Kjøller forside à alle artikler à Manus: Spindoktorer, journalister og politikere [foredrag]

 

[senest revideret 3/8 2002]

 

Titel og medium

D. 18/4 2002 holdt jeg foredrag i foreningen for socialdemokratiske studerende, Frit Forum. Man havde bedt om man måtte optage foredraget fordi man planlagde en debatbog (arbejdstitel: Næste runde) med bidrag fra foredragsrækken som havde dette tema:  ”Socialdemokratiets fremtid - og hvad gør vi nu?” Deltagerne modtog så en transskriberet udgave af foredraget som der kunne redigeres i. Mit bidrag måtte desværre udgå i allersidste redaktionsfase fordi ”Vi er efter aftale med forlaget kommet frem til, at der desværre ikke bliver plads til dit indlæg, idet det emnemæssigt overlapper med et andet bidrag.” (d. 13/7 02). Jeg havde ellers gjort mig umage for at holde mig inden for de rammer oplægget havde givet mig: ”forfatteren til bogen "Spindoktor" og lektor ved KU, giver stof diskussionen om spindokteri og mediernes rolle i den politiske dagsorden.”

 

Når jeg sagde ja til at få mit foredrag optaget og brugte tid på at redigere det, var det dels ud fra en opfattelse af at det selvfølgelig ville indgå i bogen, dels ud fra beskrivelsen af bogprojektet, hvori det bl.a. hedder: ”Forfattergruppen tæller politikere, journalister, forskere og studerende. Gruppens medlemmer  er ikke enige i alle synspunkter, og de er ikke nødvendigvis socialdemokrater. Fælles er dog, at de interesser sig for dansk politiks store spørgsmål, og at de hver for sig har en erfaring og ekspertise, der gør deres indlæg relevante for den politiske diskussion i Danmark. Forfatternes synspunkter står for egen regning, og redaktionen stiller ingen krav til konklusioner og eventuelle politiske anbefalinger. Forfatterne anskues som ‘uafhængige eksperter’.”

For at arbejdet med mit bidrag alligevel eventuelt kan gøre lidt nytte og afklare et par ting, bringes det her. Også for formens skyld. Jeg har i forhold til transskriptionen sat overskrifter på og en enkelt overhead ind, men ellers bevaret det mundtlige i sproget. Dog strammet en del op, men også sat lidt ind. Bl.a. har jeg måttet rekonstruere tilhørerspørgsmålene sidst i foredraget ud fra mine svar på dem. Spørgsmålene var åbenbart ikke hørlige på båndet.

 

 

Spindoktorer, journalister og politikere

En god spindoktor er en usynlig spindoktor som ingen ved eksisterer. Derfor er det ikke let at være en god spindoktor her i landet i øjeblikket. Og intet tyder på at det bliver lettere i den kommende tid.

 

Jeg har i en del år interesseret mig meget for politisk kommunikation, og denne bog – Vælgeren og partiprogrammerne (Borgen) – den kom formentlig før I overhovedet var født – i 1973. Når man som tekstforsker arbejder med politisk kommunikation, så er det nærliggende at begynde med at beskæftige sig med det der ligner tekster mest – det mest tekstnære inden for politik, f.eks. partiprogrammer som jo ligefrem ligner små bøger.

     Men politik handler jo ikke om detaljer ned i en eller anden lille afdeling. Derfor er det lidt selvmodsigende

 

1)      at interessere sig for politik, og så samtidig

2)      begrænse sig til at studere specielle genrer.

 

Det der gør politik spændende for sådan en som mig, det er at vi alle ligesom er med inde i en tekst som bliver lavet hele tiden. En tekst med mange konkurrerende historiefortællere: Alle medier, alle organisationer poster ud med historier i forsøg på at danne den totale virkelighed som vi går rundt i. Dette har gennem årene drevet mig til stadig mere at beskæftige mig med helheden: Hvordan fungerer hele medie- og politikermaskineriet? Hvordan går det til, at danskerne har en helt bestemt opfattelse af, at virkeligheden er sådan her? Er der nogle særlige knapper man kan trykke på for at få mediesystemet til at spjætte på særlige måder og så videre.

