopiere en fil.

   — Men de har mange erfaringer med seksuelle samtaler, sagde jeg til institutlederen. — Og ikke kun samtaler.

   — Det er der jo så mange, der har, sagde hun. — Men du er den på instituttet, der har størst erfaring med at skrive kode. De andre skriver udelukkende i klar tekst.

   — Klar tekst? gentog jeg. — Hvornår er de begyndt at skrive klare tekster?

   — Du har tidligere afvist at vejlede ph.d.-studerende, som ikke kan sætte kommaer, fortsatte institutlederen med et svagt lidende smil.

   — Det manglede bare, sagde jeg. — Det burde alle have lært i underskolen.

   — Ja. Og hende her kan faktisk sætte kommaer.

   — Mmh. Må jeg se hendes ansøgning?

   — Desværre har jeg den ikke liggende her på bordet. Men Hasebarth sad i bedømmelseskomitéen, og han har fortalt mig om det. Havde aldrig oplevet noget lignende.

   — OK.

   — Hertil kommer, fortsatte institutlederen uanfægtet. — Denne ph.d.-studerende er finansieret af penge fra den særlige institutfond, hvortil licens-indtægterne fra brugen af jeres såkaldte bullshit-generator Algot går.

   — Bullshit-variator, rettede jeg. — Vi kombinerer kun gammelt bullshit til nyt. At sige andet er bullshit.

   — Ja ja. Men det er flere millioner euro årligt. Derfor er det nærliggende, at du vejleder. De to andre i bullshit-projektet er ude af billedet. Kuller er ikke mere ansat, og Hasebarth sidder i alle mulige kommissioner og udvalg. Desuden er du den eneste senior-lektor uden en ph.d.-studerende.

   — I er selv ude om det, sagde jeg.

   Jeg var helt tør i munden over at høre, hvor mange penge de havde narret fra mig og de to andre bag Algot ved at lede alle bullshit-indtægterne ind i en fond til fremme af unge talenter. En svinestreg.

   Institutlederen hev luft ind for at irettesætte mig, men så ringede hendes telefon, og hun tog den, mens hun nikkede afsluttende til mig og hviskede: — Vi tales ved.

   Det er også derfor, jeg skriver tingene ligeud her i denne formidlende rapport om mit projekt. Jeg har fået nok. De er selv ude om det. Dette skal ikke være en af de sædvanlige løgnerapporter. Det skal være sandheden. For en gangs skyld.

   Aftalen med universitetet er, at bare jeg følger behandlingen og vejleder min ph.d.-studerende, så beholder jeg min lektorstilling indtil videre.

   Behandlingen er, at jeg skal sidde og sludre med Alice om mit liv en gang om ugen. Kedsommeligt, men hvad gør man ikke for at bevare sit job? Og de har magten. Og har stjålet alle indtægterne fra Algot fra mig. Derfor sidder jeg stadig her i sumpen. Algot var min sidste chance for at slippe ud af dette galehus og leve et liv i rigdom.

   Komisk, at de regner med, at det, de kalder min sygdom, en dag går over. Sandheden er, at de ikke kan finde en bedre IT-lingvist i Nordeuropa. I hvert fald ikke offentligt ansat. Men det bliver de nødt til, når denne rapport udkommer som bog og bliver en succes, som gør mig uafhængig. Endelig får jeg min frihed. De skal ikke få succes med igen at franarre mig de indtægter, som gør mig fri. De kan rende mig. Det bliver en kioskbasker.

*

Der er sket meget i maskinel tekstproduktion, siden jeg og Max Kuller lavede det danske kommateringsmodul til De Europæiske Fællesskabers oversættelsesprogram.

   Og Kullers og mit danske kommateringsmodul dannede skole for andre lande, bortset fra Storbritannien, som altid lod som om de ikke kunne finde ud af at sætte komma efter tysk forbillede. Barnligt. Men nu er de så ude med Brexit, og så er det problem løst.

   Og komma-succesen fortsatte med Hasebarths, Kullers og mit fælles projekt med at udvikle en bullshit-variator.

   Vi ramte en guldåre. Det viste sig, at der i EU-systemet var en kæmpe efterspørgsel efter lynproduktion af ny bullshit-taler, som overgik alle de gamle. Alle ledere helt ned til kontorchefer havde hele tiden brug for talepapirer, som ikke måtte fornærme nogen, men tværtimod skulle skabe begejstring blandt alle, uden at de bandt taleren til noget konkret.

   Alt gik allerede dengang ad helvede til i EU. Derfor var behovet for verbal optimismespanking enormt. Det tændte Hasebarth, Kuller og jeg straks på.

