Kjøller forside à alle artikler à Artikel ”Sprog og politik” i Auditorium X, 1991

[senest revideret 19/9 2012]

 

Titel og medium                            

”Sprog og politik”. Artiklen er, stort set uændret, gengivet efter teksten i Hansen, E., Petersen, I.L., Poulsen, I. AUDITORIUM X. DANSK FØR, NU – OG I FREMTIDEN Kbh. 1991, s. 205-229.

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Sprog og politik

Af Klaus Kjøller

 

DET POLITISKE SPROG ER FORHADT

Det er både godt og skidt at forske i noget som alle har en mening om.  Godt, fordi emnet allerede interesserer mange.  Skidt, fordi interessen typisk bæres af en række fordomme.

Hvis man ikke kan lide en bestemt politiker, kommer man let til at betragte ham som en udspekuleret manipulator eller som en verdensfjern fantast.  Begge dele kan man så finde tegn på i hans sprogbrug.  Hvis man ikke kan lide politikere overhovedet fordi man betragter dem som uærlige, egoistiske, vendekåbeagtige og inkompetente (ligesom et af vores største dagblade gør) så kan man naturligvis heller ikke lide deres sprog.  Jeg kender ingen vælgere der interesserer sig for det politiske sprog for dets gode sider: de formuleringer som kan få et forlig igennem, den udtalelse som kan berolige nogle aktieejere som er ved at gå i panik, og den nytårstale som sætter alting på plads.  Nej, det er altid negativt: Hvordan den ene politiker snød den anden eller nogle journalister med slebne formuleringer, hvordan en politiker havde held til at tale udenom, og hvor håbløst kedsommelig en folketingsdebat har været.

Kort og godt gælder det at interessen for det politiske sprog bæres af en modvilje mod det indhold sproget rummer.  At interessere sig for sproget er det samme som at brokke sig over det det udtrykker.  Eller ikke udtrykker.

SKÆG FOR SIG OG SNOT FOR SIG

En sprogforsker som undersøger det politiske sprog, og som fortæller og skriver offentligt om det, må respektere disse fordomme.  Ellers bliver han meget let et offer for dem: Han bliver brugt af de forskellige politiske interesser til at kaste videnskabelig glans over de fordomme man har.  Jeg tænker her ikke bare på forskellige partipolitiske interesser, men også på forskellige mediers interesser i at fremstille det politiske liv på bestemte måder.  Fx kan en videnskabelig analyse af det politiske sprogs indholdsløshed bruges af ekstreme politiske partier som indslag i deres satire over det etablerede system.  Påvisninger af hvordan det politiske sprog bruges til at fremstille en sag på den politisk mest hensigtsmæssige måde, kan den mest populære del af pressen bekvemt bruge til at bekræfte sin opfattelse af politikere som egoistiske, magtsyge og groft manipulerende.

Det er selvfølgelig udmærket at forskningens resultater kan bruges uden for elfenbenstårnet. Men det kan være svært at undgå at blive spændt for de samme vogne hver gang man melder sig med nogle analyser.  Det der karakteriserer det videnskabelige arbejde, er at man prøver at forstå hvorfor virkeligheden, her: det politiske sprog, er som den er.  Det er dette ædle formål der forsvinder når forskeren omklamres af partipolitiske og medie-markedsføringsmæssige interesser.

På den anden side er der noget dybt tragisk over den humanistiske forsker som beskæftiger sig med væsentlige emner, men som slet ikke får fortalt alment forståeligt om det fordi han vil bevare sin videnskabelige dyd.  Derfor synes jeg det er udmærket at også en sprogforsker fra tid til anden optræder som journalisternes bugtalerdukke, bliver brugt som politikeres redskab, leverer causerier om sprogets pudseløjerligheder og skriver en bog som kommer på bestsellerlisterne (hvis det var muligt).  Men man skal ikke bygge sin forskerselvforståelse op omkring det.  Det ville være videnskabelig prostitution.  Skæg for sig, og snot for sig, som en berømt politiker engang sagde.

HVAD EN POLITIKER BRUGER SPROGET TIL

Det politiske sprog er det sprog politikerne bruger.  Det de fleste først tænker på som politisk sprog, er formentlig det sprog de kender fra tv- og radiointerviews med politikere, eller fra transmissioner af folketingsdebatter.  Men disse situationer er kun en meget lille del af de situationer hvori politikere bruger sproget.  Af andre sproglige aktiviteter kan nævnes:

·         uformelle samtaler med journalister, politikerkolleger og ernbedsmænd,

·         indlæg på gruppemøder,

·         forhandlinger med andre partiers repræsentanter,

·         debatindlæg til aviser,

·         taler på vælgermøder,

·         samtaler og brevvekslinger med folk (privatpersoner eller professionelle påvirkere: lobbyister) som ønsker at få politikeren til at gøre en indsats i en bestemt sag.

Flere af disse aktiviteter er fortrolige og foregår kun fordi politikeren og hans mod- eller medpart har tillid til at det der foregår, forbliver imellem dem.  Det er formentlig langt den største del af den politiske kommunikation på Christiansborg der er hemmelig i denne forstand.

POLITIKEREN OG EMBEDSMANDEN BRUGER SPROGET TIL DET SAMME

Det politiske sprog er det redskab politikeren bruger til at gøre sit arbejde med.  Når man skal undersøge sproget, må man tage udgangspunkt i hvad en politiker laver.  Hvad adskiller en politiker fra fx en embedsmand?

Umiddelbart er det let at kende forskel.  Det er en del af vores demokratiske børnelærdom at politikeren sætter målene, embedsmanden sørger for at de nås.  Embedsmanden er tekniker: Hans politiske opfattelse er uden betydning for hans opgave.

Men virkeligheden er ikke så enkel.

Embedsmanden er en del af en organisation, der har en minister som leder.  Organisationen skal dels udføre ministerens ønsker, dels informere ministeren om tilstanden inden for ministeriets sagsområde.

Det er de færreste ansatte i en organisation der kan kontrolleres 100%.  Derfor er det uundgåeligt at der sker forvridning af information som passerer opad i hierarkiet, og af ordrer som sendes oppefra og ned.  Denne forvridning består i at de ansatte plejer andre interesser end hele organisationens: afdelingens, kontorets eller den enkelte ansattes.  Her optræder embedsmanden som politiker: Han sætter målene inden for det spillerum han har.

