Kjøller forside à alle artikler à Manus: Læserpanelkommentarer i Politiken.dk

[senest revideret 1/1 2009]

 

Titel og medium                            

Medlem af dagbladet Politikens læserpanel for oktober. Hver søndag i oktober skulle jeg senest kl. 12 levere en anmeldelse af dagens Politiken på 400 – 600 ord. Den blev så lagt på bladets blog og bragtes eventuelt i uddrag i avisens trykte udgave under rubrikken ’Læsernes panel’. Det blev i løbet af oktober besluttet at institutionen ’Læsernes panel’ blev nedlagt efter månedens udgang. Man oplyser dog at dette ikke havde direkte sammenhæng med mine anmeldelser af bladet.

Brødteksten blev bragt stort set som i manus, dog med forbedret kommatering. Overskriftsforslagene blev i visse tilfælde ændret af redaktøren.

Læserpanel-kommentar (4-600 ord) til Politiken Søndag d. 5/10 2008 af Klaus Kjøller:. 2

Læserpanel-kommentar (4-600 ord) til Politiken Søndag d. 12/10 2008 af Klaus Kjøller:. 4

[Forslag til overskrift: Chefdebattøren.. 4

Underrubrik: Nåede 130 kvinder, men endte gammel og forladt]. 4

Læserpanel-kommentar (4-600 ord) til Politiken Søndag d. 19/10 2008 af Klaus Kjøller:. 5

[Forslag til overskrift: Dronningemordet. 5

Underrubrik: Når politisk spil i gruppeværelset bliver politisk substans]. 5

Læserpanel-kommentar (4-600 ord) til Politiken Søndag d. 26/10 2008 af Klaus Kjøller:. 6

[Forslag til overskrift: Politiken – den ultimative sandhed.. 7

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

Læserpanel-kommentar (4-600 ord) til Politiken Søndag d. 5/10 2008 af Klaus Kjøller:  

Jeg har gennem mange år har læst Politiken som en af de daglige, nødvendige aviser. I mange år var det den eneste, sammen med dagbladet Information. Så var der en del år, hvor jeg skamløst lod mig drive af de billigste halvårlige abonnementstilbud fra Berlingske, Jyllands-Posten eller Politiken. I de senere år har jeg så abonneret på to af disse fast. Men jeg læser også Politiken, som fruen og jeg deler med genboen.

Politiken er nødvendig, bl.a. fordi bladet jager VKO-regeringen konsekvent og uden nåde. Og fordi Politikens store målgruppe af offentligt ansatte kvinder i det såkaldte grønne segment samtidig er en meget væsentlig del af de vælgere, som Fogh har søgt at appellere til i valgkampene. Politiken er landets bedste genvej til indsigt i denne ombejlede vælgergruppes livsverden og dermed til at forstå meget af det, der foregår i dansk politik.

Mit generelle indtryk af Politiken er, at bladet er suverænt på kulturstoffet. På en god lørdag slår Politikens bogtillæg klart andre avisers behandling af bogstoffet.

Også angående meninger står Politiken stærkt. Samtidig virker meningsstoffet dog også ret ensrettet. Hvis man sammenligner med Jyllands-Posten, som også prioriterer meninger højt, så har dette blad (JP) en meget bredere og vistnok også kvantitativt større dækning af læsernes meninger i den daglige avis end Politiken. Det samme gælder de redaktionelle meninger (ledere og diverse faste redaktionelle kommentarrubrikker): I Politiken er der mange, men de går stort set alle på samme melodi. Sådan virker det i hvert fald på denne læser. Her er Jyllands-Postens redaktionelle meningsudladninger typisk mere begrænset til en enkelt leder. Men både Politiken og Jyllands-Posten har efter min vurdering en markant højere prioritering af læsernes meninger end Berlingske har.

Politikens svaghed i forhold til de to andre morgenaviser er reportagen. Der er dage, hvor det kan være svært at få øje på historien i Politiken. I dagens Søndags-Politiken kan man fx sammenligne Politikens forsidehistorie ”Danskernes tvangstanker koster os en milliard” med Jyllands-Postens ”Slut med monopol på spil” og Berlingskes ”Skolernes indeklima alarmerende”. Vurderet ud fra Politikens klare ønske om at vælte VKO-regeringen, så er Berlingskes historie jo langt mere saftig og med langt bredere folkelig appel. Historien om, at det i nogle tilfælde vil være billigere at rive skoler ned end at renovere dem, er særdeles velegnet til at tegne billedet af en regering, som nedprioriterer helt nødvendige ting til fordel for skattelettelser. Og af en regering, som slet ikke har styr på sin administration. Det er også meget lettere at vise rædselsvækkende billeder af nedslidte skoler end af folk, der lider af tvangstanker, fordi folk, der lider af tvangstanker, ligner os andre til forveksling.