   Vi havde i årevis kørt offentligt støttede kampagner med titler som ”Tænk klart!”, ”Skriv ligeud!”, ”Bekæmp manipulation!” Alt sammen uden målbare forbedringer. Tværtimod blev alt tydeligt værre.

   Det hånede skønlitterære fyrtårne som Foxtrot og Ladeport os jævnligt for. De tjente imens formuer på at anmelde skønlitteratur i dagspressen og levere konsulentydelser til store forlag og fonde, som støttede selv de mest håbløse projekter.

   Men det er klart, at litterære tågehorn ikke kan se værdien i metoden. De taler altid om store ting som skæbne, livsmening og kunst. Rent bullshit – ud fra enhver klar og nøjagtig definition af hvad bullshit er. Men fordi de aldrig præciserer noget som helst, så kører deres opgejlede plidder pladder i sløjfe og skaffer dem hædersmedaljer og store indtægter.

   Jeg havde håbet, at jeg kunne holde disse personer, specielt min rival, Lennart Ladeport, ude af denne populære, formidlende rapport om mit projekt. Men det går altså ikke. Det var min meget livagtige forestilling om deres stille hoveren, hvis jeg blev endegyldigt fældet, som fik mig til at fortsætte, hver gang jeg fik anfægtelser.

   Muligvis ville Ladeport også få Hasebarths professorat, hvis jeg opgav – selv om han snedigt foregav ikke at være spor interesseret.

   Nogen videre produktion har han ikke, men han er meget populær.

Måske hænger de to ting sammen.

   Læste engang noget, han havde skrevet. Hed noget i retning af ”Introduktion til følsomhed”. Brugte Bamse og Kylling fra børne-TV som eksempel hele vejen igennem.

   ”Bamse og Kylling!” Min mor så ofte programmet og havde fortalt mig udførligt om karaktererne, især Kylling, som hun fandt, var en stor personlighed. Så jeg skulle lige se, hvad Ladeport kunne bidrage med. Der var vist to videnskabelige referencer. Én til Hasebarth, som han hyldede, og én til mig, som han ret indpakket tog afstand fra. Men i fjorten dage kunne man ikke åbne for TV uden, at han viste sig som ekspert. Vammelt.

   Men jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke hader ham nær så meget som for nogle år siden.

   Det lykkedes mig efterhånden at kanalisere min græmmelse og mit had til Ladeport ind i frugtbare baner: Jeg kastede mig over mit doktorprojekt med at anvende Anthony Upps episke kvanteteori på danske medieforhold. Det var efter mit skøn den mest effektive måde at få dødeligt ram på Ladeports middelmådedige forskning på. Og efterhånden som projektet skred frem med rimeligt held, blev jeg mere og mere taknemmelig over for Ladeport, fordi jeg jo skyldte ham min iver og overmenneskelige koncentration om opgaven.

   Jeg kunne blive så blidt stemt, at jeg faldt af på forskningen. Men så sørgede jeg for at støde ind i ham, og min iver vendte styrket tilbage.

   Vi var altid meget høflige og venlige, ja nærmest kærlige, over for hinanden, når vi mødtes. Objektive iagttagere af vores samvær ville tro, at vi var venner.

   Han var gerne omgivet af en broget kødrand af studenter, selv når han færdedes på gangene. Det var ikke muligt at undgå at bemærke, at de berørte hinanden mere end normalt. Sandsynligvis havde han også kønslig og lignende omgang med dem, enkeltvis og i flok, uden køns anseelse.

   Men det var nu aldrig lykkedes mig at overraske ham i en sådan situation. Heller ingen metoo-klager. Men mange kardinaler i den katolske kirke er jo også først blevet dømt for pædofili årtier efter udåden skete.

   Engang, jeg var braset ind på hans kontor, fordi jeg var overbevist om, at der foregik noget, havde de bare siddet og spillet kort, ham og så Vera Wahr, en studine som havde svigtet mig som specialeskriver til fordel for ham.

   — Nej, er det dig, Herman, udbrød han. — Kan du spille gris?

   — Undskyld, sagde jeg. — Men det var den eksamensopgave, jeg ville tale om. Jeg ser ind lidt senere.

   — Men Herman ...

   Jeg lukkede døren.

   Meget bedre gik det ikke med bullshit-projektet.

   Ganske vist nåede vi hurtigt langt med at proppe gamle bullshit-taler ind i computeren og få nye ud, som faktisk lød, som om de var helt friske. Men så stoppede man pludselig projektet.

   Ikke fordi det var en fiasko. Tværtimod.

   Vores program bevirkede i løbet af få måneder, at kommissærer og ansatte – især fra nordeuropæiske lande – blev så gode til bullshit-taler, at kommissærer og ansatte fra andre sprogområder på Balkan og i Grækenland tog sig ekstra sølle ud. Vi bønfaldt om flere ressourcer til et Balkan-modul, men projektet var desværre sluppet ud i pressen og havde skabt skandale.

   Det spillede også ind, at Kuller i mellemtiden havde lavet bestselleren Fedt dig frem! som formidlede vores bullshit-algoritmer til alle i hans særlige friskfyragtige stil. Og med komiske eksempler. Den var blevet så stor en succes, at han – ud over at forlade vores projekt – forlod universitetet og i flere år kommenterede alting på TV. Forræder.

*

Kullers personlige succes ødelagde projektets gode ry så meget, at ikke engang den danske regering ville bruge vores bullshit-variator. I hvert fald ikke officielt. Heller ikke selv om vi tilbød dem at kalde den ”Pep-talk-inspirator.”

   Men det var med betydelig stolthed, at Hasebarth og jeg hvert år overværede dronningens nytårstale, som Algot i hemmelighed har produceret i flere år, end de fleste forestiller sig. Efter særlig mundtlig aftale med Statsministeriet.

   Hasebarth sagde efter sidste nytårstale, at han var begyndt at løbe kondiløb hver dag. Af hensyn til pensionen. Med høretelefoner med rytmisk musik.

   — Men også med dronningens nytårstaler, Herman, sagde han leende. — Dem, Algot har lavet. Og de virker, når jeg er ved at opgive. Du bør også holde dig i form, så du kan få mest muligt ud af dine pensionspenge. Vi må alle løbe for pensionen.

   — Jeg har cyklet i mange år, sagde jeg.

   — Jeg måtte opgive cyklen, fordi hjelmen altid ødelagde frisuren.

   — Jeg cykler uden hjelm.

   — Chancerytter! lo Hasebarth.

   Og så meddelte han, at hans mange kommissioner og bedømmelsesudvalg desværre ikke mere levnede mulighed for, at han brugte tid på Algot.

   Så nu er det kun mig, der i min fritid stadig udvikler Algot. Ikke noget, der giver en orden eller indtægter, da alt selvfølgelig er top secret. Men der er også andre ting, der tæller end ordner og titler. Sådan må det være, når man elsker sit arbejde, og universitetet ved et kup har fået alle rettighederne.

   Det går tjept. Fra jeg trykker på knappen, går der vel højst tre minutter, før Algot spytter årets helt nye nytårstale ud. Vi har allerede alle de gamle liggende i maskinlæsbar form. Også TV-billederne. Hvis Hendes Majestæt bliver forhindret nytårsaften, så kan vi derfor teoretisk set alligevel bringe nytårstalen, uden nogen mærker, hun ikke selv er til stede i fysisk forstand.

   Og nu er det så ude. Dumt. Men jeg er nødt til at gøre denne rapport hudløs sand. Den skal svare så nøjagtigt til virkeligheden som muligt. Derfor er jeg nødt til at røbe alle løgne og fortielser.

   Denne rapport er nemlig ikke kun formidling til den danske befolkning. Den er først og fremmest input til en computer, der skal træffe en beslutning af største betydning. Hvis denne rapport ikke fortæller sandheden, hele sandheden, og kun sandheden, så bliver computerens beslutning heller ikke den rigtige, fordi inputtet er råddent.

   Efter inspiration fra det litterære bønnemøde kastede jeg mig ind i arbejdet med at udvikle Algot til Algot version 2, så man i stedet for gamle nytårstaler, fyldte ældre skønlitteratur ind og fik spritny litteratur ud. Jeg hjemlånte fra eReolen seneste bogsæsons mest solgte skønlitterære bøger, hackede dem uden besvær – rystende at man ikke sikrer sig bedre mod den slags -- og indlæste dem i Algot.

   Tanken var særdeles nærliggende. Jeg kendte jo algoritmens overvældende evne til at forny gammelt bullshit. Og selv om det ikke handlede om bullshit, men litteratur, så handlede det stadig om at skabe nyt ud fra gammelt og velprøvet. For algoritmen er det hip som hap.

   Alligevel gav projektet store skuffelser i begyndelsen.

   Det første skønlitteratur, jeg kunne få algoritmen til at frembringe, var kæder af helt meningsløse brokker, ja ikke engang ordene kunne med sikkerhed bestemmes som danske. Det kunne se således ud:

 

Hark!

Tolv two elf kater ten (it can’t be) sax

Hork!

Pedwar pemp foify tray (it must be) twelve.

 

Ren gylle, bortset fra udråbstegnene og parenteserne.[i]

 

 

 

 

 

 

Kjoeller.dk no bullshit er først lagt op i 2024, senest opdateret 10-10-2024 10:49:52

 

 

© KLAUS KJØLLER

 

 

 



[i] Forfatteroplysning: Den såkaldte gylle er citat fra James Joyce Finnegans Wake.