Også politikeren er en del af en organisation: partiet.  For at forblive som medlem skal han fremføre og søge at udbrede de mål partiet er enedes om.  Han er her en embedsmand i partiets tjeneste.  Befinder han sig i nærheden af magtcentrene hvor man har tæt omgang med ministeriernes embedsmand, får hans politikergerning automatisk mange ligheder med embedsmandsjobbet: han må have stor sagsindsigt for at forstå de råd og informationer han modtager, og han må kende embedsmændenes tænkemåde for at kunne få dem til at gøre hvad han vil, med mindst mulig modstand.  Hertil kommer at nærheden til magten gør hans offentlige udtalelser meget forsigtige og embedsmandsagtige: en politisk kontroversiel udtalelse kan forplumre kompromismuligheder, føre til dramatiske dagsordener i Folketinget eller omgående udløse krav fra fagforeninger og ministerkolleger om flere penge til ditten eller datten.

Politikere optræder i situationer som embedsmænd ikke optræder i: de holder offentlige valgtaler, deltager i politiske tv-debatter og skriver indlæg om samfundets langsigtede mål.  Embedsmænd holder ikke offentlige valgtaler; men de kan sagtens have den opgave at skulle fremlægge et langsigtet, administrativt program overbevisende for andre embedsmænd, at skulle forsvare en sagsbehandling i et tv-interview og skrive et indlæg til pressen.  Lighederne er iøjnefaldende.  Forskellene er at politikerens behandling af emner kan være mere generelle og omfattende end embedsmandens behandling som altid skal falde inden for et bestemt kompetenceområde.  Men bortset fra dette er der ingen væsensforskel på politikerens og embedsmandens sprogbrug.  De bruger sproget stort set til det samme.  Forskellene ligger i valg af emner, ikke i den måde sproget bruges på.

DER FINDES IKKE ET POLITISK SPROG

Det er forkert at tro at der findes et politiske sprog, på samme måde som der findes serbokroatisk, bornholmsk, lavkøbenhavnsk eller et juridisk fagsprog.  Gruppen af de mennesker man kalder politikere og arten af de aktiviteter man kalder politiske, lader sig ikke afgrænse på en måde som gør det meningsfuldt at tale om det politiske sprog.  De toppolitikere der færdes i Folketinget i en længere årrække, arbejder så tæt på embedsmændene og journalisterne at de ikke får en særlig jargon som kan adskilles klart fra embedsmændenes og journalisternes.  Og de - mange - politikere som ikke opnår at komme i Folketinget, færdes i så forskellige erhverv, partier og egne af landet at det er absurd at tale om at de skulle have samme sprog - i en eller anden nok så udvandet betydning af dette udtryk.

Det politiske sprog er altså ikke værd at beskæftige sig med fordi det ikke findes.  Det er en illusion at der skulle findes nogle særlige sproglige træk som kan definere et politisk sprog.  Men sproget er jo det vigtigste redskab i enhver politikers arbejde.  Og når man skal se på hvordan politikerne bruger sproget, må man se på de organisationer politikere er en del af.  I stedet for at studere sproget, skal man studere den brug der gøres af sproget når det politiske system arbejder.

Når jeg i det følgende taler om det politiske sprog, så betyder det simpelt hen de forskellige sprog politikere bruger i mange forskellige situationer - og der ligger ikke heri en antagelse om at dette sprog kan beskrives uafhængigt af de organisationer hvori det udfører sine mange job.  Tværtimod: Det kan det med garanti ikke.  Derfor kommer jeg i det følgende til at skrive en del om de organisatoriske rammer for politikernes sprogbrug.  Paradoksalt nok kan der kun siges noget interessant om det politiske sprog, hvis man holder op med at betragte det som et sprogvidenskabeligt problem!

DET POLITISKE SPROG BRUGES MEST TIL IKKE-FORMEL KOMMUNIKATION

I organisationsteori skelner man mellem formel, subformel og personlig kommunikation (se fx Downs).

Den formelle er den der foregår i overensstemmelse med organisationens officielle bestemmelser.  Den er skriftlig fordi det så kan kontrolleres om det der er foregået, var i overensstemmelse med bestemmelserne, og fordi man så senere kan dokumentere hvem der mente hvad hvornår.  Forhandlingerne i folketingssalen er et eksempel på formel kommunikation: De optages på bånd, opbevares i elektronisk database og kommer på tryk.

Den subformelle kommunikation foregår på kryds og tværs i organisationen: Man lufter tanker, giver hinanden gode ideer, antyder at den ene tjeneste kan være den anden værd osv.  Den er normalt mundtlig og refereres ikke officielt nogen steder.  Man optræder i den rolle man har i organisationen, men man optræder ikke officielt.

I den personlige kommunikation optræder man som det individ man er, dvs. her kan man betragte organisationen og ens egen og andres roller med en vis afstand: Man taler ikke bare som fx socialdemokratisk politiker eller folketingsbetjent, men også som privatmand og -kvinde.  I denne kommunikationsform kan man forholde sig kritisk til organisationen og sin egen eller andres roller i den.  Synsvinklen er at man er en borger som tilfældigvis er ansat i organisationen, dvs. man har ideelle muligheder for at kritisere hvad der er af fejl og mangler.

Alle tre kommunikationsformer findes i enhver organisation, altså også i Folketinget.  Jo mere stabil organisationen er og jo mere forudsigelige og velkendte de situationer organisationen kommer ud for, er, jo mere vil organisationens reaktioner på de situationer den møder, være ritualiseret: Der findes et utal af bestemmelser og regler for hvordan de ansatte skal optræde.  Og jo mere organisationens handlinger er formelt foreskrevne, jo mere omfattende vil den ikke-formelle kommunikation være.  Den ikke-formelle kommunikation er de ansattes reaktion på den formelle stivhed omkring dem: Problemer løses ved ikke-formel kommunikation inden de behandles formelt.

Da Folketinget er en ret stabil organisation som befinder sig i forudsigelige omgivelser, er Folketinget karakteristisk ved

·         en forretningsgang som er i høj grad reguleret af formaliserede regler, og

·         en meget høj grad af ikke-formel kommunikation.