     De hårde kendsgerninger (som f.eks. hvor mange kvadratkilometer Danmark er, hvor meget rødvin der blev drukket på en bestemt restaurant ved et særligt bord på et bestemt aften) er aldrig særligt interessante i politik i isolation fra alt andet. Det er først når de hårde kendsgerninger kan kombineres med en masse formodninger, teorier, vurderinger, fordomme, folkelig visdom og hvad ved jeg, at de bliver interessante: Så kan de bruges til at fortælle historier med og så bliver de politisk interessante og kan fælde personer  – som det f.eks. var tilfældet med Brixtofte. Det daglige rugbrødsarbejde med at konstruere virkeligheden, det består i arbejdet med alle de bløde kendsgerninger som skal fortælle historien – med skurke, helte, ofre, bødler og med figurernes op- og nedture på mediescenen. Den sammenhæng dannes jo ikke af et bestemt medium. Det er derfor jeg synes det er spændende at prøve og beskrive den store sammenhæng, og ikke bare akademisk, men praktisk anvendeligt og interessant for almindelige borgere, journalister, politikere og andre (”Spindoktor” Aschehourg 2001).

 

Valget som rystede teorierne

Men det er også en spændende akademisk udfordring at forsøge videnskabeligt at beskrive de grundlæggende mekanismer bag  den politiske virkelighed således som borgeren i velfærdsdemokratiet møder den i medierne. Det har jeg givet et bud på i bogen ”Politisk Argumentation”, der udkom i 1991 (Borgen). Heri findes en teori som bl.a. forudsiger hvordan forskelige medietyper og partityper sammen producerer et virkelighedsbillede, altså hvordan forskellige elementer i virkelighedsbilledet spiller sammen. Formålet med sådan en teori er bl.a. at blive i stand til at forudsige, hvordan det vil gå i fremtiden.

     Man kan sige, at den teori der præsenteres i den bog, den blev på ét punkt kraftigt dementeret ved det seneste valg. Ifølge den teori – og heri ligner den de fleste andre gamle teorier som forsøger at forudsige valgresultater – så skal en regering, der har økonomisk medvind også vinde et valg. Fordi vælgerne ved hvad de har. Der er ingen grund til at udskifte en regering, som giver dem gode materielle vilkår. Hvorfor skulle de svigte den siddende regering til fordel for noget ukendt? Nogle folk der lover en hel masse ting, men som måske ikke har noget at have det i?

     Men denne teori om den økonomiske faktors dominans over alle andre led en krank skæbne ved valget – og den siddende regering led et meget alvorligt nederlag. Den forstod tilsyneladende ikke selv hvorfor, og de ledende socialdemokrater forstår det tilsyneladende stadig ikke. Mit bud er at den var for dårlig til at klare medieområdet. Og den tabte også fordi den var for dårlig til at håndtere andre bløde områder – indvandrerpolitik, retspolitik, social- og sundhedsområdet. Men disse områder handler jo også i høj grad om mediehåndtering. Man må nok konkludere at der er sket en kraftig opblødning af det generelle politiske billede med en dominerende højre-venstre-dimension. Der er kommet andre dimensioner ind i politik som spiller en nok så stor rolle. Bl.a. er medierne kommet ind som en meget væsentlig politisk faktor på en fuldstændig øredøvende måde. Det var bl.a. det der drev mig til at skrive ”Spindoktor”.

 

Det er ikke spor let at være spindoktor

Jeg har overvejet hvordan jeg kunne begynde dette foredrag mest direkte med et aktuelt eksempel. Der er da mange måder at beskrive politisk kommunikation på. Det kan jo gøres dybt seriøst og stadig humoristisk.. Spindoktor er sådan en journalistisk betegnelse, der er sådan lidt uartig. De kalder aldrig sig selv spindoktor, disse mennesker, de kalder sig pressechef, medierådgiver etc.

     Det er jo heller ikke spor let at være spindoktor. Man er tit meget optaget af at de er så fæle og har så mange tricks osv. Men har I tænkt på deres karrieremæssige situation? De er fuldkommen i lommen på chefen. Og hvis de træder ved siden af, så risikerer de jo at blive fyret. Og hvis en god spindoktor er en man ikke kender, så er der jo altså heller ikke nogen, der ved hvor dygtige man har været. En rigtig dygtig spindoktor er jo en man ikke rigtig mærker eksisterer. Det er ligesom forbrydelser, smugleri og sort arbejde: Det opdages kun når det går galt. Spindoktorer skal helst operere uden at der er nogen der opdager dem. Og når det går godt, er der heller ikke nogen insidere, der er interesseret i at forklare dem. Og de er heller ikke interesseret i at prale.