Samme problem med at score på reportagen havde Politiken i sommer, hvor det var Berlingske, som fortalte historien om Udlændingeservices problemer med at informere ordentligt om retstilstanden for danskere, som ønskede familiesammenføring. Sådan en historie kan kun komme frem, fordi der er embedsmænd i systemet, som i fortrolighed leverer oplysninger til et medium. Det er nok værd at overvejel for Politiken om bladets klare position som stærk kritiker af VKO, får embedsmænd og andre kilder til gode historier om dårligdomme i det offentlige til at foretrække de to andre morgenaviser. Fordi motivet til lækagen ikke er at vælte regeringen, men at rette op på nogle fejl som regeringen begår.

Men ingen slår Politiken på bagsider og tegnere. Når man tænker på den overlevelseskamp, som de store betalingsaviser er ude i i disse år, så må det undre, at de to andre store morgenaviser tilsyneladende slet ikke har fattet betydningen af at have en god bagside. Her er Politiken i særklasse. Også dagens Søndags-Politiken som ud over At Tænke Sig og Oh Danmark byder på en illustreret solohistorie om familiehundes trang til at parre sig med et menneskes underben.

Læserpanel-kommentar (4-600 ord) til Politiken Søndag d. 12/10 2008 af Klaus Kjøller:

[Forslag til overskrift: Chefdebattøren

Underrubrik: Nåede 130 kvinder, men endte gammel og forladt]

Som vistnok den eneste af de store morgenaviser anmelder Politiken fortsat dagligt tv på bagsiden af 2. sektion ved siden af tv-programmerne og ovenover Wulffmorgenthalers vittighedstegning. Enhver ved, at det er en håbløs opgave at anmelde, hvad der er sket i tv inden for de seneste 24 timer. Tv-anmeldelse er et relikt fra de glade monopoldages tid, hvor DR sammen med forlaget Gyldendal og Politiken regerede i dansk åndsliv. Det ville have været direkte uhøfligt, hvis Politiken og de andre blade ikke skrev om, hvad de havde bragt i tv dagen forinden. Men for flere år siden er tv-anmeldelsen holdt op med at være en tv-anmeldelse. Det er en klumme, som på en eller anden måde tager udgangspunkt i noget, der har været bragt i tv for nyligt. Det betyder så også, at jeg fx udelukkende læser den ud fra, hvem der har skrevet den. Fx læser jeg altid Thomas Bredsdorff. De andre bliver bedste fald skrålæst.

At skulle anmelde søndagsudgaven af Politiken er egentlig lige så håbløst som at skulle anmelde tv. Ganske vist rummer bladet langt færre informationer end 24 timers tv på tusindvis af kanaler. Det er vel menneskeligt muligt at tæske bladet igennem fra først til sidst. Men hvorfor skulle anmelderen dog gøre det? Det er der jo ingen andre, der gør, bortset muligvis fra den redaktionelle topchef, som i hvert fald er nødt til at lade som om, han læser det hele hver dag for at give feedback til sine underchefer, som så kan fortælle de enkelte journalister, hvad de muligvis kan gøre bedre i morgen.

Og det er hårdt arbejde. Denne anmelder kørte i mange år ind med S-toget i samme kupe som en chefredaktør, som nærlæste og evaluerede sin egen avis på vejen ind fra Birkerød til Vesterport. Det var tydeligt ofte pinsomt og altid hårdt arbejde.

Almindelige læsere kan heldigvis springe det meste over. Og det gør de jo også. Enhver avisledelse ved i detaljer, hvor mange procent af læserne, der læser de enkelte bestanddele. Det indgår i avisens produktudvikling. Så når Politiken som den eneste af de tre store landsdækkende dagblade hver dag har en signeret leder på forsiden, så er det et klart signal om, at man topprioriterer meningsstoffet. Det kan selvfølgelig også være, fordi chefredaktøren simpelt hen godt kan lide at se sin signerede leder på forsiden. Men i Politiken giver det god mening. Politiken er i sjælden grad et blad, der er identisk med sin højt profilerede chefdebattør, Tøger Seidenfaden. Når man læser hans leder og andre kommentarer – ofte virker det som om, han rent fysisk er til stede på hver side i bladet – så hører man tydeligt hans stemme og ser ham gestikulere. Af og til kan hans kommentarer forekomme lidt tynde, men jeg synes, at dagens forsideleder ”Krisen” har en passende blanding af letløbende mundtlighed og skriftlig koncentration. Og emnet – den økonomiske krise – er naturligvis velvalgt og gives et perspektiverende drejning ved sin pointe om, at krisen handler om meget mere end økonomi: De økonomiske rystelser i 1930’erne førte til Roosevelt i USA og til Hitler i Tyskland.

