Sandheden om "Daisys doggy"

Bogen bag kulisserne: Konsulentudtalelser

Sidens menu:

Indledning

Uddrag af konsulent A's udtalelse

Uddrag af konsulent B's responsum

Uddrag af konsulent C's vurdering

Mine afsluttende kommentarer

Sandheden om "Sandheden om "Daisys doggy""

Indledning

Under og bag det officielle kulturliv i pressens omtaler, anmeldelser og interview findes det hemmelige. Det hemmelige kan igen inddeles i det mundtlige og det skriftlige.

Det mundtlige er det allermest hemmelige. Det er sådan noget som fortrolige telefonsamtaler mellem mulig anmelder og forlagsredaktør i en sen nattetime. Eller mellem kulturredaktør og forfatter ved en reception i Forfatterforeningens køkken mens der uddeles en pris inde ved siden af. Det mundtlige kan kun dokumenteres gennem deltagernes fælles erindring om hvad der foregik.

Hemmelige samtaler skal have lov at foregå. De er nødvendige for at de officielle systemer kan fungere. De er også umulige at afskaffe. Derfor kan man lige så godt lære at elske dem. Og nyde dem når man selv deltager.

Meget af det er sikkert også bare almindelig sladder helt uden interesse for bredere kredse.

Men da den hemmelige kommunikation efter alt at dømme er langt mere omfattende end den offentlige, så er det nærliggende at formode at den også har langt større betydning end den offentlige – specielt i en bogs allerførste spæde fase hvor tommelfingrene vendes opad eller nedad i de kredse som sidder med fingeren på de kulturelle aftrækkere. Derfor er der stor og forståelig interesse i at få indblik i alt det hemmelige – også selv om det jo er principielt umuligt, da det vil ophøre med at være hemmeligt i det øjeblik alle der gider, kan få adgang.

For at hæve lidt af sløret for alt det hemmelige kan jeg her bringe uddrag fra konsulentudtalelser som jeg er i besiddelse af. Det er alt sammen hentet fra de vurderinger manuskriptet Daisys doggy. En politisk thriller har fået undervejs i processen.

Materialet gør intet krav på at være fuldstændigt. Der er tale om en illustration. Der kan være bedømmelser der er så hemmelige at de er foretaget helt uden jeg vidste det. Jeg har anonymiseret forlag men ikke konsulenten, da han eller hun i forvejen er hemmelig.

Materialet er skriftligt og altså ikke nær så hemmeligt som alt det mundtlige der omgiver dette og andre manuskripter. Men det er alligevel min vurdering at det er hemmeligt nok til at en vis del af mine besøgende her på siten vil finde det tilstrækkeligt interessant til at ofre det et par minutters opmærksomhed.

Uddrag af konsulent A's udtalelse:

[…] Sproget er således stort set upåklageligt og historien teknisk vellykket, selv om manus med fordel kunne reduceres med mindst 45%. Men selv den mest vellykkede form kan ikke kompensere et problematisk indhold. Tværtimod, for netop den gode form afslører indholdets hulhed. Kjøllers klarhed bliver hans katastrofe.

Den latter som man under læsningen måske ikke altid kan undertrykke, skaber ikke glæde, fordi den kun tjener til at give hulheden ekko.

Hulheden består kort fortalt i at det menneskesyn som bogen rummer er kynisk og manipulerende – således som det i øvrigt kendes fra store dele af KKs øvrige forfatterskab. Det kan man mene om hvad man vil, men som et stort toneangivende forlag må [navn udeladt] efter min opfattelse i et vist omfang også lade nogle overordnede politiske hensyn indgå når man vurderer om de ressourcer som jo altid er knappe, skal bruges til at promovere et livssyn og en opfattelse af dansk – og jo al demokratisk – politik som den der ligger i dette manus. Litteratur bør i sin kerne rumme kærlighed til medmennesket. Selv om dette ikke bør føre til udelukkelse af romaner som skildrer fjendskab, had og misundelse, så bør det altid foregå i en overordnet ramme af noget konstruktivt, således at misantropien undgås. Alene en påstand som at en politiker er sit image, siger jo alt. Det er ikke alene provokerende, det er også forkert, og kan kun skyldes at KK ikke omgås politikere. Sandheden er at de har en sjælelig styrke og personlighed som overrasker enhver som tror at kende politikere fra medierne. Manuskriptet er undergravende og usandt.

