senest opdateret 22-11-2020 12:16:04

 

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

 

Hjælp!

Kronik i Politiken

Forlaget Borgens efterårsreception 1977

De store morgenaviser, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Aktuelt – + Ekstra Bladet og BT

Provinsaviser

Information, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad

Se og Hør, Billedbladet. (Så langt ud er jeg aldrig siden nået)

Omtaler af TV-optræden

 

De store morgenaviser

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse i Ekstra Bladet d. 12/9 77:

Kludremiklerne i tv længe leve

Vanvittig, morsom bog om politikere og TV-journalister [kommaet stod faktisk i originalen]

Af Karen Thisted

Mens Erhard Jakobsen bruger det meste af sin tid på at bevise, hvor venstreorienteret radio og TV er, har han nu fået en konkurrent. Det er cand.mag. Klaus Kjøller der i en meget humoristisk bog beviser, at det TV-journalister og politikere aften efter aften optræder med i TV-Avisen er fuldstændig uforståeligt for den almindelige seer.

-- Når politikere og journalister forklarer nationaløkonomi i TV er det at sammenligne med kejserens nye klæder, siger Klaus Kjøller. Han er selv højt uddannet og beskæftiger sig på Københavns Universitet med faget kommunikation, men alligevel må han erkende, at han ikke forstår et pluk af det, politikere og journalister siger i TV-Avisen.

Kjøller karakteriserer i sin bog Aktiv seer eller: Hvordan jeg lærte at elske politikerne en række TV-journalister samt mediepolitikere – og det er ikke kedeligt.

Væk med Vestergaard

Han har ligesom Erhard Jakobsen optaget kilometervis af bånd fra TV, men med et noget andet resultat end Erhard. Journalisterne får nogle ordentlige drag over nakken, især går det ud over Alice Vestergaard som Kjøller mener for mange har været uudholdelig.

I min bekendtskabskreds er der stadig ret mange, der både skruer ned for lyden og ser bort, når Alice Vestergaard viser sig på skærmen, skriver Kjøller i sin bog, der dog skal beskrive en kontormands bekendelser og ikke hans egne. Beskrivelsen fortsætter:

-- Da Alice Vestergaard fungerede som oplæser, var der flere ægteskabelige kriser og tilfælde af børnemishandlinger end ellers. Jeg har efterhånden overvundet mig selv og er i dag en stor beundrer af hendes udholdenhed.

Ind med Ellemann

Kjøller fabulerer morsomt over TV-journalisternes optræden, men han mener, at der kun er få genier, der kan få bare et par minutters optræden til at dirre af dramatisk spænding. De fleste hører til den store masse af grå, kedsommelige TV-journalister. Han nævner Uffe Ellemann-Jensen, om hvem han skriver:

-- Hans smil kunne changere fra det ironiske til det charmerende og ind imellem helt forsvandt det og efterlod et snakkende pokerface – for straks efter at vende tilbage – drilsk, underfundigt eller optimistisk.

Ind med kludremiklerne

Om Mikael Bramsen:

Han får altid min hustru til at synes at der mangler en cognac eller i det mindste en likør til kaffen på grund af hans aristokratiske, arrogante facon.

Om Erik Ove:

-- Hvis man kunne lære en datamaskine at tale dansk, ville det lyde som Erik Ove.

 

Klaus Kjøllers humoristiske sans fornægter sig heller ikke med hensyn til de mange fejl i TV-Avisen. Dem ville han nødigt være foruden:

-- Fejlene får os op på mærkerne, siger han. De trykte aviser har vidst det længe og brugt det i deres 'Find fem fejl-konkurrencer'. Det gør ikke noget med lidt drama i TV-Avisen, og han drømmer om, at telefonen på Bjørn Elmquists studieværtbord skal begynde at kime under udsendelsen.

-- Det gør den bare alt for sjældent, siger han. Det gør ikke noget, at der sker noget uforudset, uplanlagt, for så bliver det hele pludselig nærværende for os. Alt kan ske. Studieværten bliver vanvittig, et kamera kommer til at køre en producerassistent ned osv. Lad os aldrig håbe at kludremiklerne bliver udryddet i TV.

Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen er repræsenteret ved lange citater fra udsendelser, og Erhard vil nok blive forbavset, når han opdager, hvor lidt han egentlig får fortalt seerne, når han er på skærmen. Selv om det er dybt alvorlige, politiske ting han udtaler sig om i de citerede afsnit, skriger man af grin.

