Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret 20/1 2013]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet december 2001. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 12/1 2013)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Jul

 

Helten er den forhærdede gnier med stenhjertet og trampestøvlerne som fornægter julen, men som alligevel til sidst må overgive sig til det glade julevanvid som besætter alle og ligesom dem begejstret kaste sig ud i at lade pengene fosse, i at synge, danse, æde, drikke og bytte gaver.

Af Klaus Kjøller

Det skal op. Det skal ned. Det er komplet overflødigt og besværligt. Sprællemænd, kravlenisser, englespil, klokker og guirlander. Kort sagt: julepynt. Objektivt set en komplet tåbelig foreteelse uden påviseligt udbytte.

Mens jeg i et anfald af akut lykke og solidaritet for lidt siden pyntede op i min forhave med stjernehimmel i form af et par discountlyskæder, trådte jeg i en hundehørmer, en lysebrun smatter. Den slags skaber bitterhed. Man løsner et øjeblik på pansret, lader sig rive med af pyntesygen og glæden. Og straffen udebliver ikke. Man gør sig sårbar med himmelvendte øjne for at bidrage til årstidens politisk korrekte eufori, og får straks buksebenet svinet til.

Julen er lumsk. Den kan forudsiges årtusinder frem i tiden, men kommer alligevel bag på en.

Som universitetsuddannet magister på højeste videnskabelige niveau ligger det dybt i én at dyrke orden, fornuft og klarhed. Det er vel det der er kernen i vores skoling. Vi kan skære igennem flitterstadset og gå til essensen i en sag. Men hvad er julepynt andet end udvendighed og tilfældighed: Støj, skrammel og kaos?

Hertil kommer at det er farligt. Alle disse tidsindstillede juledekorationer med udtørret gran og lange røde lunter bundet dekorativt i sløjfer venter kun på at det levende lys i midten skal smelte ned og udløse en brandbombe. Engang måtte min hustru smide en flammende adventskrans ud i haven mens jeg sad lammet af overvejelser over hvad vi skulle gøre. Og mange små børn bliver skræmte når de første gang oplever voksne slæbe et grantræ ind i stuen, hænge mærkelige ting på det, tænde lys på det og gå rundt om det med hinanden i hænderne mens de synger.

Men børnene kommer sig jo snart over skrækken og lærer at skrive lange ordresedler.

Det er klart at valget mellem det strengt rationelle og så alt pjattet og det unyttige går ved den første kravlenisse. Hvis først du i et anfald af blødhed lukker et enkelt julehjerte ind i din verden, så følger alt det andet snart efter. Også her kommer magisterskolingen ind: Det ville være inkonsekvent at sige ja til en enkelt julekrybbe og så afvise resten af juletabernaklet.

Derfor holder jeg så meget af den sure stodder der findes i enhver ordentlig julehistorie. Den forhærdede gnier med stenhjertet og trampestøvlerne som fornægter julen, men som alligevel til sidst må overgive sig til det glade julevanvid som besætter alle og ligesom dem begejstret kaste sig ud i at lade pengene fosse, i at synge, danse, æde, drikke og bytte gaver. Når selv en benhård economic man som ham må overgive sig, så synes jeg også godt at jeg kan.

Så han er blevet min rollemodel. Og glem ikke at det jo faktisk er ham der skaber julen for alle de andre ved at lade sig omvende. Derfor: Når det lille barn kommer og lægger sin varme hånd i min, ja ja, så tager jeg da imod den og mærker med glæde og taknemmelighed at julen uhjælpeligt breder sig overalt. Snart hopper jeg rundt med vatskæg og rød tophue og er ikke til at stoppe.

                

 

© Klaus Kjøller, klaus@kjoeller.dk , d. 11/12 2001.

                

Øverst i dokumentet