     De seneste eksempler der er med i min bog, er fra januar-februar 2001. Der har jo været mange eksempler at tage af. Der har i den tidligere regerings periode været utroligt mange eksempler på at det er gået galt mediemæssigt. Derfor er der mange eksempler at øse af. Der kan også være eksempler, hvor den tidligere regering er lykkedes med en masse ting, det kan man af gode grunde ikke læse i bogen. Derfor har man kun eksempler på det der gik galt.

     Derfor er det svært at være spindoktor. De er ligesom født til, at det kun er deres fiaskoer der kommer ud. Der har f.eks. lige været en historie oppe i bogen ”En anden sandhed” af Troels Mylenberg og Jeppe Nybroe (Lindhardt & Ringhof 2002). Bogen handler om valgkampen november 2001. Og den går selvfølgelig bag facaden. En af de historier de fortæller handler om Michael Kristiansen som jo er spindoktor for Anders Fogh Rasmussen. Da Michael Kristiansen var direktør for Cobrus (PR-firmaet), skrev han et brev til Poul Nyrup Rasmussen (i intern jargon kaldet ”kærlighedsbrevet til Socialdemokratiet”), hvor han kritiserede dem for ikke at have sørget for at angribe Anders Fogh Rasmussen og i det hele taget for at give oppositionen alt for let spil. Han foreslog direkte, at de satte fire betroede folk på at læse alt, hvad Fogh havde skrevet og hvad der var skrevet om ham. Altså en meget pågående og meget grundig research, som skulle bruges til en systematisk indsats for at underminere Anders Fogh Rasmussens fremgang.

 

Bag enhver kulisse findes en ny

Det brev er interessant nu fordi Michael Kristiansen sidder på den anden side. Dvs. brevet bruges til at afsløre moralen hos Michael Kristiansen. Så går Børsens Nyhedsmagasin (ved journalist Frank Stokholm, april 2002) ud og skriver en historie om historien i ”En anden sandhed”. Den historie går ud på, at disse spindoktorer er meget samvittighedsløse og kyniske personer, og at det her brev er et eksempel på det. Samtidig har Frank Stokholm den meget interessante teori, at det faktisk er Michael Kristiansen, der er kilde til en del af det som er skrevet fordi Troels Mylenberg er en del af Michael Kristiansens netværk. Så det er meget sandsynligt, at det i virkeligheden er Michael Kristiansen der står bag offentliggørelsen af brevet.

     Så kan man spørge: Hvorfor nu det? En forklaring kan være at Michael Kristiansen har en klar fornemmelse af, at brevet under alle omstændigheder vil komme frem i perioden inden næste valg. På et tidspunkt vil socialdemokraterne lække det til en journalist som så kan skrive en god solohistorie. Derfor afmonterer han selv den historie ved at gå ud med den på et tidspunkt, hvor det ikke er specielt ubekvemt for Venstre, og tilmed kan han hjælpe en af sine gode venner med at promovere sin bog, ved at bogen rummer en god solohistorie.

     Alle os som ser til udefra, ved ikke hvad sandheden om dette er. Men vi kan se en virkelighed, hvor forskellige interesser prøver at slippe kendsgerninger ud i det man kalder offentligheden. Og man prøver at slippe dem ud på tidspunkter, hvor det passer bedst muligt – eller hvor de gør mindst mulig skade på én selv og mest mulig på modstanderen.

     Det er en meget brugt spindoktorteknik, at man prøver at erobre den sidste virkelighed ved at afsløre den forrige som et spil. Den virkelige virkelighed er den seneste virkelighed som endnu ikke er blevet afsløret af en endnu mere omfattende virkelighed. Det er sådan en slags postmodernistisk teknik at man river sløret væk. Man går ud af den gængse opfattelse og etablerer en ny virkelighed som gælder indtil videre.

     Og nu har jeg så også meldt mig som medspiller ved at afsløre denne kulisse-leg og dermed skabe en helt ny virkelighed som står over de andre fordi den omfatter og forklarer dem.

 

Metoden som gør alt forståeligt for alle

Det med historien om historien er en meget central del af spindoktorarbejde. Men det er også en mekanisme som gennemtrænger al politisk journalistik.