 

DEMOKRATISKE BANALITETER: FOLKETINGET SOM BEFOLKNINGENS KONTROLORGAN

Folketinget er en offentligt finansieret organisation som har monopol på at producere love og bestemmelser som gælder for hele landet - i det omfang dette monopol ikke er afgivet til EF [som jo i dag kaldes EU. red].  De ansatte kan inddeles i to kategorier: det teknisk-administrative personale og folketingsmedlemmerne.  Folketingsmedlemmerne er inddelt i forskellige partigrupper.

Mindst hvert fjerde år er alle folketingsmedlemmerne på valg.  Det vil sige deres ansættelse er formelt kun sikret højst fire år.  Reelt afhænger deres ansættelse dog dels af hvilket parti de er valgt for, dels deres placering i dette partis organisation.  Valgsystemet og samfundets stabilitet giver partierne særdeles gode muligheder for at sikre de mest fremtrædende folketingsmedlemmer genvalg.  Dette er baggrunden for at jeg ovenfor kaldte Folketinget en ret stabil organisation.  De personudskiftninger der er ved ethvert valg, skaber en vis indre uro; det samme gør nye, ukendte folk som eventuelt hentes ind som ministre.  Men uventede udskiftninger i partitoppene er sjældne: Det er i høj grad de samme personer som igennem en længere årrække lader de forskellige vigtige politiske poster gå omgang, afhængigt af stemmetal og koalitionsmuligheder.

Aftagerne af de love og bestemmelser som Folketinget producerer, er i sidste ende borgerne i landet.  Men Folketinget fører ikke selv sine love og bestemmelser ud i livet.  Det gør ministerierne.

Ethvert ministerium ledes af en minister.  Ministrene udgør tilsammen landets regering.  Hvis et ministerium ikke handler i overensstemmelse med Folketingets vedtagelser, kan Folketinget afsætte ministeren.

Den fireårige ansættelsesperiode for medlemmerne skal sikre at de love og bestemmelser der produceres, ikke strider mod hvad et flertal af befolkningen ønsker.  Ministrenes ansættelsesforhold skal sikre at ministerierne handler i overensstemmelse med de love og bestemmelser der produceres - eller i hvert fald ikke handler på en måde som strider mod hvad Folketinget bestemmer.

Folketinget er en organisation som er meget åben over for pressen.  Herved adskiller Folketinget sig fra langt de fleste andre organisationer.  Alle organisationer vil gerne bruge pressen.  Den rette information bragt på rette sted til rette tid kan være guld værd, mens en ”forkert" information som slipper ud, kan være til stor skade for organisationen.  Derfor er det helt almindeligt at der i en organisation er stramme regler for hvem der må udtale sig om hvad til pressen.  Informationer er simpelt hen redskaber som organisationen bruger til at fremme sine mål med.  Men i andre organisationer rekrutteres, ansættes, forfremmes og fyres folk også på en helt anden måde end i Folketinget.

Rekrutteringen af et folketingsmedlem sker via et parti.  Man kan således sige at det er partiet der udvælger, ansætter, forfremmer og fyrer folketingsmedlemmer.  Afhængigt af sit stemmetal får partiet en offentlig bevilling, magt og prestige bestående af et bestemt antal folketingspladser.  Afhængigt af de koalitioner partiet indgår med andre partier, kan det udløse yderligere bevillinger, magt og prestige: ministerposter, udvalgsformandsposter, medlemskab af præsidiet osv.

TOPPOLITIKERE ER PROFESSIONELLE

Statsapparatet omfatter mange sider af samfundslivet, derfor er det umuligt for et folketingsmedlem at følge med i mere end en forsvindende brøkdel af det der foregår i ministerierne, direktoraterne, styrelserne osv.  De større partier reducerer dette problem ved at lade forskellige medlemmer koncentrere sig om særlige sagsområder i et af Folketingets faste udvalg.  Et tydeligt tegn på dette høje krav om sagsindsigt hos politikere er at enhver indflydelsesrig landspolitiker har politik som levebrød: dagens politikere er professionelle.  En anden væsentlig grund til at politik er blevet en profession, er samfundets stabilitet som gør folketingsvalg i høj grad forudsigelige (selv om presse og partier forståeligt nok gør et stort nummer ud af de marginale udsving).  Men det er naturligvis helt umuligt, også for en professionel politiker, at hamle op med ministeriernes ”livstidsansatte” embedsmænd hvad angår indsigt i sager og administrative regler.  Partiernes kontrol af hvad der foregår i ministerierne, er en stikprøvekontrol: Man kan stille spørgsmål til ministeren, og man kan forlange samråd i et af de faste udvalg.  Ved specielle anledninger kan man nedsætte kommissioner som kulegraver en sag.

EMBEDSMÆND UNDGÅR HELST AT SAGER BLIVER POLITISKE

De periodiske folketingsvalg sikrer en vis kronisk uro i den offentlige administration.  Uroen skyldes at der er organisationer, nemlig partierne, som har interesse i at opdyrke bestemte sager og overvåge bestemte udsnit af den offentlige sektor.  Og ikke mindst: Systemet sikrer ekstern rekruttering af toplederne: ministrene.

Ministerierne har ikke i sig selv nogen interesse i at der er offentlighed omkring deres sagsbehandling.  Risikoen for ministeriet ved at en sag bliver politisk, ligger i at oppositionspartier og medier herved får interesse i at grave informationer frem som er skadelige for ministeriet.  Da der i enhver stor organisation foregår ting som ikke tåler offentlighedens lys, er sandsynligheden for at en politiseret sag også fører til kritik af ministeriet meget stor.  Denne risiko skal afvejes mod den fordel ministeriet har af de resurseudløsende kræfter som sagen også rummer.

Men ministerier er så store organisationer med så vidt forgrenede budgetter at sandsynligheden for at en politiseret sag fører til øget resursetildeling til ministeriet, er yderst ringe.  Det der typisk sker, er en vis intern omrokering i ministeriets eget budget.  Ministeriet er derfor ikke som organisation interesseret i at sager bliver politiske: Ulemper og risici er langt større end de fordele der kan være.