Forsiden rummer ikke mindre end to fotografier af kulturpersonligheder: Johannnes Møllehave og Adrian Hughes. Det gør nok dagens forside lidt for monoton. Men samtidig demonstrerer det jo, hvad det er, man regner med kan sælge bladet: interviews med kendte personer. Også Lars Løkke interviewes om krisen siddende i dybt bekymrede tanker på statskassen i Finansministeriets tomme gange. I 2. sektion anmelder Per Theil en ny engelsk bog om Casanova. Lokket af en illustration, hvor et par unge mænd fra det 18. århundrede tester kondomer ved at puste dem op foran topløse kvinder, læser jeg, at han nåede 130 kvinder, men endte alligevel gammel og forladt. Billedsiden i Politiken er stærk – også i resten af sektionen.

Læserpanel-kommentar (4-600 ord) til Politiken Søndag d. 19/10 2008 af Klaus Kjøller:

[Forslag til overskrift: Dronningemordet

Underrubrik: Når politisk spil i gruppeværelset bliver politisk substans]

Under rubrikken ”Analyse” i 2. sektion fortæller artiklen ”Politik. Har medierne fået for står magt?” at journalister og politikere er helt uenige om omfanget af mediernes magt. Tre forskere ved Center for Journalistik ved Syddansk Universitet har uddelt spørgeskemaer til medlemmer af henholdsvis Folketinget og Folketingets presseloge. Svarene viser bl.a. at to tredjedele af politikerne mener at politiske journalister søger sensationelle historier og giver det politiske spil for stor opmærksomhed i forhold til indholdet. Det er kun et mindretal af journalisterne enige i. Generelt synes politikerne dog ikke at journalisterne er for fortolkende i deres rapportering om politik. Der mangler oplysninger om hvormange af dem der har fået spørgeskemaer som har brugt tid på at svare. Det gør det vanskeligt at vurdere undersøgelsens resultater. Men det er værdifuldt for forskere at Politiken har denne rubrik hvor der jævnligt bringes det man kalder forskningsformidling.

På forsiden af 1. sektion lanceres dagens politiske historie: ”Radikale lægger pres på Vestager”. Den tager udgangspunkt i Ammitzbølls afgangsbredside om sin formands lederegenskaber. Historien bringes videre med kendsgerninger fra mødet mellem Ammitzbøll og Vestager som afslører at bruddet egentlig skyldes at Vestager ikke bare ville have en offentlig indrømmelse af at Ammitzbøll fortrød det kunstneriske udtryk han havde givet kritikken. Hun ville også have en tilbagetrækning af substansen i kritikken: At det var en fejl at Vestager under valgkampen sagde ja til at gå i regering under 24-årsreglen og afskar de radikale fra et samarbejde med Fogh – uden at tage folketingsgruppen med på råd.

Politiken kommer her til at fungere som megafon for Ammitzbølls sagsfremstilling. Den anden mulige kilde til hvad der foregik på mødet vil nemlig ikke udtale sig. Hun henviser til en aftale med Ammitzbøll om ikke at referere fra mødet. Heller ikke denne oplysning kommer direkte fra Vestager men fra den radikale pressechef.

Heller ikke helsidesartiklen i PS-sektionen ”Dronning Margrethe” kan trække på direkte kontakt med sin hovedperson. Til gengæld kan den trække på en lang række anonyme kilder. Både fra folketingsgruppen og fra andre partier. Det er interessant for samme søndag findes der i Berlingske Tidende en artikel om det samme. Den trækker på en række navngivne radikale kilder, dog alle uden for gruppen. Ved at vælge den totale anonymisering opnår man i artiklen at fremme indtrykket af en bred, anonym, stærkt kritisk modbevægelse til dronningen. En bevægelse som åbenbart omfatter alle, bortset fra gruppens næstformand, Morten Østergaard. Det er muligvis også dækkende nok for realiteterne, men interessant at se hvorledes det stilistiske træk, total anonymisering af kilder, får konsekvenser for den politiske substans. Og dermed meget sandsynligt også for den virkning artiklen får for dronningens skæbne. Den slags valg er dagligdag for enhver politisk journalist.

I øvrigt er artiklen yderst interessant og umiddelbart troværdig fordi den går meget tæt på med nogle detaljer fra fortrolige møder i gruppen. Samlet tegnes et portræt af en meget usikker leder som må stive sig af med formalia i stedet for at lede ved at folde sig ud som menneske. Denne skræk for det uformelle bekræftes af hendes øjeblikkelige uvilje mod at tale med pressen. Samme syndrom lider Birthe Rønn i øvrigt af. Denne demonstration af formel magt til ikke at tale med pressen må undre. Enhver professionel politiker burde jo vide at der kun er en eneste sikker effekt af det: Vælgerne opfatter politikeren som arrogant. Og hvis den historie som de eventuelle anonyme kilder så leverer gods til, samtidig har den pointe at politikeren lider af magtbrynde og er dårlig til at lytte, så er den historien bare hjemme med dobbelt styrke.

