Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret 12/1 2013]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet september 2000. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 22/12 2012)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

 

At være genial i ensomhed er ikke en nær så stor præstation som at være genial og samtidig kunne administrere og lede, således at mest muligt af det geniale man udtænker, bliver virkelighed.

Af Klaus Kjøller

Som forfatter kan man godt misunde Mogens Lykketoft. Når han fremlægger finansloven i august hænger journalisterne ved hans læber. Og ikke noget med at fedte for dem. Når de har fået bogen, finanslovsudkastet, nogle dage forinden, er det ikke for at tigge om omtale og give tid til forfatterinterview og den slags gøgl. Næh, det er for at give dem mulighed for at stille spørgsmål som er bare lidt mere intelligente end dem de ellers ville stille. Og hvis nogen af dem skriver om bogen så meget som et sekund før forfatteren har afsluttet det pressemøde hvor den officielt offentliggøres, så stopper den service. Men hvem tør også det inden at have spurgt forfatteren om den rette udlægning af teksten, således som det sker på pressemødet?

Og dagen efter kan han regne med flot omtale, gerne over flere sider med indgående forklaringer og fortolkninger af værket.

Selvfølgelig lyder der da også kritiske røster, men de kommer fra konkurrerende forfattere. Ren og skær misundelse og brødnid, nødtørftigt skjult bag saglige og politiske argumenter. Forfatter Lykketoft og hans værk in progress vil være i mediernes søgelys gennem hele efterårssæsonen.

Men mange, måske også en del magistre, ser vist lidt ned på den form for forfatterskab som der her er tale om. Rigtig fine forfattere arbejder alene og tumler med store eksistentielle spørgsmål. Myten om en forfatter som én der er i særlig kontakt med dybere lag i mennesket er så stærk at der skal mere en en enkelt Mogens Lykketoft til at ændre den.

Denne fokusering på den skabende ensomhed er måske ikke så mærkelig ved skønlitterære bøger, fordi det jo netop typisk er en ensom proces at skrive fx en roman eller en digtsamling. Mere bemærkelsesværdig er fokuseringen på den store éner inden for kunstarter hvor holdarbejde er en betingelse, fx film. Her kræves hos “forfatteren” udstrakt evne til samarbejde, forhandling og ledelse for at der skal komme en film ud af en lang proces. Herved kommer fx Lars von Trier og Steven Spielberg til i høj grad at dele evner med Mogens Lykketoft; og i langt højere grad end fx Klaus Rifbjerg i sin énmands forfatterbutik.

Uden den store ener bliver det hele ikke til noget; men at være genial i ensomhed er ikke en nær så stor præstation som at være genial og samtidig kunne administrere og lede, således at mest muligt af det geniale man udtænker bliver virkelighed. Det er mit indtryk at vi magistre heldigvis er ved at erobre dette traditionelle djøfområde. Der er en tendens til at selve det at lede ses som en slags kunst. Men hvorfor stoppe her? Tænk på hvor langt danske skønlitterære forfattere ville kunne komme hvis de som Lykketoft hver for sig havde hundredvis af folk under sig til at skrive deres værker. Ét kontor for replikker, ét for beskrivelse af solopgange og andre naturindtryk, ét kontor for forelskelse, ét for livets mening og ét kontor som sørger for at samfundsproblemerne bliver sat under debat. Sådan et værk gad jeg nok se. Skeptikere vil påstå at det kommer til at ligne finansloven. Lad det komme an på en prøve!

 

 

 

© Klaus Kjøller, klaus@kjoeller.dk , d. 4/9 2000.

                

Øverst i dokumentet