MINISTRE PROFILERER SIG MED POLITISKE SAGER

Men i spidsen for ministeriet finder man en politisk udnævnt leder: ministeren.  Han eller hun skal som repræsentant for sit parti demonstrere politisk handlekraft.  Ministerens værdi for det parti som ansætter ham eller hende til ministerjobbet, afhænger af at vælgerne kan få øje på partiets politiske stempel på de ændringer der sker i ministeriets produkter under denne ministers ledelse.  Ministeren har altså - i modsætning til resten af ministeriet - en interesse i at profilerings-egnede sager bliver politiserede.  At en politiseret sag ikke resulterer i andet end en intern ministeriel budgetændring kan her være en fordel: så medfører det ikke konflikter med ministerkollegerne.  Men naturligvis er der grænser for hvor megen uro en minister kan påføre sine embedsmand uden at det skader den loyalitet han har brug for for at få organisationen under sig til at fungere uden alt for meget knas.  En minister som har sine embedsmænd imod sig, har en tendens til at løbe ind i rigtig dumme pressehistorier, som kan få en til at overveje om ikke mange embedsmand i al diskretion kender pressens folk bedre end mange politikere.

Denne grundlæggende interessekonflikt mellem ministeren og resten af ministeriet er så fortræffeligt illustreret i tv-serien Javel hr. minister.

TÆNDER BØRSTES BEDST MED IDEOLOGI

Enhver organisation har en ideologi, dvs. en opfattelse af hvordan virkeligheden i og omkring organisationen er, og et sæt af værdier: nogle mål man prøver at nå.  Ideologien skal dels placere organisationens produkter centralt i samfundsvirkeligheden, dels sørge for højest mulig loyalitet og motivation hos de ansatte eller medlemmerne.  Det gælder hvad enten organisationen er en interesseorganisation, en offentlig eller privat virksomhed eller et politisk parti.

Ideologier er mere eller mindre omfattende.  En virksomhed der producerer tandpasta vil hylde en ideologi som placerer den handling at børste tænder (med pasta) så centralt og prestige-befængt som muligt i ethvert menneskes liv.  Ideelt set bør det være således at forbrugerne tror på at deres livslykke afhænger af denne handling.  Men for den enkelte mærkevareproducent er denne ideologi for generel: Det er jo hele tandpastabranchens ideologi.  Under denne brancheideologi må den enkelte fabrikant udbrede sit mærkes ideologi: Lykken afhænger af varemærket.  Dette meget jordnære hensyn gør den enkelte vareproducents ideologi meget begrænset.  Den omfatter kun en meget lille del af menneske- og samfundslivet.

MINISTERIETS DISKRETE IDEOLOGI

Tager vi som næste eksempel et ministerium, så vil dets ideologi være mere omfattende fordi dets produkter er 1) af mange slags, 2) af mindre håndgribelig art, og 3) beregnet for mange forskellige modtagertyper: individer, forskellige organisationer.  Typisk har man ingen konkurrerende mærkevare-kolleger, så ideologiens opgave er slet og ret at opskrive den særlige type serviceydelser som ministeriet har monopol på.  Ministeriets produkter skal ikke sælges til forbrugere som måske ellers ville bruge deres penge på konkurrenters produkter.  Dette er forklaringen på at man er langt mere tilbageholdende med at udbrede sin ideologi til forbrugerne, end tandpastafabrikanten.

Ministeriets størrelse og vækst afhænger af de bevillinger man får.  Det vil sige at man konkurrerer med de andre ministerier om den størst mulige gunst hos de indflydelsesrige politiske partier som sidder på pengekassen.  Men da de politiske styrkeforhold med stor sandsynlighed ændres inden for et kortere åremål, må man undgå at skabe sig fjender blandt de politiske partier.  Man kan derfor ikke knytte sig til noget parti ved at argumentere for sit sagsområde på en måde som kan opfattes som politisk stillingtagen.  Den sikreste vej til vækst er at fremstå upolitisk og sagligt - og med dette som basis forsyne sin minister med de bedst mulige argumenter for øgede bevillinger (eller mindst mulige reduktioner).  Ministeriets styrke afhænger af hvor godt det kan det - uafhængigt af hvem der er minister.

Et væsentligt aspekt af den kunst at forsyne sin minister med gode argumenter, er at undgå at pressen skriver skadelige historier om ministeriet og dets sagsbehandling.  Ministeriets defensive holdning til pressen og offentligheden viser sig tydeligt ved den lave prioritet det har blandt embedsmand at udtrykke sig alment forståeligt og interessevækkende i tale og skrift.  Ganske vist har der i de seneste årtier været stigende interesse omkring dette, især i de ”lettere" ministerier (Se Dybdal og Hamburger).  Men landets borgere modtager stadig i hobetal mystiske breve fra offentlige myndigheder – ”skrivelser" – som er holdt i det særlige mandarinsprog som jurister og økonomer nu engang skal kunne for at begå sig i de ministerielle hierarkier. (Se Hansen 87; svenskerne er 10-20 år forud for os med moderniseringen af det offentliges sprogbrug: Larsson.)

IDEOLOGIEN ER DET POLITISKE PARTIS ENESTE PRODUKT

De politiske partier er private organisationer som har meget omfattende ideologier.  Ideologien omfatter ikke bare et enkelt sagsområde således som ministeriernes ideologier gør; den omfatter samtlige sagsområder - og måske nogle nye.  I modsætning til den private vareproducent og til ministeriet har et politisk parti ikke nogen produkter som ideologien skal ”sælge”.  Det politiske partis ideologi er samtidig dets produkt.  Kun hvis partiet også får magt, har det nogle konkrete produkter at byde på: de ændringer det kan gennemføre i ministeriernes produkter.  For at ideologien kan bevare sin styrke og partiet bevare sin ideologiske troværdighed, skal partiet omsætte en styrket magtposition i administrative ændringer.  Hvis vælgerne ikke kan få øje på ændringerne, eller ikke kan acceptere at de skulle udspringe af partiets ideologi, så forringes vælgernes tro på partiets ideologi.  Da ideologien er det eneste produkt partiet har uafhængigt af om det er i regering eller i opposition, og da det altså er det produkt som giver partiet identitet, er det kritisk for partiet hvis vælgerne mister troen på sammenhængen mellem ideologi og handlinger.  Kernen i mediernes indenrigspolitiske dækning og i den offentlige debat mellem partierne, er om denne sammenhæng er til stede eller ej når et parti fremsætter eller gennemfører nogle forslag.

