Først lagt op 2001,

senest opdateret 16-10-2018 11:27:45

 

INDEX

ALLE BØGER

ALLE KOMMENTARER

KJOELLER NEWS

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

KLAUSKJOELLER.dk

 

Titel og medium

”Den artige oprører, Erik eller Essensen af Hansen. Et bidrag til udforskningen af sagprosaens fortællerstemmer” i Jarvad, P.; Gregersen, F.; Heltoft, L.; Lund, J.; Togeby, O. (red.) Sproglige åbninger. E som Erik. Festskrift til Erik Hansen 18. september 2001, Kbh.: Hans Reitzels Forlag 2001, s. 56-66. (september)

 

 

[i forbindelse med læsning af korrektur på papirseksemplar d. 3/7 01:]

 

Den artige oprører, Erik

eller:

Essensen af Hansen

 

Et bidrag til udforskningen af sagprosaens fortællerstemmer

 

Af Klaus Kjøller

 

Nogle forskere er mere eksplicitte oprørere end andre. Det kan være svært for en universitetslærer som introducerer nye studerende til sætningsskemaet, at konkurrere med forskningsdisciplinens internationale oprørsfigurer som de kendes fra berømte værker i faglitteraturen. Læreren med tavlekridtet bliver vist ofte af de studerende opfattet som et omkringvandrende indeks over andres store gerninger. En faglig vandmand i klemme mellem kolliderende tømmerflåder.

     Således ikke Erik. Få kan gribe ham i at referere andres tanker og iagttagelser uden samtidig uden omsvøb at tilkendegive hvordan hans vurdering er: interessant, perspektivløst skoleridt, morsomt eller ”noget der bør arbejdes meget mere med”. Oprøret og det personlige engagement går ham til marven på en håndværkeragtig måde fordi han altid selv er i gang med flere projekter som han vurderer ud fra: duer, duer ikke. Hans reaktioner er ikke udenværker som har nogen påviselig sammenhæng med politisk korrekthed og ideologiske modediller. Ingen tømmerflåde kan vide sig sikker for denne borebisse.

    

Den tavse inspirator: oprøreren i revolutionen

Der er meget oprør i ét af dansk sprogforsknings mest eksplicit revolutionære skrifter, NyS 2, hvor bl.a. pragmatikken blev lanceret på den 1. studiekonference i nydansk grammatik og sprogbeskrivelse på Odense Unversitet i april 1970. Der henvises også helt eksplicit til Erik (Sprogiagttagelse, Reklamesprog og Dansk er mange ting, s. 69) som en hovedinspirator for bevægelsen, som havde Niels Erik Wille og Peter Harms Larsen som frontfigurer. Men der er intet tegn i de  refererede diskussioner efter indlæggene på at Erik forholder sig til sin status, trods flere inklinationer.

     Hans eget indlæg på konferencen hed ”Sætningsskema og verbalskemaer” og var tilsyneladende et rent internt, teknisk anliggende om dansk syntaks. Forfatteren til Reklamesprog benytter ikke lejligheden til at springe ud som samfundsomstyrter, end ikke i det små. Han er tekniker, ikke politiker. Han besvarer spørgsmålet: Er reklamen reaktionær? således: ”Det ville være uhensigtsmæssigt at være ideologisk reaktionær eller avantgardistisk, for den slags ville kun nogle som kunder ganske ubetydelige ydergrupper kunne identificere sig med. Det gælder om at holde sig til det store brede midterparti. Reklamen er ideologisk konservativ.” (Reklamesprog s. 130 f.). Denne rent teknisk beskrivende holdning fra bogen svarer til hans holdning på konferencen.

     Men enhver som kan huske 30-35 år tilbage, ved jo godt at denne teknisk beskrivende holdning blev betragtet som dybt reaktionær af de toneangivende ideologikritiske kredse som beskæftigede sig med reklamer og lignende på universiterne. Den objektive, værdifri forskning var jo en illusion; derfor måtte man vælge mellem folket eller kapitalen. Og at Erik ikke, som god tone var dengang, valgte folket under afgivelse af de sædvanlige rituelle besværgelser, var en klar provokation. At det egentlig også var intenderet sådan, fremgår af de røde klude han vifter med i teksten, især udtrykkene ”reaktionær”, ”ideologisk reaktionær”, ”ideologisk konservativ” og ”nogle som kunder ubetydelige ydergrupper” (s. 130-1).  At betegne de politisk korrekte revolutionære som den ”avantgardistiske” del af noget i øvrigt ubetydeligt, dvs. uden reel kontakt til ”det store brede midterparti”, var en langt større oprørshandling end bare at gå til oprør mod kapitalen.