Endelig må vel også en generel vurdering af KKs potentiale indgå inden [navn udeladt] kunne påtage sig udgivelsen. Var det foreliggende manuskript det første arbejde af en ung forfatter, så ville jeg ikke tøve med at anbefale – efter en kraftig omarbejdning vejledt af en erfaren redaktør; så ville vi i løbet af et forhåbentligt langt forfatterliv kunne få en række måske ikke dybt originale, men dog lødige og humoristisk-satiriske fortællinger fra vores samtid. Men med en forfatter på 55 er der ikke samme fremtidsperspektiver, og vel heller ikke samme modtagelighed for vejledning.

Det bør vel også indgå i overvejelserne at han fremtræder som lidt af en forlagsflakke og derfor altid må være en tvivlsom investering (se hjemmesidens – efter min opfattelse – usmagelige "Redaktørerne leve!”).

Alt i alt må jeg kraftigt fraråde.

Uddrag af konsulent B's responsum:

[…] Sproget er fyldt med mislyde; men det kan rettes, selv om det vil være meget arbejdskrævende for forlaget. Langt værre er det at historien i sin grundkonstruktion er løs og at en masse bolde kastes op i luften – egentligt ganske idérigt, men uden at blive grebet. Samlet må jeg desværre konstatere at selv om hovedbudskabet er helt klart og jeg også mærker en stærk vilje til at skrive engagerende litteratur med motiver hentet fra den aktuelle politiske virkelighed – alt sammen meget sympatisk – så mangler det afgørende for at lave skønlitteratur af kvalitet: talent. Endnu engang er det her demonstreret at selv nok så indgående viden om sprog, plot og aktantmodeller som er så rigeligt demonstreret gennem KKs lange faglitterære forfatterskab og mangeårige universitetsundervisning, ikke nytter noget hvis man nu engang ikke er født som kunstner. Det kan dog ikke undlade at imponere at KK trods sine, efter min bedste vurdering, håbløse forudsætninger faktisk har frembragt et manus som på overfladen ligner en politisk thriller med samtidsmotiv. Et trænet øje afslører dog hurtigt den næsten tragiske sandhed om denne sympatiske sprogforsker og flab som tror at vilje, energi og forstand alene kan gøre kunst. KK er blevet offer for sin egen filosofi: at alting er overflade; der er intet bagved. Desværre må man give ham ret i dette tilfælde: Der er faktisk intet bagved.

Hvor tankearbejdet og konstruktionen holder op, skal talentet og den fandenivoldske fantasi og inspiration tage over; men det sker aldrig her. Ærgerligt nok, for sikken en vidunderlig roman der så kunne være kommet ud af det!

KK burde nok utvetydigt opfordres til at opgive sin ulykkelige kærlighed til romaner og i stedet f.eks. skrive den faglige bog "De tre små ord i politik: det subliminale image" som hovedpersonen i "Daisys doggy", Ivar Olavsen, har skrevet. I givet fald er man velkommen til at bruge dette responsum til igen at få KK på ret kurs som faglitterær forfatter.

Uddrag af konsulent C's vurdering:

Det er længe siden at jeg har leet og (næsten) grædt så meget over en bog. Med tilbageholdt åndedræt følger man den neurotiske, sympatiske og stærkt aggressive medieekspert Ivar Olavsens kamp mod politikere og medier. Jeg vil ikke bare anbefale: Jeg vil kraftigt opfordre til at "Daisys doggy" udgives. Jeg læste den i ét stræk og er overbevist om at den vil få mange læsere som vil nyde den og fortælle om den til venner og arbejdskammerater.