Erhards undskyldninger

-- Man må være god til at æde sine ord i sig igen, når man udtrykker sig så uforbeholdent som Erhard, skriver Kjøller, men han kan den vanskelige kunst at undskylde, således at vi fatter sympati for ham. Men han kan ikke sidde og undskylde hele tiden, så vil undskyldningen miste sin effekt.

-- Hvad er din mening med den bog?

-- Jeg vil drage konsekvensen af det man forstår, hvis man overhovedet ikke forstår den sag, politikere og journalister vil fortælle os, siger Kjøller.

Karen Thisted.

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse i Politiken, d. 16/9 77:

Gummiklokker og pølsesnak

Af Bettina Heltberg

Man sidder og klukker og godter sig med denne bog, ligesom den gang i skolen, hvor der altid var nogle dristige og verbalt-begavede kammerater, der uden tøven ville kalde den buttede geografilærer for Pind og fnise højlydt, hvis hun umærkeligt snublede over forhøjningen op til katederet. Der var tale om et fornærmeligt skarpsyn og en alt for veludviklet humoristisk sans hos disse kammerater. Og man var altid i tvivl om man skulle le med eller lade som ingenting.

Jeg er sikker på, at Klaus Kjøller har været sådan en fræk grinebider som lille, og nu er han blevet voksen og har skiftet skolelærerne ud med fjernsynsheltene. Han er blevet professionel, fascineret (som dronning Margrethe altid siger) fjernsynskigger.

I bogen 'Aktiv seer…' kan man for eksempel læse om det chokerende indtryk det gjorde på ham og hans kone, da de for første gang så Flemming Madsens underkrop i den fornyede TV-avis. Først troede de begge, at han bare rejste sig fra oplæserstolen for at gå hen og kigge ud af vinduet hvordan vejret var, men det viste sig, at han sjokkede helt over til et vejrkort, der til familien Kjøllers yderligere forbavselse viste sig at være udformet som en karrusel.

Ganske hurtigt vænnede de sig dog til disse nyskabelser i nyhedsformidlingen og sank hen i den sædvanlige apati over TV-Avisen. For at muntre sig lidt op har de startet en familiekonkurrence om hvilken TV-A-studievært, der er bedst til at dreje vejrkortkarrusellen. Drejes den korrekt i et tag, giver det 3 points. Skal der bruges flere tag, før den er der, giver det strafpoints. Bjørn Elmquist fører over Steen Bostrup. En tid lang har familien også levet i håbet om at en af studieværterne før eller siden vil skvatte over den forhøjning, deres bord og stol er anbragt på. Det kan enten ske på vej hen til vejrkarrusellen eller på vej tilbage igen, mens slutfanfaren gjalder og billedet toner ud. Klaus Kjøller siger det ikke, men jeg vil personlig gerne tilføje, at uheldet næsten ville være bedst i sidste tilfælde, altså hvis det skete til flot musikledsagelse. Måske var hymnen egentlig komponeret med dette tilfælde for øje.

 

 

Mere seriøst humoristisk (hvis man kan sige det derhen) er Klaus Kjøller i sine analyser af mediepolitikernes sprogbrug og TV-fremtræden. Trods sin kones udtalte misbilligelse har forfatteren gradvis udskiftet sit sexliv med et TV-liv – i første omgang drevet af en ideel stræben efter at forstå politik og samfundsøkonomi som den forklares fra skærmen. Hans to-årige søn forstår Bischoff. I virkeligheden er det nok mere Bischoffs børnehavepædagog-lignende ydre, drengen nikker så fornøjet genkendende til. Barnet har illusionen om at forstå, og på samme måde har Kjøller illusionen om at forstå de økonomisk-politiske udsendelser. Hvad han egentlig forstår er imidlertid noget andet. Det er signaler om personernes troværdighed, sagkundskab, ministerværdighed, sunde afbalancerede overblik – eller modsat: signaler om moralsk og retfærdig harme, skarpsindighed og hensynsløs ærlighed.

De politiske partier inddeler Kjøller i tre grupper: hostesaftpartierne, falderebspartierne og hestekurspartierne. De første partier er optaget af at vise sig ansvarlige og forligskapable. Falderebspartierne er de små, som har den utaknemmellige opgave både at vise sig ansvarlige og opsigtsvækkende nok til at påkalde sig medie-opmærksomhed. Så har hestekurspartierne det nemmere. – De kan udfolde sig frit i beske satirer over systemet, og partibosserne behøver ikke at ligne stressede, ansvarsfulde ministre, da de alligevel under ingen omstændigheder vil blive bedt om at påtage sig noget ministeransvar.