      Han valgte ikke den lette løsning. Han valgte oprøret – sikkert fordi han syntes det var almindelig sund fornuft. Men dem han gjorde oprør mod, straffede ham ikke; tværtimod omfavnede de ham demonstrativt.

     Det er en skæbne han ofte har lidt.

 

Skema til et oprør

Men det var ikke det eneste oprør Erik gjorde på den berømte konference. Der var også en masse oprør inde i det tilsyneladende tekniske syntaktiske foredrag han holdt. Alene det at vælge et sådant emne, var selvfølgelig også oprørsk, eller i det mindste uhøfligt, nu hvor trenden gik i retning af at det interessante var forholdet mellem sprog og omverden.

     Begyndelsen af foredraget (= artiklen i konferencerapporten) ”Sætningsskema og verbalskemaer” i NyS 2, 1970 (s. 116) lyder således:

 

”Med rette har man mange steder i den lingvistiske litteratur karakteriseret Paul Diderichsens topologiske sætningsmodel ”sætningsskemaet”, som et væsentligt videnskabeligt og pædagogisk fremskridt.

    Det er derfor ejendommeligt så lidt PDs beskrivelse har været brugt til større videnskabelige undersøgelser af moderne sprogmateriale. Som regel bruges sætningsskemaet kun til indføring i elementær grammatik og til præsentation af sætningsskemaet. Jeg kender egentlig kun to forsøg på at bruge sætningsskemaet i forbindelse med systematisk beskrivelse af større tekster: […]

    Både Elisabeth Hansen og jeg selv har gjort den erfaring at PDs skema ikke kan bruges som det er. Det er først og fremmest indholdsfeltet der er besvær med. Det virker inadækvat over for materialet: der er simpelthen for mange konstruktioner der ikke passer.”

 

Denne indledning er klart nok et stykke videnskabelig prosa: De personer og artikler og fænomener der omtales, er virkeligt eksisterende, og den verden der fremstilles, er helt eksplicit beskrevet som videnskabelig og pædagogisk. Den bærende værdi, det som teksten erklærer at gå ind for, er ”større videnskabelige undersøgelser af moderne sprogmateriale.” Redskabet, sætningsskemaet, er ikke godt nok til at nå målet med. Artiklens formål er at gøre det bedre.

     På de få linjer udfoldes en historie om et establishment: ”den lingvistiske litteratur” og deres etablerede sandheder, her ”PDs sætningsmodel”. The  Establishment er hyklerisk eller inkonsekvent – eventuelt dovne – fordi de er enige om at sætningsmodellen er god, men ikke, når det kommer til stykket, bruger den til at nå målet med. Nu kommer så fortælleren og afslører over for læserne dette misforhold mellem ord og gerning. Men ikke nok med det. Han har også kontrolleret the Establishments officielle vurdering ved selvsyn og kan afsløre at den er (delvis) forkert.

     Denne historie om et establishment præget af modstrid mellem ord og gerning, og af fejlagtig eller utilstrækkelig viden, og om en oprører som bruger sin sunde fornuft og sanser mod det ved at appellere til en større offentlighed, er klassisk. Men formålet er her i modsætning til visse klassiske udgaver ikke at hugge hovedet af uhyret. Formålet er at udbedre dets skavanker ved at sige sandheden, så enkelt og direkte som muligt.

     Nok er helten en respektløs oprører, men det er kun tilsyneladende. I virkeligheden er det der oprører ham, at the Establishment ikke langt mere effektivt og kløgtigt og konsekvent forfølger sine mål. Han er imod al slendrian og uorden, og prøver at få the Establishment til at gøre meget mere ved det end det gør.

     Denne historie er nok på spil hver gang en forsker som ikke bare er boldflytter, holder et kongresindlæg, skriver en bog eller en artikel: Man gør op med ”gængse meninger her på forskerbjerget”. Det særlige ved Erik er at han fortæller den så eksplicit når han tager ordet. Mere konfliktsky og høflige kolleger ville have indledt artiklen således:

    

”PDs topologiske sætningsmodel, ”sætningsskemaet”, er anerkendt som et væsentligt videnskabeligt og pædagogisk fremskridt (referencer).

    Der er ingen tvivl om at PDs model vil kunne danne grundlag for mange større videnskabelige undersøgelser af moderne sprogmateriale. Imidlertid er der allerede visse undersøgelser der peger på at det bør revideres, især med henblik på indholdsfeltet (referencer til Elisabeth Hansen og til Erik Hansen).”

 

Substansen er den samme som i originalen; men fortælleren en anden. Ingen kan sige hvem, men alle kan straks se at det ikke er Erik.

 

Sagprosa: Fortællerens stemme er forfatterens stemme 

Ved skønlitteratur er der ingen grænser for hvilken afstand der kan være mellem forfatter og fortæller, bare historien, digtet eller dramaet fungerer. Her er det en ekstra kvalitet hvis forfatteren er i stand til helt at skjule sig bag sine fiktive personer: Det viser at forfatteren kan sit kram. Anderledes ved sagprosa. Her skal forfatter og fortæller være så sammenfaldende som muligt. Hvis læseren oplever afstand mellem de to, vil tekstens status som gengivelse af (et uddrag af) virkeligheden, undergraves.

     Da det ikke generelt kan forudsættes at læsere af sagprosa kender forfatteren personligt, kan man ikke forlade sig på at enhver læser kan genkende fortælleren fra virkeligheden. Derfor medfører kravet om størst mulig identitet mellem forfatter og fortæller, at fortælleren så vidt muligt i teksten må søge at underbygge indtrykket af at han eller hun faktisk er forfatteren. Mens forfattere af skønlitteratur til stadighed over for anmeldere og almindelige læsere må fremhæve at de skam ikke uden videre er identiske med fortælleren i deres tekst, så må forfattere af sagprosa til stadighed fremhæve at de er helt identiske med fortælleren.

     Enhver uoverensstemmelse her vil svække tekstens troværdighed.

     I praksis vælger de fleste forskere at skrive i en ret anonym stil. Men hvordan kan en tekst uden personlige vandmærker i særlig grad tjene til at skabe identitet mellem fortæller og forfatter?

 

Illusionen om den fortællerløse tekst

Kun markedsforholdene kan tilsyneladende tvinge sagprosaen ud i eksperimenter. Inden for journalistikken har man op gennem forrige århundrede til stadighed importeret og forfinet velkendte virkemidler fra skønlitteratur og fiktion når man skulle fremstille virkeligheden på en mere konkurrencevenlig måde. Fx den subjektive, medlevende jeg-fortæller i New Journalism og fiktionsfilmens fortælleteknik når dagens tv-nyheder skulle fortælles (Harms Larsen). Kravet om formidling til så mange som muligt i benhård konkurrence med andre formidlere har nødvendiggjort denne produktudvikling af virkelighedsgengivelse til at måtte omfatte stadig flere teknikker fra fiktionen.

     Men denne import af nye virkemidler har ikke ændret ved det grundlæggende: Der skal være identitet mellem fortæller og forfatter. Ændringen er at fortælleren er blevet meget mere synlig og har fået lov til mere.

     Men en tilsvarende produktudvikling af fremstillingsformer har vi ikke set inden for seriøs videnskab. Her konkurreres mere på at finde ud af nye ting, end på at formidle det man finder ud af, bedre end kollegerne.

     Men selvfølgelig er der da alligevel en fortællerstemme, og dermed en fortæller i selv den mest saglige, videnskabelige prosa.

     De fleste forskere bruger samme teknik som embedsmænd: De skriver en helt upersonlig prosa som det skal være umuligt at sætte individuel afsender på. Problemet med størst mulig sammenfald mellem forfatter og fortæller søges løst ved så vidt muligt helt at afskaffe fortælleren som en konkret person der viser sig i teksten. Det ræsonnement som læseren inviteres til, er dette: Når der ingen fortæller er, kan der heller ikke være nogen opdigtet historie; altså er det den rene skinbarlige virkelighed man sidder og læser.

     Det var ellers én af pragmatikkens og ideologikritikkens store fortjenester at afsløre dette illusionsnummer om den fortællerløse tekst og den rene virkelighed. Men denne erkendelse har ikke fået mange forskere til at eksperimentere med deres fortællerstemme. Den videnskabelige institutions bærende illusion er stadig den fortællerløse tekst i de sædvanlige genrer.

 

Når der sættes turbo på teksten

Det er en illusion som Erik aldrig har ligget under for i mærkbar grad. Oprøret er en meget eksplicit del af hans forfatterstemme. Ikke sådan at den hvæser, brøler eller gør. Men de fortællinger han giver, er fortællinger om en oprører. Og oprøreren er ham selv, den faktisk eksisterende person, Erik. Og hos en forfatter som er så velskrivende som Erik, er denne stemme med sit portræt af den ensomme, utrættelige oprører nærværende overalt, uanset genre og anledning.

     Mest eksplicit findes oprøret måske i den bog han skrev i Fremads serie, Danmark i 90’erne: Da lo hun så hjerteligt. Seks læsestykker om vort sprogs nutid og fremtid (1989). Bagsiden fortæller historien klart: ”[…] Hvad sker der med vort sprog? Det offentlige og juristerne vil udtørre det, reklamen vil indsukre det, EF vil helst afskaffe det, medierne sjusker med det, skolen ved hverken ind eller ud, og i stedet for en vitaminrig sprogdebat har vi bare vrisne læserbreve om ligegyldige enkeltheder. Men sproget klarer sig endda.” Titlen henviser til Edv. Lembkes ”Vort Modersmaal er dejligt”, linjerne: ”Men just som de tænkte, hun var i Baand og Bast, da lo hun så hjertelig, at alle Lænker brast.” Og den der befrier hende ved at få hende til at le, er selvfølgelig Erik.

     Her befries hun fra juristerne (s. 26 f.):

 

”For juristerne og administratorerne er det traditionelle administrationssprog det letteste. Når de først har lært det, fungerer de som sproglige robotter; det er nemt og trygt. Men for andre drejer det sig ikke om robotfunktion at skrive i den officielle stil; det er tværtimod svært og utrygt.

    Nu ville det være forkert og urimeligt at påstå at administrationssprogbrugerne er nederdrægtige mennesker som med sproglige midler bevidst hindrer det danske folk i at udfolde sig demokratisk. Det meste af det dårlige administrationssprog skyldes selvfølgelig tradition og gammel vane, og der har som nævnt i mange år været forsigtige forsøg på at lægge det offentliges sprog om.

    […] Men en virkelig ændring af administrationssproget kan kun tænkes som følge af en regulær holdningsændring hos administrationen. Det kommer til at tage tid.”

 

Det som i høj grad skaber historien og dynamikken i denne polemiske tekstbid, er den smidige måde hvorpå sorteper placeres forskellige steder. Først hos juristerne som bevidstløst vælger det nemme og trygge. Efter at vi har nydt dette slag, afvises det at juristerne er onde; de er ofre, og skurkeværdigheden sendes videre til tradition og gammel vane. Endelig genplaceres sorteperskurken hos juristerne, dog nu under den lidt anonymiserende betegnelse ’administrationen’, som er langsom til at ændre holdninger.

     Sorteperskurkens vandring er samtidig en drilsk leg med læseren. Den dybtfølte tilfredshed vi fik ved at se juristerne hængt ud, afsløres som en fejltagelse som bygger på en vulgær opfattelse af forholdene: Død over skrankepaverne! Juristerne er som mennesker skam gode nok; det er urimeligt at tro andet. Æv, nu  troede vi ellers lige at vi havde dem! Men straks efter genplaceres sorteper hos juristerne, dog uden det på nogen måde udpensles.

     Sådan en turbotekst er ikke for læsere som let bliver forpustet eller rundtosset.

 

Der ønskes en vurdering af den danske skolestil

I samme bog behandles emnet Dansk stil i skolen (s. 30-31):

 

”Opgaven er urimelig. Ingen voksne ville påtage sig at skrive et forstandigt og engageret kulturessay på kommando, og det er både forklarligt og forståeligt at eleverne griber til de præfabrikerede løsninger, klicheerne. Mht. indholdet søger de at dreje det hen på et af en lille håndfuld emner de kender og som anses for honnette i danske stile: social diskrimination, miljøforurening, kvindeundertrykkelse, op- eller nedrustning – som det nu passer bedst, uanset om det passer godt. Og mht. den sproglige form vælger de så godt de kan at efterligne det sprog de finder i aviserne eller hører fra politikerne i radio eller fjernsyn. Pinligt og hjælpeløst hos de fleste, men forståeligt og tilgiveligt. Den danske stil er en systematisk øvelse i holdningsmæssig og sproglig forstillelse.”

 

Få vil mere præcist på så få linjer og med så stor indlevelse kunne beskrive én af danskundervisningens vel nok mest sejlivede skandaler. Den disharmoni som etableres hos læseren på grund af de uskyldige ofres lidelser, placerer i første omgang sorteper hos lærerne, de umiddelbare undertrykkere. Men den placeres først endeligt nogle sider senere hvor en ny bekendtgørelse om dansk i gymnasiet (1987) behandles (s. 35):

 

”[Det er] nok omsonst at håbe på det vigtigste, afskaffelsen af den danske stil som den dominerende øvelses- og opgaveform. For det første må man regne med den træghed og uvillighed til at lave om på noget som kendes hos alle erhvervsgrupper; for det andet er der dansklærernes mangelfulde uddannelse, som gør dem usikre over for alt nyt; men først og fremmest er der det at en ændring evt. kan komme til at berøre timetal og rettebrøker, hvormed man er oppe mod det sikre værn mod al nytænkning, fagforeningen.”

 

Ærkeskurken er den samme som ved administrationssproget: vane, magelighed og træghed – her symboliseret af fagforeningen. Men bemærk hvorledes aggressionen rammer forskellige aktører undervejs og dermed giver teksten progression og intensitet: først bekendtgørelsen som ikke vil medføre reelle ændringer; så lærernes træghed – og her gives et akkompagnerende sidespark til alle erhvervsgrupper; så dansklærernes mangelfulde uddannelse, dvs. universiteterne; og universiterne rammmes egentligt ret hårdt af anklagen for at gøre de studerende usikre over for alt nyt, fordi universiteters opgave jo netop er til stadighed på en overbevisende måde at forbinde det nye, forskningen, med undervisningen; så kommer lærerne igen i skudlinjen med deres småtskårne bogholdermentalitet om timetal og brøker, hvorefter skylden endelig lander hos fagforeningen. Og det er jo i dette tilfælde Gymnasieskolernes Lærerforening. En organisation som, så vidt jeg ved, ikke på nogen måde undskyldes noget sted i Eriks forfatterskab.

 

Nævn det ikke

En oprører hvis bærende lidenskab er at sige sandheder, koste hvad det vil, vil ofte have problemer med loyalitet over for personer og organisationer han kender indgående. For at give sine tekster inspiration må de forbindes med oprørstemaet, dvs. afslørende sandheder. Og dér hvor han kender sandheden mest, er hos dem han kender bedst, herunder det sted han er ansat eller arbejder.

     Det er i denne afvejning af hensynet til den pragmatiske borgerlige sikkerhed og til sandheden, man skal kende sin oprører. Da jeg som ung redaktør af en antologi fik en føler fra Erik som gik ud på at han havde noget som han egentlig godt kunne tænke sig at skrive, men at han ikke rigtigt vidste om han turde, var jeg ikke sen til at opmuntre ham. Dengang var jeg stolt over at en autoritet som Erik spurgte en grønskolling som mig til råds om dette. I dag ved jeg at han havde gjort det alligevel, og nok med ekstra vellyst hvis jeg havde frarådet det.

     Det handlede om Dansk Sprognævn og dets begrundelser. Sagen var at de officielle forklaringer som nævnet gav i sprogtvister, var principielt utilstrækkelige. Erik havde været medlem af nævnet siden 1973 og dermed én af dem der bidrog til og udøvede den autoritet som nævnet havde.

     Han skriver i ”Den hemmelige præmis” s. 95:

 

”Situationen er typisk for diskussionen om sprogrigtighed: der foreligger to konkurrerende, men i og for sig lige gode former; kun den ene form bruges af de rutinerede, bevidste og omhyggelige sprogbrugere hvis sprog traditionelt kaldes ”dannet”. Denne form kaldes korrekt eller rigtig, og i disse ord ligger der kun at formen foretrækkes af den nævnte, ganske bestemte gruppe af sprogbrugere. ’Korrekt’, ’rigtig’ siger altså intet om at en form er mere logisk, tydelig, konsekvent, økonomisk eller demokratisk end en anden.

    Ganske vist er det i reglen betragtninger over logik, tydelighed, konsekvens osv. der inddrages når man argumenterer for én form fremfor en anden, men som vi har set kan vi umuligt forklare konklusionen hvis vi ikke antager at den afgørende argumentation er noget i retning af: [mere udførlig gengivelse af argumentationen ud fra ”de dannede”]

    Som regel mangler denne del af argumentationen. Til gengæld fremføres tit det eller de af argumenterne analogi, etymologi, ortofoni osv. som tilfældigvis fører til samme konklusion. […]”

 

Linjen trækkes helt klart op i den ene af artiklens konklusioner:

 

”Dannelseseliten har sat undervisningsvæsenet og en institution som Dansk Sprognævn til at varetage sine sproglige interesser. I skolen doceres det dannede sprog, i tvivlstilfælde efter anvisning fra Dansk Sprognævn. Desuden er ordbøger og grammatikker indrettet således at de i kraft af deres måde at beskrive og benævne de sproglige fænomener på, automatisk får det dannede sprog til at fremstå som det konsekvente og logiske, mens det folkelige eller vulgære bliver inkonsekvent og ulogisk.   

 

Dette er et oprør der sagtens kan måle sig med ideologikritikkens forsøg på at undergrave institutioner som Danmarks Radio og ØK. Armbevægelserne og iscenesættelsen er måske ikke helt så drabelig, men essensen den samme. Er Erik da blevet revolutionær her i midten af 70’erne hvor ungdomsoprøret vel allerede sang på sidste vers?

     Artiklens alternative konklusion er artig nok:

 

”Hvilken form man vælger kan egentlig være ligegyldigt, bare man vælger. Men det er alt i alt mest hensigtsmæssigt at vælge den form der bedst stemmer med det lidt konservative skriftsprog. […]

    Det traditionelle skriftsprog ligger ganske vist noget tættere ved sproget i visse sociale lag end i andre, men denne ulempe afbødes ved at den intensive undervisning i skolen søger at demokratisere de højere samfundslags privilegium på sprogrigtighedsområdet.”

 

Men læst i lyset af den sønderlemmende kritik af skolens undervisning i stileskrivning ovenfor må man vel afvise at Erik kan tro på denne mere stuerene retfærdiggørelse af nævnets politik. Dette indtryk bestyrkes af et centralt sted i ”Den sproglige Kliché” s. 22:

 

”Med klicheer er det ligesom med korrekt og ukorrekt sprog et spørgsmål om at acceptere eller forkaste sociale sprogkonventioner. Men det fortæller man ikke eleverne. Tekniske gloser som ukorrekt og kliché tilslører sagen, idet de hindrer at man kommer til at tale om det det egentlig drejer sig om.

    Klicheer er ikke noget der skrives, det er kun noget der opleves.”

 

At Erik lærte de dengang unge, nu midaldrende sprogforskere – eller hvad de måtte have transformeret sig til – noget om oprør, har de aldrig lagt skjul på. Men jeg tror egentlig også at de inspirerede ham til at blive mere eksplicit politisk de steder hvor han syntes det tjente det oprør han i øvrigt alligevel ville have begået i sine artikler og bøger.

 

Artig, hvordan?