 

Overhead (se eventuelt ”Spindoktor” s. 178):

Mediesystemets mekanismer, herunder regler for hvorledes politikere, ledere, spindoktorer og andre bruger medierne til at fremme deres mål.

sagligt niveau: abstrakt, svært at forbinde med følelser ud over en vis etisk sans og måske demokratisk bekymring

historien om de konkrete personer der behandler sagen

følelsesniveau: let at forstå uden at kende sagens indhold, historier kan hurtigt skabes efter velprøvede skabeloner

sagen

sagligt niveau: kræver viden, er ofte kedeligt og uforståeligt

 

Forestil jer vi har en lagdeling, hvor vi hernede har sagerne, dvs. de traditionelle politiske, juridiske og tekniske anliggender, og oven over historien om de personer, der behandler sagen. Her har Venstre typisk været bedre til at dreje vinklen over mod det sidste, som den almindelige befolkning forstår, mens socialdemokraterne gentagne gange har søgt at holde fast i ”sagerne” og dermed tabt medieslaget.

     Det er de mekanismer en spindoktor skal være god til at bruge og udnytte. En spindoktor skal vide, hvordan det vil gå med en sag. Hvordan vil den blive skåret til? Det handler om at få fat i følelserne når man foretager oversættelsen fra ”sagen” til ”personerne som håndterer sagen”. Denne oversættelse er lige så central i politisk kommunikation som tyngdekraften er i fysikken.

     En af de mest fascinerende ting ved politisk kommunikation er, hvor meget man kan forstå, hvor meget man kan investere af sit følelsesliv i noget hvor man ikke forstår detaljerne i de tekniske spørgsmål. Det er det de gør hver dag i TV-Avisen og i andre medier. Dette er ikke nogen anklage mod journalister, spindoktorer og politikere. Det er et grundvilkår i et demokrati hvor enhver borger har ret til at forstå ud fra sine forudsætninger og sine interesser – og til at stemme derefter.

 

Magtbalancen mellem medier og partier

I øjeblikket er magtforholdet mellem medier, partier og politikere at medierne har fat i den lange ende – men denne ende er begyndt at skrumpe lidt i de seneste måneder. Mediernes styrke over for politikerne er, at det enkelte medium har relativ stor troværdighed over for de modtagere som er trofaste. På grund af denne troværdighed står politikerne gerne i kø for at optræde i medierne.

     En tredje vigtig faktor i forholdet mellem partier og medier er, at partierne i de kommende år vil erkende at de har en betydelig magt over medierne, nemlig i form af reglen: ingen medier uden politiske kendsgerninger. Politikerne sidder på råstoffet. Problemet er at bruge den magt man har, idet en magt der ikke bruges målrettet og koordineret ikke er en magt. I øjeblikket bruger man ikke de magtmidler man har, fordi man mangler koordinering, disciplinering og initiativ. Men nogle er ved at lære det.

 

Den blide og den hårde form for mediestyring

Man kan sammenligne med forholdene i England som jo er et system og en kultur som på mange måder ligner os. I den fase som Danmark er i nu – hvor politikerne render rundt efter medierne – der gik man, da Margarat Thatcher var ved magten,  over til en politik hvor man havde  favoritmedier. Det ville svare til at regeringen f.eks. behandler B.T. ekstra godt, mens Ekstra Bladet lægges på is. Det samme med f.eks DR og TV2 . Hver gang man har en konkurrencesituation favoriserer man den ene og lægger den anden på is. Man nurser udvalgte medier. Forventningen er at de udvalgte medier så til gengæld gør sig umage for ikke at skuffe de positive forventninger som man har til et fortsat godt samarbejde.

     Denne tankegang er ikke forbudt, men kan måske være usympatisk. Når man er i favoriseringsfasen  hvor favoriseringspolitikken grundlægges, straffer man ikke medier – altså går ikke offensivt ud og straffer ved f.eks at ringe og true med journalistens chef, udspredning af rygter og anden chikane over for journalisten og dennes familie. I næste fase, som Tony Blair kører i øjeblikket, har man en benhård pressestyring med alle midler. Her bruges også straffeforanstaltninger over for medier og journalister hvis de er alt for uartige.

     Der er ressourcemæssigt meget stor forskel på to strategier. Den første, favoriseringsstrategien, kræver mindre ressourcer end den benhårde hvor straffeforanstaltninger fungerer som sanktioner over for medier der ikke opfører sig ordentligt. Når man både skal straffe og belønne, kræver det en intensiv overvågning af alle medier. F.eks sidder der i Tony Blairs spindoktorsekretariat 150 og der sad ca. 400 i Det Hvide Hus under Clinton. De 150  er meget mere end Thatcher der kørte favoriseringsstrategien uden straffeforanstaltninger, men i stedet brugte en udvalgt skare af medierne og ikke overvågede resten der var i en slags ingenmandsland.

 

Værdien af at holde journalister beskæftiget: ”Dagens historie”

Vejen frem til disse to faser går gennem

 

·         disciplinering

·         koordination

·         ”dagens historie”.

 

Når man ønsker at styre mediernes indhold er noget af det værste ubeskæftigede journalister som snuser rundt efter en nyhed. De kan f.eks. så støde på historier der ikke passer ind i partiledelsens kram. Og det kan være svært at holde øje med hvad journalisterne har gang i. Derfor skal man beskæftige journalister, hele tiden bevare iniativet over for dem og sørge for at fodre dem med gode historier.

     Et eksempler er konservativt landsmøde i 1995 hvor der allerede inden mødet var produceret historier som unge konservative kunne fodre journalisterne med. (Se ”Spindoktor”, kapitel 3)

Under landsmødet holdt man godt øje (og øre) med de forskellige journalister. Hvilke delegerede talte de med, hvor længe og om hvad. Uønskede historier skulle nødig nå så langt at de blev bragt i medierne. F.eks. kunne en journalist interessere sig lidt for meget for en menig landsmødedeltager som var stærkt kritisk over for partiledelsen.

Hvis en uønsket historie udviklede sig lidt for meget, kontaktede én fra pressetjenesten journalisten og luftede muligheden af en solo-nyhedshistorie til hans blad – samtidig med at snakken selvfølgelig gik om løst og fast. Når journalistens interesse var tilstrækkelig vakt – og i hvert fald så meget at han satte den uønskede historie på vågeblus – afbrød spindoktoren samtalen, men lovede at vende tilbage hvis der viste sig at være kød på historien.

Timing er meget vigtig. Dels skal man tænke på at journalisten hverken skal have for meget eller for lidt tid til sin deadline når han får historien. Dels skal man vente længst muligt med at bruge en historie fordi der er en mulighed for at der kan opstå en mere truende ildebrand et andet sted som den skal bruges til at slukke.

Koordination er vigtig, så man får spredt sine gode historier mest effektivt ud over journalistkorpset. Den historie fra lageret man bruger til at kvæle en uønsket historie med, skal kun lige netop være så god at den uønskede historie kvæles. Overkill bør undgås, da det er spild af ressourcer. Og hvem ønsker at se en historie trykt i en notits inde i en regionsavis, hvis historien er så god at den kan komme på forsiden af et landsdækkende morgenblad?

 

Mikrostyring af journalister

En af de tydeligste forskelle på den nye og den gamle regering er den professionalisme der kendetegner den nye VK-regering. Den har været god til at fordele historier som solohistorier ud over medielandskabet til forskellige medier og til at time dem så de ikke har kvalt hinanden.

     En journalist er jo ikke  (kun) et ophøjet etisk væsen, men (også) et almindeligt menneske med et job.  Man kan derfor være modtagelig over for de historier der bliver fordelt ud. Det er nemmere end selv at støve en historie op. Journalisters værdi som arbejdskraft står og falder med deres adgang til kilder. De dækker deres kilder og sørger f.eks for at skrive lidt ufordelagtigt om denne i artiklen for at sløre kilden. Et eksempel er Svend Auken der må formodes ofte at have fået et lille gok i nøden i en artikel når han har talt med journalister om interne forhold i partiet. Ideen er antageligt at gokket skal lægge så meget luft til kilden at kollegerne i partiet ikke får mistanke. Det er vist ikke lykkedes hver gang.

     På samme måde kan journalister sløre at de bliver styret af spindoktorer. Hvis de både kan bevare en god kontakt til spindoktoren og dermed fortsat få gode historier, mens deres journalistik fremstår som kritisk, er det en fantastisk god ting for journalisten betragtet som arbejdskraft. Den slags figenbladsartisteri er de ret skrappe til hvis det er nødvendigt, simpelt hen fordi de er eksperter i at skrive en tekst og fortælle en historie. Hvor grænsen går mellem etisk forsvarlig kildesløring og manipulation af modtagerne kan være svært at afgøre lige inden deadline.

 

Hvordan vil det gå i den nærmeste fremtid?

Min vurdering er, at vi vil se at partierne og den politiske side – nu hvor socialdemokraterne arbejder for at komme med i ræset igen – vil være nødt til at opruste mediemæssigt. Så vil vi se en yderligere professionalisering og de her ting vil blive noget man gør meget mere rutinemæssigt. Det er nødvendigt for at vælte Venstre af pinden. Det profeterer jeg i ”Spindoktor” vil ske år 2012. Venstre kører i øjeblikket stort set uden påviselig modstand på mediesiden fra Socialdemokratiet. Som ethvert andet konkurrerende firma må Socialdemokratiet lære af den konkurrent som gør det bedre, bl.a. fordi de anvender de nyeste produktionsmetoder.

 

[Her sluttede foredraget. Nedenfor et uddrag af spørgsmål og svar efter foredraget:]

 

Spørgsmål: Vil en spindoktor ikke altid være en omvej for en journalist som gerne vil tale med en politiker?

Vi har i Danmark et tæt forhold mellem politikere og journalister, hvilket gør det vanskeligt for en spindoktor at komme ind – journalisten vil hellere tale med politikeren end spindoktoren. Men kan man ikke det, vil journalisten selvfølgelig gerne tale med spindoktoren der også kender til journalistens arbejde og dermed kan komme med nogle gode historier så man kan få fyldt spaltepladsen ud og gerne komme på forsiden med en solohistorie.

     Det handler også meget om tid: En minister kan ikke bare stå til rådighed for medierne. Der er behov for én der kan vurdere hvilket medium der skal bruges tid på, og eventuelt koordinere med partitoppen hvad man skal sige til det.

 

Spørgsmål: Kan du kort sige hvad en spindoktor egentlig kan?

En god spindoktor er diskret og kan med et lille tegn sende det rigtige signal ud – f.eks. en telefonopringning på det rigtige tidspunkt. En sans for sammenhæng mellem små ting der fører til større ting, sammen med en forfinet sans for timing, karakteriserer den gode spindoktor. Derudover en evne til at leve sig ind i hvordan forskellige medier vil behandle forskellige kendsgerninger man slipper ud. Sans for hvilket medium der vil tage bedst imod en nyhed og behandle historien bedst i forhold til den ønskede vej. Folkene er typisk politiske topjournalister som f.eks. kan hentes på de politiske redaktioner på Christiansborg. De har medierytmen i blodet.

 

Spørgsmål: Bør man bekæmpe spindoktorer som noget der er udemokratisk?

Det er ikke udemokratisk med spindoktorer. Det er er farligt at jage det ind under en moralsk hat, og hengive sig lidenskabeligt til bekymringer, forbandelser og forargelser. Tænk hvis en kirurg kastede sig ud i moralske kvababbelser ved synet af en alkoholikers lever? Der er brug for en klinisk holdning over for selv de fæleste syn og ro når diagnosen skal stilles og kniven eventuelt føres. Vi skal betragte spindoktorernes og alt deres væsen for at se hvordan mekanismerne fungerer. Det er en vital det af det politiske spil som det er vigtigt at forstå. Al tale om at skære det bort ved et hurtigt snit er meningsløs. Demokrati handler om at give borgerne det bedst tænkelige liv her på kloden, men det handler også om den magtkamp som er nødvendig for at nå dertil.  Magtkampen skulle gerne indrettes så borgerne mest sandsynligt kommer til at leve det bedste liv samtidig med at den udkæmpes.

     Det er et problem hvis de politiske partier ikke er lige gode til at bruge medierne. Så bliver konkurrencen skævvredet, én af parterne er teknisk avanceret og det bliver ikke politikken der bliver afgørende. Som det ser ud til nu er Venstre klart Socialdemokratiet overlegen på dette punkt hvilket ikke er godt for konkurrencesituationen. Tænk på hvilket handikap det ville være hvis det kun var Venstre der brugte mobiltelefoner eller pc’er. En ordentlig politisk konkurrence på politiske synspunkter forudsætter at parterne har samme tekniske niveau.

 

Spørgsmål: Hvor meget er spindoktorer egentlig værd når det kommer til stykket? Der kan jo nævnes mange eksempler på at deres indsats har været forgæves.