IDEOLOGIENS INDVORTES BRUG

Partiets ideologi har også vigtige interne funktioner.  Det politiske, ideologiske marked er et købermarked: Efterspørgslen efter nye ideologier er ringe, og da konkurrencen samtidig er fri, er det ikke muligt at køre et parti som forretning.  Der er ingen indtægter (direkte) fra forbrugerne.  Det betyder at et parti er afhængig af ikke-professionel gratis arbejdskraft.  Den eneste belønning man kan give denne arbejdskraft er af ideologisk art: den tilfredsstillelse det giver at arbejde for noget man tror på.

At det er købers marked, indebærer også at partierne må opsøge vælgerne på alle mulige måder.  Dette stiller store krav til det enkelte partimedlems loyalitet over for og viden om hvad partiet står for.  Også dette forudsætter et stærkt ideologisk engagement.

PARTIPROGRAMMETS UKLARHED, PARTIETS STYRKE

Enhver ideologi er et kompromis mellem klarhed og uklarhed.  En politisk ideologi skal være så klar at den kan fremme engagementet hos medlemmerne og tegne en profil over for vælgerne i konkurrence med andre partiers profiler.  På den anden side skal den være så åben over for fortolkning at den kan bruges smidigt i alle de uforudsigefige kompromis-situationer som alt parlamentarisk arbejde består af.  Jo mere uklar ideologien er, jo lettere er det at forklare at de handlinger man udfører, er i overensstemmelse med den.  Ja, helst: udspringer af den.

Denne proces: at afklare ideologien, men ikke mere end absolut nødvendigt, er væsentlig for ethvert parti.  Det produkt som kommer ud af processen, er programteksten.

Denne tekst er et for partiet acceptabelt kompromis mellem de indsigter, meninger og ønsker som medlemmerne har.  Dens værdi ligger i det interne hensyn: at medlemmerne gennem deres deltagelse i tilblivelsesprocessen bekræfter deres sammenhold og forpligter hinanden.  Programteksten spiller derimod en meget beskeden rolle i vælgernes beslutningsproces.  Men det har formentlig en betydning for vælgernes vurdering af partiets vitalitet og sammenhold at det reviderer sin programtekst en gang imellem.

VI BØR SÅ VIDT MULIGT GØRE DET RIGTIGE

Når et partiprogram har denne symbolfunktion, så kan det ikke undre at der i ethvert partiprogram kan findes mange eksempler på sproglig tomgang: ytringer som er ret informationstomme, men som bruges til at bekræfte et sammenhold, en enighed.

Det er ytringer som disse:

·         Der må gives den opvoksende generation de bedst mulige vækstbetingelser.

·         Skole- og uddannelsessystemet må til stadighed være fuldt på højde med samfundsudviklingens krav.

·         Samfundets styre må have sådanne former, at det kalder på befolkningens virkelyst og interesse.

·         Enhver form for bureaukrati i privat og offentlig administration skal modvirkes, og magtmisbrug hindres.

Ovenstående eksempler er hentet fra Socialdemokratiets og Det konservative Folkepartis partiprogrammer i begyndelsen af 70'erne, men de kunne være fra i dag - og fra andre partier.  I det hele taget er det en taknemmelig opgave at gå på jagt efter sådanne formuleringer - også i den aktuelle politiske debat.  Her er nogle eksempler fra et par tilfældige TV-Aviser i oktober 1990:

Reporter: Men du er altså fortsat enig i at der er behov for et parlamentarisk organ til at kontrollere efterretningstjenesterne?

Justitsminister: Det er jeg!  Og jeg synes at det udvalg er et rigtigt instrument hvis det vel og mærke kan fungere efter hensigten.

*

Folketingsmand: Regeringen skal, efter min opfattelse, udnytte de parlamentariske muligheder der er i Folketinget.  Og hvis det viser sig at Socialdemokratiet melder fra, så bør regeringen efter min opfattelse forsøge om der er et andet flertal der kan træffe politiske beslutninger.

*

Reporter: Og hvordan var reaktionen? (blandt de pårørende til de danske gidsler i Irak som har bedt om hælp).

Udenrigsminister: Den var, må jeg sige, særdeles fattet.  Jeg tror heller ikke der var nogen der var kommet med den forventning at jeg pludselig kunne hale et mirakel ud af ærmet.  Det er der ingen af os der kan.  Private initiativer har jeg jo ingen muligheder for at forhindre.  Og vil jeg heller ikke forsøge at forhindre.  Jeg må bare advare imod at man lader sig misbruge i et politisk spil.

Det der sker her, er at man bekræfter at man går ind for noget som er karakteristisk ved at man går ind for det.  Eller at man går imod noget som er karakteristisk ved at man går imod det.  Tager vi den første ytring fra partiprogrammerne, så udtrykker den en positiv holdning: man bør give den opvoksende generation, til noget som først og fremmest er bestemt ved at være noget man har en positiv holdning til: de bedst mulige vækstbetingelser.  Sådanne udtalelser er sprogligt ubenægtelige.  Man kan simpelt hen af sproglige grunde ikke sige: den opvoksende generation bør ikke gives de bedst mulige vækstbetingelser.  Den positive påstand er en variation over temaet: Man bør gøre det gode.  Denne, og den tilsvarende negative udgave: Man bør bekæmpe det onde, kaldes – i den videnkabelige sprogbrug – for platheder (selv om det jo egentlig svarer til det man i almindelig sprogbrug kalder trivialiteter).  Fejlen, set fra den informationshungrende modtagers side, er at det som partiet har en positiv/negativ holdning til, ikke nærmere bestemmes ud over at man har en positiv/negativ holdning til det.  I eksemplet: hvad er de bedst mulige vækstbetingelser? (Om definition af plathed, se Fredriksson s. 82 ff.; Andersson & Furberg kap. 10.) Med grammatiske betegnelser kan det stilles skematisk op således:

grundled

udsagnsled

genstandsled

jeg

man

vi

bør sikre

skal opretholde

må føre

vil fremme

 

noget som er defineret ved at være noget godt

 

bør undgå

må hindre

skal bekæmpe

vil afskaffe

noget som er defineret ved at være noget forkert

 

DE FORSKELLIGE PARTIER HAR DE SAMME ERKLÆREDE, YDERSTE MÅL

Et andet forudsigeligt træk ved programmerne er at de er meget lidt diskuterende, men meget deklamatoriske: De tager uden videre udgangspunkt i medlemmernes forhåndenværende opfattelser.