Fra tid til anden har man i universitetskorridorerne hørt Erik benævnt som en ”flab”. Det mener jeg er en overfladisk betegnelse som kun kan bruges af folk som ikke forstår essensen af hans oprør. Eriks præstation er i høj grad at udfylde sine formelle, borgerlige poster som sprogprofessor, nævnsmedlem og mangeårig formand trods en usvækket respektløs optræden gennem alle årene. Det har kun været muligt fordi det i virkeligheden er to sider af samme sag. Det der egentlig oprører ham er manglende orden og sammenhæng – god gammeldags slendrian, simpelt hen – og han retter skytset mod kilden til rodet, uanset hvad og hvem det er. Men hans skepsis og skarpe analytiske sans forhindrer ham i at tro på store vidunderlige systemer, hvad enten det er marxisme, glossematik eller generativ grammatik. Derfor er hans projekt simpelthen af få ryddet op og holde god orden i det radisebed som han beskedent synes han har forstand på.

     Hvis det ikke er artigt, så ved jeg ikke hvad er. Han tager jo simpelt hen autoriteterne på ordet – og bruger det imod dem med sin særlige jiu-jitsu-turboteknik.

     Og den autoritet han altid mest ihærdigt har bekæmpet, er den autoritet som andre ønsker at tillægge ham i kraft af hans embeder eller hans almindelige personlige eller faglige pondus. Trods flere børnebørn er han selv stadig barnet over dem alle, nemlig i det eventyr hvor kejseren intet havde på. Hans sproglige stil er et effektivt værn mod alle forsøg på at tilkende ham piedestalsk værdighed, imponerende omsvøb og kostelige nøkker[*]. Hvis noget kan udtrykkes mere enkelt, så gør han det uden nåde. Derfor slutter hans breve også ligeud ”med hilsen”, for det er jo egentlig bare det der er tale om. Bombardér ham med komplimenter og taknemmelighed, men vent ikke andet end vrissen ydmyghed til gengæld. Kast et murstenstungt festskrift efter ham, men regn kun med at han griber det hvis han ikke kan nå at smutte væk forinden.

     Den dag hans oprør slutter, bliver en stor dag for vane, magelighed og træghed – i  dette land og i udforskningen af dansk sprog. Vi må så mere end nogensinde stå sammen for at undgå at gå til grunde i overfladisk artighed og høflighed. Det ske sent.

 

Referencer

Hansen, Erik (1970): Reklamesprog. Anden udgave. Hans Reitzel. København.

Hansen, Erik (1970): Sætningsskema og verbalskemaer. I: NyS 2: Grammatik, pragmatik og tekstbeskrivelse. s. 116-137.

Hansen, Erik (1975): Den hemmelige præmis. Argumenter og skinargumenter i sprogrigtighedsspørgsmål. I: Klaus Kjøller (red.): Analyser af sprogbrug. Argumentation, Borgen. København, s. 88-102.

Hansen, Erik (1979): Den sproglige Kliché. En studie i pragmatisk stilistik. I: Danske Studier 1979, s. 5-23.

Hansen, Erik (1989): Da lo hun så hjerteligt. Seks læsestykker om vort sprogs nutid og fremtid, Fremad. København.

Harms Larsen, Peter (1992) Faktion som udtryksmiddel Amanda. København.

 

Læs nekrologen Erik Hansen var mange ting.

 


Opdatering  4/5 2002:

 

Kommentar:

 

[*] Til trods for at det må siges at være en del af den absolutte elite blandt danske sprogbrugere og retskrivningsfanatikere der udgør redaktionsgruppen og forfatter, så lykkedes det alligevel for en lumsk stavefejl at slippe igennem til læserne af festskriftet. ’Nøkker’ skulle have været ’nykker’. En nøkke er et overnaturligt væsen der ifølge nordisk folketro lever i vandløb og søer. En nykke er en forskruet idé. Erik Hansen har haft pli nok til ikke at nævne det for mig endnu, men at det har moret ham at finde den da han læste artiklen, er jo helt sikkert.

 

15/6 2018: Layoutforbedringer

 

16/10 2018: indsættelse af link til nekrologen Erik Hansen var mange ting.


 

 

 

 

ALLE BØGER

SENESTE KOMMENTARER OG  MORALER

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp