Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret 20/1 2013]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet august 2001. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 12/1 2013)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Korpsånd og dødsforagt

 

Man knokler løs for sagen fordi man brænder for den. Det giver hengivne, flittige og selvstændige ansatte – og dermed gode tal på bundlinjen. Men der kan også være ulemper. Desværre hænger fanatisk gruppesammenhold ofte sammen med vold over for ”dem udenfor”

Af Klaus Kjøller

Stadig flere magistre bliver beskæftiget med at opbygge korpsånd og optimisme rundt om i erhvervslivet og den offentlige administration. Det er ofte hårdt arbejde. Samtidig findes der organisationer eller grupper som har en fantastisk korpsånd og tro på deres mission – uden at der er ansat én eneste indpisker som hedder noget med information eller kommunikation. Og måske uden at medlemmerne tjener en krone, tværtimod skal de betale for at være med.

Nej, det er ikke Magisterforeningen jeg tænker på.

Hvordan bærer sådanne grupper sig egentlig ad med at få det bedste ud af folk? Man kan nævne  idrætsklubber, men jo også religiøse sekter, rockergrupper, autonome og nazister? Hvorfor kan det være så svært at få fx de ansatte i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, ja selv Novo Nordisk, til at være optændt i samme grad af deres arbejde?

Det er en hjælp med en fælles ydre fjende, noget som man er bange for og som man i fællesskab kan bekæmpe. Men det er også vigtigt at medlemmerne har en slags familiefølelse over for hinanden. Egentlig kunne man vel bare kalde det kærlighed. Den enkeltes identitet og selvrespekt skal være dybt afhængig af hvad de andre i gruppen synes om én. Hvis det er et job i en organisation, så skal jobbet mest muligt gøres til et personligt projekt for den ansatte. Ikke bare et individuelt personligt projekt, hvor man har sit eget private formål med at ”sidde på sin pind til pensionen falder i slag”, men et projekt som er helt identisk med de andres og med hele organisationens.

Det er i denne opgivelse af det personlige projekt til fordel for højere fælles mål at gruppens styrke ligger. Fordelen er tryghed og sikkerhed for dem der er inde. Man knokler løs for sagen fordi man brænder for den. Det giver hengivne, flittige og selvstændige ansatte – og dermed gode tal på bundlinjen.

Men der kan også være ulemper. Desværre hænger fanatisk gruppesammenhold ofte sammen med vold over for ”dem udenfor”. Når individets identitet og selvrespekt er parkeret hos de andre gruppemedlemmer, så kan man gejle hinanden op til i høj grad at ofre sig for fællesskabet eller i det mindste vise sig værdig til de andres accept.

Alle gode demokrater tager afstand fra vold, men enhver journalistaspirant ved at vi samtidig er fascineret af den. Derfor er det så let for fanatiske smågrupper at komme i medierne ved at slås og ødelægge. På denne måde underminerer mediesystemet aktivt respekten for den samtale som er demokratiets kerne. Men rigtigt farligt bliver det først når fanatisk tro på en højere virkelighed kombineres med velsmurt organisation og høj uddannelse. Så kender volden ingen grænser.

Så: lærere: Glæd jer ind imellem over jeres elevers træghed. Og chefer: Lad være med at undervurdere værdien af de ansattes tøven over for nye ideer. Denne antiautoritære skepsis er vores bedste værn mod galskaberne. Også selv om det koster på bundlinjen.

 

© Klaus Kjøller, klaus@kjoeller.dk , d. 11/9 2001.

                

Øverst i dokumentet