Mit liv som hemmelig forfatter

Min sande forfatterbiografi er så latterlig og rystende, at den – selv om den er virkelig – kun er til at udholde, hvis den fortælles af en dygtig komedieskriver. For selv min ambition om ikke at afsløre mine store, nærmest ubegrænsede ambitioner, blev en fiasko.

”Førertaler” Milton Meyer har sendt mig et brev fra sin Captain’s Cabin på sin yacht i Middelhavet. Det er vedlagt et foto af ham selv i skibsføreruniform med kasket og dekorationer. Hans ene hånd hviler på en stor globus. Han skriver bl.a. ”Det er mærkeligt, at du, som gang på gang har belært alle om, hvor vigtigt det er at gøre en god figur i offentligheden, ikke selv er en klar figur med en tydelig historie i den offentlige tv-føljeton, som alle følger med i.” >>

Der er ting man ved, og som man ved. Og så er der ting som man ved, men ikke ved. Udenom det hele ligger så alt det, man ikke ved, og som man faktisk heller ikke ved. >>

”Sagen er, at selv om jeg personligt gjorde en stor indsats med mit private bogholderi, så var styrelsens egen, officielle journal gennem årene desværre blevet så mangelfuld, at man ikke vidste, om projekter stadig kørte, om de var nedlagte eller om de bare var uddøde. De kunne også bare aldrig være oprettet. Derfor bad jeg flere gange om, at vi uden varsel lukkede for pengestrømmen, og så, hvad der skete. Hvis vi intet hørte, var det let: Så kunne vi bare slette projektet uden problemer, hvis det overhovedet var oprettet i journalen. Og dem, vi hørte protester fra, og som kunne dokumentere, at de havde fået en bevilling, kunne vi så oprette og ajourføre. Det ville give os den ny begyndelse, som vi savnede mere og mere.” >>