Klaus Kjøller har båndoptaget og kommenteret nogle ubetaleligt morsomme TV-interviews med bl.a. den talende tornado, Erhard Jakobsen, og Poul Hartling. Han er en beundrer af begge disse top-politikeres eminente evner som sprogbrugere. Men toppolitikere har stort set også livslang erfaring i at bruge sproget på den måde, at de skaber indtryk af at besvare spørgsmål præcist uden at meddele andet og mere end nøjagtig hvad de har lyst til at meddele. Top-mediepolitikere kalder forfatteren ikke uden en vis kærlighed for gummiklokker af 1. rang. Og der skal både årelang træning og en stor sproglig musikalitet til for at skabe et stykke ordentligt gummimusik med både bimlen og kimen, rungen og gungren. Ikke enhver makaroni-snakker kan blive tilet marathon-mundlæder.

 

 

Det alvorlige anliggende bag hele denne veloplagte fnisebog er selvfølgelig spørgsmålet om forståelse, kommunikation – som også var sprogmanden Klaus Kjøllers anliggende i kronikken forleden i Politiken. I et langt mere ironisk end egentlig morsomt slutkapitel gør han sig til talsmand for Folkebevægelsen for et Forståeligt Demokrati, som kræver brød, skuespil og privatlivsudstilling af politikerne. I virkeligheden frygter han selvfølgelig tværtimod for, at den demokratiske meningsdannelsesproces har for dårlige muligheder, når politik og økonomi er TV-underholdningsstykker med nogle få bestemte aktører i hovedrollerne.

Han har måske mindre blik for, at problemet ikke blot er politikernes, men også TV-mediet iboende. Ingen gladiator i den manege vil nogensinde sejre 100 pct. over tidsnød, tekniske betingelser og de betingelser, TV-journalister selv fastsætter. Spørgsmålet, som Klaus Kjøller indirekte rejser i bogen, er, om man overhovedet kan nøjes med fjernsynet som politisk informationskilde og debatforum. Mit svar er, at det kan man selvfølgelig ikke – medmindre  man da ligefrem påtænker at skrive en humoristisk roman om de uheldige skærmhelte. Den opgave kan sikkert nok løses mere ondskabsfuldt – men ikke vittigere end her.

Bettina Heltberg

 

 

 

 

Anmeldelse, Berlingske Tidende, d. 16/9 77:

Medierne, politikerne og det, folk ikke forstår

Munter mand om TVs politiske fiasko

Af Jens Kistrup

Det begyndte med, at familiens to-årige søn særlig godt kunne lide Hans V. Bischoffs økonomiske udredninger i TV-Avisen.

Og hvorfor skulle han ikke det? Bischoff ligner en børnepædagog eller i det mindste en børnepædagogisk medhjælper. Hans udredninger bliver fremført i det tonefald, en rigtig rar onkel bruger over for andre børn. Og han har evnen til at få enkle, dramatiske effekter til at fungere – bygge med klodser, klippe i papir.

Men hvad med de voksne? Ser de i virkeligheden på Bischoff med præcis de samme øjne som den to-årige? Forstår de mere? Og er det ikke det afgørende problem i TV-tidens kommunikationskløft:

"Vi opfører os, som om vi forstår. Men det, der bliver forstået, er ikke indholdet. Det må være noget andet. Hvad?"

Det er dette "andet", kommunikationsforskeren Klaus Kjøller i sin bog "Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne" søger at belyse – ikke strengt videnskabeligt, men i en humoristisk, delvis fiktiv form med eksempler på og analyser af de politiske debatter, der i de senere år er sendt i TV og radio.

 

Formen er munter, næsten kåd. Men hvad Klaus Kjøller vil sige, er alvorligt nok – eller rettere: dybt foruroligende. Hans bog handler først og fremmest om den evne til at forføre ved ydre (sproglige, fysiognomiske) midler, der er karakteristisk for, ja, kræves i TV som politisk og populariserende medium – ganske uden hensyn til, hvordan det har sig med realiteterne, især de politiske realiteter.

Klaus Kjøllers bog kan bruges som en strategisk lærebog i, hvordan en moderne partipolitiker skal opføre sig og ytre sig, når han er på skærmen eller i æteren. Hvordan han skal besvare spørgsmål uden at meddele noget som helst om det, der spørges om. Hvordan han roligt, omhyggeligt og velovervejet – men fremfor alt tillidsvækkende – skal overbevise om, at partiets holdning er den rette.