Det betyder dels at den samfundsforståelse som udtrykkes, er meget overfladisk og konventionel, dels at de problemer teksten tager stilling til, er tekniske problemer angående samfundets indretning.  Programmerne adskiller sig ikke fra hinanden ved at gå ind for forskellige menneskelige værdier.  Tværtimod: Når de ekspliciterer disse værdier, ligner de hinanden til forveksling: den beskrivelse vi får af det menneske som yderst ude er målet for alting, består af meget vage, men stærkt positive udtryk:

·         Det skal have så stor frihed som muligt,

·         det skal føle sig trygt,

·         det skal have de bedst mulige udviklingsmuligheder for sin personlige egenart,

·         det skal føle ansvar over for fællesskabet og være interesseret og engageret i demokratiets styre.

Det er altså ikke på disse yderste mål man konkurrerer med hinanden.

Forklaringen er at en programtekst skal gælde for en længere periode end andre tekster og taler partiet udsender, og derfor skal rumme mere langsigtede mål.  At blive enige om dette kan være strengt nok.  Derfor skal man ikke inddrage flere problemer end højst nødvendigt i denne proces.  Og et af de punkter hvor man helt sikkert vil få problemer, er det der går ud på at give en klar og fyldig beskrivelse af de menneskelige værdier som dette parti i modsætning til andre partier går ind for.  Sandsynligvis vil de fleste medlemmer slet ikke føle at dette spørgsmål om hvad et menneske er, er noget der bør behandles i et politisk parti.  Det hører hjemme i kirken og lignende steder. (Læs evt. mere om dette i kap. 5 i Kjøller 73).

PARTIERNES BRUG AF PRESSEN

Pressen er nødvendig for partiet fordi dets offentlige bevillinger, magt og prestige er direkte afhængig af hvor mange stemmer det får ved folketingsvalgene.  Stemmetallene afhænger af hvor stor pressedækning partiet får, og hvor positiv den er.

Partierne konkurrerer om at rejse sager, fremsatte forslag, forhandle løsninger igennem og kommentere de love og bestemmelser som produceres.  Det er partiernes fælles interesse i at få den mest omfattende dækning af dette der ligger bag Christiansborgs åbenhed, og den tætte daglige kontakt mellem politikere og journalister. (Læs fx herom i Krogh.)

Denne åbenhed giver sig ekstreme udslag i forbindelse med folketingsvalg hvor fjernsynet indretter et solidt bemandet valgstudie på Christiansborg.  Man færdes med bærbare kameraer på gange og i partilokaler og afkræver politikere kommentarer til valgresultater få øjeblikke efter de er indløbet.  Efterhånden som valgets samlede resultat tegner sig tydeligere, skal enhver politiker indstille sig på at besvare journalisternes spørgsmål om den kommende regeringsdannelse.  Ofte er det umuligt for en politiker fra et muligt regeringsparti at sige noget fordi der ikke har været tid til at hans parti har planlagt taktikken i forbindelse med regeringsdannelsen.  På trods heraf udfolder journalisterne stor spidsfindighed for at vride spændende udtalelser frem.  Et ekstremt eksempel på dette finder vi efter det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor der var kommet fem nye partier i Folketinget, og alt så meget uoverskueligt ud.  Vi befinder os i tv-studiet på Christiansborg.  Klokken er ca. et om morgenen d. 5. december:

journalist:   Må jeg spørge Poul Hartling som leder af det tredjestørste parti i dag: Hvad tror De grundlaget for en eventuel samlingsregering skal være?  Skal det være at man lover hinanden lempelser og deler ud til vælgerne, eller skal det være at man lover hinanden stramninger?

Hartling: En eventuel samlingsregering!  Må jeg stadigvæk sige at det er helt umuligt i øjeblikket at sige hvordan det bliver. Der er ti partier og der er ti forskellige mandattal. De vil blive lagt sammen og kombineret på mange forskellige måder. Men det er ikke det der har interesse.  Det afgørende er – og det er vel også det De er inde på – det afgørende er den politik der skal føres; og dér mener jeg det afgørende i første omgang, det vigtigste for den første tid, det er den økonomiske politik: Det er priserne, inflationen, det er finanslovens budgetter og omkostningsbeløb, valutabalance, og det er oliekrisens konsekvenser.  Det er de ting som man må tage op, og spørgsmålet er så om man kan finde en samling om den nødvendige politik.

I denne replik demonstrerer Poul Hartling hvordan man kan lægge et ”dramatisk” forløb ind i en i øvrigt intetsigende udtalelse. Det er noget enhver leder af en organisation skal kunne, ikke mindst ledere af politiske partier. Fra at tale om hvad mange vil: ”De vil blive lagt sammen og kombineret på mange forskellige måder”, går han over til at tale om hvad det i virkeligheden drejer sig om: ”det afgørende er den politik der skal føres.” Og i denne forbindelse fremsætter han sin egen personlige mening om hvad det er der skal tages fat på: ”og dér mener jeg (... )". Endelig præciseres det til sidst hvad forhandlingernes resultat afhænger af: ”spørgsmålet er så om man kan finde en samling om den nødvendige politik."

Journalist:   Altså, nu siger De godtnok man skal til at sidde og kigge på de her ti kombinationer ...

Hartling: Næh, jeg siger det er der mange der vil gøre og allerede har gjort.

journalist: Ja, og der vil vi jo alene nå op på et sted mellem 1000 og 1500 forskellige mulige kombinationer, ikke?

Hartling: Ja.

Journalist: Men der er vel især fire bogstaver som falder i øjnene når man nu sidder og kigger nedad, og det er vel A og B og C og V, som jo tilsammen giver et ganske pænt flertal. Æh, kunne De forestille Dem sådan et samarbejde med æh under ledelse af den hidtidige statsminister?

Hartling: Jeg kunne forestille mig at der er det krav til os at når den nødvendige politik skal føres igennem, så må der stå en stærk, et stærkt samarbejde, et bredt samarbejde bag denne politik.  Om det så kan lykkes, og hvordan det kan lykkes, det kan vi ikke sige i denne nattetime.

Ingen ved mere end ved interviewets start. Kunsten er at undgå at sige noget nyt og kontroversielt – og samtidig optræde med statsmandsværdighed så man fremtræder så stærk, ansvarlig og handlekraftig som muligt i offentligheden inden forhandlingerne begynder. (Eksemplet analyseres mere indgående i Kjøller 77 s. 47-57.)

PRESSENS BRUG AF PARTIERNE

Et væsentligt, fælles argument for nyhedsmediernes vigtighed er at de er med til at kontrollere statsmagten.

Derfor er det indenrigspolitiske stof obligatorisk for ethvert nyhedsmedium.

Medierne konkurrerer på dette stof ligesom de konkurrerer på andre stofområder.  Pressens formelle tilknytning til forskellige politiske partier er borte eller svag, men det betyder ikke at mediernes indenrigspolitiske dækning er partipolitiske neutral.  Af historiske og markedsmæssige grunde er der klare politiske tendenser i de enkelte mediers udvælgelse og vinkling af Christiansborg-stoffet.  Selv et erklæret neutralt nyhedsmedium som TV-Avisen er klart nok ikke præget af ekstreme politiske partiers synspunkter, men domineret af det politisk-administrative establishments måde at opfatte virkeligheden på.

Der er et blad der især i de senere årtier har markedsført sig bl.a. ved en aggressiv politisk journalistik. Det er Ekstra Bladet. Tilfældet er ekstremt og ikke repræsentativt for dansk presse; men det er interessant at se hvilken konsekvens det får for indenrigsstoffets behandling at man lader det i så ekstrem grad styre af markedshensyn.

HVORFOR ER EKSTRA BLADET ALTID PÅ NAKKEN AF DE STAKKELS POLITIKERE?

 

Det er ligemeget, hvem der tilfældigvis sidder på taburetterne.

Vi gør ikke forskel.

Vi er nemlig på nakken af alle politikere.

Hvorfor?

Fordi det flyder med uløste problemer og spildte skattepenge og politiske skandaler og lange taler om ingenting.

Der er ingen af partierne, der har patent på at have.ret. Der er heller ingen af dem, der har patent på at træde i spinaten.  Derfor er vi på nakken af dem allesammen.

Der er nok ikke ret mange politikere, der elsker Ekstra Bladet højt.

Men de læser det.

EKSTRA BLADET TØR.

(Annoncen fandtes i dagbladet Politiken 18/10 73).

Princippet for den politiske dækning i dette blad er (dengang som i dag): jo værre politikerne i magtens centrum er, jo mere nødvendigt er det for dig at læse Ekstra Bladet.  Derfor er det lige så sikkert som amen i kirken at pointerne i en historie er at en eller flere ministre, udvalgsformand osv. har optrådt uærligt, egoistisk, i strid med tidligere løfter, eller inkompetent og sløvt.  Ligesom i en dansk folkekomedie har vi et farverigt skurkegalleri (af politikere), ofte forsynet med karakteriserende tilnavne, en hovedperson (”den lille mand", læseren) og hans heroiske hjælper (Ekstra Bladet).  Af og til får bladet gjort kål på en af skurkene.  Men det viser sig at den nye der indtager jobbet ikke er mindre skurkagtig, selv om han eller hun så også har et andet til navn.

Skurkagtigheden hænger sammen med magten.  En politikers karriere opfattes som bestående af fire faser: Politiker in spe er den spæde begyndelse: Man er på vej ind i magtens cirkler.  I denne fase behandles politikeren positivt.  Det samme gælder fair play-fasen, den første tid på magtpositionen.  Men allerede her begynder det positive billede at slå revner.  Dog, man vil ikke dømme endnu, men se gennem fingre med begynderfejl.  Så bliver politikeren etableret magtfigur og hermed samtidig skurk for fulde hørm.  Efter man har forladt magtpositionen, bliver man ex-politiker og her genindtræder man i en positiv rolle i Ekstra Bladets politiske virkelighed. (Se detaljeret analyse i ”Sælges: dansk politik" i Kjøller 76.)

POLITIKERNE REDDER OS FRA FORSTENING

I et stabilt, homogent samfund som Danmark består politikernes opgave ikke i at vandre i spidsen for fremstormende befolkningsgrupper under blafrende faner.  Bagsiden af ethvert stabilt, forudsigeligt liv er kedsommelighed og forstening i vaner. De væsentlige problemer i vores samfund består i at de etablerede private og offentlige organisationer stivner i selvtilfredshed. Det politiske systems væsentligste funktion er at begrænse denne landsdækkende organisatoriske forbening.

Der er kun én måde hvorpå man kan begrænse en organisations naturlige forsteningstendens: Det er ved at sørge for at den hele tiden har en vis usikkerhed angående sin eksistens. Typisk gøres dette ved at lade dens overlevelse og vækst udspringe af konkurrence med andre organisationer.

For de offentlige organisationers vedkommende kan denne konkurrence ikke blive direkte: Det er absurd at forestille sig to danske hære, to socialministerier osv. Brugerindflydelsen på de offentlige organisationer går gennem de private partiorganisationer. Partiernes konkurrence om stemmerne betyder at der gives høj prioritet til den offentlige meningsdannelse: Det har stor betydning hvad folk tror om samfundssystemet og dets øjeblikkelige tilstand. Der er organisationer der har overlevelsesinteresse i at give forskellige bud på hvad man skal synes om det hele. Og at argumentere for disse helhedssyn bl.a. ved hjælp af deres standpunkt i konkrete eksempler: de politiserede sager.

Heri ligger en vis garanti for at den offentlige administration ikke kan foregå i strid med hvad store befolkningsgrupper finder rimeligt.

DEN POLITISKE ARGUMENTATION PA VIPPEN

Politiserede sager afgøres ikke bare ud fra faste vælgerholdninger.  Sagerne påvirker også vælgernes opfattelse af hvad der bør gøres.

De magtpolitisk mest interessante vælgere er dem der populært sagt befinder sig midt i spektret.  De er hverken kroniske socialdemokrater eller kernevælgere for de borgerlige partier.  Det er folk der sætter pris på stabile forhold, og hvis politiske interesse er beskeden.

Ideologisk lyrik, som man finder den i partiprogrammer og grundlovstaler, bider ikke på dem, men de kan godt blive engageret af pressehistorier om mennesker der ikke har det godt i vores samfund. Sådanne mennesker bør i princippet hjælpes. Problemet er bare at sådan hjælp altid koster staten penge, og at landets økonomiske situation ikke er for god i forvejen.  Den dårlige økonomi er der andre politiserede sager der fortæller om: virksomheder der lukker eller flytter.  Og det fortæller måske det nyhedsmedium som man bruger, og det siges på det arbejdssted hvor man er.

Vælgerens holdning til en pressehistorie om en nødlidende gruppe er afhængig af hans opfattelse af landets økonomiske situation: Han affinder sig med at der ikke bliver gjort noget hvis den argumentation sagen rummer for at der bør gøres noget, lighedsargumentationen, ophæves af den økonomiske umulighedsargumentation: Der er ikke råd.  Den politiske betydning af en sag ligger altså i i hvor høj grad den kan få disse vælgere til at ændre deres opfattelse af at disse to argumentationer er lige stærke i samfundet som det ser ud i øjeblikket.

Det er klart at nyhedsmedierne har en meget afgørende rolle at spille her.  En klart politisk rolle. Det er pressen der fortæller de historier som danner grundlag for vælgernes vurdering af om de to argumentationer opvejer hinanden: lighedsargumentationen og den økonomiske umulighedsargumentation.  Vinder den ene styrke i forhold til den anden, er der stemmer at hente for regeringen i at handle således at balancen genoprettes. (Kjøller 91, 2001).

LAD OS FA SKOVLEN UNDER MAGTENS SPROGLIGE BANALITETER!

En politiker skal kunne mange ting.  En af dem er at udvælge og præsentere informationer på en måde som fremmer hans politiske mål.

Det politiske sprog er interessant fordi det bruges til at præsentere de udvalgte informationer med. Det politiske sprog må derfor studeres i en politologisk, organisationsteoretisk og argumentationsteoretisk sammenhæng. Kun i disse perspektiver kan man se sproget på baggrund af de politiske handlinger det skal udføre.  Og det giver som sagt ikke mening at betragte det anderledes.

Det kan på den anden side være fristende at kaste sig over forskellige iøjnefaldende politikere og beskrive deres sprogbrug. Mogens Glistrup, Preben Møller Hansen og Erhard Jacobsen er gode muligheder. Man kan beskrive deres foretrukne brug af billeder og af stilistiske virkemidler. Det kan uden tvivl gøres meget underholdende. Og hvad med et pikant emne som brugen af bandeord i Folketinget?

Men samtidig med at man beskæftiger sig med emner som disse, og læserne muligvis læser analyserne med stor interesse, udøves magten i landet af folk med en helt anderledes farveløs sprogbrug. En grundregel for den politiske sprogbrug i et velfærdsdemokrati er at jo mere ekstremt, originalt og sort-hvidt sproget er, jo mere afmægtig er politikeren. Ganske vist bør der være plads til skæg og ballade og undren over mærkelige detaljer i ethvert menneskeliv, men det er forkert hvis forskningen kastrerer sig selv ved først og fremmest at causere om det iøjnefaldende.

Analyser af den politiske sprogbrug i landet bør ikke være petitstof på avisens bagside. De bør placeres på linje med analyser af og kommentarer til landets økonomiske tilstand, dvs. på ledersiden. Landets økonomiske tilstand er jo ikke særlig interessant i sig selv. Ligesom det politiske sprog heller ikke er særlig interessant i sig selv. Det afgørende er hvordan de forskellige magtcentre i landet kan udnytte vælger-opfattede ændringer i den økonomiske tilstand til at styrke deres argumentation med. Og det er bl.a. det studiet af det politiske sprog drejer sig om.

Det gælder om at kaste lys over hvordan vores virkelighed og værdier dannes og ændres i det samfund vi lever i. Og hvordan en ændret virkelighedsopfattelse, via det politiske sprog omsættes til politiske handlinger. Opgaven er at få skovlen under magtens sproglige banaliteter.  Det er en af den humanistiske forsknings fornemste opgaver at få os til at undre os over det banale og derved opleve hver dag som ny – også selv om den ligner dagen i går til forveksling.

LITTERATUR

Andersson, J. og M. Furberg 1974: POLITIK OG PROPAGANDA, Kbh.

Downs, A. 1967: INSIDE BUREAUCRACY, Boston.

Dybdal, I. 1985: Ministeriet og Borgeren, SPROGLIGE KLØFTER. (MODERSMÅLSELSKABETS ÅRBOG 1985): 72-78, Kbh.

Frederiksson, G. 1969: DET POLITISKA SPRÅKET, Stockholm. 

Hamburger, A. 1988: Officiel sprogbrug. SPROGET HER OG NU (Dansk Sprognævns skrifter 14, red.  E. Hansen og J. Lund): 146-156, Kbh.

Hansen, E. 1987: PING- OG PAMPERSPROG, Kbh.

Høyer, S. m.fl. 1982: MAKTUTREDNINGEN.  RAPPORTEN OM MASSEMEDIER, (Nor-ges Offentlige Utredninger 1982: 30), Oslo.

Kjøller, K. 1973: VÆLGEREN OG PARTIPROGRAMMERNE, Kbh.

Kjøller, K. 1976: Sælges: dansk politik, ANALYSER AF SPROGBRUG: PERSPEKTIV (red.  K. Kjøller): 88-147, Kbh.

Kjøller, K. 1977: AKTIV SEER ELLER: HVORDAN JEG LÆRTE AT ELSKE POLITIKERNE, Kbh.

Kjøller, K. 1991: POLITISK ARGUMENTATION.  EN TEORI OM OFFENTLIG POLITISK ARGUMENTATION I ET VELFÆRDS-DEMOKRATI, Kbh.

Kjøller, K. 2001 SPINDOKTOR, Kbh.

Krogh, T. 1988: Politik i mediernes filter, POLITIK OG ETIK (red. 0. Thyssen): 85-104, Kbh.

Larsson, K. 1988: Den offentliga svenska under 10 år - en presentation och några reflektioner av en språkvårdare.  INFORMASJONSKLØFTENE OG DEMOKRATIET (red.  H. Omdal): 138-152, Oslo.

 

[manus til artiklen ”Sprog og politik” er formodentlig afleveret til redaktionen engang i efteråret 1990. Der er bl.a. indført referencen til Spindoktor (2001), da jeg brugte artiklen i forbindelse med undervisning i 2004]         

Øverst i dokumentet