Dog har jeg enkelte forslag til ændringer:

Titlen er måske mindre heldig. Det er vel efterhånden velkendt at 'Daisy' er Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. II's kælenavn blandt kongehusets medlemmer. Med dronningens umådelige – og berettigede! – popularitet kan der let opstå den forventning at bogen på én eller anden måde handler om hende, men det gør den jo slet ikke. Også ordet 'doggy' i titlen kan afspore. Som dronningeglad hundeelsker havde jeg i hvert fald i begyndelsen en forventning om at både dronningen og hendes yndlingshund var hovedpersoner. Jeg vil foreslå at man overvejer andre titler, f.eks.

Den hemmelige rådgiver
I dyb fortrolighed
De nødvendige mord
Tremandsreglen.

Jeg vil også foreslå at romanen forøges væsentligt. Der har de seneste år været en tendens til – bl.a. hos fremtrædende forfattere som Peter Høeg og Michael Larsen – at forsyne læserne med gode og nyttige informationer undervejs i en roman når det kan falde nogenlunde naturligt ind. Den opfattelse at der i en god historie kun bør indgå informationer som er absolut nødvendige for handlingens fremadskriden, må nu anses for at være forældet.

Heldigvis rummer det foreliggende manuskript en lang række muligheder for encyklopædiske ekskurser som slet ikke er udnyttet.

For at nævne i flæng: Der optræder både en hjemløs og en posedame i historien. Ganske vist som bipersoner, men det ville uden tvivl være muligt at oplyse en del, både om det sociale arbejde som foregår og om de psykologiske undersøgelser der er lavet om disse mennesker. En scene foregår i Folketinget. Her er det nærliggende at fortælle noget om folkestyrets historie. Flere medier og medietyper spiller en væsentlig rolle. Her savner man faktisk udredninger af disse forskellige medietypers oprindelse og historie: Hvornår opstod fjernsynet fx, og hvordan har dets udvikling været? Selvfølgelig kun i store træk. Parforholdet mellem Ivar og hans kone, Ingo, kan give naturlig anledning til mange psykologiske udredninger, gerne med direkte litteraturhenvisninger. Også Politiet, forlagsverdenen, BZ-bevægelsen, et erotisk billede og Danmarks Radio indgår på måder som giver rigelig anledning til at bringe alment oplysende passager.

Dette er kun eksempler. Jeg er overbevist om at KK let selv vil kunne få endnu flere ideer og således uden meget besvær vil kunne forøge romanen med de ca. 45% som der efter min mening mindst er behov for. Under disse forudsætninger kan jeg helt uforbeholdent give

min allerkraftigste anbefaling.

Mine afsluttende kommentarer:

Det er vel altid hårdt for en forfatter at modtage en alt andet end uforbeholden positiv konsulentudtalelse. Men når den første harme og forurettelse har lagt sig, kan man ved en stille og eftertænksom gennemlæsning som regel lære meget.

Det er ingen selvfølge for en forfatter at få en konsulentudtalelse som gør det muligt at arbejde videre med manuskriptet. Mængden af manuskripter er så stort at forlagene slet ikke generelt kan påtage sig at vejlede håbefulde forfattere på denne omkostningskrævende og tidsrøvende måde. Derfor er denne dokumentsamling ret enestående, og jeg er ikke i tvivl om at det på én eller anden måde er et signal om kvalitet overhovedet at få en skriftlig udtalelse – også selv om den er negativ. Manuskriptet Daisys doggy har fået langt mere og grundigere skriftlig vejledning end de fleste manuskipter kan regne med at modtage. Den dag manuskriptet udkommer som bog, vil ikke mindst de anonyme konsulenter A, B og C og deres ret detaljerede rådgivning have en væsentlig del af æren for resultatet.

Gennem fortrolige samtaler med forskellige forlagsredaktører har jeg fået den opfattelse at to af konsulenterne også er velkendte anmeldere på toneangivende dagblade. Men da jeg ikke ved hvilke to og hvilke dagblade, kan jeg afvise alle mistanker om at jeg har taget upassende litteraturpolitiske eller personlige hensyn ved senere omarbejdninger af manus. Udelukkende rent æstetiske hensyn har været afgørende.

Sandheden om "Sandheden om "Daisys doggy""

Tilbage til toppen af siden (menu).

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren og konsulentudtalelserne, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller