Kjøller forside à alle artikler à Manus: kronik i Berlingske Tidende: Når politiet må melde pas

[senest revideret 16/10 2007]

 

Titel og medium                            

”Når politiet må melde pas” offentliggjort som kronik i Berlingske Tidende, d. 19/1 2007. Under samme overskrift som i manus.

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Når politiet må melde pas

Omkring enhver borger findes et ingenmandsland, hvor politiet er ude af stand til at håndhæve lov og orden. Her må hver enkelt af os overtage ansvaret for hinandens frihed. Demokratiet sidder mellem ørerne.

”Vi kan jo ikke mandsopdække hele befolkningen”. Dette er politiets gennemgående undskyldning, hvis borgere myrdes, selv om politiet har lovet at passe på dem. Senest da to kvinder med kort mellemrum blev myrdet af deres voldelige, jaloux, tidligere partnere. Den ene kvinde havde ovenikøbet nået at ringe på sin særlige nødtelefon med direkte linje til politiet. Men man kom for sent. Samme afmagt oplevede vi, da den unge pakistanske kvinde, Ghazala, blev myrdet af et familiemedlem i efteråret 2005, fordi hun havde forelsket sig i en forkert mand. Hun og hendes kæreste havde søgt beskyttelse hos politiet mod familien hele 3 gange i tiden op til mordet. Men man havde måttet afvise at yde den, fordi der ikke forelå helt konkrete, tilstrækkeligt dokumentérbare trusler.

Politiets undskyldning er god, for den er i overensstemmelse med sandheden. Politiet kan selvfølgelig ikke levere bodyguards til enhver, som føler sig truet. Intet politi, intet militær og ingen nok så veludstyret fysisk magt kan forsvare en befolkning mod lejlighedsvise overgreb fra jaloux ægtemænd, familjer som vil bestemme over deres unge, hærgende ungdomsbander eller fanatiske religiøse eller politiske terrorgrupper. Og slet ikke i et demokrati med betydelige individuelle frihedsrettigheder.

 

Selvfølgelig kan politiet blive bedre. Alt i denne verden kan jo blive bedre, og skam få dem som nogensinde opgiver at prøve at gøre verden og specielt det danske demokrati bedre. Kampudstyret kan blive bedre, ligesom efterretningsorganisationen kan blive bedre. Men det ændrer jo ikke ved det principielle: Der findes og vil til stadighed findes et ingenmandsland omkring enhver af os. Et ingenmandsland, hvor demokratiets almindelige juridiske og øvrige spilleregler er sat ud af kraft – i hvert fald midlertidigt. Et ingenmandsland, hvor den instans, som har monopol på lovlig, fysisk voldsudøvelse, nemlig politiet, aldrig kan fungere effektivt. I hvert fald ikke før forbrydelsen er sket, og der er kommet ”lig på bordet”. Det er i dette ingenmandsland, voldelige ægtemand, terroriserende familjer og fanatiske ekstremistgrupper hærger.

Det bør vi selvfølgelig råbe ”vagt i gevær” over. Men det hjælper kun marginalt. For afmagten hos ordensmagten er kronisk i henseende til at forebygge al ulovlig vold. Vi er nået til den principielle grænse for lov og orden.

 

Konsekvenserne af dette er så skræmmende, at man fristes til helt at fortrænge problemet om ordensmagtens kroniske afmagt. Mange politisk korrekte lærere vil formentlig i deres undervisning forbigå dette væsentlige emne til fordel for mere opbyggelige temaer om folkestyret. Lederskribenter vil have svært ved at konkludere i andet end, at politiet må have flere ressourcer. Og det er der jo ikke megen intellektuel udfordring i.

Men emnet er ikke bare teoretisk interessant. Det er også praktisk af stor betydning i den politiske argumentation, som er selve nerven i vores demokrati. Selv ganske små grupper kan jo få banket deres argumentation frem i forreste geled i medierne ved at operere snildt i den lovløse zone omkring enhver borger. Og fra medierne springer sager jo let over og fænger i politikerne.

Og det er ikke spor svært at få øje på, hvordan det helt konkret kan ske. Vi oplever det for tiden i sagen om Ungdomshuset på Jagtvej 69. Her overtrædes landets love helt åbenlyst 24 timer i døgnet. Og det har foregået i månedsvis. Alligevel griber politiet ikke ind (i hvert fald ikke i skrivende stund). Her skyldes politiets fysiske afmagt ikke engang mangel på ressourcer eller håndfaste beviser. Den skyldes hensynet til at undgå unødvendig vold. Politiet er ikke en blind maskine, men en bevidst aktør i den danske politiske virkelighed, hvor det i høj grad handler om at have befolkningens opbakning til, hvad man gør. Og hvad man ikke gør. Politiet skal have den almindelige borger til at acceptere, at ordensmagten bruger vold.

 

Kunsten for de aktionerende er altså at udfordre politiet i det lovløse ingenmandsland, men helst ikke så meget, at politiet træder i aktion og arresterer nogen. I hvert fald ikke lige med det samme. Når medierne vejrer voldelige sammenstød, kommer de på banen og fortæller historien om dem, som udfordrer politiet. Denne medieomtale danner så platform for, at politikerne træder i aktion, og for, at den aktionerende gruppe bliver inviteret til debatter i TV og behandlet på lederplads. Der er således en direkte forbindelse mellem den lovløse intimzone omkring enhver borger og så provokatørernes iscenesættelse som fuldgyldig partner i medierne.

 

Samme mekanisme var på spil, da forældre blokerede en række børneinstitutioner tidligere på efteråret for at forebygge frygtede nedskæringer. Og det skete, da gymnasielever blokerede gymnasier for bl.a. at forebygge vækst i antal elever i klasserne. Blokaderne var ulovlige. Det var alle enige om. Ofrene var de forældre, lærere og elever som ønskede at holde aftaler og passe deres arbejde normalt.

Aktioner som disse står som den ideelle udnyttelse af politiets afmagt med maksimal politisk effekt i det lovlige parlamentariske system: Aktionerne er tilstrækkeligt provokerende over for det officielle system til, at pressen møder op og udfylder deres mission med at fortælle en systemkritisk historie om nogle protesterende borgere. Samtidig er aktionerne ikke så provokerende, at de tvinger politiet til omgående at gribe ind og stoppe dem. Derfor kører det over længere tid og skaber tilsvarende medieomtale i lang tid. Denne medieomtale vil som regel inspirere til sympatiaktioner, som igen skaber mere omtale. Hvis pressens interesse viger, kan man skrue lidt op for provokationerne.

 

Ingen ønsker, at politiet skal gribe ind ved mindste anledning. Det er jo ganske rimeligt, at man i mange tilfælde venter og ser, om folk kommer til fornuft helt af sig selv. Men politiets kroniske afmagt viser samtidig, hvor sårbare vi som borgere er over for hinanden. Vi kan alle sammen blive ramt af medborgeres ulovlige aktioner, bare de ligger under ordensmagtens tærskel for at træde i aktion.

Det betyder, at den mentale opdragelse af borgerne i et samfund bliver helt afgørende for at samfundet er til at holde ud at leve i. Enhver nok så lille gruppe, som lever i et ”parallelsamfund”, vil ret så forudsigeligt ofte påføre almindelige borgere uretfærdighed og anden lovløshed. Eller lade det gå ud over andre minoriteter, som i visse kvarterer på Nørrrebro, hvor ortodokse jøder fjerner deres jødestjerne og kalot af frygt for hadske tilråb med mere fra muslimske medborgere. Intet politi kan stoppe sådan noget. Det kan kun en ordentlig integration. Og det er især skolens opgave.

 

Denne mentale opdragelse til fællesskab er en stor udfordring for mange politisk korrekte pædagoger og lærere. Politisk korrekthed består jo i sin kerne i, at man undgår alt, som kan udlægges som diskrimination af minoriteter. Man vil benytte enhver lejlighed til at lære klassens flertal tolerance over for mindretallet og respekt for ”anderledes” synspunkter og skikke. Dette er også yderst værdifuldt – men det er samtidig nødvendigt at lære de forskelllige mindretal at respektere hinanden og flertallets værdier og de demokratiske spilleregler. Hvis en klasse i den politiske korrektheds, pænhedens, den gode tones og tolerancens navn oplever, at nogle særligt psykisk stærke og rabiate elever hele tiden har fri adgang til slikboden, mens andre pænt må stå i kø og betale, så lærer de jo at de ulovlige, rå metoder er de mest effektive.

Hvor politiets fysiske magt stopper, må hver enkelt af os tage overtage ansvaret for hinandens frihed. Det er måske den vigtigste skolelærdom af alle. Og mere nødvendig end nogensinde.

                              

 

Øverst i dokumentet