Han skal have et marathonmundlæder, han skal kunne makaronistilen – sige meget lidt med en forfærdelig masse ord. Og alt dette er medvirkende til, at debatten bliver uforståelig for os på det saglige, nationaløkonomiske plan.

Medierne bestemmer, hvordan en politiker skal virke, opføre sig, tale. En minister skal se ud som en minister. Og gør han (hun) ikke det, desto mere må han (hun) prøve at erstatte det manglende gennem sin udtryksform, sin mimik, sine gebærder. Det er ifølge Klaus Kjøller forklaringen på Ritt Bjerregaards "ekstremt monotone, langsomme (drævende) og perfekt bureaukratiske udtryksmåde".

 

Og i denne medie-situation kommer så en politiker – Mogens Glistrup – der opfører sig stik imod de gængse regler, men som til gengæld bruger medierne suverænt. Han koncentrerer sin argumentation og agitation om nogle få let fattelige punkter: 1) Hver-mand-et-nul-temaet, 2) papirnussetemaet, 3) Idiottemaet (alle de andre er idioter) og 4) Forfølgelsestemaet – martyriet. Og ud fra denne forenklede debatkatekismus fremstår han som "den mediepolitiker, der først og fremmest har formået at oversætte vores uvidenhed til praktisk politik".

Det er hårde ord om Glistrup, om medierne og om det danske folk. Og Klaus Kjøllers dokumentariske satire munder ud i et forslag om dannelse af en "Folkebevægelse for et forståeligt demokrati" (FFD). Den ønsker at overlade nationaløkonomi, jura og administration til fagfolkene.

Derved får politikerne og journalisterne muligheder for at lave helt anderledes medrivende udsendelser: "De kan nu koncentrere sig om det væsentlige, dvs. det, vi seere forstår, og bare betragte det såkaldte saglige indhold som den ligegyldige anledning, det i realiteten altid har været".

Klaus Kjøller er forberedt på den forargelse, folkebevægelsen og dens krav vil vække – vil den underminere demokratiet? Men som han meget rigtigt siger til slut: "Mediepolitikken og sagpolitikken er to sider af samme sag. Man forsvarer ikke demokratiet ved at fortie de mediepolitiske realiteter, tvært imod".

Her er de lagt åbent frem. Det virker som en farce. Men det er en tragedie.

Jens Kistrup

 

 

 

 

Anmeldelse i Jyllands-Posten, d. 16/9 77:

Satiriske portrætter af kendte TV-ansigter

Af Flemming Chr. Nielsen

En yngre EDB-ekspert opdager til sin skræk, at hans to-årige søn forstår, hvad Hans Bischoff siger i TV-avisen. Eller han ser ud til at forstå, hvad Bischoff siger, for efterhånden går det op for EDB-manden, at barnet mest er optaget af Hans Bischoff på grund af hans "bedende blik, lavkøbenhavnske dialekt og tonefald som læste han godnatfortælling for artige småbørn".

Det får EDB-manden til at interessere sig for TV-journalisternes image. Han følger dem fra aften til aften. Han studerer Uffe Ellemann-Jensen, som "med sit falmede charmørsmil især henvendte sig til damer". Han opdager, at Bischoff ligner "en børnepædagog eller i det mindste en fritidspædagogisk medhjælper", og perfektionisten Bjørn Elmquist anslår i sin udklædning "en alfonsmode som man kender den fra amerikanske kriminalfilm".

Disse respektløse portrætter når deres toppunkt med Michael Bramsen. Hans "aristokratisk-arrogante facon får altid min hustru til at synes, at der mangler en cognac eller i det mindste en likør til kaffen".

 

Opmuntret af sine journalist-analyser begynder EDB-eksperten at optage de politiske radio- og TV-udsendelser på bånd, selv om han må indrømme, at "det er en klam én at skulle sidde og høre Thomas Nielsen bliver interviewet igen og igen". Og så ruller de skarpsindige iagttagelser frem over bogens sider. Læseren skraldgriner og læser højt for de andre i stuen. Vi vover et længere citat:

"Når en mediepolitiker ikke kan, vil eller tør svare på et spørgsmål en journalist stiller, kan han vælge at sige et "ingen kommentar" og så i øvrigt klappe i. Dette er en udvej, som LOs overgnavpot Thomas Nielsen bemærkelsesværdigt ofte vælger … En mediepolitiker, hvis parti har desperat brug for at den presse det kan få, vil aldrig svare "ingen kommentar", men vil tværtimod gribe lejligheden til rigtig at folde sig ud. En mediepolitiker, som sidder sikrere i sadlen, kan fra tid til anden anvende denne knappe svarform med succes … Det unterstreges, at ens taleorganer ikke står til rådighed for enhver mikrofon, som kommer strittende".

Bag de bidende iagttagelser og den muntre facade er det en dybt tragisk bog, Klaus Kjøller har skrevet.

Hvad er det dog for et uhyggeligt præcist vrængbillede af et demokrati, den opruller?

 

 

Her er hostesaftpartier, der konkurrerer om at vise sig regeringsduelige. Her er hestekurspartier, der frit kan udfolde deres satire over systemet og dets seneste galskab, og her er faldrebspartierne, der både skal se ansvarlige ud og skabe dramatiske mediesituationer, der giver omtale og overskrifter.

Så morsomt, drønende frækt og kærligt er der aldrig skrevet om mediepolitikere og kommunikationskløfter. Man fristes til at citere romanen fra ende til anden. Vi nøjes med en stump om Klods-Hans i skrivestuen. Pludder over det hele. Rigtigt gættet, det er Glistrup der tales om:

"Som en stor fed og kamplysten gås sad han skråsikkert i andegården og udsendte mærkelige lyde… Han var en snu krabat, som kendte alle de beskidte professionelle tricks… Der var ingen tvivl om, at han som skuespiller havde været dømt til små komiske biroller, men nu sad han her og bed skeer med selveste Per Hækkerup. Hvis han da ikke svævede som en blævrende fortidsøgle over sin indendørs svømmepøl".

God fornøjelse.

Flemming Chr. Nielsen

 

 

 

 

 

Anmeldelse i Aktuelt, d. 27/9 77:

De pokerfjæsede gummipolitikere

Af Kristen Bjørnkær

Det er faktisk ikke nogen vittighed, når Klaus Kjøller i sin nye bog om vore TV-kendinge skriver, at hans 2-årige søn forstår Hans Bischoffs økonomiske udredninger på skærmen. Hvordan det? Jo, Bischoff gør sig umage med at tale langsomt og tydeligt, han sætter klodser ovenpå hinanden, han er som en rar onkel, det taler til mindre børn.

Pointen er, at den 2-årige forstår lige så meget – eller lidt – af nationaløkonomien som faren – og for den sags skyld de fleste af os andre. Dette er i virkeligheden en sviende kritik af det demokrati, vi bryster os af!

Eftersom vi ikke forstår så meget af, hvad politikerne siger, når de snakker om økonomi i TV, er vi henvist til at vælge dem efter, hvordan de ser ud, hvordan de klarer sig, kort sagt hvordan de virker – og ikke efter det saglige indhold. Kejserens nye klæ'r om igen.

 

Vi tør ikke indrømme vores uforstand overfor hinanden. Man burde lave en folkebevægelse for et forståeligt demokrati, foreslår Kjøller.

Bogen er en hudfletning af de medietrænede, spontanspillende, pokerfjæsede gummipolitikere som Poul Fløjlstemme, "Dean Martin" og Mogens Klodshans, som vi dagligt har for øje, så morsom, at man må overraskes og glædes: Pludselig en samfundskritik, der er menneskelig, selvironisk og satirisk, ond og venlig på samme tid (den var jo ellers ved at dø en stille død i de senere års magistermarxistiske ørkenvandring). Klaus Kjøller er en aktiv seer, som Erhard Jacobsen har grund til at være bange for.

Den mediekritiske analyse er intelligent og korrekt, en afsløring af tricks og teknik i vælgerbejlernes fremtrædelsesform. Men bogen er bygget op som en lang humoristisk novelle af Willy Breinholst.

 

Dermed være måske også sagt, at sproget ikke er det mest spændstige, men kan tænke sig. Men i glimt eksploderer det – f.eks. i en indtagende skildring af dengang Flemming Madsen pludselig fik underkrop, da den nye TV-Avis blev indført.

Han rejste sig og gik over til vejrkortkarussellen. "Om så chief Ironside havde rejst sig fra sin rullestol og spænet 3 gange frem og tilbage over Golden Gate-broen, så havde det ikke skabt nær den samme anspændte stilhed rundt omkring i stuerne".

Jo, det var lidt af en national begivenhed – ligesom alt det andet i TV, der her har fået en veloplagt beskriver. Bent Eskestads tegninger svarer smukt til bogen: De ligner ordinære, uforpligtende vittighedstegninger, men har desuden både holdning og brod.

Kristen Bjørnkjær

 

 

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

 

Senest opdateret 22-11-2020 12:16

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

151217klauskjoellerDKforside.bmp