Når gruppemedlemmerne er utilfredse med deres partiformand, så kan politiske journalister altid skrive interessante artikler om lederens optræden på fortrolige møder. Næste træk er formandens. Nogen gange kan det være svært at skelne mellem journalisters rapportering fra det politiske og så politikernes rent politiske arbejde med sagerne.

Læserpanel-kommentar (4-600 ord) til Politiken Søndag d. 26/10 2008 af Klaus Kjøller:

 

[Forslag til overskrift: Politiken – den ultimative sandhed

Underrubrik:  ]

Eksistentialisten Albert Camus påstod at der egenligt kun var et interessant spørgsmål i verden, nemlig: Hvorfor er livet værd at leve? Hvis han havde været avisanmelder, kunne han have spurgt: Hvorfor er morgenavisen værd at læse? Nettet, text-tv og døgnkværnende nyhedskanaler på tv leverer nyhederne langt hurtigere end morgenaviserne. Gratisaviserne leverer glæden ved at sidde og bladre i en papirsavis langt billigere.

Betalingsdagbladene går tættere på det der allerede er sket, end andre medier. Enhver af de bredt dækkende betalingsdagblade giver et samlende perspektiv på de mange historier de fortæller. Og de opdaterer det hver dag. På hver deres måde, i hver deres stil.

Politiken er efter min vurdering det af de tre store morgenblade som prioriterer meninger højst. Og det skal være de rigtige meninger. Det er som om at chefredaktørens høje profil som vittig, åndfuld, utrættelig og indsigtsfuld regeringskritisk polemiker trækker hele avisen i den retning. Det giver Politiken et meget enkelt verdensbillede med to skurke: Bush og hans lokale bugtalerdukke, Fogh. Man ved ikke rigtig om man skal le eller græde når man for 1017’ende gang ser Roald Als’ geniale karrikaturtegning af Fogh i skind med kølle. Bladets enorme dækning af kulturstoffet modsvares af beskeden dækning af erhvervsstof hvor Berlingskes tidligere chefredaktør, Niels Lunde, dog nu leverer meget indsigtsfulde kommentarer. Tidligere har bladets fremstilling af erhvervslivet været dansk presses svar på den fremstilling man finder i tv-tegneserien Simpsons med Mærsk i rollen som den skamløse kapitalist, Mr. Burns. Politiken er bestemt ikke bladet for læsere som tænker ret meget over hvor de penge de får i løn, egentlig kommer fra.

Morgenbladet giver læserne tryghed ved dagligt at levere en genkendelig, opdateret verden fortalt på den måde som læseren holder af. Politiken er fx langt mere humoristisk end de to store konkurrenter. Det er ikke kun tegnerne og faste rubrikker som ATS jeg tænker på. Det er tydeligt at selv en klummeskribent nederst på en side i sektion 22 forsøger at ramme den særlige fortroligt humoristiske overskudsoptimistiske vinkel på verden og på forholdet til læserne som er en væsentlig del af Politikens brand. Her er andre aviser ofte præget af et vist tungsind, bekymring og patos.

Morgenavisernes politiske indflydelse ligger i høj grad i at de ind imellem graver uartige historier op om magtmisbrug. Desværre er det jo sådan at den helt store journalistudvandring i dansk presse i de senere år er udvandringen fra dagspresse til virksomheder og organisationer, herunder de politiske partier hvor mange fremragende journalister gør karriere som højt betalte spindoktorer, kommunikationschefer og lignende. Morgenavisernes økonomiske overlevelseskamp fører til en opprioritering af det ret billige menings- og kommentarstof på bekostning af det yderst omkostningskrævende arbejde med fx at afdække rævekager i den offentlige administration. Som en art erstatning kan man fortælle gamle historier som fx Politisken i dag gør på forsiden ”FE jagtede dansk storspion” hvor man ud fra en kommende bog fortæller en historie fra 1960’erne. Det er lidt svært at se hvad den historie skal på forsiden for. Den står mere passende i PS-sektionen.

Men der er jo faktisk jævnligt historier om aktuelt magtmisbrug at fortælle. Og sådanne historier bygger ofte på lækager fra embedsfolk som jo kender dem. Men de læses sjældent i Politiken. Denne søndag har Berlingske Tidende en skandalehistorie om Region Midtjyllands højt profilerede import af indiske læger. Når denne og andre lignende historier så sjældent findes i Politiken kan det skyldes at lækkende embedsmænd vurderer at der er større politisk effekt i at historien bringes i et blad som ikke kan mistænkes for at køre en ensidig, topstyret propaganda mod regeringen.

Øverst i dokumentet