Spindoktorer kan ikke hjælpe særlig meget hvis der f.eks. er intern splid i partiet. Da De Konservative var i krise, kunne spindoktorerne ikke hjælpe. Politikerne skal have afklaret noget før de er klar til spindoktorer. De skal ikke bekrige hinanden med spindoktorer indbyrdes i partiet, men have et fælles mål. Som nævnt er to af forudsætningerne for en effektiv mediehåndtering at man har intern disciplinering og koordination.

     Hvis vi skal prøve at tænke fremad  på Socialdemokratiets vegne, er der nok en anden måde at opfatte rådgivere på end der er i Venstre, sådan som jeg har opfattet det. Man kan have en nok så god spindoktor, men hvis man ikke lytter og skaber et godt, tæt, ligeværdigt forhold, er det svært at få produceret noget godt. De store berømte spindoktorer, Alastair Campbell og Stephanopoulos, hos Blair og Clinton har et meget tæt forhold til deres chef. De beundrer deres chef og betragter det som et særligt kald at arbejde for ham: ”Nu har vi chancen. Den må vi ikke lade gå til spilde.”

     Det udvikler sig til et forhold mellem politiker og rådgiver hvor man supplerer, men stadig også er kritiske over for hinanden. Man tænker godt sammen. Jeg har på fornemmelsen at Michael Kristiansen er i stand til at indgå i et sådant forhold til den politiske top. At Henrik Qvortrup kun var kort tid på posten, handler formentlig om det samme: Kemien var ikke perfekt. Jeg mener ikke socialdemokraterne har været lige så gode til at finde sådanne rådgivere som kom til at fungere lige så tæt og ligeværdigt.

     Det er vigtigt at en leder kan tage en diskussion med sine rådgivere, også en diskussion hvor rådgiveren ikke ender med at give lederen ret. Her tror jeg at Anders Fogh Rasmussen frem for Poul Nyrup Rasmussen har en – for rådgiveren – mere inspirerende holdning til det at tage imod råd.

Jeg tror at i den socialdemokratiske top har man især taget mod råd fra hinanden og andre politikere. Poul Nyrup Rasmussen især fra Mogens Lykketoft og Lone Dybkjær.  Det er der ikke noget galt i, tværtimod – det er jo ikke kun spindoktorer der kan give råd, de er bare et symptom på at noget som altid har foregået i politik nu er blevet professionaliseret. De er et supplement som det bliver stadig vanskeligere at undvære.

 

Spørgsmål: Synes du slet ikke at spindoktorer er et problem i vores politiske system?

Der er to problemer: Når der kommer nye teknikker, er den ene part bedre og hurtigere til at sætte sig ind i og bruge den nye teknik. Dette giver sig især udslag i to-partisystemer hvor det er vigtigt at de to partier nogenlunde lige hurtigt kommer i gang med den nye teknik. Kigger man på Danmark er det Venstre der klart har scoret på at bruge spindoktorer, hvilket jeg anser for et problem – men kun fordi socialdemokrater og andre er tunge i optrækket hvad dette angår.

     Det andet problem er ét der især drejer sig om spindoktorer. Der kommer en særlig ny synlig kategori af teknikere. Det kan få det politiske system til at blive mere fremmed for folket. Der kommer et filter ind mellem politiker og folket.

     Hvor alvorligt den kritik rammer, er jeg i tvivl om. Spindoktorer er positive størrelser for de sætter fokus på den politiske kommunikation som fagområde. Spindoktor er jo et journalistisk skabt ord – der er, som sagt, få der går rundt og siger de er spindoktorer. De siger kommunikationsrådgiver eller pressechef eller lignende. Pludselig kommer der ansigter eller betegnelse på spindoktoren og dermed bliver grænsenområdet mellem politikere og medier mere synligt – bl.a. fordi journalisterne opfinder en ny betegnelser som fungerer som overskrift for deres føljeton af historier om spindoktorer som dummer sig eller fører sig frem på skummel vis.

     Det er positivt at der kommer fokus på den medieskabte virkelighed og herved kan skabes en god og realistisk forståelse af hvordan en mere og mere væsentlig side af vores demokrati fungerer.

     Og denne forståelse skal udbredes gennem skolen. Det er min fornemmelse at man desværre bruger langt mere krudt på at undervise i hvordan demokratiet ideelt set burde fungere efter vedtagne regler og dertil indrettede organer, end på realistisk at betragte dets hverdag. Det kan føre til choktilstand og lammelser hos eleverne når de senere møder en spindoktor.

Klaus Kjøller, d. 15/5 2002.


s